Bed: Forlad os vor skyld
Vi søger Gud i det skjulte. Vi søger ikke Gud, for at det skal være en eller anden religiøs ting udadtil, som andre skal se. Nej, vi søger Gud, fordi vi har en personlig relation til ham. Vi kender ham. Vi ønsker at være sammen med Gud og have samfund med Gud.
Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Vi har set, hvordan Jesus som indledning til den her bøn, som han lærer sine disciple, som er mønster bønnen for os. Mønster bønnen for de, som har Kristus til Herre og Gud til Fader, som børn af den treenige Gud. Vi har set, hvordan Jesus indleder med at belyse, hvordan at hyklerne beder. Et af de centrale problemer i forhold til den måde, som de bad på, det var, at når de bad, så kom deres bønner fra et falsk hjerte. Og det var fordi den måde de bad på, det var de bad for at blive set som fromme af andre mennesker, fordi de havde den falske overbevisning om, at deres mange ord havde indflydelse på, hvorvidt deres bønner blev hørt.
Men Jesus forklarer sine disciple, at det her har ingenting med bøn at gøre. Det har ingen ting med sand bøn at gøre. Den form for bøn, vi kaldes til som Jesu efterfølgere, at praktisere i vores kristne liv, det er bøn, som er mellem os og Gud og ikke motiveret af andre menneskers holdninger. Samt bøn, hvis åndelig kvalitet ikke er bestemt af dens talekunst eller mange flotte ord, men i hvilken grad den troendes hjerte er helt, er ret og er overgivet til Gud. Når Gud han hører os bede, så går han ikke ind sådan pedantisk og dissekere hvert eneste ord i vores bøn. Nej, så observerer han vores hjerter. I salme 66, 18-20, kan vi forstå på salmisten, at Herren hører vor bøn, når han ser retskaffenheden i vores hjerters motiver.
Joel Beeke skriver sådan her i et lille hæfte omkring bøn:
På samme måde som vi som personer må være klædt i Kristi retfærdighed, må vore bønner være drevet af holdninger, som er formet af Kristi ånd, såfremt vi ønsker, at Gud skal acceptere dem. Des mere dette er tilfældet, des mere vor bønner vil gribe fat om Gud og behage ham.
Hvad indebærer det? Jo, det indebærer blandt andet, at vi for Gud, bekender det som står mest i vejen for, at vores bønner kan blive hørt. Og hvad er det? Jamen, det er synd. Det der står mest i vejen for vores relation til Gud, det er, når der er synd, der står i vejen. Jesus lærer os i den bøn, som for os må være mønstret for hvad vores bønner skal indeholde, at bekendelse af synd, og bøn om tilgivelse for synd, må være noget helt centralt. Det er det, Jesus lærer os. Han lærer os, at når vi beder, så må vi også bekende synd. Det, som ødelægger vores forhold til Gud, det er synd. Det som gør, at vores bønner ikke bliver hørt, det er synd. Som salmisten siger i Salme 66, 18:
Havde jeg haft ondt i sinde,
ville Herren ikke have hørt mig.
Med andre ord, hvad nytter vore bønner, hvis vores synder står i vejen? Derfor er det også præcis det emne, som Jesus følger op på i forlængelse af Fadervor, hvor han i vers 14 og 15 siger:
For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.
Så det her, det understreger den fundamentale relationelle betydning af syndsbekendelse og syndsforladelse i vores forhold til Gud. Det leder os frem til det, vi netop lærer, at vi skal bede om i vores tekst i dag ud fra Fadervor vers 12:
Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Så det her er den femte af de 6 bønner, som vi ser i Fadervor. Så har vi, Katekismus spørgsmål nummer 118, og det er ikke i børne udgaven, men i voksen udgaven. Den lyder sådan her.
Hvad beder vi om i den femte bøn? Og svaret lyder. I den femte bøn, som er, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, beder vi om, at Gud for Kristi skyld vil tilgive alle vore synder. Dette tilskyndes vi til at bede om, da vi ved hans nåde er i stand til af hjertet at tilgive andre.
