At holde fast ved Guds ord
De holdt fast. De holdt fast. De holdt fast. Fordi der var ikke noget andet at holde fast i. Der var ikke noget andet, de kunne gribe fat om, som havde evigt liv i sig. Men de holdt fast i det evige livs ord, som de greb den dag.
I dag skal vi se på den sidste del af det ottende kapitel (Johannesevangeliet), hvor vi kigger ind i den interaktion, som Jesus har med jøderne. Den her dialog han har, som begyndte allerede i begyndelsen af det syvende kapitel.
Udgangspunktet for en frugtbar dialog
Når man tænker på det her med dialoger og interaktioner, så det der som regel gør, at en dialog kan være frugtbar, det er der, hvor man kan finde det man på engelsk kalder for "common ground". Det er, man kan sige, et fælles udgangspunkt. Et overlap af overbevisning i det område, hvor der er en fælles holdning til noget eller et udgangspunkt, hvor at dét her, det kan man være enige om. Således, at man i sin argumentation hele tiden kan pege tilbage på det her udgangspunkt, og sige; jamen vi er enige om det her, ikke sandt? Og så kan man på den måde have en frugtbar diskussion omkring forskellige ting.
Man skulle tro, at i forhold til den dialog, som Jesus har med jøderne, at der var sådan nogle overlap. At der var sådan nogle fælles holdninger, sådan nogle teologiske udgangspunkter, at der ville være rigeligt med dem i hans interaktion med jøderne. Fordi Jesus, han var jøde, han var født under loven.
Jøderne, de var jøder, de var født under loven, og de havde deres Tanak tilfælles, deres Bibel bestående af Loven; Toraen, Nevi'im; profeterne og Kethuvim; Skrifterne. Med andre ord, de havde den samme Bibel, så det er et rimelig godt udgangspunkt, kan man sige. De har den samme bibel. De har de samme skrifter.
Det afhænger ikke alene af forstanden
Vi har set, at der har været flere forskellige "touchpoints", kan man sige. Hvor der har været, de her forskellige referencepunkter, hvor der har været tale om Abraham, der har været tale om Moses. Så det er ikke fordi de ikke har en referenceramme, som er tilfælles for dem. Men Jesus han forkynder jo ud fra Skrifterne, Guds levende åbenbaret ord. Han taler til dem, han forkynder om synd. Han forkynder om dom og retfærdighed og omvendelse og tro til evigt liv. Det allermest afgørende at forstå.
Her der har vi bare set igen og igen i Jesu dialog med jøderne, at der hverken er forståelse eller erkendelse hos jøderne, som Jesus han taler med. Hvad skyldes det? Lærte de noget forskelligt i skolen? Nej. De lærte det samme. Men det, vi taler om her, det er som sagt Guds levende ord. Det er Guds levende og virksomme og frelsende ord, som bliver åbenbaret, som Jesus åbenbarer. Det at høre og forstå det her ord afhænger ikke alene af forstanden, det afhænger af ånden.
Det var det, som vi så på sidste gang. Vers 43, hvor Jesus han stillede det her spørgsmål: "Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger?" Og han svarer selv på det, "fordi I ikke kan høre mit ord." Der er simpelthen et eller andet, der blokerer, så de ikke kan høre, så de ikke kan forstå. Og hvad er det? Det svarede vi på sidste gang ud fra vers 44, og jeg kom med dette udsagn:
"Den du er, er bestemt af, hvem du tilhører."
Jødernes åndelige tilhørsforhold fandt vi ud af, var faktisk ikke Gud, men djævelen; ham, som står sandheden imod; ham, som både er løgner og morder og har været det fra begyndelsen.
Så det kan godt være, at der er forskellige kulturelle, sproglige og religiøse overlap; at der er "command ground" i Jesu interaktion med jøderne. Men på det åndelige plan - og det er det, som er det altafgørende - på det åndelige plan, så kunne kontrasten faktisk ikke være større. Kontrasten er mellem lys og mørke.
Det er et enten-eller-spørgsmål
Det er den kontrast, du og jeg som troende også er kaldet til at gøre verden bevidste om, når vi taler med mennesker, som ikke kender Gud. At vise dem den kontrast mellem lys og mørke. At fortælle; at hvis ikke du kommer til lyset og finder liv, jamen så forbliver du i dødens mørke og går fortabt. Det er et enten eller ultimatum.
Det er derfor, at korsets evangelium er et evangelium, som vækker anstød. Fordi der er ikke nogen blid mellemvej. Det er enten eller. Enten så omvender du dig fra alt din synd og tror på Kristus alene, eller så dør du i din synd og går fortabt i helvede. Det er de to eneste muligheder der er.
Vi endte med at konstatere, som vi så sidst, at den, der er af Gud, det vil sige den, som har omvendt sig. Den som har troet på Kristus. Den som har fået et nyt hjerte, den som er blevet en ny skabning i Kristus hører Guds ord. Men hvad er det Jesus, han siger til jøderne? Han siger: "I hører ikke, fordi I ikke er af Gud" (vers 47). For at høre Guds ord må du frelses. Amen.
