Bevaret ved tro gennem prøvelser
Da Jesus gik omkring på jorden og forkyndte evangeliet om Guds rige, advarede han samtidig sine lyttere om den pris, der er at betale for at være hans discipel. Frelsen i sig selv er en gave fra Gud, som vi modtager i tro. Men der er en pris ved at tage imod og holde fast i den gave.
Kære menighed. Vi skal i dag fortsætte vores gennemgang af Peters Første Brev. Sidste gang så vi på kapitel 1 og vers 3 til 4 om, at vi er genfødt til et levende håb. I dag skal vi se på vers 5 til 7 under titlen "Bevaret ved tro gennem prøvelser".
Forfatteren af brevet er som bekendt apostlen Peter, som var en af de 12, som vandrede helt tæt med Jesus, da han levede her på jorden. Det her brev er skrevet cirka 30 år efter, at Jesus farede til himmels. Peter befinder sig i Rom, hvorfra han skriver det her brev, som vi har foran os. Det er et brev, han skriver efter mange års tro tjeneste, et liv med mange kampe og prøvelser. Så når Peter skriver om prøvelser, som vi skal se på i dag, så ved han i den grad, hvad han snakker om.
Fremmede i verden
Peter skriver brevet her til nogle kristne, som bor rundt omkring i Romerriget i nogle romerske provinser, hvor de tydeligvis mærker, ligesom også Peter selv mærkede, en hel del modstand imod den kristne tro. Så Peter skriver for at opmuntre dem, og det gør han for det første ved at minde dem om, hvem de er, minde dem om deres sande identitet, som vi har set på i vers 1 til 2. Han benævner dem som fremmede, der lever spredt blandt andre folkeslag, og som vi har set på, så er det ikke fordi de var fremmede i den forstand, at de var tilflyttere, eller at deres naboer ikke vidste, hvem de var. De var fremmede, fordi de var udvalgt af Gud til at tilhøre ham og til at være en del af hans ejendomsfolk. Deres sande borgerskab var i himlen. Deres liv var blevet forvandlet gennem troen på Jesus. De levede ikke længere som hedningerne omkring dem, som de andre omkring dem, og de følte sig ikke rigtig hjemme længere i den her verden. Peter forklarer dem, at det er helt naturligt, at de ikke føler sig hjemme, for deres rette hjem er hos Gud.
Genfødt til et levende håb om en evig arv
For det andet, opmuntrer han dem ved at fortælle dem, at de har et levende håb. De har en evig arv, som ligger og venter på dem i himlene, som der står her i vers 3 til 4. Vi ser i vers 3, at Peter bryder ud i lovprisning:
"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb."
Peter er begejstret. Han jubler, og vi jubler sammen med ham over det håb, som Gud har givet os. For det er et håb, vi på ingen måde har gjort os fortjent til. Egentlig har vi fortjent det stik modsatte. Vi har fortjent Guds dom. En evig dom i helvede, fordi vi har syndet mod den levende Gud. Den Gud som har skabt os, som har givet os livet, ham har vi vendt ryggen til og gjort oprør imod. Ja, faktisk er vi født i en tilstand af synd med en syndig natur, som hader Gud, og som kun vil gå sin egen vej og ikke vil underordne sig Gud.
Men på trods af det, så har Gud i sin store barmhjertighed valgt at gribe ind og føde os påny. Han har givet os, som tror, et nyt hjerte, der elsker Gud, og som er i stand til at underordne sig under ham og adlyde ham med glæde. Han har genfødt os! Det var noget, som vi der før var døde i vores overtrædelser og synder ikke selv kunne gøre. Det har han gjort. Han har gjort os levende med Kristus. Ja ved Kristi opstandelse fra de døde, har han genfødt os. I det vi er blevet født af Gud, så er vi blevet hans børn. Vi er blevet en del af hans folk, og dermed har vi fået del i Guds løfte om en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, som ligger gemt i himlene til os.
