Gud er alvidende

Læren om Guds alvidenhed er noget, der ligesom de andre af Guds egenskaber bare efterlader én enorm ydmyg og lille. Lidt ligesom Johannes Døberen havde det i forhold til Jesus - at Jesus måtte blive større, og han selv måtte blive mindre. Kendskabet til Gud, hvem Han er, Hans egenskaber, Hans attributter, Hans væsen, når vi lærer Ham bedre at kende, så bliver kontrasten mellem os og Ham, i vores erkendelse, endnu større. Det gør os mindre, og det gør Ham herlig og vidunderlig stor.  Det efterlader én med forundring, med beundring og i tilbedelse af Gud. For eksempel da David i salme 8 - måske mens han var hyrde og en aften lå ude i det fri under en mørk og skyfri himmel og betragtede himlen og stjernerne - der skriver han i salme 8 vers 4 sådan helt forundret over Guds skaberværk. Der skriver David:

"Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?"
(Sl. 8, 4)

Kontrasten, selv om det fik David til at føle sig lille, ja nærmest helt ubetydelig, så drev det ham til tilbedelse. I sit indre blev han bare overvældet af den store Gud, som havde skabt universet, men som alligevel havde ham, en lille hyrdedreng, for øje. Hele salmen starter og slutter med, at David herliggør Gud: "Hvor herligt er dit navn over hele jorden!” slutter han af med at sige (Sl. 8,10).

I dag, mens vi igen skal betragte en af Guds egenskaber, hans alvidenhed, håber jeg også, at vi i dag må blive fyldt, lidt ligesom David med forundring og med tilbedelse til Gud, idet vi ser i skriften, hvad Han har åbenbaret omkring sig selv i forhold til, at Han er en alvidende Gud. Jeg håber, at det vil blive til opmuntring i din egen vandring med Gud, med de punkter jeg her vil fremhæve.

Guds alvidenhed

Gud er alvidende. Han ved alt, Han ser alt, intet er skjult for Ham. Intet kan skjules for Ham. Der er ikke noget, Han ikke ved. Salme 147, vers 5 proklamerer:

"Vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål." (Sl. 147, 5)

Guds indsigt er uden mål. Guds indsigt kan ikke omfavnes eller indhegnes eller måles op. Den er uendelig stor, den er uendelig perfekt og fuldkommen. Første Johannesbrev kapitel 3 vers 20 siger det i al sin enkelthed, så enkelt sagt og alligevel så uendeligt dybt og tankevækkende. Der står, at Gud “kender alt”. Jobs bog 37,16 beskriver Gud som “han som er fuld af kundskab”. Han ved alt, alt hvad der reelt og faktisk sker. Både alt det, der nogensinde er sket i fortiden, og alt det, der sker lige her og netop nu. Han har en perfekt og fuldkommen viden om alt, hvad der vil ske i fremtiden, ned til den mindste mikroskopiske detalje. Selv en så tilsyneladende ubetydelig detalje, som at en enkelt spurv falder til jorden, som vi læser i Matthæus 10. Gud ved alt, hvad der skal ske. Ikke blot fordi han har en forudviden om, hvad der nu ved tilfældighed vil komme til at ske, fordi Han kan se ind i fremtiden. Men fordi, Han har bestemt, forudbestemt, besluttet i sin suverænitet alt, hvad der skal ske. Hør hvad Bibelen siger om det i Esajas 46 vers 9-10. Der siger Gud om sig selv:

"Jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg. Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg." (Es. 46,9-10)

Historiens gang er fuldstændig i Guds hænder og under Hans alvidende kontrol. Han styrer slagets gang og ingen eller intet kan ændre den kurs, Han sætter. Han ved alt, hvad der har sket, alt hvad der nu sker, og alt, hvad der vil komme til at ske. Som man kun kan sige på engelsk, men ikke sådan rigtig oversat til dansk, så kan man sige, at "History is His story". Det er Hans historie, og Gud ved alt om den historie, Han fortæller så at sige.

