Abort: Når næstekærlighed svigter
Det er et kontroversielt emne. Et emne, der på grund af vores samvittighed og graden af alvor, det omfatter, kan være ømt og tungt og måske endda grusomt at tale om. Men jeg vil prøve at belyse det ud fra, hvad Guds Ord siger om de ufødte, og om, hvad vi som kristne er nødt til at gøre.
Som jeg nævnte tidligere, så er det her en prædiken om abort. Grunden til at vi tager emnet op som menighed, er fordi, at Guds Ord faktisk taler om, hvem de ufødte er, og hvad deres status er. Er de mennesker? Er de ikke? Det er vores samfund i hvert fald i tvivl om. Guds Ord er ikke i tvivl om dette.
I lyset af hvordan at verden den fungerer og er på lige nu, så er det yderst relevant at tage sådan et emne op. Fordi vi som kristne skal være salt og lys i den her verden.
Så det er et kontroversielt emne. Et emne, der på grund af vores samvittighed og graden af alvor, det omfatter, kan være ømt og tungt og måske endda grusomt at tale om. Men jeg vil prøve at belyse det ud fra, hvad Guds Ord siger om de ufødte, og om, hvad vi som kristne er nødt til at gøre i den sammenhæng.
Jeg ved ikke, hvor meget du ved om abort. Måske har du ligesom de fleste kristne tilsluttet dig det bibelske syn, at vi som mennesker har værdi, og at vi bør beskyttes helt fra livets begyndelse, altså undfangelsen.
Måske har du i mødet med det danske politiske billede oplevet håbløsheden for de ufødtes rettigheder, i og med at der ikke er nogen, der rent politisk vil gå ind og beskytte dem, gå ind og tale deres sag. Ikke engang Kristendemokraterne vælger at tage den sag op længere.
Måske har du ligesom jeg stærke følelser og holdninger, når det gælder abortemnet som du generelt holder lidt i bero. Måske får de lov at slumre lidt, de her følelser, og det skal vi prøve at gøre noget ved i dag.
Man kan sige, måske dukker emnet op en gang imellem, og så mærker du de her følelser blusse op. Ligesom da vores regering for nylig fremsagde deres nye lovforslag. Og egentlig også langt hen ad vejen har fastsat, at det kommer til at blive sådan, at abortgrænsen skal hæves fra 12 uger til 18 uger.
Måske mærker du der, at vreden blusser op over uretfærdigheden, at sorgen kommer over ondskaben og håbløsheden kommer over vores lands tilstand.
Mit håb med mit budskab her i dag er, at vi som folk må turde at tale mere og oftere om det, der sker omkring os. At hvert femte barn i vores land bliver dræbt af deres forældre, før forældrene holder deres barn i deres arme.
Mit håb er, at vi som kristne begynder at tale, handle og bede. Tale om abort, så de ufødtes stemmer bliver hørt. Handle på vores overbevisning, så forblændede forældre bliver oplyste og får gang i deres bedøvede samvittighed. Og bede til Gud, den Almægtige, om, at han vil forvandle vores land. At han vil beskytte de ufødte og skabe sikkerhed og rettigheder og beskyttelse for dem.
Hvordan ser Gud på emnet?
Vi skal prøve her til at starte med at kigge på, hvordan Bibelen taler om de ufødte, og hvordan Gud ser på det her emne. Så hvis de vil slå op med mig i Anden Mosebog kapitel 21, så skal vi prøve at kigge der i vers 22 til 25.
Jeg kommer til lige at give jer en bemærkning, inden vi læser det, for jeg kommer til at læse op her fra den engelske, dog lavet på dansk her, jeg har lige oversat til dansk.
Det er simpelthen fordi, at den danske her bruger en frase i vers 22, der bruges der ordet "abortere". Det at bruge abortere i den her sammenhæng er faktisk ikke noget de amerikanske bibler gør, hverken King James, NSB eller ESV eller NIV. Alle gode oversættelser, de bruger ikke ordet abortere her. Det forvrænger ligesom meningen i hvad der egentlig står i grundteksten på det hebraiske, når man læser det på den her måde.
Jeg skal ikke kunne sige hvorfor præcist, at man har valgt at gøre det sådan her. Men jeg tror I vil kunne se, hvad det er, jeg mener, når jeg læser det op her fra den engelske, og så skal jeg nok prøve at udfolde det for jer. Jeg læser:
"Når mænd strides og rammer en gravid kvinde, så hun føder for tidligt, men der ikke sker nogen skade, skal den, der ramte hende, bøde, som kvindens mand pålægger ham, og han skal betale, som dommerne fastsætter. Men hvis der sker skade skal du betale liv for liv? Øje for øje, Tand for tand. Hånd for hånd. Fod for fod. Brændemærke for brændemærke. Sår for sår. Slag for slag." (Mosebog 21,22-25)
Jeg ved ikke, om i kan se det her, men i den her sammenhæng er det altså to mænd, som som strides, som der er noget tumult med, og de bomber ligesom ind i en gravid på en eller anden måde og støder ind i hende.