Det er en arv, som rummer, som vi også har læst om, en ny himmel og en ny jord (Åbenbaringsbogen). Et sted hvor Gud vil tørre hver tåre af vores øjne. Et sted hvor der ikke vil være død eller sorg eller skrig eller pine. Det er et levende håb! Det er et håb, som aldrig dør. Det er et håb, som ikke kan slukkes. Det håb er det sikreste håb i hele verden, fordi det er baseret på Gud, på hans løfter, på at han har født os på ny, og arven i sig selv er sikker. Den er bevaret i himlen til os. Det er nogle af de ting, vi så på sidste gang.
Dagens tekst
I dag skal vi se på, hvordan Peter fortsætter med at opmuntre dem ud fra vers 5 til 7. Lad os læse versene igennem sammen. Vi læser fra vers 3 til vers 7:
"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares."
Sidste gang så vi kort på, hvem det er, der har fået del i arven. Vi så, at det er dem, der er født på ny, som får del i arven. Dem som er genfødt til et levende håb. Og hvem er det, der er genfødt? Det er dem, som Peter skriver til, som der står i vers 2, dem, som er udvalgt af Gud. Her i overgangen fra vers 4 til 5, ser vi endnu en beskrivelse af, hvem det er, der får del i arven. Der står her, at arven "ligger gemt i himlene til jer, (vers 5), som af Guds magt ved troen, bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.". Dem, der får del i arven, er dem, der af Guds magt bevares indtil den sidste tid. Inden vi går videre i teksten, så lad os tage et øjeblik og se på, hvorfor vi har brug for at blive bevaret.
Hold ud til enden
Da Jesus gik omkring på jorden og forkyndte evangeliet om Guds rige, advarede han samtidig sine lyttere om den pris, der er at betale for at være hans discipel. Frelsen i sig selv er en gave fra Gud, som vi modtager i tro. En gave fra Gud, som vi modtager i tro. Men der er en pris ved at tage imod og holde fast i den gave. Fordi når vi bliver frelst, når vi bliver født på ny, så taler Bibelen om, at vi bliver ét med Jesus. Så vil verden begynde at se på os, ligesom den så på Jesus. Så vil verden begynde at behandle os, ligesom den behandlede Jesus. Jesus siger blandt andet sådan her i Johannes 15,18: "Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer.". Og senere i vers 20: "Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.". Så prisen for at tilhøre Jesus er, at verden vil forkaste os. Vi vil være som fremmede i denne verden, som vi har talt om. Derudover vil vi få en ny fjende, fordi Djævelen hader Gud. Han vil gøre alt, hvad han kan for at forpurre hans plan. Så vi har en fjende i verden omkring os. Vi har en fjende i Djævelen, og vi kæmper også stadig med synd i den her verden.
Jesus lægger ikke skjul på, at livet her på jorden vil være vanskeligt, at det vil være med prøvelser og trængsler. Men til gengæld lover han, at den, der holder ud til enden, skal frelses! Han siger sådan her i Markusevangeliet 13, vers 13:
"Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses."
Det er et kald fra Jesus om at holde ud til enden. Til at fortsætte med at tro på ham og bekende ham og fortælle om ham, selvom det er vanskeligt. Selv om der er alle mulige ting, som vil lede os på afveje, eller som vil friste os til at give op. Peter har helt sikkert haft de her ord i tankerne, når han har skrevet sit brev, fordi Peter havde selv hørt Jesus sige de her ord. Det er formodentlig også ham, som har assisteret Markus i at skrive sit evangelium med netop disse ord om at den, der holder ud til enden, skal frelses.
Peter skriver til nogle kristne, som oplever prøvelser. De lider, og de har oplevet, at det kristne liv ikke er noget let liv. Måske har de spekuleret på, om de gør noget forkert, og om der er noget galt med dem, eller der er noget galt med deres tro, eftersom de møder sådan en modstand. Måske har de spekuleret på, om de ville være i stand til at holde ud til enden, om deres tro ville være stærk nok. Så Peter skriver for at opmuntre dem, men her i vers 5 skriver han ikke til dem om at holde ud. Han skriver noget andet, som er den anden side af den samme sag. Han skriver nemlig, at arven ligger gemt til jer, som af Guds magt bevares til frelse.