Gud ved alt om sin skabning. Hebræerbrevet 4,13 siger:

"Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for." (Hebr. 4, 13)

Alt ligger fuldstændigt blottet og åbent for Ham. Han ser alt lysende klart. Der er ikke noget, Han ikke kender til. Han ved nøjagtig hvor mange hår, der er eller ikke er på vores hoveder (Lukas 12, 7). På ethvert menneskes hoved over hele jorden, flere milliarder mennesker, der ved han lige nu, hvor mange hår der er på hvert eneste hoved. Han ved det helt ubesværet. Han skal ikke bruge tid på at observere, tælle, måle, veje, tjekke og kontrollere, først den ene person og så den næste person. Nej, Han kan øjeblikkeligt med det samme uden besvær eller kraftanstrengelse. Uden at få hovedpine, uden tøven eller tvivl, der ved Han nøjagtig og præcis alt om hver enkelt person. Gud er konstant og hele tiden bevidst om alt, hvad der foregår i hele Hans univers. Fra galaksers bevægelser til hvad vi små mennesker her på denne jord går og laver, tænker, føler, siger, og planlægger og så videre.

Til forskel fra Gud, hvis viden er fuldkommen, øjeblikkelig og nærmest intuitiv, den er der bare, og den er der hele tiden, der er vores viden en verden til forskel fra Guds viden. Vores viden er tillært. Vi må bruge tid, kræfter og anstrengelse på at observere og bearbejde og lagre information og viden. Vi bruger hele vores liv på at lære ting og sommetider også på at aflære noget, vi først troede var rigtigt, men senere kunne se var forkert eller mangelfuldt. Vi arbejder på at bearbejde information, til vi endelig kan se og forstå en sammenhæng med det vi nu analyserer.

Jeg ved ikke, om I har prøvet at knokle i timevis, måske dagevis med en eller anden opgave, hvor I skulle finde en løsning på et eller andet svært problem. En eller anden matematisk kompliceret ligning eller formel, og så pludselig kan i se det, så klikker det, og det bliver endelig langt om længe løst. Den her problemstilling bliver løst, og man får den her fantastiske "aha" oplevelse. Men Gud, Han får ikke "aha" oplevelser. Gud bliver ikke lige pludselig overrasket. Guds viden er, som Han selv er. Den er uforanderlig, den er allerede fuldkommen og bliver hverken større eller mindre. Der er ikke noget, Gud mangler at lære. Han har al viden og mister intet af sin viden. Ofte, hvis vi ikke anvender den viden, vi har tillært, har vi tendens til at glemme, hvad vi har lært. Men Gud glemmer ikke. Det eneste Gud kan glemme er, når Han vælger at glemme vores synd, fordi Han ved sin søn Jesus Kristus på korset har betalt med sit eget blod, den pris vores synd kostede Ham, for at vi kunne blive retfærdiggjort og forsonet med Ham. Esajas 43,25 taler om, at Gud for sin egen skyld, for sin egen æres skyld, efter at Han har udslettet vores overtrædelser, som vi nu forstår, at Han gjorde ved Kristi son-offerende død på korset, der vælger Han ikke at huske på vores synder. Amen. Fantastisk.

Guds rummelighed

Noget andet utroligt ved Gud i forhold til Hans alvidenhed, er Hans rummelighed. Vi kan oftest kun rumme én ting ad gangen. Nogle kan måske have lidt flere bolde i luften. Jeg ved ikke, om I har prøvet at have en samtale med én og pludselig hører I et eller andet i baggrunden - en fodboldkamp, et resultat eller noget andet - og I har svært ved at holde fokus, og I bliver ligesom draget af det andet, der sker i baggrunden med den samtale der er. Det er bare svært at rumme flere ting på én gang. Men Gud ser og ved og kender alt i ét her og nu. Det hænger også sammen med, at Gud er allestedsnærværende. Der hvor vores viden eller forståelse ofte er skævvredet eller ukorrekt, er Guds viden helt perfekt. Han ved nøjagtig, hvordan tingene er. Guds viden er ufejlbarlig. Han kan ikke tage fejl. Han har altid ret om alt. Hans viden om enhver kendsgerning er helt perfekt og fuldkommen. Det betyder også, at når Han en dag kommer for at dømme verden i retfærdighed, så vil alle blive dømt med en fuldkommen retfærdighed. Ingen vil kunne sige: "Det var ikke fair".