Man kan sige, det der så kan ske i sådan en sammenhæng, er, at hun går ind i en tidlig fødsel eller en fødsel, der bliver fremprovokeret. Det er egentlig det der står, at hun føder for tidligt, men der sker ikke nogen skade. Barnet har det fint, moren har det fint.
Der skal stadigvæk i sådan en sammenhæng pålægges en bøde, som manden fastsætter, og dommerne fastsætter for ligesom at sige; Hey, det her, det var ikke i orden, det der skete her. De var ikke hensynsfulde nok i den her sammenhæng, og det koster en bøde. Der skete heldigvis ikke nogen skade. Barnet kom lidt tidligere ud, men barnet har det okay, det er egentlig det, der står i passagen her.
Man kan godt få indtrykket ud fra den danske oversættelse, at der skete en abort og barnet døde, og så er der bøde. Men ellers så skete der ikke noget.
Det er faktisk ikke det, der egentlig står. Der står hun føder for tidligt, alt er okay. Hvis der så sker skade, og det er det, vi skal lægge mærke til her, for det siger rigtig meget om hvordan Gud han ser på de ufødte og deres rettigheder, og hvem de er og deres værdi, "Men hvis der sker skade, skal du betale liv for liv."
Her gøres der altså ikke forskel på barnet eller moderen. Det her er en samlet pakke. Hvis der sker skade på barnet, så er det liv for liv. Og hvis der sker skade på moren, så er det skade, for skade eller liv for liv. Så barnet er altså lige så værdifuldt som moderen.
Studerer man resten af Moseloven, så ser man, at de andre love omkring ulykker aldrig leder til så en alvorlig straf som øje for øje eller liv for liv.
De gravide i Israel, mor og barn i maven er faktisk de mest beskyttede i hele Israel, når vi ser på, hvor hårdt en ulykke den straffes i den her sammenhæng.
Det vil sige, at går vi 3000 år tilbage og ser på nationen Israel og på hvordan folket har anskuet gravide og ufødte børn, så vil vi se en nation af mænd og kvinder, der kigger på de gravide og de ufødte som nogle, der skulle passes særligt på.
Prøv at forestille jer et scenarie fra den tid, hvor du har en familie med et par teenage brødre, der skal til at pøle. For jer, der ikke ved, hvad det vil sige at pøle, så er det at mosle, at bryde. Det er bare sådan, vi siger her i Nordjylland.
De har måske deres ældste søster på 23 på besøg, og hun er gravid. Allerede før at der sker noget, før at de reelt set får lov at gå i gang med det her, og det udvikler sig til tumult blandt brødre i sjov, så har deres far eller ældre brødre allerede stoppet det.
Fordi de ved, hvor afgørende det er at beskytte den gravide i Guds øjne. De ved også, hvor alvorligt straffen er, hvis der skulle ske en ulykke. Derfor vil de have grebet ind og sagt: "Hey! Jeres søster er gravid. Hvad er det, I har gang i? Gå over og sige undskyld til hende. Bed hende om tilgivelse."
Det er jo sådan, Gud han ser på de ufødtes rettigheder, at de skal være de mest beskyttede, da de i forvejen er de mest svage uskyldige mennesker i vores samfund. Og ja, de er en del af vores samfund.
Abort i Danmark
Hvis vi skal prøve at kigge på noget, der er meget, meget kontrastfyldt til det her, til hvordan Gud ser på beskyttelsen af de ufødte og de gravide. Tilbage i Det Gamle Testamentes tid, så skal vi prøve at kigge på, hvordan vi her i Danmark anskuer sådan noget som det her.
Som jeg nævnte tidligere, så er det her en prædiken, hvor det godt kan blive lidt grafisk. Så hvis man har lidt sarte eller unge ører lige nu, så er det måske et godt tidspunkt at tænke over det.
Men jeg vil prøve at nævne for jer et eksempel, som har været oppe i medierne i 2022, og hvordan medierne beskrev det her, men også hvordan retssystemet reagerer i det her.