Det forunderlige er så også, som vi så sidst, at midlet, hvormed Gud han har valgt at bringe folk til frelse, det er Guds ord. Det er evangeliet. Det er fantastisk.
Vi må holde fast ved Guds ord
Det, vi skal se på i dag, er et andet aspekt af frelsen, som Jesus forkynder os, nemlig den, at de, som frelses, det er dem, som holder fast ved Guds ord.
Der er mange, som hører Guds ord i den forstand, at de hører budskabet. Men det er ikke ensbetydende med, at de hørte det på den måde som Jesus, han taler om det på i vers 47. For det kræver Guds Ånd. Nej, mange de hører budskabet, men fordi de ikke griber det. Fordi de ikke tager imod det og holder fast ved det, som om deres liv var på spil i forhold til det. Jamen så bliver det ikke til frelse for dem.
Vi så det tilbage i slutningen af kapitel 6. Dér, hvor der står i vers 60, mange af hans disciple, det vil sige mange af dem blandt skarerne, som fulgte efter Jesus, de hørte det. Og hvad var det, de hørte? De hørte Jesu forkyndelse, da han forkyndte i synagogen i Kapernaum. De hørte, hvad han sagde. De hørte det. De blev forarget. Og så forlod de Jesus. De tog ikke mod Ordet. De holdt ikke fast ved Ordet, fordi nu blev de forarget, nu blev de stødt. Så nu vil de ikke have noget med Jesus at gøre. Det var lige indtil det punkt, at de blev forarget, at de forlod Jesus. De holdt ikke fast i hans ord.
Så spørger Jesus sine nærmeste disciple. Han spørger de tolv: "Vil I også gå jeres vej?" Og Simon Peter han svarede:
"Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige." (Johannesevangeliet 6,68)
Så det vi ser, det er, at de mange forlader Jesus. De forlod ham, fordi de ikke greb hans ord, fordi de ikke holdte fast ved hans ord. Guds levende ord. De få de holdt fast i det. De få de blev også forarget. Hans nærmeste disciple de blev også forarget, og de blev også stødt. Men ved du hvad? De holdt fast. De holdt fast, fordi de forstod, at Jesus er Messias, hvis ord er ånd og liv.
Joel's profeti opfyldt
At holde fast ved Guds ord er et tegn på, at Guds ord har gjort sin frelsende gerning i et menneskes hjerte. Så det bliver, som Paulus beskriver det i Filipperbrevet kapitel 2 vers 15: "Et Guds lydefrit barn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, der stråler som himmellys i verden og holder fast ved livets ord..."
Efter Jesus han døde, og efter hans opstandelse og himmelfart, så så vi det her i stor skala. Det så vi da Gud, som opfyldelse på Joels profeti, udgivet sin Ånd på pinsedag. Hvad skete der? Der står, at de, som tog imod hans ord, det vil sige, de, som tog imod Ordet, forkyndt gennem apostlen Peter på pinsedagen, de blev døbt. Den dag blev der føjet næsten 3000 mennesker til. Det læser vi i Apostlenes Gerninger kapitel 2 vers 41.
Så står der i vers 42, hvad de så gjorde, efter at de havde hørt og taget imod Ordet ved tro. Der står:
"De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne." (Apostlenes Gerninger 2,42)
De holdt fast. De holdt fast. De holdt fast. Fordi der var ikke noget andet at holde fast i. Der var ikke noget andet, de kunne gribe fat om, som havde evigt liv i sig. Men de holdt fast i det evige livs ord, som de greb den dag.
Vi ser det modsatte eksempel i vores tekst i dag, som Johannesevangeliet illustrerer. Hvilken form for adfærd, hvilken form for holdning, hvilken form for indstilling og hjerte, der fører til fortabelse.
Men det vi skal gøre, det er, at vi skal se det positive løfte som Gud gennem den her meget vanskelige interaktion med jøderne som Jesus, han har. Hvordan at Guds løfte, som han giver til sit folk, det er det, vi skal se på her.
Evangeliets løfter lyser midt i mørket
Men inden da, så lad os lige endnu engang læse teksten her sammen. Johannesevangeliet kapitel 8 og fra vers 48 til 59:.
"Jøderne sagde til ham: "Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" Jesus svarede: "Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden." Da sagde jøderne til ham: "Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden. Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som jo døde? Også profeterne døde. Hvem tror du, du er?" Jesus svarede: "Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet værd. Det er min Fader, som ærer mig, ham som I siger om: Han er vores Gud; og I har ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og siger jeg, at jeg ikke kender ham, så bliver jeg en løgner ligesom I; men jeg kender ham, og jeg holder fast ved hans ord. Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædet sig." Da sagde jøderne til ham: "Du er endnu ikke halvtres år, og du har set Abraham?" Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født." Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod Tempelpladsen." (Johannesevangeliet 8,48-59)
Amen. Når man læser sådan passage her, så kan man fristes til at fokusere meget på det bedrag, som vi ser hos jøderne. Vi skal bestemt også forholde os til det, for det er virkelig et bedrag. Det er virkelig et bedrag, der gør, at de overhovedet ikke forstår eller kan høre hans ord. Men vi må ikke undlade at se, hvor stærkt evangeliets løfter lyser, også i denne passage midt i det mørke her.