Som vi har set, så lærte Jesus os i den første bøn, at bede Faderen om, at hans navn må blive helliget Det vil sige, at han må blive æret, og at han må blive herliggjort i vores liv og i andres liv på alle områder. Hvad er det, som fundamentalt set hindrer, at Guds navn kan blive æret i vores liv? Det er, når der hersker synd i vores liv. Synd, som ikke er bekendt. Synd, som vi ikke har omvendt os fra. Jesus, han bruger et særligt ord her i vers 12. Nemlig det ord, som vi på korrekt vis i vores danske oversættelse oversætter med ordet skyld. Uffe Lemma er det græske ord. 'Det er et af de fem græske udtryk i Det Ny Testamente, som bliver brugt for synd.
Hvad er det, der sker, når vi synder? Jo, det der sker er, at når vi synder, så overtræder vi Guds befalinger. Når vi tænker og handler i modstrid med Guds vilje som åbenbaret i Guds ord. Hvad er det, der sker, når vi gør det? Det, vi gør, det er, at vi gør os selv skyldige over for en hellig Gud. En hellig Gud, som straffer synd i sin hellige vrede. Man kan sige, at vi hober skyld op. Som vi kender det fra den økonomiske verden, så er skyld jo noget, der skal betales, da Gud gør regnskab med menneskers synd. Som Skriften siger: Visselig, den onde forbliver ikke ustraffet (Ordsprogenes Bog 11, 21), så gør vore synder os strafskyldig. Romerbrevet kapitel 3, vers 19 siger:
Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud.
Med andre ord, alle som er under loven, det vil sige alle, som ikke tror på Kristus. Idet troens komme betyder lovens ophør (Galaterbrevet 3, 25).
Alle, som ikke tror på Kristus, er fordømt under lovens bogstav. Som lover straf til enhver, som bryder loven og dermed gør sig strafskyldig over for Gud. Men fordi vi er Guds skabninger, skabt i hans billede, så skylder vi ikke blot at holde hans bud, men også at give ham al ære. Vi skylder at elske ham. Vi skylder at tilbede ham. At lyde Jesu befaling om at være fuldkomne som vores himmelske Fader er fuldkommen. Det skylder vi ham. Vi skylder Gud alt, fordi han har givet os alt. Han har givet os liv og ånd.
Men hvad er det, som mennesker gør? Jo, det vi mennesker gør, er at vi giver Gud en knyttet næve med et oprørsk hjerte. Mennesket ønsker ikke at give, hvad det skylder. Mennesket ønsker heller ikke, at sin skyld bliver betalt, eller sin synd bliver renset bort. Det ønsker ikke lyset, fordi det elsker mørket. Det ønsker ikke sandheden, fordi det lever på løgnen. Det ønsker ikke sine gerninger skal afsløres, fordi dens gerninger er onde (Johannesevangeliet 3, 19).
Det her er menneskets åndelige tilstand. Mennesket bærer på en stor skyld på grund af de synder, det begår. Men også den synd, som det har arvet, som Bibelen taler om. Romerbrevet 5, 19 lærer os, at vi ved et menneske, nemlig Adam, vores føderale hoved, blev skyldige på grund af hans ulydighed. Men verset lærer os også, at det er ved et menneske, Kristus, også kaldet den anden Adam. At mange ved hans lydighed skal blive retfærdig. Med andre ord på grund af ét menneske, den første Adam, arver vi skyld på grund af vores kærlighed til mørket. Så gør vi det onde, og så hober skylden sig op, og det kalder på Guds straf, og dermed bliver vi strafskyldige over for Gud. Med det forstår vi også, at vores skyld er for stor for os at betale. Vi kan ikke betale vores skyld. For hvad skulle vi betale med? Loven kræver fuldkommenhed, og det har vi ikke.
Som Jesus har sagt, så må vi, være fuldkomne, som jeres himmelske Far er fuldkommen. Hvordan kan vi være det? Det er vi jo ikke. Men, i den bøn, som Jesus lærer sine disciple, så lærer han os at bede om, at vores skyld må forlade os, som vi også forlader vores skyldnere. Han lærer os at bede faderen om at tilgive os for noget, som kræver betaling. Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan kun lade sig gøre, hvis en anden end os selv, har betalt det, vi skylder. Det vil sige; giv Gud den lydighed, den ære, den kærlighed, den tilbedelse Gud fortjener af os, og endda uden at være belastet med den første Adams tilregnede skyld.