Det forholder sig nemlig sådan, at i 2022 var der en 37 årig kvinde, der brutalt blev myrdet med en kniv, mens hun var gravid i 26. uge. Medierne skrev om moderen og hendes dreng i deres retorik, altså deres ordvalg. Der gik de ind og sagde, det her er en mor og hendes dreng, og der er sket en forfærdelig forbrydelse mod dem. Det er altså DR og Politiken, som bruger de her ordvalg her, og de har det ellers normalt helt fint med at umenneskeliggøre børn, som er i maven. S
Selvom at er kvinden, der hed Sanna, hun i den her forbrydelse bliver slået ihjel, og han faktisk også, ham drabsmanden, får gjort skade og harme på den ydre del af hendes hendes mave. Så har jeg vist ikke sagt for meget, med den her kniv, så overlever drengen ved kejsersnit. Lægerne får simpelthen får drengen ud. Det tragiske er så, at han dør 5 dage efter på hospitalet, men ikke desto mindre, så overlever han.
I modsætning til Israels gravide kvinders store beskyttelse fastsat af Gud, så ser vi her, hvordan at vores land har et forfærdeligt retssystem på det her område, fordi det her bliver rent juridisk ikke betegnet som et dobbeltmord.
På trods af at selv de semi liberale woke medier som DR, politiken godt kan finde ud af at skrive, at det her, er altså en mor og en dreng, der er tale om. Så der er kæmpe kontrast med, hvordan vores tid er lige nu, hvordan vores retssystem er, og hvordan Guds retssystem tilbage under loven og Israel så ud.
Det vi kan se ud fra eksemplet der i Anden Mosebog, hvordan Gud han ser på det. Det er, at en mors mave burde være det mest sikre sted for det voksende barn at befinde sig. Det burde være det mest sikre sted og det er det ikke, desværre.
Eksempel på vores lands tilstand
Jeg vil godt prøve igennem en analogi eller eksempel at male et billede for jer i forhold til, hvad det er, der egentlig sker i vores land lige nu, i og med at vi har fri abort. I skal prøve at forestille jer det her sammen med mig.
I er nu forældre til en pige på tre år. Jeres pige hun går i en institution med kærlige pædagoger, der både rummer og ser jeres pige og udviser hende kærlighed.
En dag, hvor I afleverer jeres pige i institution, så er der gang i nogle store maskiner ved legepladsen, og det er der, fordi der er nogle buske, der skal ryddes væk. Børnene må ikke lege på legepladsen men jeres pige, hun leger gemmeleg. Og vælger at løbe ud og gemme sig ved buskene, uden at der er nogen, der opdager det.
Imens er de her arbejdsmænd til frokostpause og derfor er der nogle maskiner, der er i gang der. De kommer tilbage og fortsætter deres arbejde. Og idet de fortsætter bliver jeres lille pige knust under en maskine her, og hun overlever ikke.
Jeg ved godt, at det ikke er spor rart at forestille sig det her. Men det har en pointe. Fordi kigger vi på, hvad der sker i vores land lige nu med abort, så er det ikke en ulykke, et varmt sted med kærlige mennesker. Abort det er, når I som forældre kører jeres pige hen til en institution, hvor der venter hende mordere, der med fuldt overlæg og aftaler med jer, hendes forældre, har forberedt at ende jeres datters liv. Det er, hvad abort er.
Jeg ved, de fleste måske kan være mere følelsesmæssigt knyttet til en 3 årig, som man har opfostret end et barn, man endnu ikke har set. Men ikke desto mindre, så er princippet egentlig fuldstændig rent logisk det samme.
Børn med Downs syndrom
Som jeg sagde i min indledning, så bliver hver femte barn i maven aborteret og dræbt med forældres samtykke. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes ikke, det virker som et sikkert sted at befinde sig, hvis der er 20 procents risiko for, at man går hen og bliver dræbt, mens man befinder sig i ens mors mave i vores land.
I dag er Downs syndrom børn faktisk i større dødsfare end jøderne var under Holocaust. Prøv bare lige at lade den synke ind i et kort øjeblik. Det betyder, at 98 procent af børn med Downs bliver aborteret i Danmark. Der er altså kun to procent for at overleve, hvis man er et barn med Downs.
Derfor takker jeg Gud for forældre som Michael og Camilla, som I også kender, der har været en del af menigheden her, som har bloggen "Christ Heritage Home". De har netop lige fået deres syvende barn, en skøn lille dreng, Wesley, der har Downs syndrom.
Han har altså klaret det igennem, han er en af de to procent. Og han er jo en gave til dem fra Herren, som Salme 127,3 vidner om: "sønner er en gave fra Herren, moderlivets frugt er lønnen."
Mange af de andre oversættelser vil sige børn her og ikke kun sønner.