Gud, han kommer nåderigt til mennesker. Han kommer nåderigt til mennesker, som er fulde af had. Fuld af had imod Gud, fuld af had imod Jesus. Så meget had, at de ønsker at slå Guds hellige elskede uskyldige Søn ihjel. Han kommer til dem, og så præsenterer han for dem vejen. Vejen til det evige liv; at holde fast ved Jesu ord.
Det udtryk her at holde fast ved hans ord. Det bruges også i vers 51 og vers 52 og vers 55. Det kan forstås også synonymt med det, vi læser i vers 31, hvor løftet det lyder:
"Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple." (Johannesevangeliet 8,31)
Så hvis I bliver i mit ord, hvis I holder fast ved mit ord, det er det samme.
Han viser vejen her i sin nåde. Han viser; Hvad er det, I skal gøre for at arve evigt liv? Her er, hvad der må ske i jeres hjerter. Sådan, at før i kan være min discipel, så er det der må ske i jeres hjerter, det som gør, at i føres ud af døden og ind til livet: i må holde fast ved mit ord.
Fire positive erkendelser
Dette centrale løfte i vores tekst her, og det jeg gerne vil gøre nu, er at belyse fire positive erkendelser, som de meget negative reaktioner hos jøderne er med til at bringe frem i lyset. Så fire positive erkendelser. De er nummer ét: Man ære Gud ved at holde fast ved hans ord. Nummer to: Man tror Gud, når man holder fast ved hans ord. Nummer tre: Man kender Gud, når man holder fast ved hans ord. Nummer fire: Man følger Gud, når man holder fast ved hans ord.
1. Man ærer Gud ved at holde fast ved hans ord
Så den første erkendelse, vi skal se på her ud fra vers 48 til 51: man ærer Gud ved at holde fast ved hans ord. Vi læser Jøderne sagde til ham:
""Har vi ikke ret til at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?" Jesus svarede: "Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanære mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.""
Jesus han har som sagt lige forinden, forud for de vers her, så har han givet dem dommen på deres diagnose af åndelig døvhed. Årsagen til at de ikke kan høre det, er, at de ikke er af Gud. De er af djævelen, som de har til Fader.
Nu ser vi så reaktionen fra jøderne her, som så klart afspejler sandheden i Jesu dom over dem. Essensen af den dom det er: "I er ikke, som jeres fader Abraham var." Han var inden for Guds familie ved tro, fordi det er den måde, man kommer ind i Guds familie på, det er ved tro. Han blev retfærdiggjort ved tro. Nej, i står udenfor på grund af jeres vantro. Det er sådan set essensen af det, som Jesus har sagt til dem forinden.
Den tager jøderne så, og så vender de den om mod Jesus med deres anklage, som er i form af et spørgsmål i vers 48, hvor de reelt siger: Nej, Jesus, det er dig, der står udenfor. Faktisk er du både samaritaner og besat af en dæmon. Du står udenfor.
Det her det er ikke bare tilfældigt valgte grimme ord, fordi de er vrede på Jesus. Når de beskriver Jesus som samaritaner, så er associationen til nogen, som er fuldstændig på afveje. Det er nogen, som er gået på kompromis med deres tro, som har fulgt en falsk vej, og som forkynder falsk lære. Så på den måde, ved at kalde Jesus for en samaritaner, kalder de ham for en falsk lære, en falsk profet.
Frelsen kommer ikke til dem som vanærer Gud
Så er der det her med at være besat af en dæmon og kombinationen mellem samaritaner og så besat af en dæmon, det kunne ikke være mere, ja dæmonisk. Fordi, med det så associerer de de ord Jesus forkynder, de gerninger Jesus gør, dem associerer de med satan. Det er den ultimative vanære.
Vi ser det også i de andre evangelier i de synoptiske evangelier. Vi ser blandt andet i Markusevangeliet kapitel 3, den passage, der går fra vers 20 til vers 30. Der ser vi også der, hvordan Jesus i vers 29 siger til de skriftkloge at den, der spotter Helligånden for aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd. Det sagde han, efter, at de havde sagt om Jesus, at det var ved Beelzebul, at han uddrev dæmonerne.