Bevaret af Gud
Så for at få del i arven, for at få del i frelsen, skal vi holde ud til enden, som Jesus siger. Men her har vi et fantastisk løfte fra Gud, som vi som kristne må bygge vores liv på. At det er Gud, der bevarer os til enden. Det er ved Guds magt. Vi er kaldet til at holde fast. Vi er kaldet til at holde ud, men i sidste ende er det Gud, der bevarer os. Det er Gud, der giver os evnen til at holde ud. Ligesom at det er ham, der ved den nye fødsel giver os troen, så vi kan tage imod frelsen i Kristus, så er det også ham, der bevarer os til den sidste tid, hvor hans frelse endeligt skal åbenbares.
Så her har vi endnu en grund til, at det håb, vi har, er sikkert. Vi talte sidste gang om, at det var sikkert, at vi får del i arven, fordi vi er udvalgt af Gud, fra før verden blev grundlagt. Vi får del i arven fordi Gud har genfødt os ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og vi får del i arven, fordi vi af Guds magt, bevares indtil enden. Det, at vi får del i den evige arv, er noget, Gud har besluttet fra før verden blev grundlagt. Det er noget, Gud effektuerer ved, at han genføder os. Og det er noget, Gud fuldfører, ved at han bevarer os. Frelsen kommer fra Herren, siger salmisten. Det skyldes ikke os selv, det er en gave fra Gud. Det begynder med Gud, det er Gud, der opretter det og det er Gud, der afslutter det. Al ære til ham.
Men hvordan bevarer Gud os? Hvordan hænger det sammen med, at vi skal holde ud? Det er noget af det, vi skal se nærmere på i dag.
Undren over teksten
Da jeg i forbindelse med den her prædikenserie begyndte at studere den her tekst, var der nogle ting, som sprang i øjnene. Nogle ting, som jeg undrede mig over, og som jeg gerne ville forstå lidt dybere. Efterhånden som jeg studerede det, er det gået op for mig, at det faktisk er afgørende at få styr på, for at forstå teksten. Der er et par ting i teksten, det er vigtigt, at vi lægger mærke til.
Det første er, at der i vers 5 står, at vi af Guds magt bevares ved troen til en frelse, der holdes rede. Der står ikke bare, at Gud bevarer os, men der står, at han bevarer os ved troen. Hvorfor står der det? Hvad skal det betyde, at Gud bevarer os ved tro? Det er den ene af de ting, vi skal se på i dag.
Det andet, vi skal lægge mærke til, er det, der står i vers 6:
"...skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags"
Hvorfor er der den her indskudte sætning "hvis det skal være"? Og hvad betyder det egentlig? Jeg fandt hurtigt ud af, at det betyder "om nødvendigt". Sådan står der i flere engelske oversættelser "if necessary". På dansk har vi også den her talemåde, hvor vi siger "jamen, hvis det skal være, så må det jo være". Med andre ord, hvis det er nødvendigt, så må det jo være sådan. Det er det, der ligger i den danske oversættelse. Det leder mig så til et yderligere spørgsmål: Hvorfor skriver Peter "om nødvendigt"? "...skønt I nu en kort tid, om nødvendigt, må lide under prøvelser af mange slags" (vers 6). Hvordan kan det være nødvendigt at lide under prøvelser? Eller kort sagt, hvorfor er prøvelser nødvendige?
Det er de to ting, vi skal se på i dag: At vi er bevaret af Gud ved tro, og at prøvelser på en eller anden måde er nødvendige. Faktisk er der en sammenhæng mellem tro og prøvelser, som har ledt mig til at give prædikenen den her titel "Bevaret ved tro gennem prøvelser".
Hvad er tro?
Vi har allerede talt om, at vi bliver bevaret af Guds magt. Det er Gud, der bevarer os. Men hvad betyder det, at han gør det ved tro? Tro er et vigtigt ord at forstå i den her passage, fordi det er et ord, som også går igen i vers 7, hvor der står sådan her:
"...for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares."