Ateisternes dilemma
Prøv at slå op med mig i salme 139, vers 13 til 16. Så skal vi prøve lige at kigge på endnu en passage, der kan vise os, hvordan det er, at Gud han ser på de ufødte:
"Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud! Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet." (Salme 139,13-16)
Du flettede mig sammen i min mors liv. Brødre, søstre, hvad er det, biologiundervisningen den har lært os om DNA, altså cellens strategiplan. Det er et molekyle par, der er flettet sammen, altså flettet sammen, bundet sammen af de her hydrogenbindinger.
Så med andre ord, så har Gud, skaberen af os alle sammen, i hans visdom formet os, kodet os til de mennesker, vi er. Den eneste grund til, at cellerne ved undfangelsen begynder at formere sig til det, de skal blive til; arme og ben og hænder og fødder. Det er fordi, at Gud har sat genetisk information i os, som ved præcis, hvad de skal gøre. De ved præcis, hvordan vi skal formes.Han er aktiv med hans hånd helt fra starten af.
Og se venner, det her er et dilemma, for mange ateister og mange ateister er faktisk gået væk fra at blive ved med at være ateister, fordi de godt kan se, at information ting, som er lavet på forhånd, er flettet sammen, det sker ikke af sig selv.
En af de mest prominente ateistiske aktivist Anthony Flew, som er verdenskendt for at debattere, for den ateistiske side. Han blev deist, og det er jo tankevækkende at tænke over, at han ikke blev kristen. Han blev det deist, fordi han ville stadig ikke anerkende, hvilken Gud det er, der findes. Han ville blot sige: Ja okay, der findes en Gud. Men om ikke andet, så kunne han stadig få øjnene op for det. Det hedder intelligent design, det her koncept, hvis man vil dykke ned i det.
Så vi har en Gud, som former os i maven, og han har øje for os helt fra begyndelsen af. Han har særlig omsorg og beskyttelse for gravide med deres ufødte børn i maven, i stor kontrast til det danske samfund, som vi lever i i dag.
Udviklingen op gennem historien
I dag siger du Mathias, hvordan har det så set ud i Danmark før i tiden? Har det altid været sådan her? Jeg vil godt prøve at kaste lidt lys på, hvordan vi har rykket os som land på det her område. Blot for at give noget kontekst og forståelse.
Vi kan prøve at starte i 1683, det er sådan relativt tæt på reformationen. Vi er en reformeret menighed, så det er jo fint at gå tæt på reformationen. Der tager vi udgangspunkt i den lov, som Kong Christian den Femte, han han havde lavet. Der står: såkaldt letfærdige kvindfolks drab på egne nyfødte børn og fostre medfører dødsstraf.
Så det var sådan, det forholdt sig i 1683 der blev man dræbt, hvis man lavede en abort. Det var ikke bare en hvilken som helst relativt stille og rolig dødsstraf, vi havde at gøre med her, det var halshugning til offentlig skue, så folk kunne se hvor dybt forkasteligt og forkert det her var.
Så går vi over til næste skridt i historien, det er lovgivning i 1866, og under paragraf 192 kapitel 17. Og for jer, der er nysgerrige, så kapitel 17 titlen på det, det er "om manddrab".
Der står der, at mødre, som forsætligt dræber sit barn født uden for ægteskabet, under fødslen eller efter fødslen, anses med strafarbejde fra to til tolv år. Hvis det så var planlagt fra starten af det her med, at barnets liv skulle tages, så øges straffen fra fire år til livstid.
Så det her med, at man har tænkt det fra starten, er det faktisk lidt det, som er abort i dag, det er, at man tænker det ind fra start. Okay, det her, det er ikke noget, jeg vil. Det er ikke en spontan, sørgelig handling, fordi man et kort øjeblik blev dybt fortvivlet over ens livssituation. Nej der var det planlagt med overlæg fra start af, det giver en hårdere straf.
Nu prøver vi at springe over til 1933. Det er altså ikke særlig lang tid siden, venner. 1933 der findes stadig mennesker i dag, som lever, som er født i 1933. Så det er ikke lang tid siden det her, når vi kigger på det, med et historisk blik.
I paragraf 241, der er det sådan, at en kvinde, som dræber sit foster, og det er vel at mærke det, der står i loven, det er det ordbrug, man bruger.
En kvinde, som dræber sit foster, straffes for fosterdrab med hæfte eller med fængsel op til et år. Under formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.
Retorikken er ganske vist meget stærk og meget, meget lige på her stadigvæk. Det er fosterdrab, der er tale om her. Men jeg tænker også godt, at I kan se, at der er pænt langt fra 1683 da det var halshugning. Og så til nu, hvor at under formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. Max 1 års fængsel.
