Bed: Led os ikke ind i fristelse
Vi beder om, at Gud enten vil bevare os fra at blive fristet til at synde eller bistå og udfri os, når vi fristes.
Der er noget helt fundamentalt omkring bøn i det kristne liv. Puritaneren Matthew Henry har sagt, at de, som lever deres liv uden bøn, vil leve uden Gud i denne verden. Et kristent liv er et bedende liv. Det er et liv, hvor bøn strømmer naturligt fra en sjæl, som er blevet gjort levende ved Guds Ånd.
Når vi beder, så gør vi det, som Ånden også gør I os. Når vi kæmper med at bede, så opmuntrer Skriften os om, at Gud kommer os til hjælp, om at Ånden går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og om at Jesus også beder for os. Han er vores ypperstepræst, som går i forbøn for os. Vi får hjælp til at bede, og han styrker os i den gerning at bede.
Han vidste, at vi ville komme til at kæmpe - både med bøn, men også med alle mulige andre ting i vores liv. Han ved, at vi er svage, fordi vi lever i en falden verden, og vi er ikke nået til herligheden endnu, så der vil være kamp omkring stort set alting i det her liv. Derfor måtte han også lære os, i forhold til bøn, hvordan vi skal bede.
Jesus lærte os det, og det ser vi specifikt her i vores tekst i Matthæusevangeliet, det sjette kapitel. Da Jesus lærte sine disciple denne bøn, var det, som vi har set, for at give dem en ret forståelse for, hvad sand bøn er, og hvad bøn bør indeholde.
Det handler ikke bare om at at bede, for det gjorde hyklerne også. De bad en helt masse. Men det handlede om at bede ret. Både i forhold til indholdet af vores bøn, men også i forhold til den indstilling, som vores hjerte har, når vi kommer til Gud i bøn.
Kundskab leder til iver
Ordsprogenes Bog kapitel 19 og vers 2 siger, at "iver uden kundskab er af det onde". Hyklerne var ivrige i deres bønner, men det var uden sand, frelsende kundskab og den personlige relation til den levende Gud, som vi kaldes til at have.
Det, Jesus vil give sine disciple, og det, vi som Guds folk må søge at få, med hensyn til den bøn, som Jesus lærer os i Matthæusevangeliet kapitel 6, er en iver med kundskab. En iver med kundskab, hvormed vi ivrigt søger Gud i bøn. Kundskaben om hvem Gud er, leder os til med iver og med Jesu anvisning at prise Faderen for, hvem han er som Gud i himlen og bede ham om at gøre os i stand til at herliggøre ham i alt.
Kundskaben om Guds frelsesplan, som åbenbaret i hans ord, leder os til med iver og med Jesu anvisning at bede om Guds riges komme og Guds riges udbredelse. Kundskaben omkring Guds ord, Guds lov, leder os til med iver og med Jesu anvisning at bede om Guds vilje, at den må ske, og at vi også ved Guds nåde må gøres i stand til at gøre Guds vilje i alt.
Kundskaben om vores reelle menneskelige og åndelige behov leder os til med iver og med Jesus anvisning at bede om vort daglige brød. Kundskaben om hvem vi er som mennesker i Adams faldne slægt gør, at vi også ved Guds nåde bliver bevidste om og ledes til med Jesu anvisning at bede om syndernes forladelse, og, som vi også specifikt skal se på i dag, Guds bevarelse fra fristelse til synd og styrke til at overvinde fristelserne og prøvelserne, når vi udsættes for dem.
Den åndelige kundskab er afgørende. Den er afgørende for, at Fadervor ikke bare bliver en eller anden remse. Det ved vi, at det er for mange mennesker. Der er mange danskere i dag, som beder Fadervor bare som en eller anden remse, uden at de kender Gud. Men for os bliver det et mønster. Et mønster for, hvordan vi søger Gud i bøn.
Fristelse
Vores katekismus-spørgsmål 119 - det er voksen-udgaven - svarer på dette spørgsmål: Hvad beder vi om i den sjette bøn? Svaret lyder: I den sjette bøn, som er "Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde", beder vi om, at Gud enten vil bevare os fra at blive fristet til at synde eller bistå og udfri os, når vi fristes.
Med afsæt i Matthæusevangeliet kapitel 6 og vers 13a skal vi i dag tale om et emne, som vi desværre allesammen kender alt for godt og forhåbentlig ønsker, at vi slet ikke kendte til; nemlig fristelse.