Gud ser ikke blot, hvor mange hår, der er på vores hoveder, men Han ved også ned til mindste detalje, hvad der foregår i vores hoveder. Han kender vores tanker og vores hjerter. Alt ligger blottet og åben for Hans øjne, som vi hørte fra Hebræerbrevet 4,13. I Ezekiels Bog 11,5 læser vi, at Han kender vores tanker. Første Kongebog 8,39 siger, at Han “kender alle menneskers hjerte”. Det som ingen psykiater eller psykolog eller coach eller menneskekender, ja selv ens nærmeste, aller nærmeste ved, der ved Gud nøjagtigt, hvad der gemmer sig i dit og mit hjerte. Han ved alt om dig og mig. Han kender til hver en smerte, hver en sorg, hver en tvivl, hver en glæde, drøm, ønske, længsler, hvert et behov. Han ved, hvad du gennemlever. Han kender til dine følelser, til dine motiver. Han ved alt, hvad du har sagt, hvad du har gjort, hvad du har tænkt. Han har set det hele. Alle dine gode gerninger, som du har gjort i det skjulte, men som er gået alle andre forbi. Han har hørt, Han har set det, og Han har hørt hver en bøn, du har bedt i dit skjulte lønkammer. Han har set hver en synd hver en fejl, hver en snublen, hver en overtrædelse du har begået. På godt og ondt kender Han dig helt igennem.

Guds indgående kendskab til David

Men lad os se lidt nærmere på denne her salme 139, som David har skrevet, hvor han mediterede over, forundrede sig over den kendsgerning, at Gud kendte ham så intimt og personligt. Jeg vil gerne knytte nogle ord til denne skønne salme, som for nogle af jer måske er jeres yndlings salme. En vidunderlig salme, der vidner om flere af Guds egenskaber. Både Guds alvidenhed fra vers 1 til vers 6, som vi skal sætte særligt fokus på her og nu. Men også Hans allestedsnærværelse, at Gud er allestedsnærværende fra vers 7 til 12, Guds almagt og skaberkraft vers 13 til 18 og Hans hellighed vers 19 til 22. Martin har allerede læst salmen, men vi dykker ned i den her nu.

For David var erkendelsen af, at Gud er alvidende ikke blot noget teologisk data, han havde skrevet sig bag øret, for at han kunne imponere andre med store ord, når samtalen ligesom drejede sig ind på Gud. Nej, for David var den her sandhed noget, der efterlod ham med en dybfølt forundring over Gud. David var overvældet. Ikke blot over, at himlens og jordens skaber, ham, som havde skabt galakserne og navngivet hver eneste stjerne, at den her store og almægtige, frygtindgydende, hellige og alvidende Gud. Men han var endnu mere overvældet over, at Han også kendte David. Det forbløffede David og drev ham til tilbedelse. I vers 1 skriver David:

"Herre, du ransager mig og kender mig".
(Sl. 139, 1)

Herre, du kender mig. For David, som blot var jord og støv, et menneske med begrænsninger og fejl, som du og jeg, var den her viden om, at Gud kendte ham så utrolig dyrebar for David. Han var kendt af selveste Gud. Det hebraiske ord for at kende, der her bliver brugt, er ordet "yadà" som betyder at have et intimt kendskab til, et relationelt erfaringsbaseret kendskab. Det var ikke blot et teoretisk kendskab, ligesom at vi måske har lidt kendskab til en eller anden kendt personlighed. Derimod er der tale om et levende, personligt, meningsfyldt forhold, som David havde til Gud, eller nok mere præcist som Gud havde til David. Gud ransagede Davids hjerte. Han kendte David, som ingen anden kendte ham. Gud havde kastet sin alvidende kærlighed og nåde på David og indledt et personligt meningsfyldt skaber-skabning forhold. Den tanke kunne David næsten ikke rumme, den overvældede ham, og i vers 6, det er for underfuldt til, at han kunne forstå det.