Jesus, han afviser den her anklage i vers 49 i vores tekst og konstaterer, at det de gør, det er de vanære ham. Frelsen kommer ikke til mennesker som vanærer Gud. Frelsen kommer til mennesker, som ærer Gud ved at holde fast ved hans ord. Det er en erkendelse, som Jesus også fremhæver med sit eget vidnesbyrd. Vi ser deri vers 50:
"Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden." (Johannesevangeliet 8,50-51)
Jesu hjerte, Jesu motiv det er ikke at søge sit eget. Som vi også ser det i de velkendte vers i Filipperbrevet det andet kapitel; han udnyttede ikke det privilegium at være lig med Gud, til sin egen fordel og ære, men gav afkald. Det er min parafrasering. Men han gav afkald, læser vi i Filipperbrevet 2.
Når vi omvender os, skal vi aldrig i evighed se døden
Selv om Jesus han var værdig, i al ære. Han er Gud, han er menneske, han er hellig, han er ren, han er uskyldig uden synd. Ordet, som var hos Gud, Ordet, som var Gud, der blev kød og tog bolig iblandt os. Guds herlighed åbenbaret for os, fuld af nåde og sandhed. Så søgte han ikke sin egen ære, men sin faders ære i sin lydighed og underordnelse under ham.
Så læg mærke til den sidste del af vers 50 her: "Der er en, der søger den, og han dømmer." Jævnfør vers 54: "Det er min fader, som ære mig." Faderen ærer Sønnen. Sønnen ærer Faderen.
Faderen kommer til at sikre Jesus ære og dermed bevise jødernes anklager imod Jesus som værende falske anklager. Men hvis den, som anklager Jesus, ville vende om, og man kunne forestille sig, at nogle af de her jøder, som her spotter Jesus, at de kommer til at vende om senere. Det ved vi jo ikke. Men Jesus forkynder evangeliet for dem med henblik på, at de må frelses.
Hvis den, som anklager Jesus, vil vende om, hvis den, som anklager Jesus, vil stille sig over på Faderens side og gør som ham, nemlig ære Jesus, vise Jesus ære ved at holde fast ved hans ord, vers 51. Så skal den person aldrig i evighed se døden. Det er løftet.
Med andre ord det menneske, som erkender; "min holdning til Gud, den var forkert. Min holdning til dig, Gud, den har været dybt forkert. Mit hjerte over for dig har været hårdt. Det har været koldt, det har været oprørsk. Med mit liv har jeg været en modstander af dig, Gud. For jeg har gået min egen vej. Jeg har søgt min egen ære. Men nu vil jeg vende om fra det. Nu vil jeg ære den Gud, som har sendt Jesus til verden ved at tage imod det ord, som Jesus har forkyndt, ved at tage imod det og ved at tage imod det som sandhed. Nu vil jeg ære Gud ved at holde fast i det; livets ord."
"Jeg vil holde fast ved Jesus Kristus, som er Ordet. Jeg vil holde fast ved ham, som er Frelser og Herre." Det menneske, der får den erkendelse, og ved den gudgivne erkendelse træffer den beslutning; det menneske skal aldrig i evighed se døden - Det vil blive givet det som Jesus, han kom til verden for at give: evigt liv. Amen!
Det er evangeliets løfter, bror og søster. Det bliver en realitet for enhver, som ærer Gud ved at holde fast ved hans ord. Dem, som har holdt fast og holder fast ved hans ord, da er det jo frelsen en vedblivende realitet i vores liv, at vi kontinuerligt holder fast ved hans ord.
2. Man tror Gud, når man holder fast ved hans ord
Det er en realitet, som taler ind i også den næste erkendelse, som vi skal belyse ud fra vers 52 til 53: at man tror Gud, når man holder fast ved hans ord. Eller sagt på en anden måde: Når man holder fast ved hans ord, så vidner det om, at man tror Gud, at man har sat sin lid til ham, at man har erkendt, at han er den eneste og sande og levende Gud, som man tror på.
Men læg mærke til den helt modsatte erkendelse, som vi ser hos jøderne, her fra vers 52:
"Da sagde jøderne til ham: "Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden. Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som jo døde? Også profeterne døde. Hvem tror du, du er?"" (Johannesevangeliet 8,52-53)
Jøderne de bliver tilbudt et håb. At de aldrig i evighed skal se døden, såfremt de holder fast ved Jesu ord, det ord, som han har forkyndt dem. Men i stedet for håb, så opfattede de det som Jesus, han siger som hån. I stedet for håb så hån.
"Nu ved vi" siger de. Nu ved vi med andre ord det, du lige har sagt til os, og så gentager vi, hvad han lige har sagt, næsten ordret. Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden. Jesus sagde "se døden" men det er det samme. Den udtalelse Jesus, bekræfter for os, at du er besat af en dæmon. Det vil sige, at du forkynder falsk lære for helvedes afgrund.
Hvorfor er det deres konklusion? Fordi det de hører Jesus sige, og de hører sådan set rigtigt. Det de hører ham sige, det er vers 53, at Jesus er større end både Abraham og alle profeterne. Abraham døde, profeterne døde. Men Jesus, du giver evigt liv. Du stiller dig selv højt over dem og siger, at det er dit ord, vi må holde fast ved for at finde livet. Hvem tror du, du er? Spørger de så.