I 1939 kom den første svangerskabslov, og dem er der fire af, og lige om lidt er der fem. Og der sker faktisk det, at man lige pludselig som samfund begynder at bevæge sig over til en eller anden form for tilladelse. Nu kan man godt lovligt set få lov at få lavet en abort, hvis kvindens liv eller helbred er i fare, eller hvis barnet kan forventes at blive født med alvorlige defekter, eller hvis kvinden er blevet gravid som følge af en voldtægt, så er det okay.
1956 så kommer den næste svangerskabslov. Her tilføjer man noget, nu er det, at hvis der er alvorlig fare for kvindens fysiske eller psykiske helbred, sociale indikationer, og det er sådan noget som store familiære eller økonomiske belastninger. Eller hvis der er risiko for at barnet stadig bliver født med disse alvorlige defekter.
Så tager det en skævvridning eller et skred mere i 1970. Og det er her, vi begynder at kunne se, hvor vi er i dag.
I 1970 kom den tredje svangerskabslov, og her er der fuldstændig tilladelse til abort inden for de første 12 uger af graviditeten, såfremt at det er begrundet i kvindens livssituation, sociale forhold eller helbred. Altså tre meget brede paraplyer, man kan pakke det ind under. Man skulle stadig ansøge eller snakke med sin læge, men så var der ligesom på lovlig vis mulighed for det.
Derfor kommer det ikke til nogen overraskelse kun tre år efter, nu er der ikke de her lange 10-20 år imellem. Tre år efter, så kommer den lov, som vi er under i dag. Den fjerde svangerskabslov med fri abort inden for de første 12 uger af graviditeten og efter 12 uger, så kan man stadigvæk godt kigge på de her livssituationer og sociale forhold, og så skal man blot ansøge om det.
Og i år, som flere af jer nok ved, så har man ligesom fået fastsat den femte svangerskabslov. Møllen fortsætter. Nu er det 18 uger og ikke 12 uger, der er grænsen. Er du 15 år eller ældre, så kræver det ikke længere dine forældres samtykke. Den klarer du bedst selv ved lægen, så behøver du ikke at have samtykke fra dem. Så går du bare til lægen, og så kan du få det ordnet.
Den åndelige kamp
Jeg ved ikke, om I kan se det her med mig, men jeg er ikke i tvivl om, at det her er en åndelig kamp, vi står i her. Det er kun gået en vej siden 1683, og det bliver ved med at gå den skæve vej.
I Efeserbrevet 6,12, der står der:
"Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." (Efeserbrevet 6,12)
Det er sådan en passage, vi tit henviser til, når vi viser, at den en kamp, vi som kristne er oppe imod i det land, vi lever i, og i det samfund, vi lever i. Det er ikke mod kød og blod, det er en åndelig kamp. Det er det her også.
Det er en åndelig kamp, der har stået på helt tilbage fra dengang, man lavede ofringer af spædbørn til afguder som Molok. Flere har hørt om ham, når vi læser, skriftlæsningen sammen, og han er både adresseret ham Molok i Tredje Mosebog og Jeremias.
I kan prøve at slå op i Tredje Mosebog kapitel 20. Der skal vi kigge i vers 2 til 4. Vi tager den nok egentlig bare fra begyndelsen. Der står:
"Du skal sige til israelitterne: Hvem som helst af israelitterne og af de fremmede, der bor som gæst i Israel, som giver et af sine børn til Molok, skal lide døden. Landets folk skal stene ham. Jeg vil selv vende mig mod den mand og udrydde ham fra hans folk, fordi han har givet et af sine børn til Molok og dermed gjort min helligdom uren og vanhelliget mit hellige navn." (Tredje Mosebog 20,2-4)
Nutidens afgud
Så Gud har en holdning til det her og det er en meget, meget skarp holdning. Nutidens afgud hedder højst sandsynlig ikke Molok. Nej, nutidens afgud han har et andet navn, og det er et grumt navn, bekvemmelighed.
I Indien og Kina går det ud over deres bekvemmelighed, hvis de får en pige. En pige i Indien er en dyr post, da man skal give tilgift, når hun skal giftes bort. Altså en gave til gommens familie, der ofte løber op i meget store pengesummer.
En pige i Kina hun er kun til låns, for når hun er blevet gift, så tilhører hun nu mandens familie, og derved er der ikke særlig stor hjælp, når forældrene når alderdommen.
Kobles det sammen med de restriktioner, der har været i Kina med, hvor mange børn man måtte få, så rammer vi ind i noget, der ikke er bekvemmeligt.