David han fortsætter i vers 2 og 3:

"Du ved, om jeg sidder eller står... du har rede på, om jeg går eller ligger." (Sl. 139, 2-3)

Hver eneste detalje af Davids liv havde Gud et indgående kendskab til. Fra han rejste sig om morgenen og tog på arbejde, eller hvordan han nu gjorde som konge, havde Gud et indgående kendskab til David. Fra han rejste sig om morgenen og kom hjem igen og lagde sig ned, og implicit alt ind i mellem og natten igennem, der ser Gud David. Han ransager ham og har kendskab til hver eneste detalje af Davids hverdag. Intet omkring Davids liv undslipper Guds opmærksomhed. Selv hver en tanke og før et ord rammer Davids læber, er Gud klar over det. Hvor andre kun kan se Davids handlinger og høre, hvad han siger, ser Gud dybt ind i hver eneste afkrog af Davids hjerte. Han kender uddybende til hver en tanke og alt, hvad der fylder i David, af bekymringer, af drømme, af glæder, af længsler, frygt, af svigt og smerte. Han kendte til Davids integritet og helhjertethed, der hvor selv hans nærmeste venner vendte ham ryggen. Gud så og kendte til det hele. I vers 4 står der, at Gud kendte det “fuldt ud” - indgående og fuldkommen forståelse. Gud havde stor indgående kendskab til Davids inderste indre.

I vers 5, lidt ligesom en belejret by, der ikke kan undslippe sin fjende, der indesluttede Gud David med sin alvidende omsorg og kærlighed. Bagfra og forfra indesluttede Gud David, og Guds hånd, Guds arm, som ikke er for kort til at frelse, Guds nærværende, velsignende, beskyttende udvælgelende hånd, den var over Davids liv. Som om Gud gjorde det klart for David: "David, du tilhører mig". Han var en af Guds egne, en, som var kendt af Gud. Alt det her, det mediterede David over, når han tænkte på Guds alvidende egenskab. David kunne ikke gøre andet end at udbryde i vers 6: "Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det."

Tryg i Guds vilje

I lys af Guds alvidenhed stod David nu tilbage med en dyb ydmyghed, som både var en enorm trøst for ham og samtidig mangfoldiggjort i den enorme kontrast, der var mellem ham som syndigt menneske, og så Gud som en hellig og almægtig hersker. Det drev David til at tilbede denne alvidende og herlige Gud. I Salme 131 smager vi lidt af denne ydmyghed hos David i lyset af sit forhold til den almægtige Gud. I vers 1 kunne David bevidne, at han ikke var hovmodig. Han var ikke stolt, og han havde ikke store planer om sig selv. Men i stedet for, i vers 2, der bekender David sin fuldkomne tillid til sin alvidende skaber, hvor han siger:

“Jeg bringer min sjæl til hvile og ro; som barnet hos sin mor, som barnet er min sjæl i mig." (Sl. 131, 2)

Det minder os måske lidt om Jesus' fuldkomne overgivelse til sin Fars alvidende plan.

Jesus, den anden person i treenigheden, Gud inkarneret i kød og blod. Han kunne derfor i sin menneskelighed ligge og sove med sit hoved på en pude i en lille fiskerbåd og sove trygt som et barn er tryg hos sin mor. Jesus kunne sove tungt og trygt uden den mindste bekymring om, at Guds vilje og frelsesplan ville fejle, og det var midt i en voldsom storm på en sø alt imens Hans disciple omkring Ham skreg og frygtede for deres liv. Jesus var tryg i sin Faders alvidende vilje. Er du et Guds barn, kan du være fuldkommen tryg. At din altvidende himmelske Far har alt i sin kontrol, at Han vil føre sin vilje med dit liv ud. At Hans hånd vil være over dig og lede dig igennem, hvad end storm og mørke du befinder dig i. Derfor behøver du ikke at være bekymret for noget. Men i alle forhold, som Filipperbrevet 4 vers 6 til 7 lærer os, da kan vi bringe vores ønsker, vores frustrationer, vores behov frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, som gør, at vi kan ligge trygt med vores hoved på vores pude om natten, den vil bevare vores hjerter og vores tanker i Kristus Jesus.

Guds allestedsnærværelse og alvidende skaberkraft

I vers 7 til vers 12, i Salme 139, mediterer David videre over den virkelighed, at Gud er allestedsnærværende, at Gud er overalt. David kunne umuligt flygte fra eller blive revet væk fra, eller undslippe Guds alvidende nærvær. Uanset hvor i livet David befandt sig, kunne han ikke undslippe Guds alvidende blik og nærvær. Guds højre hånd, vers 10, holder ham fast og leder ham. Selv i livets mørkeste timer, hvor alt omkring David bliver sort som natten, midt i dødsskyggens dale, hvor Gud virkede måske mere fjern end nogensinde før, der vil Guds alvidende nærvær og Hans stærke og mægtige hånd lede David igennem.