Et spørgsmål man også kunne oversætte til: Hvem er det, du gør dig selv ud for at være? Og man kan fornemme, hvad deres underliggende bekymring her den er. Ikke bare at Jesus skulle være en større profet, men at Jesus er meget mere end det. Han er guddommelig. Fordi læg mærke til logikken her. Abraham + profeterne er lig med Guds ord. Så kommer Jesus og hvad siger han så? Han siger: mit ord. Ergo, mit ord er lig med Guds ord, og implikationen herfra, den giver sig selv.
Vi så præcist det samme ræsonnement i kapitel 5 og vers 18, hvor Jesus han forinden det vers har talt om, at han og Faderen stadig arbejder, og det på sabbatten, hvorfor han også helbreder på sabbatten.
Den logiske implikation vers 18, lad os lige prøve at se det. Du slår op i kapitel 5 vers 18, her læser vi:
"Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig." (Johannesevangeliet 5,28)
Så, det her er den logiske implikation, der ligger bag jødernes spørgsmål i vores tekst, når de siger: "Hvem tror du, du er?"
Det, de siger med det her spørgsmål, det er: "Vi tror ikke på, at du er den, du antyder at være. Vi tror ikke, at dit ord, Jesus, er Guds ord, som kan føre os til evigt liv. Det tror vi ikke på."
Det var ikke fordi de ikke troede på, at det evige liv fandtes i Guds ord, fordi de granskede skrifterne dagligt, som der står i kapitel 5 og vers 39. De søgte det evige liv i Ordet. Men det, de gjorde, det var, at de forkastede Jesus. De forkastede Jesus som den Messias, deres skrifter taler om, skulle komme og føre dem ud af døden og ind i det evige liv. Modsat Simon Peter, så forkastede de Jesus som den, der har det evige livs ord.
Modsat Abraham, modsat Moses og profeternes vidnesbyrd, så forkastede de Jesus som det levende vand, som livets vand, som det levende brød, som verdens lys, som den "jeg er" (vers 24), som man må tro på for ikke at dø i sine synder.
Hvad betyder det at tro på Gud?
Som Jesus, han igen forkynder; at være den, jeg er, i vers 58, som vi skal se på om lidt. Ham forkastede de, fordi de troede ham ikke. Ved at forkaste Jesus, så forkaster de Gud. For man tror først rigtig Gud, brødre og søstre, når man holder fast ved Jesu ord som værende Guds ord. Hvis ikke du virkelig griber hans ord, hvis ikke du virkelig holder fast ved hans ord, elsker hans ord og lever ved hans ord, så tror du i virkeligheden ikke på Gud.
Der er mange danskere i dag, de siger: "Jamen jeg tror også på Gud". Men hvad betyder det? Hvad betyder det for dit forhold til Jesus? Kender du ham? Elsker du ham? Følger du ham? Holder du fast ved hans ord lige så ivrigt, som du ville holde fast i en faldskærm, hvis du var i frit fald fra 3 kilometers højde? Fordi at tro på Gud, det er at holde fast ved hvert ord, hans Søn, Jesus Kristus, har talt. Når du gør det, så vidner det om, at du i sandheden kender ham; at du i sandhed kender Gud.
3. Man kender Gud, når man holder fast ved hans ord
Det er den tredje af de fire positive erkendelser, vi skal belyse. Man kender Gud, når man holder fast ved hans ord. Vers 54 til 55:
"Jesus svarede: "Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet værd. Det er min Fader, som ærer mig, ham som I siger om: Han er vores Gud; og I har ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og siger jeg, at jeg ikke kender ham, så bliver jeg en løgner ligesom i; men jeg kender ham, og jeg holder fast ved hans ord." (Johannesevangeliet 8,54-55)
Læg mærke til, hvordan Jesus han svarer jøderne her i vers 54. Han kunne godt have hævet stemmen her og sagt: "Hvem tror I selv i er?" Når man forestiller sig; hvad hvis det var mig? Hvad havde jeg gjort? Hvad havde jeg sagt? Og man tænker: Hvad tror I selv? Det er altså Guds Søn, der står her foran jer, himlens og jordens skaber. Og så kunne han have gjort et tegn, fået jorden til at ryste. Eller noget i den stil.
Men Jesus agerer stille og roligt, som han altid gør rationelt med ren sandhed. Han siger: "Hvis jeg ærer mig selv, så er min ære intet værd. Det er min Fader, som ærer mig." Hvis man bare lige stopper dér og tænker over den teologiske implikation, hvad det er Jesus, han siger her: "Det er min Fader, som ærer mig."