Så når bekvemmeligheden den er vigtigere end at gøre det rigtige, ja så har man årsagen til, at der på årlig basis i de her to lande samlet er op imod 13 millioner aborter før og efter fødslen på årlig basis, blot fordi det var en pige. Det er altså 20 gange så mange aborter, som USA har på årlig basis. 20 gange så mange!
Det er en væmmelighed i sidste ende, når bekvemmelighed tager over.
I Vesten er uddannelse, økonomi og ophøjelsen af det vilde ungdomsliv, der i mange tilfælde er bekvemmelighedens store fyrster.
Bekvemmelighedens strategi er at få os, kirken, til at være stille. Det er ved at tabuisere emnet og anvende politiske kræfter imod os.
Jeg har lyst til at prøve at læse et uddrag op fra noget, Ellen Højlund Vibe, der er landssekretær i Retten til Liv, en kristen organisation, der er imod abort og kæmper for de ufødte. De er den eneste organisation i Danmark, der kæmper imod det her. Hun har sagt noget i den her bog, den udkom sidste år, den hedder "Værdifuld - kampen for livet". Jeg læser bare op for jer, citat:
"i 1930'ernes Tyskland begyndte de fleste at ane, hvor det bar hen med synet på jøderne. Det var selvsagt en udfordring for troende kristne. I begyndelsen var der stor enighed i fordømmelsen af den tiltagende jødeforfølgelse. Men da grebet strammedes, blev den kristne protest svagere. I stedet lagde mange fromme tyskere deres mønt i den skål, der hed, at evangeliets forkyndelse er hovedsagen, som alt andet må underordnes. På den måde var samvittigheden befriet, hvad angik jøde sagen. Vi ved godt, at det kunne koste dyrt for de tyske kristne at fastholde sandheden, lige så dyrt som for de forfulgte kirker at fastholde deres tro. Man kan dog godt spørge, om det i virkeligheden handlede om, at den tyske kirke og de tyske kristne slet ikke var villige til at lade troen koste noget for alvor. Så hellere give køb på sandheden eller tabuisere den og rette fokus væk fra det ømtålelige til noget, som havde de flestes sympati, nemlig forkyndelsen af evangeliet. Jeg tror, at det også gælder for mange af os, at vi tænker sådan. Men vil man nogensinde med god ret kunne spille evangeliets forkyndelse ud mod praktisk næstekærlighed og sige, at de ikke har noget med hinanden at gøre? Selvfølgelig ikke. Hvis et kristent menneske ser et medmenneske lide nød, også det medmenneske, der endnu befinder sig i mors mave, så kan den kristne ikke forholde sig passivt. Kan man være kristen i noget som helst samfund uden at forsøge at redde lidende og døende mennesker uden for sin dør? Vil man ikke derved svigte evangeliets sandhed. Kirkens troværdighed. En har sagt det sådan: tier vi om drabene på de tusinder små, dør troen, håbet og kærligheden i os. Det er ganske enkelt et spørgsmål om vores kristne troværdighed og integritet."
Dietrich Bonhoeffer, en tysk luthersk præst under Anden Verdenskrig, gjorde det modsatte af, hvad Ellen fremstiller her. Han kæmpede imod den her ondskab. Han er kendt for at sige, citat:
"At tie i mødet med det onde er i sig selv ondt. Gud vil ikke holde os uskyldige. Ikke at tale er at tale. Ikke at handle er at handle."
Brødre og søstre vi er nødt til at tale, vi er nødt til at handle. Der er børn, der bliver slået ihjel hver dag i vores land. 40 børn hver eneste dag. Det handler ikke om, hvor lidt vi kan slippe af sted med at aktivere os og gøre i den her sag, for at vi med god samvittighed kan møde Gud. Nej, du og jeg, vi bør bede ofte. Vi bør tale om det her ofte. Og vi bør handle imod det her ofte.
Der er kvinder og mænd, men nok mest kvinder, som har ar på sjælen efter at have gennemgået en abort. Det bedste, vi kan give dem, det er evangeliet. Det er evangeliet, og det er evangeliet, der med dets lysende budskab opløser det mørke, som de befinder sig i og tilbyder tilgivelse, renselse og nyt liv.
Jeg kender ikke hver af jeres fortid. Måske er der flere i det her rum, der har gennemgået en abort, taget et lille liv. I ved, hvor stærkt evangeliet lyser. I ved, hvor nødvendigt det er at tale om Jesu stedfortrædende død for syndere, som du og jeg for at kunne finde håb og trøst i sådan en forbrydelse.