Så på det her tidspunkt, så forstår disciplene nok ikke til fulde de ting, der ligger i det, Jesus lærer dem her i vers 12. De forstår princippet i en stedfortræder, som loven lærer os om fjernelsen af skyld ved hjælp af ofre, som vi også har læst om i Mosebøgerne. Men de forstod ikke helt, hvad han lærte dem. At det var ham, at det var Kristus selv, der skulle blive netop det skyldoffer, som definitivt skulle fjerne al vores skyld ved som en stedfortræder at tage det fulde mål af den straf, som vores skyld kræver af os. Det er det vidunderlige mysterium, som de senere skulle komme til at se klart og som vi nu kan se tydeligt åbenbaret for os i Guds evangelium.
Hvad er det, vi nu kan se klart, og som gør, at det Jesus lærer os i vers 12, giver så god mening i lyset af vores fulde viden om, hvad Jesus han har udrettet på korset. Philip Ryken, siger det meget fint på den her måde:
Den skyld, vi beder Gud om at forlade os for, når vi beder på den måde Jesus har lært os at bede, er netop den skyld, som blev korsfæstet med Kristus på Golgata. Da Kristus døde på korset, blev al vores skyld slettet.
Prøv at hør apostlen Paulus ord til de hellige i Colossae. Han siger sådan her i Kolossenserbrevet 2, 13-14:
Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset...
Han fjernede det ved at naglet til korset. Det er fordi Kristus har tilgivet vore overtrædelser. Det er fordi han har tilgivet vore overtrædelser, ved at fjerne vor skyld, hvilket han gjorde ved at nagle vores gældsbevis til korset, at vi nu kan bede kontinuerligt og som syndere frelst af nåde ved tro. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vor skyldnere. Det er på grund af det, Kristus gjorde, at vi kan bede denne bøn.
Så kommer spørgsmålet. Dette store og vigtige spørgsmål det er: Okay, men antyder verset så ikke, og det er der nogle der vil tænke, at der så stadigvæk er skyld, som vedvarende må betales?
Og det er jo den katolske vranglære. Men det er desværre også en vranglære som vi ser andre steder end i det katolske. Faktisk også i det evangelikale, er der nogen der har adopteret den her tankegang om, at der stadigvæk er skyld der skal betales. Måske har nogle af jer hørt i nogen sammenhænge, nogen sige, at jeg er frelst så jeg har ikke længere behov for at bede Gud om tilgivelse mere. Fordi han har jo tilgivet mig. Min synd er jo betalt. Så nu er det ovre. Nu skal jeg ikke komme til korset mere. Nu skal jeg ikke leve i skyld og skam mere. Han har jo tilgivet mig. Jeg er ikke en synder mere. Nu er jeg fri og skal ikke længere have skyldfølelse. Nogle af jer har måske hørt denne den her tankegang?
Hyper nådebevægelsen
Det vi ser i denne her form for tankegang, den her form for udtalelser er det, som i dag også er blevet til en bevægelse, faktisk, det som man kalder for hyper nådebevægelsen. Det er en teologi, som har en så usund og proportionel vægtlægning på Guds nåde, på bekostning af Guds hellighed og retfærdighed, at det nærmest bliver en synd, at se sig selv som en synder. Og skyldfølelse, det er sådan en syndig følelse. Du må ikke føle skyld, det er jo syndigt. Det skal man nærmest omvende sig fra.
Nej, det er et bedrag at tænke sådan her. For selv om det er sandt, at al vores skyld er betalt på korset, al vores gæld er slettet, alt vores synd er fjernet og vi er frie til at leve med hjerter, som er fyldt med glæde og fred. Så gør skriften det klart, at vi som troende her på jorden stadig kæmper med iboende synd. Vi har stadig vores kødelige legemer. Der er stadigvæk synd, vi skal kæmpe med.
Det er en kamp. Johannes skriver i første Johannesbrev 1, 8:
Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.
Romerbrevet 8, 13 taler om, at hvis vi ønsker at leve, så må vi ved Åndens hjælp dræbe legemets gerninger; det vil sige synd. Det er Gud der hjælper os, til at dagligt dræbe synd i vores liv. Som John Owen har sagt:
Be Killing sin, or sin will be killing you.