Lad os stoppe op et øjeblik og se nærmere på, hvad tro er for noget.
Bibelen taler meget om tro. Den taler rigtig meget om tro og tro er noget, som er helt centralt for os som kristne. Vi er troens folk. Vi tror på Jesus, og det er troen på Jesus, der frelser os.
Men hvad betyder tro egentlig? Det er ikke, fordi jeg vil give en fyldestgørende definition af tro med alle de aspekter, det har, men jeg vil drage nogle af de aspekter frem, som er relevante i forhold til tro, for at forstå teksten her. Tro betyder at stole på noget eller at være afhængig af noget. Vi siger også nogle gange, at vi sætter vores lid til noget. For eksempel hvis vi stiger ombord på et fly, så sætter vi vores lid til, at flyet for det første er bygget ordentligt. Vi sætter vores lid til, at der er blevet fyldt brændstof på flyet, og vi sætter vores lid til, at kaptajnen ved, hvad han laver. Vi stoler på noget, og vi sætter vores lid til noget, som er uden for vores kontrol. Vi kan ikke tjekke, om flyet er bygget ordentligt eller om det er funktionsdygtigt. Vi kan ikke se, om der er brændstof på, og vi ved egentlig ikke i bund og grund, hvem der sidder ved kontrolpanelet i flyet. Vi må bare stole på, at der er styr på det.
Sådan er det også, når vi kommer til Gud i tro. Vi stoler på, at han virkelig er til, selv om vi ikke kan se ham. Vi stoler på Jesu løfte om, at den, som kommer til ham, vil han aldrig vise bort. Selv om vi udmærket godt ved, at vi ikke har fortjent, at han tager sig af os. Vi har syndet mod ham. Vi har gjort oprør mod ham. Vi har brudt hans lov. Men vi stoler på hans løfte om, at han vil tilgive os. Vi stoler på, at Jesus virkelig er død for vores synder, og at hans død virkelig er tilstrækkelig til at sone vores synd og absorbere Guds vrede. Vi stoler på, at vi virkelig er retfærdiggjort i Kristus, og at Gud ikke længere er vores fjende og dommer, men han i stedet er vores himmelske far.
Så når vi sætter vores lid til Gud, stoler vi på noget, som er uden for vores kontrol. Alt det, Gud har gjort, er noget, som er uden for vores kontrol. Når vi tror på Gud, er vi 1 afhængige af, at Guds ord er sandt. Det er ikke noget, vi er herre over. Vi kan hverken lægge til eller trække fra Guds sandhed. Så for at tro på Gud, må vi være villige til at afgive kontrollen. Vi må holde op med at sætte vores lid til vores egne evner og vores egen formåen. Og vi må ydmyge os og bekende over for Gud: Gud, jeg kan ikke selv, men jeg tror på, at du kan.
Problemet med stolthed
Det er her, vi har hele problemet i forhold til at tro på Gud, nemlig vores egen stolthed. I vores syndige natur vil vi gerne være selvtilstrækkelige. Vi tror, at vi kan klare os selv. Vi mener, at vi selv ved, hvad der er bedst, og vi vil gerne selv bestemme. Men prøv lige at se det her scenarie foran dig engang:
Gud har skabt jorden og menneskene på den. Menneskerne er i sagens natur 100% afhængige af Gud, fordi det er ham, der har skabt dem. Det er ham, der opretholder dem. Mennesker er afhængige af Gud for hver eneste vejrtrækning, for hver eneste hjerteslag. Det er Gud, der lader solen skinne og lader planter vokse frem. Det er ham, der giver os føden hver dag. Men Adam og Eva, og dermed hele menneskeheden, gjorde oprør mod Gud. De mente, at de vidste bedre end Gud. Gud havde godt nok sagt: Lad være med at spise af Kundskabens Træ, for så skal dø. Men menneskene tænkte: Det ser da meget godt ud, det træ. Det vil jeg prøve at spise af! Menneskene ville gøre sig klogere end Gud. De ville gøre sig uafhængige af Gud. Ja, faktisk vil mennesker slet ikke have, at der er en Gud. Eller også skaber de deres egen Gud, som de selv kan være med til at definere og bestemme, hvordan skal være. Men i bund og grund, vil mennesker egentlig gerne selv være Gud. De vil gerne være centrum for alting. Det er deraf vores selviskhed kommer. De er selvtilstrækkelige. De mener, at de kan klare alting selv. De er egenrådige. De vil gerne bestemme alting, og de er bedrevidende. De ved bedst selv, og ingen andre skal belære dem. Og da slet ikke Gud.