Videre i vers 12 til 18 der mediterer David over Guds alvidende skaberkraft. Gud er en almægtig Gud, skaberen af hele universet. Men her i disse vers stiller David et skarpt fokus på kronen af Guds skaberværk; mennesket, som unikt og til forskel for alt andet, som Gud har skabt, er underfuldt skabt. Du er underfuldt skabt i Guds eget billede og på den mest forunderlige måde. Når en mand og en kvinde ved ægteskabet bliver et kød og ud fra deres intime kendskab til hinanden, da udspringer der et nyt liv skabt i dybet og mørket af kvindens livmoder. Der forundres David over sit eget liv, sin egen tilkommen, hvor Gud var dybt involveret i hans egen dannelse fra befrugtning til fødsel. Hvordan Gud dannede David og hvordan Gud flettede ham sammen i sin moders liv. Organer, blodkar, nerver, væv og knogler. Intet var skjult for Gud, mens David blev vævet sammen i jordens dyb, som vi læser. Mens David blot var et foster, et lille bitte menneske, der endnu ikke var blevet født, hvis forældre endnu ikke havde set og holdt ham, så havde Gud David for øje. Gud vidste alt om David. Selv Davids dage var nedskrevet i Guds bog, endnu før en eneste af dem var kommet, som der står. Gud vidste alt om David fra start til slut, og David kunne ikke andet end at bryde ud i lovsang til Gud:

"Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud!” (Sl. 139, 17)

Davids nidkærhed for den hellige Gud

Så skifter salmen en lille smule gear her, og i vers 19 til 22 ser vi Davids nidkærhed for den hellige Gud som han er så grebet af. David mediterer i sin salme over Himlens Gud, Ham som er alvidende, allestedsnærværende og almægtig. David så også, at Gud er en hellig Gud. David var så optaget af og hengiven til den hellige Gud, som havde valgt at kende David med en frelsende og indgående kærlighed. Det kunne derfor ikke efterlade David ligegyldigt overfor det, som stod hellig Gud imod. David kalder derfor på Guds retfærdige dom over dem, der i synd og hovmod står Gud imod. Forbrydere står der. Dem, som forbryder sig mod Guds hellige lov. Mordere og løgnere, dem, som håner og vanærer Guds hellige navn. Der var noget voldsomt, der rørte sig i Davids hjerte, når han stod ansigt til ansigt med det, der hånede og hadede og vanærede Ham, som han elskede allerhøjest, nemlig Gud. David kunne på ingen måde alliere sig med eller give sin accept til mennesker, der hadede den Gud, som elskede ham så højt. Derfor kunne David også skrive:

"Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre? Væmmes jeg ikke ved dem, der rejser sig mod dig?” (Sl. 139, 21)

Der var noget voldsomt, der rørte sig i David, når hans Gud blev vanæret. Vil du ikke også blive harm, hvis nogen talte grimt om din allerkæreste? Hvis du bare stod passivt til, vil det sige noget ikke godt om dig. Men David, han havde sådan en byrde for Guds ære, at han betragtede Guds fjender som sine egne fjender. Han kunne ikke stå passivt til, og derfor var det hans bøn, at Gud ville straffe ondskab, så Guds navn kunne herliggøres.  Idet vi lærer Gud bedre at kende, og idet vi mediterer over Hans vidunderlige og herlige og hellige væsen, og når vi grunder over Hans nåderige, selvopofrende frelsesværk over vores liv, så må vi ikke andet end at blive grebet af den samme nidkærhed for Guds hellige navn, som David havde.

David gik yderligere et skridt. Han så ikke blot udad, men han så også indad. I det sidste vers af salmen i vers 23 til 24, der beder han til Gud:

"Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger en afgudsvej!  Led mig af evigheds vej!" (Sl. 139, 23-24)

David vidste, at hans eget hjerte var bedragerisk, som Jeremias 17, 9 siger. Han kunne ikke selv stole på det, så han bad Gud om at teste ham og rense ham, lutre ham for, hvad der kunne true hans forhold til Gud. Hvis der var den mindste synd, som kunne bedrøve Gud, så bad han Gud: "Vis mig det Gud", så han kunne bekende det og omvende sig og følge Gud tættere og kende Ham dybere og mere inderligt. Ham som allerede fuldt ud kendte David. Amen! En vidunderlig salme.