Kampen mod abort det er kampen imod synd og død, og der er kun ét våben i den kamp, som altid sejrer, som intet andet kommer i nærheden af. Det er evangeliet om Jesus, den frelsende, stedfortrædende lidende tjener, der bar manges synder på korset. Ham være ære, pris og lov i evighed.
Han alene kan helbrede de ar og sår. Han alene kan give dig et håb. Og han alene er den, der er større end verden. Hans håb er evigt. Evangeliet og den næstekærlighed det er at bekæmpe abort, de hænger sammen, som Ellen så fint beskriver det. Det kan man ikke skille ad.
Jeg kan selv ofte opleve, at jeg mangler nogle konkrete eksempler, når jeg sidder og lytter til prædikener i forhold til hvordan man implementerer sådan et budskab her, og derfor har jeg valgt at komme med fem konkrete eksempler på, hvordan vi kan handle på det her. Hvordan vi kan gå ind og være næstekærlig.
Næstekærlighed er jo noget Jesus han i Matthæus 25 vers 31-40 befaler os. Så jeg vil gerne have, at vi lige læser den passage sammen, inden jeg kommer med de her fem eksempler.
"Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." (Matthæus 25,31-40)
Vi ved godt, hvad der sker i forhold til fårene, bukkene, som han har på den anden side. Dem, som ikke handler på det her næstekærlighedens princip, som Jesus byder os at leve efter. Derfor er min pointe, at evangeliet og lydighed til Kristus, det hænger sammen.
Jesus viser her, at det er de svækkede. Det er de svage, som der er tale om. Det er dem, vi skal tage os af på en særlig måde. Folk, som lider af sult, tørst, fremmedhed, nøgenhed eller fængsling.
Mit argument er, at de ufødte i maven også går ind under den form for svækkede, den form for svage, som vi skal passe på. Vi skal også udvise næstekærlighed til dem. De er faktisk lige her omkring os. De er ikke i et land langt, langt, langt væk, som er svært at forholde sig til.
5 punkter, som gør en forskel
Så jeg vil godt komme med de her fem punkter på, hvordan vi konkret som menighed kan gøre noget i den her sag. Nummer ét er at støtte de stærke aktivister. I kan melde jer ind i Retten til Livs organisation. Det koster 250 kroner om året for en familie. Det koster 150 kroner om året for et personligt medlemskab. Allerede der er man med i kampen.
Nummer to er at bryde tabuet, tale om de ufødte med venner og familie, bekendte, kollegaer eller måske endda igennem evangelisation, hvis anledningen byder sig. Vi kan dele opslag eller artikler eller videoer på de sociale medier, og der findes fantastiske redskaber og materialer derude. Blandt andet en video, der hedder 180 eller One hundred eighty på engelsk fra Living Waters.
Jeg kan fortælle, at det gør noget det her, når man deler de her videoer og artikler. Inde på den her video, som er blevet set flere millioner gange, er der mange, mange, mange, mange tusinder af kvinder, der har skrevet ind, deres vidnesbyrd om, at efter de så den her video, så valgte de at beholde og beskytte deres barn. Og af hvad jeg kan se derinde ikke en eneste, der fortryder eller er bitter over den beslutning. Så det nytter noget at dele dem.
Nummer tre det er at gå ud med flyers og klistermærker. Retten til liv de giver gratis materiale ud på deres hjemmeside, man bare kan bestille hjem til ens dør. Så er det bare at gå ud og smide nogle klistermærker på nogle steder, hvor det giver mening. Det er at gå ud og lægge nogle flyers ud på biblioteker eller hvor man lige kan kan se at det giver mening. Eller at give nogle personligt en flyer, hvis man ved de står i en kamp på det her område.
Nummer 4 det er at adoptere. Jeg ved godt, det er en stor post, men der er folk der gør det, og hatten af for det. Det er bare noget af det smukkeste, der findes, hvis I spørger mig, det er adoption. Mange af jer kender Voddie Bauchman og John Pepper og de er lysende eksempler på, hvor smukt det er, når man adopterer.
Grunden til at adoption faktisk er et middel i den her kamp, er jo fordi, når man har fået overbevist en ung, måske endda en meget, meget ung pige på en 13,14 år i, at hun faktisk bør beholde det her barn. Altså lade være med at abortere og dræbe det. Så skal der være nogle hænder, der er klar til at løfte den byrde og den opgave, det er at opfostre det her barn i livet efterfølgende. Hvis ikke der er det, så har vi bare et kæmpe problem.
Så når man adopterer børn, så aktivt handler man faktisk på det her område. Så er man en del af den her kamp på den gode måde.