Så kan I se, hvor langt vi er faldet fra det, vi er skabt til? Vi er skabt til at leve i afhængighed af Gud, men i stedet har vi vendt ham ryggen og vil være 100% uafhængige af Gud. "Kan selv, vil selv, må selv". Nogle ord vi måske har hørt fra børn, som vokser op eller blev født med denne her indstilling.
Tro er afhængighed og tillid
Men tro er det modsatte af alt det her. Tro er afhængighed og tillid til Gud. Tro er, at vi kigger væk fra os selv og hen til Gud. Troen siger:
"Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt." (Ordsp. 3,5)
Som en sagde til mig for nylig, da vi snakkede om nogle af de her ting: Det med at være kristen, det med at tro, det kræver ydmyghed. Ja, det gør det. Det kræver ydmyghed at give kontrollen tilbage til Gud og sige: Gud, det er dig, der er Gud, ikke mig. Det er dig, der er centrum, ikke mig. Det er dig Gud, der formår alting, ikke mig. Det er dig, Gud, der bestemmer, det er ikke mig. Og det er dig Gud, der fortjener al ære, ikke mig. Så tro er med til at flytte vores fokus væk fra os selv og hen på Gud. Tilbage til Gud, hvor det hører til.
Det er derfor, vi er frelst ved tro. Vi kan intet gøre selv. Det er Gud, der frelser os. Det er kun Kristus, der kan bane en vej for os ind til Gud. Det er kun ham, der kan sone vores synd og rense os og gøre os retfærdige ind for Gud. Der er mange, der igennem tiden har forsøgt at frelse sig selv. De har gjort gode gerninger, de har gennemgået ritualer, og de har gjort alt muligt for at få en plads i himlen eller hvad nu det er, de tror på. Farisæerne på Jesu tid var eksperter i det her med gerninger. De var eksperter i lovgerninger. De mente, de kunne holde loven. De var selvretfærdige og selvoptagede. For lovgerninger leder til stolthed. Men Skriften gør det klart, at der ikke er nogen frelse at finde den vej. For som der står:
"For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af." (Ef. 2,8-9)
Så grunden til, at Gud frelser os ved tro, er, at han vil nedbryde den stolthedens forbandelse, som kom ind over os ved syndefaldet. Han vil, at vi skal vende tilbage til at leve i ydmyg afhængighed af ham og i tillid til ham, ligesom vi oprindelig er skabt til, og at vi også kan give ham den ære, som han fortjener.
Bevaret ved tro
Men hvad har alt det her at gøre med Første Petersbrev, spørger du måske. Det har faktisk alt at gøre. For ligesom vi ved Guds nåde er frelst af tro, så er det også af Guds magt, at vi bevares ved tro. Han bevarer os ikke ved at fjerne alle hindringer på vores vej, så der aldrig er nogle ting, der sker os. Han bevarer os heller ikke ved at give os superkræfter, så vi kan overvinde alting og klare alt på egen hånd. Nej, han bevarer os ved tro. Han bevarer os ved at sørge for, at vi fortsætter med at leve i afhængighed af ham, at vi sætter vores lid til ham og stoler på ham. Også når der er modstand. Når alting ser håbløst ud, giver han os evnen til fortsat at stole på ham.
Hebræerbrevet 11,1 siger, at:
"Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses."