Slå synden ihjel, ellers vil den slå dig ihjel. At tro, at fordi at Jesus han døde for vores synder, så skal vi ikke mere bekæmpe synd eller bekende synd. Det er at stille sig selv op som en åben skydeskive for djævelens brændende pile. Der er en grund til, at vi i Efeserbrevet 6, 11 formanes til at iklæde os den fulde rustning. Det er for at vi kan stå imod den onde, overvinde og bestå. Første Korintherbrev 10, 12 advarer den, som tror, at han står, om at se til, at han ikke falder.
Hvorfor bede Gud om at forlade vores skyld?
Men hvad så med det her spørgsmål omkring skyld? Hvordan svarer vi dem, som rejser dette spørgsmål om, hvorfor vi beder Gud om at forlade vores skyld? Når vi siger, at Jesus allerede fuldt ud har og helt tilstrækkeligt har betalt for vores skyld på korset. Når han nu har betalt vor skyld, hvorfor skal vi så bede om, at han må forlade vor skyld? Her kommer John MacArthur med et rigtig godt svar, som jeg gerne vil citere her. Han siger:
Troende har erfaret Guds én gang for alle juridiske tilgivelse, som de modtog i det øjeblik, de satte deres lid til Kristus som frelser.
Vi er nu, ikke længere under fordømmelse, siger han. Ikke længere under dom. Ikke længere bestemt til helvede (Romerbrevet 1,8). Den evige dommer har erklæret os benådet, retfærdiggjorte, retfærdige. Ingen mennesker eller satan kan fordømme eller bringe nogen anklager mod Guds udvalgte (Romerbrevet 8, 33-34).
Men fordi vi stadig falder i synd, så har vi ofte behov for Guds nåderige tilgivelse. Hans tilgivelse, ikke som dommer, men som Fader. Der har vi nøglen. Her ser vi det. Jesus han lærer os at bede til ham, som er vores Fader. Vi kommer ikke til ham som dommer, men til ham som Fader, fordi han har gjort os til sine børn i Kristus. Det er i den personlige relation, vi har fået til Gud i Kristus, at vi kan komme til Faderen med en erkendelse om, at vi er svage, med en erkendelse om, at vi har faldet, med en erkendelse om, at vi fejler. Vi har syndet og bedt ham om: Gud, forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Grundlaget for den personlige relation, hvor vi kan komme til Gud på den her måde. Grundlaget er, at Kristus netop har en gang for alle betalt, det som vi skylder Gud. Det har Kristus betalt én gang for alle. Hvis vi forsøger at skjule vores synder for Gud med en falsk ide om, at syndsforladelse det ikke længere er relevant, så bedrager vi os selv. Så vandrer vi i mørket.
Men skriften siger, at hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset; det vil sige, at vi erkender, at vi er syndere. Og så med hensyn til vores personlige relation til Faderen, har behov for hans tilgivelse, så har vi, som første Johannesbrev siger, fællesskab med hinanden og Jesus, hans Søns blod renser os for alt synd. Lad os lige se første Johannes Brev hvor det står i vers kapitel 1, 9:
Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.
Så hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor og sandheden er ikke i os. Men hvis vi bekender vore synder; det er det, vi gør, når vi kommer til Faderen og beder om syndsforladelse. Hvis vi bekender vore synder, så er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Det er gode nyheder!
Ydre fromhed eller brudte hjerter
Det er den personlige relation til Gud, som gør, at den bøn, som Jesus lærer sin disciple, er en enestående bøn. De var vant til at se, hvordan de skriftkloge yndede at stå på gadehjørnerne og bede lange fromme bønner. Men for mange af dem, så var det bare bønner, som egentlig svarede til det, som Herren han sagde om sit folk gennem profeten Esajas. Han sagde i Esajas 29, 13:
Dette folk dyrker mig med munden
og ærer mig med læberne,
men deres hjerte er langt borte fra mig
Med andre ord gjorde de det i det ydre. De havde ikke den personlige relation til den levende Gud, som kommer til udtryk i et indre liv med Gud, hvor man, som Jesus sagde, søger Gud i det skjulte. Vi søger Gud i det skjulte. Vi søger ikke Gud, for at det skal være en eller anden religiøs ting udadtil, som andre skal se. Nej, vi søger Gud, fordi vi har en personlig relation til ham. Vi kender ham. Vi ønsker at være sammen med Gud og have samfund med Gud.