Fordi hvad var det, profeten Esajas sagde om det her med Guds ære? Han siger i Esajas 42,8: "Jeg giver ikke min ære til nogen anden." Jeg er Jahve. Jeg er Jahve. Jeg giver ikke min ære til nogen anden. Men her siger Jesus, at Faderen ærer ham og i vers 50 som vi så på, at han søger sin Søns ære. Og ved du hvad? Der er ikke nogen uoverensstemmelse mellem Esajas og Jesus. Overhovedet ikke.
Igen, så forstår vi, hvad det antyder, om hvem Jesus virkelig er. Jøderne siger om Faderen: Han er vores Gud, som vi ser i slutningen af vers 54. Men hvis det var tilfældet, hvis de virkelig kendte Gud, så ville de også genkende hans Søn. Så vil de genkende hans Søn Jesus, som var hos Gud i begyndelsen, kapitel 1 vers 1, og som er Gud.
Hvis de kendte Gud, så vil de anerkende ham, som han er. De vil anerkende den Gud, som han er. Men det gør de ikke. De forkaster ham. Så Jesus, han siger til dem, som konklusion på den sandhed: "I har ikke kendt ham" (vers 55). Men jeg kender ham. Det at I ikke kender Gud, det betyder, at Gud ikke er jeres Gud. I siger, at han er jeres Gud, men jeres adfærd, jeres holdning, jeres indstilling fortæller noget helt andet. Den fortæller, at I ikke kender ham. Derfor så kan han ikke være jeres Gud. Det er essensen af det Jesus, han siger til jøderne.
Fuldkommen enhed i guddommen
Vi husker fra kapitel 1 og vers 10, hvordan Johannes, han vidner om, at Jesus kom til verden som et lys. Den verden, som han selv havde skabt, og så står der: "Men verden kendte ham ikke." Verden kendte ham ikke, står der. Men som lyset og Ordet, der var hos Gud, og som var Gud, og som nu er Gud og menneske, så kender Jesus Gud.
Han kender Gud, og han kender ham på en sådan måde, at han som kapitel 1 vers 18 siger, er blevet Faderens tolk. Han er blevet Faderens tolk. Han er den, som åbenbarer, hvem Faderen er, sådan at når man ser Jesus, så ser man Faderen. Har man set Jesus, så har man set Faderen. Den, som har set Sønnen, har set Faderen, kapitel 14 vers 9. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, kapitel 5 vers 23, fordi Faderen og Sønnen er et, kapitel 10 vers 30.
Så det kendskab Sønnen har til Faderen, er et kendskab som kommunikerer til os, en relation mellem to personer med fuldkommen enhed i guddommen. Sådan at når et menneske kender Faderen, så kender det menneske også Sønnen og omvendt kender det Sønnen, så kender det også Faderen. Fordi der er kun én Gud, et guddoms væsen, men tre personer i guddommen, Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er et katekismus lærdom. Amen.
Derfor ville Jesus blive en løgner som jøderne, vers 55, hvis han sagde, at han ikke kendte ham. Men det er han ikke. Han er verdens lys. Han er sandheden om Gud, sandheden fra Gud, åbenbaret for mennesker til frelse for enhver, som tror, og som holder fast ved Jesu ord. Ligesom Jesus selv demonstrerer, hvordan han holder fast ved Faderens ord, vers 55. I kapitel 5 vers 19, så vi, at Sønnen ikke gør noget af sig selv, men kun det, som han ser Faderen gør.
Der er fuldkommen overensstemmelse mellem Faderen og Sønnen, hvorfor Sønnen hører fra Faderen, og når sønnen hører fra Faderen, så omsætter han det, som han hører. Alt, hvad han hører, det omsætter han til alt det, som vi ser i Jesu liv og ord.
Så det vi ser og hører, det er Gud. Det er hans ord. Så når vi brødre og søstre kender Gud, så er det fordi Jesus, han har gjort ham kendt for os, amen. Derfor så lever vi i og udtrykker det kendskab helt praktisk ved kontinuerligt og vedvarende at holde fast ved hans levende ord, som er ånd og liv for os. Amen. Det giver os et levende håb, som vi har i ham. Man kender altså Gud først, når man holder fast ved hans ord.
4. Man følger Gud, når man holder fast ved hans ord
Endeligt her til sidst, nummer fire, så følger man Gud, når man holder fast ved hans ord. Fordi som vi så i vers 31, så er det at blive i Guds ord synonymt med det at holde fast ved hans ord. Det er en aktiv handling, som er forbundet med discipelskab. Lad os lige prøve og læse vers 31 her igen, hvor der står:
"Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie." (Johannesevangeliet 8,31)
At holde fast ved Jesu ord, det er et tegn på sand discipelskab. Amen. Hvor man følger Gud i Kristus ved troen på hans ord, som man hører, og som man griber, og som man tager imod, og som man fastholder ved Helligåndens kraft.
Tænk, fordi Sønnen allerede var der fra verdens begyndelse, fordi Sønnen altid har været der fra evig tider, så kunne selv Abraham være en discipel.