Så selv når vores situation menneskeligt set ser håbløs ud, giver troen os en overbevisning om det, vores blotte øje ikke kan se, nemlig Guds løfte. Hans løfte om, at han aldrig vil svigte os og aldrig forlade os, og at der er intet, der er umuligt for ham. Så Gud bevarer os ved at han bevarer vores tro. Han frelser os ved tro, og han bevarer os ved tro.
Men hvordan bevarer Gud vores tro? Det gør han, som vi skal se om et øjeblik, gennem prøvelser. Det leder os til det andet punkt, vi skal se på i dag. Hvorfor er prøvelser nødvendige, og hvordan er prøvelser med til at bevare vores tro?
Bevaret gennem prøvelser
Så lad os tage et kig på det her i vers 6 og 7. Vi læser versene igen:
"Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares."
Lad os tage det fra en ende af de her vers. "Da skal I juble" starter det med. Og som vi så på sidste gang, er det desværre oversat en anelse skævt, for der er ikke tale om en fremtidig jubel eller glæde, men en nutidig. Så det bør egentlig oversættes med "I dette jubler I" eller "Dette glæder I jer over". Og hvad er det, de glæder sig over? Jamen, de glæder sig allerede nu over, at de er genfødt til et levende håb. De har en evig arv i vente, og Gud vil bevare dem indtil frelsen i den sidste tid.
Videre står der: "...skønt I nu en kort tid". "Skønt", det kan også oversættes med "på trods af", så de glæder sig på trods af, at de må lide under prøvelser af mange slags. Det vil sige midt i prøvelserne glæder de sig. Hvordan kan de det? Jo, det kan de blandt andet fordi de ved, at prøvelserne kun varer en kort tid som der står her. Det er alligevel kun 80 eller 90 år eller hvor mange år, vi nu lever her på jorden, at vi vil opleve prøvelser. Og det er intet at regne imod den arv, som vi har i vente, for den varer evigt.
Men de glæder sig ikke kun over prøvelserne, fordi de er forholdsvis hurtigt overstået. Nej, Guds ord kalder os faktisk til at glæde os over det faktum, at vi oplever prøvelser. I Jakobs Brev kapitel 1 vers 2, der siger han:
"Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags."
Jakob bruger her den samme vending som Peter: "prøvelser af forskellige slags". Men han siger, at det er noget, vi skal regne for glæde. Hvordan i alverden skal det være en glæde for os at blive udsat for prøvelser? I Første Petersbrev står der, at de lider under prøvelser. Prøvelserne er tunge. Det kender alle, som har levet som kristne. Prøvelserne kan være voldsomt tunge. Der står, at de volder dem sorg i den engelske oversættelse. At prøvelserne volder dem sorg. Så hvordan kan vi glæde os midt i den sorg, som prøvelser bringer? Det kan vi, hvis vi forstår, hvorfor det er, vi bliver prøvet.
Nødvendige prøvelser
Prøv at gå tilbage til Første Petersbrev, så skal vi se videre på, hvad han skriver i vers 6. For det næste, der står er "hvis det skal være". Som vi så på tidligere, betyder det "om nødvendigt". Så grunden til at vi kommer ud for prøvelser er, at det er nødvendigt. Der er ikke ret mange andre måder at læse det på, end at de lider under prøvelser, fordi det er nødvendigt. Hvis vi forstår det her rigtigt, er det faktisk en kilde til enorm trøst og opmuntring i vores liv som kristne. Gud lader os opleve prøvelser, fordi det er nødvendigt for os. Det betyder to helt fundamentale ting.
For det førs
te, betyder det, at den eneste grund til at Gud lader dig gå igennem svære ting, er, at det er nødvendigt. Gud er ikke lunefuld, han nyder ikke at se dig lide, men han har et formål med alt, hvad han gør. Han udsætter dig ikke for en eneste prøvelse mere end nødvendigt.