Det er også en relation, der kommer til udtryk i det vores tekst i dag taler om. Når vi som syndere falder, når vi rammer ved siden af målet og gør det som ikke er ret, gør det som er ondt i hans øjne, siger noget, tænker noget og gør noget som er forkert. Noget som er imod Guds vilje. Jamen så vidner Guds ånd i os imod os og vi kan mærke det. Vi bliver fordømt i vores samvittighed. Vi kan mærke skammen, når vi har gjort noget forkert. Vi erkender vores fald, vi ser vores svaghed, og vi fortryder vores overtrædelse. Fordi vi frygter Herren, fordi vi elsker Gud, fordi vi kender ham som vores egen Far.
Hvad gør vi så? Løber vi så bare væk fra ham og siger, nej, nu vil han ikke have noget med mig at gøre mere. Nej. Vi løber hen til ham. Vi skjuler os ikke for ham. Vi løber hen til Gud. Vi bøjer vores knæ for ham. Vi bekender vores synder for ham. Vi beder af hjertet til den levende Gud, som vi har en personlig relation til. Vi beder Far, forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere. Herre, rens mig for den synd. Herre, tilgiv mig. Herre, styrk mig igen på ny, så jeg kan leve ret for dig, så jeg kan leve et helligt og rent liv for dit ansigt. Det er det, vi beder om.
Kun de, som kender Gud på den her personlige måde, og det vil sige, de, som i sandhed er født på ny, kan bede oprigtigt på den måde som Jesus, han lærer os her i vers 12. Man kan ikke bede denne bøn, hvis ikke du er født på ny.
I en lignelse i Lukasevangeliet 18 skildrer Jesus også denne her kontrast mellem farisæernes ydre fromhed med hjertets hårdhed, og de som erkendte deres synd med brudte hjerter. Det er lignelsen om farisæeren og tolderen, som vi ser i Lukasevangeliet kapitel 18, 9-14:
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Når vi kommer til vers 12 i Fadervor, så forstår vi, at bønnen til Faderen om at forlade os vores skyld er en bøn, der i ydmyghed erkender, hvem vi virkelig er i forhold til ham. Han er hellig. Vi er syndere. Derfor ser vi ikke ned på andre med foragt og ligesom sætter os selv over andre. Som om vi var uden skyld, ligesom hyklerne. Nej, det at vi netop kender Gud som vores egen far, gør, at vi på baggrund af Jesu blod kan nyde det privilegium, at komme til ham med vores skyld, komme til ham og bede ham om forladelse.
Kong David, han var en af de Guds tjenere, som i den grad lærte, at det, Gud ønsker af sit folk, det er ikke ydre handlinger i form af slagtoffer, afgudsoffer og brændoffer. Men de ofre som Gud ønsker, det er de ofre, som hans folk giver, når de kommer til ham med et sønderbrudt hjerte. En sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og et sønderknust hjerte (Salme 51).
Hvordan står det til med dit hjerte?
Kære bror og søster. Jeg vil spørge dig hvordan står det til med din hjerte? Takker du Gud for, at du ikke er som de andre mennesker, de der beskidte syndere. Eller slår du dig for brystet ligesom tolderen med et sønderbrudt og et sønderknust hjerte, i en erkendelse af, at også du er en synder, som har behov for Guds nåde hver dag? Hvordan står det til med dit hjerte?
Herren kalder os med det her budskab, som vores tekst taler til os om. Han kalder os til at ydmyge os for Herrens ansigt. Det, at du og jeg kan komme til Faderen som hans børn med hjerter, som er fyldt med Guds ånd. Guds ånd som råber ABBA, Fader! Min egen far.
Det, at vi kan det, det kom med en stor pris. Vi blev købt dyrt, står der i første korintherbrev 6, 20. Al den skyld, prøv at tænk på al den skyld, vi har hobet op. Og det gælder alle Guds børn gennem alle tider. Al den skyld, den valgte Gud i sin kærlighed til os, at betale for. At slette ud med sin egen søns dyrebare blod.