En efterfølger af den treenige Gud, vers 56 til 59:
""Abraham, jeg fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig." Da sagde jøderne til ham: "Du er endnu ikke 50 år, og du har set Abraham?" Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født." Da tog de sten op og kastede på ham; men Jesus forsvandt og forlod Tempelpladsen."
Når vi tænker på hele den her interaktion, som vi har set igennem det syvende og det ottende kapitel mellem Jesus og jøderne. Så er der det her spørgsmål om, hvem Jesus virkelig er, som er et gennemgående tema. Hans identitet, hvem er Jesus?
Det er sådan set det hele Johannesevangeliets skrift, kan man sige, handler om at vise; hvem Jesus han er. Fordi igen kapitel 20 vers 30, der ser vi evangeliets skriftets formål. Så skrev Johannes det, for at de, som hørte evangeliet, måtte tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, for at de ved den tro kunne få liv i hans navn.
Selv Abraham skulle se Herrens dag
Her i de sidste vers i vores tekst, så kommer vi til, et højdepunkt i Jesu åbenbaring af sig selv som Kristus, Guds Søn. Det ser vi ved, at han forkynder for jøderne, at selv Abraham deres, kan man sige, åndelige far jublede over at skulle se; "Min dag" siger Jesus. Han fik den at se og glædede sig.
Der er lidt forskellige udlægninger af, hvad Jesus han siger her. Men én ting jeg gerne vil fremhæve det er, at på Jesu tid, var der mange af de skriftkloge, som troede på og lærte og underviste; at Abraham, han havde stor profetisk indsigt. Og Gud åbenbarede for ham, hvad det var, at han ville gøre i de sidste tider i fremtiden ved Messias komme. Det var noget, som var en almen opfattelse omkring Abraham.
Så når Jesus han siger det her, så bekræfter han sådan set den tanke, som de allerede har omkring Abraham. Men han understreger, at den Herrens dag, som Abraham så frem imod. Som Abraham han jublede og glædede sig over. Den Herrens dag, det er Jesu dag. Amen. For Jesus er Herren. Jesus er Messias.
Det er klart, at det skaber protest blandt jøderne, som vi ser, i vers 57. De synes, det er en absurd tanke, som Jesus formidler her. Hvordan skulle han kunne have set Abraham, han er engang 50 år. Han skulle have været mindst to tusinde år gammel for at kunne have mødt Abraham.
Så alt imens det Jesus, han siger til dem i vers 56, fremkalder den hånende reaktion blandt jøderne som vi ser i vers 57. Så er det, vers 58, der tricker dem til at ville slå Jesus ihjel. Det er dér, det sker. Det er i vers 58 at "the action is". Fordi det var jo ikke bare, at de ville slå ham ihjel. Det var, at de ville skride til handling i forhold til at slå ham ihjel. Fordi her kulminerer alle de antydninger, som vi har set igennem de ting, Jesus har sagt omkring hans guddommelighed. Alle de her antydninger om hans guddommelige identitet, de kulminerer i en sætning med ni græske ord vers 58. Jesus sagde til dem:
"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født." (Johannesevangeliet 8,58)
Egō eimi
At eksistere, før Abraham blev født, og samtidig stå her foran jøderne som en mand i starten af trediverne. Det er at sige, at hans liv er et evigt liv uden begyndelse og uden ende. Jesus han siger det med den stærkest mulige betoning i det græske, amen, amen, sandelig, sandelig. Det er, som om han siger: Hvis ikke i har forstået et eneste ord af hvad jeg har sagt indtil nu, så forstå, hvad det er, jeg siger til jer lige nu.
"Amēn amēn (sandelig sandelig) legō (jeg siger) sy (til jer) prin (før) Abraam (Abraham) ginomai (blev født) egō (jeg) eimi (er)" på græsk oversat ord for ord.
"Sandelig, sandelig, jeg siger til jer, før Abraham blev født, jeg er." Sætningen slutter med "Jeg er". Jeg er, som vi også har set tidligere. Evangeliet har den her reference til Anden Mosebog kapitel 3 og vers 14; Guds guddommelige navn: "Jeg er", "Jeg er den, jeg er".
I Johannes ser vi de her syv "jeg er" udsagn; jeg er verdens lys, jeg er livets brød, og så videre. Men her i vers 58, står der: "Jeg er" til sidst i sætningen uden et efterfølgende prædikat. Som en bibelkommentator han siger, så kunne det have den retoriske funktion, at Jesus lagde op til, at jøderne selv tilføjede prædikatet og færdiggjorde Jesu sætning, sådan, at Jesus sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg til jer, før Abraham blev født: Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud." Wow!
På jødernes reaktion, kan vi se, at det netop er den afslutning, Jesus lægger op til. Fordi, som vers 59 siger: "Da tog de sten op. For at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod Tempelpladsen." Det var kun lovligt at stene nogen ifølge loven, hvis lovovertrædelsen var helt fuldstændig åbenlys, og i det her tilfælde, åbenlys blasfemi. Det viser helt klart, at jøderne forstod Jesu ord som en proklamation af guddommelig identitet som Israels Gud.