For det andet, betyder det, at hvad end du går igennem af svære ting lige nu, eller hvad end du har gået igennem, kan du vide med sikkerhed, at det er nødvendigt. Det er ikke spildt. Det er ikke meningsløst. Det er ikke for meget. Det er heller ikke for meget, selv om du nogle gange føler, at det er for meget. Ofte når vi bliver prøvet, bliver vi prøvet langt ud over, hvad vi føler, vi kan bære. Men vi kan vide med sikkerhed, at det er nødvendigt, for ellers ville Gud ikke gøre det. Gud er ikke utilregnelig og upålidelig, men han er en uendelig god og vis far, som ved præcis, hvad vi har brug for. Han vil, som der står i Romerbrevet 8, 28, sørge for, at "alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.".
Så prøvelser er nødvendige. Men hvorfor er prøvelser nødvendige? Det leder os til at se på vers 7, for her står svaret. Vers 7 starter med ordet "for", hvilket forklarer, at her kommer årsagen. Der står:
"...for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares."
Hvis vi springer den indskudte sætning om guld over, står der, at Gud lader os opleve prøvelser, "for at jeres tro ... kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares."
Hvornår åbenbares Jesus Kristus? Det gør han på samme tid som frelsen åbenbares (vers 5), nemlig i den sidste tid. Vi forstår, at det handler om, at vores tro må holde ud til enden. Gud vil, at vores tro skal stå sin prøve, så at den kan resultere i, at vi får del i arven og bliver til pris og herlighed og ære.
Guld og tro
Den indskudte sætning omkring guld hjælper os til at forstå relationen mellem tro og prøvelser. Guld har til alle tider været et af de mest værdifulde og eftertragtede metaller, blandt andet fordi det er flot og det er sjældent, men også fordi det er holdbart i den forstand, at det ikke ruster. Guld er et metal, som i princippet aldrig forgår. Andre metaller ruster eller bliver tærede med tiden, men det sker ikke for rent guld. Hvis nogen betaler dig med en guldmønt, er det vigtigt at vide, om det er ægte guld, eller om det er et andet metal, som bare har fået en eller anden guldlignende legering.
En af måderne hvorpå man kan finde ud af om guldet er ægte, er ved, som Peter skriver her, at prøve det i ild. Hvis du tager noget guld og holder det ind i ilden, så hvis det er ægte, så vil det lyse op og blive endnu mere gyldent. Men hvis det er falsk guld, hvis det bare er et andet metal, som ligner guld, så vil det blive mørkere. Så vil det ikke lyse som ægte guld, det ville blive mørkere. Så guld kan prøves i ild for at finde ud af om det er ægte eller falsk.
Falsk tro
Sådan er det også med troen. Gennem prøvelser viser det sig, om vores tro er ægte og født af Gud, eller om den er falsk. For hvad sker der med falsk tro, når den bliver udsat for prøvelser? Den går til grunde. Den falder fra. I Lukasevangeliet kapitel 8 finder vi lignelsen om sædemanden. Jesus fortæller om, hvordan en sædemand går ud for at så sit korn. Noget af kornet falder på vejen, noget falder blandt tidsler, noget falder på klippen og noget falder i jorden. Kornet er et billede på Guds ord, og på at evangeliet bliver forkyndt for mennesker. Og mennesker reagerer forskelligt på det ord, de hører. Nogle tager imod det i god jord, hvor troen slår dybe rødder i deres hjerter og bærer frugt. Men så står der her i vers 13, hvor Jesus er i gang med at forklare lignelsens betydning. Der står i Lukas 8, 13:
"De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind."
Der står, at de falder fra, når prøvelser sætter ind. Deres tro var ikke en ægte overgivelse til Gud. De havde måske været begejstrede over at høre et budskab om, at de kunne komme i himlen, når de dør. Men efter at prøvelser og vanskeligheder sætter ind, kommer de hurtigt på andre tanker.
Ægte tro - prøvet i ild
Men hvad sker der med den ægte tro, når den bliver udsat for prøvelser? Den blusser op, og den lyser ligesom ægte guld. Den klynger sig til Kristus. Den råber til Gud om hjælp. Og den mærker endnu mere sin afhængighed af Gud. Den griber fat om Guds løfter om bevarelse og udfrielse og evig frelse. Det er sådan ægte tro opfører sig i prøvelsens time. Den klynger sig fast ved Gud og giver ikke slip. Den holder ud. Så en af grundene til, at vi skal regne prøvelser for glæde, er, at prøvelserne er med til at bekræfte for os, at vores tro er ægte. Fordi hvis prøvelser får dig til at søge tættere ind til Gud, er det et tegn på, at din tro er ægte, at den er født af Gud og at du virkelig har del i det levende håb om en evig arv.