Afsluttende bemærkninger

Ganske kort, afsluttende bemærkninger, i forhold til Guds alvidenhed og det vi lige har læst i denne her skønne salme. Jamen kære ven, for dig, som er født på ny, du som er et Guds barn, må sandheden om, at Gud er alvidende, at Han kender til alt, hvad der sker og foregår i dit liv. Må det lede dig til en dybere tilbedelse af Ham og må det også bringe dig trøst og mod og hvile i din sjæl. Om du er ved det stille vand og det grønne græs, ved de grønne enge og har det godt, eller om du befinder dig midt i dødsskyggens dal, må dét, at Gud ved alt bringe dig trøst. Gud, som ser alt, som ved alt, må Han lede dig og styrke dig og være med dig. Du forstår måske ikke alle svarene til de store "hvorfor" spørgsmål. "Hvorfor Gud?”, "Hvorfor det her?”, "Hvorfor tillader du det her?”, "Hvorfor er jeg her og hvorfor skal jeg udsættes for det her?”. Men Gud ved alt. Han kender svarene. Han ser det hele, og Han er i suveræn kontrol. Så gør som David, gør som Jesus i båden; stol på din himmelske Far. Kast alle dine byrder og bekymringer på Ham. 

Må Guds alvidenhed også motivere dig og mig til at leve et helligt liv, der ærer Gud. Hvor tilbøjelig vil du være til at gøre noget, der er forkert og skammeligt, hvis f.eks. din kære mor stod lige ved siden af dig. Vil du så tage fra kagedåsen? Det tror jeg ikke. Eller gøre hvad end det nu var, der var skammeligt. Nej! Hvor meget mere bør den kendsgerning, at Gud ved alt og ser alt, ikke bare hvad vi gør eller siger, men også hvad vi tænker, må det motivere os til at leve helligt, velvidende at synd bedrøver Gud og medfører aldrig noget godt med sig.

Ordsprogenes Bog 15,3 siger at: “Herrens øjne er alle vegne, de overvåger onde og gode.”. Men omvendt skulle man synde, skulle man komme til kort, skulle man falde, så er Han rig på nåde og trofast til at tilgive, hvis man omvender sig. Som der står i Første Johannes 1,9:

"Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." (1. Joh. 1, 9)

Amen. 

Fordi Gud ved alt, Han er alvidende, så ved Han også, at der kun er én vej til Ham. Der er kun én måde, hvorpå vi kan blive forsonet og slutte fred med Ham, hvor vores synder, som adskiller os fra Gud, kan blive for evigt og altid tilgivet. Det var ved, at Han sendte sin elskede søn, Jesus Kristus, som i vores sted led på korset, tog vores straf for vores mange syndere, straffen vi fortjente. Men mens vi endnu var svage, som Romerbrevet 5 taler om, mens vi endnu var i vores formørkede og syndige tilstand og tankegang, mens vi var fjender af Gud, mens vi endnu var svage, der døde Kristus for de ugudelige. Gud viste sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Må vi ikke sætte vores lid til håb om evigt liv, til vores egen viden eller verdens falske religioner, men til Guds visdom, evangeliet, som er Guds kraft til frelse for enhver, som tror. 

Hvor tragisk det er for dem som på dommens dag, hvor Gud vil sige: "Jeg har aldrig kendt jer, jeg har aldrig haft et frelsende forhold til jer, bort fra mig, I som begår lovbrud!" Kære ven, er du kendt af den levende Gud? Kender Han dig? Hvis det ikke er tilfældet, så er de gode nyheder, at du kan undslippe Guds kommende vrede og dom. Mens det endnu er dag, så vend dig mod Ham i tro og omvendelse fra din synd. Bed Ham om at tilgive dig og give dig et nyt hjerte. Bekend i dag Jesus Kristus som Herre og med dit hjerte tro, at Han opstod fra graven, og at du skal frelses. Amen.