Skriften siger, at uden blodsudgydelse er der ingen tilgivelse for synd (Hebræerbrevet 9, 22). Men som vi har set i dag, så var det ikke bare blod, der skulle til i sig selv. Det var ikke bare blod som blod. Nej, det var blod, der flød. Det var det blod, som flød fra det fuldkomne. Guds uskyldig, rene, retfærdige og hellige søn. Han, som Gud gjorde til synd for os, for at vi kunne blive til Guds retfærdighed i ham. Guds lam, det slagtede som med sit blod sonede verdens synder. Vi har læst fra Kolossenserbrevet om, hvordan Gud med det her offer, tog al vor skyld og naglede det til korset.
Philip Ryken beskriver hvordan, at netop det her billede er så stærkt. Det her billede med at han naglede vores skyld til korset, er så stærkt, fordi det svarer faktisk til den måde man i den antikke verden annullerede skyld.
Når en skyldner endelig fik betalt sin gæld, skete der det, at så ville kreditoren tage et søm og navle det igennem. Tage et søm og slå det igennem gældsbeviset. Det var ligesom et tegn på, at nu var skylden betalt. Det gjorde man i den antikke verden. På samme måde, så tog Gud et søm og drev det direkte ind gennem den uendelige byrde af skyld, som vores synder har belastet os med. Og det gjorde han der, da Kristus blev naglet til det kors.
Som Guds børn, så har vi nu ikke længere et udestående. Vores gæld, den er blevet betalt. Vores skyld, den er blevet slettet? Sikke en frelser, sikke en Gud vi tjener. Han har slettet vores skyld. Han har betalt vores gæld. Vi er frie. Der er ikke længere fordømmelse. Det er fantastisk. Det er et fantastisk evangelium.
Skulle du være her, og du har lyttet til det her budskab, og måske har du den erkendelse, at du rent faktisk ikke har fået fjernet dit gældsbevis. At der er er en afstand, og der er et fjendskab til Gud, som gør, at du ikke kan kalde dig selv for et Guds barn. Så lad i dag være den dag, hvor du vender dig fra din synd, hvor du kommer til Gud i omvendelse og tro og sætter din lid til Jesus Kristus som Herre og frelser. Lad det være i dag, du gør det. Lad det være dagen, hvor du lægger din synd ned for korsets fod. Lad det være dagen, hvor du vender dig til Gud og får fred med ham.
Til os som troende, så lad os tage imod det her budskab som en anledning til at ransage vores egne hjerter. En anledning til at komme til Faderen med enhver skyld. Om det er på grund af stolthed eller på grund af hårdhed. Enhver form for synd i tanke, tale og gerning. Må det være en anledning til, at vi kan komme til Faderen og bede ham om forladelse for Jesu skyld, og med henblik på at have et ret forhold til Gud. Den Gud, som vi kender personligt. Den Gud, som vi elsker af hele vores hjerte.
Ligesom vi i den fjerde bøn beder Gud om dagligt brød, så må vi med den femte bøn også bede og lade erkendelsen af vores skyld, være en daglig anledning til at bede Gud om forladelse, fordi det er dagligt, vi må komme til Gud og se Gud tilgive mig.
Vi er svage som mennesker, men han er stærk. Så meget, som vi hver især må have de her principper med i vores individuelle andagts liv, så må vi også her afslutningsvis bemærke i det her vers. Jeg ved ikke, om i har lagt mærke til her i vers 12, at det rent faktisk er en kollektiv bøn, Jesus lærer sin efterfølgere. Han lærte dem at bede den her bøn, ikke som enkelte individer, men som et samlet folk. Vi beder ikke forlad mig min skyld. Men forlad os vor skyld. Så det her er en bøn, som vi må bede som Guds forsamling. Som Guds menighed i fællesskab. Og det betyder, at det er os, hvor vi som forsamling har svigtet. Dér, hvor vi som menighed har svigtet Gud. Der hvor vi, som et samlet folk i landet ikke har gjort det, vi skulle, ikke har sagt fra, der hvor vi burde. Eller rejst os op imod ondskab, som vi var forpligtet til, så må vi også dér bede faderen, som hans børn, i hans forenede forsamling om, at forlade os vor skyld og vise sin nåde imod os. Amen.