Mennesker er bedraget af synd
Budskabet og kaldet fra Jesus side var et kald til at følge Gud ved at holde fast ved hans ord. Men i stedet for at følge Gud, hvad gør de så? Så forfølger de Gud. I stedet for at følge Gud, så forfølger de Gud. Så løfter de i deres had deres våben imod ham for at angribe og tilintetgøre Guds Søn.
Når vi tænker over denne reaktion her for jøderne. Så er det let for os måske at tænke: "Hold da op, hvor var de her jøder virkelig bare onde?" Men sandheden er, at de fulgte deres overbevisning i deres bedrag, som er syndens bedrag. Kære venner, vi har alle sammen været bedraget af synden. Mennesker er påvirket og bedraget af synd.
Hvis du følger din synd, hvis du følger din lyst til at gøre det, som du har lyst til at gøre, selvom du godt ved, at det er imod Guds bud. Selv om du godt ved, at det, du har lyst til at gøre, det er imod Guds ord, og det er imod Guds vilje, så svarer det til, at du tager sten op for at kaste dem imod Jesus.
For Jesus han kom for at kalde dig væk fra syndens vej. Han kom for at sætte dig fri fra syndens trældom. Han kom for at kalde dig til at gribe hans ord og holde fast ved hans ord, slippe din synd og holde fast ved hans ord. Han kom for at kalde dig til at ære Gud, til at tro Gud, til at kende Gud og til at følge Gud. Det var det, han kom for.
Jesu ord, evangeliet om hans liv, hans død, hans opstandelse til frelse for syndere som du og jeg. Det er det, som vi fejrer her i påsken. Amen. Det er de ord, som gør, at når vi holder fast ved evangeliets ord ved tro. Så skal vi som Jesus han siger: "Aldrig se døden."
Døden er opslugt og besejret
Døden er vores fjende nummer et. Du skal dø. Jeg skal dø. Vi skal alle sammen dø. Bibelen siger, at hvis du dør i dine synder, så venter der en evighed i fortabelse. Det sted, som også beskrives som søen, der brænder med ild og svovl, det er evig pine. Det er en evig straf uden håb om løsladelse.
Men kære ven, Jesus han kom for i sin død på korset at tilintetgøre den fjende nummer et, som er døden. Han tog i sit eget legeme på korset Guds fulde straf. Det vil sige den straf, der venter mennesker i helvede, som har forkastet synden, som har forkastet evangeliet. Den straf tog han og i sin død så brød han syndens og dødens magt. Så Paulus han til Korintherne kunne forkynde Esajas profetiske ord opfyldt:
"Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?" (Første Korintherbrev 15,54-55)
Og så tilføjer Paulus i kapitel 15 vers 56 til 57:
"Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus." (Første Korintherbrev 15,56-57)
Amen. Kristus han opstod fra graven påskemorgen. Han sejrede over døden. Så alle, som holder fast ved hans ord, aldrig i evighed skal se døden.
Abraham døde og blev begravet. Alle profeterne, de døde og blev begravet. Jesus døde og blev begravet. Men efter tre dage, så var den grav tom, Amen! Fordi døden kunne ikke holde ham. Han lever, og ved evangeliet om hans sejr, så kalder han dig. Han kalder mennesker, som hører det her budskab, som endnu ikke har grebet det, som Jesus han taler om ved tro. Han kalder os til at gribe det og holde fast ved det. Så også du kan finde evigt liv ved evangeliet.
Uden Jesus så famler vi i blinde
Når det sker, så har vi også Guds løfter på, at når vi holder fast ved ham, så holder han endnu stærkere fast i os, amen. Faktisk kan vi se, at når vi når til det tiende kapitel, hvordan Jesus, han dér i vers 27 til 28 siger; at Hans får hører hans røst, og at de følger ham. Han giver dem evigt liv. De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af hans hånd. Det er gode nyheder.
Det er virkelig gode nyheder for os, brødre og søstre. Fordi uden Gud i den her verden, så er vi som får uden en hyrde. Vi flakker rundt, vi er farer vild. Vi vandrer den ene og den anden vej, og vi vandrer vores egen vej. Vi ser noget spændende her, vi går derover. Vi ser noget spændende her, vi går derover.
I virkeligheden så famler vi bare rundt i blinde, fordi selv om verden har en masse spændende, attraktive ting. Så tilbyder den kun midlertidige glæder, som i virkeligheden ender i tomhed og mørke.
Men Jesus, han kom for at føre sin får ud af mørket. Ud af tomheden, ud af forvirringen, ud af meningsløsheden, ud af syndens og dødens blinde veje og ind i sit evige rige. Hvor han holder fast i os, og hvor han giver os kraft til at holde fast ved ham.