Prøvelserne er også med til at styrke vores tro. Prøvelser er med til at bevare os fra stolthed, fra at tænke, at vi kan selv og at vi ikke har brug for Gud. De forhindrer os i at glemme Gud og vandre væk fra ham. Igennem prøvelser, forstår vi netop den svaghed og den dybe afhængighed af Gud som tro i bund og grund repræsenterer
Igennem prøvelser ser vi også hvordan Gud viser sig trofast, hvordan han med sin store magt bærer os igennem og omslutter os med sin kærlighed. Hver gang vi ser Guds trofasthed i vores liv, vokser vores tillid til ham. Vores tro består i at stole på, at Gud er tro-fast, at han er trofast. At han er tro-værdig, at han er troværdig. At han er pålidelig, at han aldrig svigter. At vi kan regne med ham i alle ting og stole på ham. Hvordan ville vi nogensinde finde ud af det, hvis ikke vi oplevede prøvelser? Det er derfor prøvelser er nødvendige. De er nødvendige, fordi de bevarer os afhængige af Gud, og de er med til at bevare og styrke og rense vores tro, sådan at vi holder fast i Gud, sådan at vi holder fast indtil enden.
Bevaret af Gud
Men det er i sidste ende Gud, der er trofast. Det er ham, som vil bevare os. Den ægte tro, som er født af Gud, den tro, som er givet os i den nye fødsel, den forgår aldrig. Peter skriver i vers 7, at vores tro er mere værd end det forgængelige guld. Og det er der to grunde til, som vi skal se på her til allersidst. Den ene grund er, at guld, selv om det er det allermest ædle metal, og i princippet ikke ruster eller fortæres, alligevel vil forgå en dag ved verdens ende, når verden vil brænde op, og Gud vil gøre alting nyt. Men vores tro vil aldrig forgå. Gud vil bevare den til evig tid, derfor er den mere værdifuld end guld.
Den anden grund til, at vores tro er mere dyrebar end guld, er, at selv om guld er et af de mest dyrebare metaller, vi kender, kan guld kun skaffe os adgang til materielle ting. Guld kan ikke købe os noget af sand værdi, men vores tro derimod, vores tro på, at Jesus Kristus er død for vores synder og opstod igen på den tredje dag, det er den tro, der gør, at Jesus byder os velkommen i de evige boliger. Det er den tro, der gør, at vi har et levende håb om en evig arv, som ligger gemt i himlen til os, som af Guds magt, bevares ved troen indtil enden.
Så al ære til Gud for hans værk i os. Selv om prøvelser er vanskelige, selv om de er hårde og selv om vi lider under svære ting, skal vi ikke fortvivle, for Gud har et formål. Han siger i sit ord, at de er nødvendige.
Hver eneste gang du står med en vanskelighed - du vil sikkert ikke forstå, hvorfor den er nødvendig, det er Guds skjulte visdom - men vi kan vide, at det ikke er ligegyldigt. Det er ikke spildt. Det er ikke for meget. Der er en grund. Gud vil igennem prøvelsen bevare os.
Det er derfor, at den her titel med, at vi er bevaret ved tro gennem prøvelser, har en dobbelt betydning. Vores tro er bevaret gennem prøvelser. Det vil sige prøvelserne er med til at bevare vores tro. Samtidig er det også troen, der bevarer os, når vi går gennem prøvelser. Hvis ikke vi havde en tro, hvis ikke Gud bevarede vores tro, ville vi knække under prøvelserne. Så tro og prøvelser har en gensidigt skærpende effekt, som gør, at Gud bruger prøvelser til, at vi skal holde ud og blive ved indtil enden, så vi kan få del i hans evige løfter. Amen.