Nummer 5 og i ved det sikkert nok, men det er at bede for de ufødte. Bede for de gravide i vores land. Det kan godt være, at vores regler på det her område er, som de er lige nu, men ikke desto mindre, så er det jo ikke sådan, at en gravid lige pludselig ikke kan få lov at ændre sin holdning.
Det kan godt være, at hun har planlagt en abort til at starte med. Men i mødet med sådan en video, som jeg talte om før, eller artikler eller kristne, som taler om det her, og som ikke tier om det, der kan hun få sin samvittighed ændret. Hun kan få sin holdning ændret, og lige pludselig så vælger hun selv på sin egen frie vilje og basis at beholde det her barn.
Så selv om vores lovgivning ikke er blevet bedre, så kan vores situation og vores land sagtens blive bedre, så længe vi beder for de ufødte. Beder for de gravide i vores land.
Roe v. Wade
Så er der det med loven, og der vil jeg sige til jer vi skal også bede for vores politikere. De har evnen til at få ændret det her, og det kan vi se lige nu, at det går den gale vej, at det er den vej, de bruger deres magt. Vi skal bede om, at de må gå den rigtige vej, at få det gjort ulovligt.
Det forholder sig faktisk sådan, at ovre i USA i 2022, der så vi noget positivt på det her område. Der så vi, at det gik den rigtige vej med politikerne.
I 2022 blev Roe v. Wade nedlagt, og det var noget der gjorde, at man i forfatningen sådan så at alle stater frit skulle have lov til at have abort frem til 12. uge, at den blev nedlagt.
Det vil sige, at nu var det op til staterne selv at afgøre; skal abort være lovligt eller ulovligt? Og det har faktisk betydet sådan, at her to år efter at det blev nedlagt, at der er der nu 14 stater ovre i USA, hvor det er ulovligt med abort. Alt abort er fuldstændig ulovligt. Det er altså 80 millioner mennesker det her, det gælder for. Det er stort.
Hvis der er noget, vi ved, så er det, at USA er sådan et woke land. Det er derovre, at Hollywood og LGBT og Black Lives Matter, som jo i bund og grund er marxisme og de her særlige frontløbere for feminismens verdensomspændende indflydelse kommer fra.
Så hvis abort kan blive ulovligt derovre, så kan det også her, venner. Og det kan godt være, at det kan virke lidt håbløst, nu hvor vores nation tager endnu et skridt mod større fordærv.
Men for Gud er alt muligt. For ham er intet umuligt. Han sidder på tronen lige nu. Vi ved Jesus han regerer og hvis han vil det, så får han det her ført igennem.
Vi er verdens lys
Men vi skal også tage del i vores ansvar, at være på knæ i bøn på det her område. Hans nådes middel, når han vil virke noget igennem os, det er som regel, at vi starter med at bede. Så ser vi, at vores hjerter forvandles og vores land forvandles.
I gammeltestamentlig tid ser vi i dommer bogen og generelt med Israel, at Gud han tugter hans folk, når de vender sig fra hans veje og dyrker synd og afguder. Gud han vender en situation i den sammenhæng og giver dem en befrier eller en dommer. Der skabes igen en gudfrygtig indstilling i nationen.Vi ser, hvor afgørende det er for dem, at de holder sig til hans ord. Nationen de angrer og forstår ligesom deres fordærv.
I dag har vi ikke Guds indsatte dommere eller profeter til at genoprette vores land. Men der skete noget helt særligt pinsedag, da Kristus han sendte Helligånden til os.
Der skete det, at mennesker blev grebet af deres synd, grueligt, fordi Peter, der repræsenterede kirken, prædikede omvendelse fra synd.
Der skete det, at der var evangelister som Philip, Titus og Barnabas, der gik ud med de gode nyheder.
Der skete det, at der var ægtepar som Priscilla og Aquila, der trofast udrustede menighedens nye i troen og frimodigt åbnede deres liv og deres hjem for folk, som var søgende og trængende.
Der skete det, at menigheds tjenere som Stefanus og Føbe begav deres liv og kraftige kræfter ind i menighedens sundhed og struktur og orden.
Pointen her venner det er, at skal vi se vores land genoprettes ikke kun på abort området, så er det en indsats, der kræver, at menigheden i sin helhed udrustet med Helligånden går til Gud i bøn og i handling. Udviser den her lydighed over for hans undervisning, jesu advarsler med det, vi hver især er blevet betroet.
Jesus, Han taler om os som verdens lys. Der kommer ikke til at være andre end de kristne, der råber op for de ufødte. Retten til liv, som jeg nævnte før, er den eneste danske organisation, der kæmper for det her, og det er en kristen organisation. Så det er bøn og handling, venner. Det er bøn og handling.