Russell Moore har skrevet en bog, der hedder "Tempted and tried" (Fristet og prøvet), og han skriver, meget skarpt, sådan her:
"Der er en grund til, at du ønsker det, du ikke ønsker at ønske."
Som vi så sidste gang ud fra vers 12, så beder vi Faderen om at forlade os vor skyld. Det gør vi, selvom Jesus har slettet alt vor skyld og fjernet den. Af hensyn til vores relation til Gud, vores personlige relation til Faderen, så beder vi om, at han må forlade os vor skyld. Det gør vi, fordi han har frelst os. Det er en anerkendelse af, at selv om vores kødelige legemer en dag skal forvandles i ét nu, når vi møder Herren Jesus, så er vi altså ikke forvandlet endnu.
Vi er stadig på denne jord, hvor vi er ufuldkomne, og vi har behov for, igen og igen, at komme for Jesu fødder og komme til Faderen med bøjede knæ og bede ham om forladelse. Den himmelske stad er den, vi glæder os til; den ligger forude.
Vi er der ikke endnu. Vi befinder os på en pilgrimsvandring, og den pilgrimsvandring, som vi er på, er belastet med en masse farer, en masse fristelser og en masse prøvelser, som vi helst gerne vil være foruden. Men når Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 7, vers 24 - han udbryder sådan her:
"Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?" (Romerbrevet 7,24)
så er det fordi, der er en rest af Adams faldne slægt, som stadig ligger i os.
Selvom dens ultimative magt er brudt i Kristi sejr, så er vi stadigvæk i vores kød, og det gør, at vi ofte ønsker ting i vores kød, som vi ikke ønsker at ønske, fordi vi har fået en ny ånd. Vi er jo blevet frelst, så der er ting i os, vi ikke ønsker var der. Det er derfor, vi har en kristen kamp, og vi må stride den gode strid imod de her ting.
Det nye hjerte og den nye ånd, som Gud har givet os, gav han os, da vi troede på Jesus Kristus til frelse. Vi blev født på ny. Den gør, at det, vi før havde en kærlighed til, har vi nu en afsky for; og det er synden. Vi har fået et nyt forhold til synd, nu hvor vi er blevet frelst. På den måde intensiveres vores ønske i os om ikke at ønske særlige ting. Det intensiveres i os.
Gud frister ikke
Det, vi skal se på om lidt, er, at det her med fristelse er lidt mere komplekst end som så. Det, vi kan se i Guds ord, og måske også kender fra vores eget liv, er, at Gud nogle gange også sætter os på prøve. Det ved jeg ikke, om I nogensinde har oplevet; at blive sat på prøve. Så hvordan skal vi helt konkret forstå det, når Jesus lærer os at bede: "og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde"?
Kigger man på det græske ord for fristelse, så stammer det fra et ord, som har at gøre med prøvelse. Specifikt i dette vers. Men i denne sammenhæng bliver ordet brugt i relation til det onde; det vil sige til alt det, som Gud ikke ønsker, at vi på nogen måder skal ledes ind i. Her er det vigtigt at kvalificere, hvad der menes med "ledes ind i", fordi skriften gør det klart, at Gud ikke frister os til at gøre noget, som er imod hans vilje. Sådan er Gud ikke.
Jakob skriver i det første kapitel af sit brev (Jakobs brev 1,13), at Gud ikke fristes af det onde, og "selv frister han ingen", står der. Men i verset forinden står der, at
"salig er den, som holder ud i prøvelse" (Jakobs brev 1,12)
og i vers 2-3 står der, at vi kun skal regne det for en glæde, når vi kommer ud for prøvelser af forskellige slags, idet det skaber udholdenhed, når vores tro prøves. Her er ordet for prøvelser, som vi ser i Jakobs brev, det samme ord, som det, vi ser i Matthæusevangeliet 6,13, som oversættes med fristelse.
Men det, vi skal forstå her i relation til den sjette bøn, er, at det ikke er en bøn til Gud om at beskytte os fra at blive fristet. Men det er en bøn til Gud om, at når fristelserne kommer, at vi ikke falder i dem. Motivet for bønnen er, at det, som er af det onde - det vi som kristne nu har fået et hjerte, der afskyr - er det, vi har brug for Guds nåde til at holde os langt væk fra. Vi har brug for nåde til at holde os langt væk fra det onde.
Det er en bøn om nåde og styrke fra Gud til at holde stand mod djævelens snigløb. Og Gud giver den troende det løfte i sit ord, at han er trofast, og han vil ikke tillade, at vi fristes over evne, men sammen med fristelsen skaber han en udvej, så vi ikke bukker under. Det står der i Første Korintherbrev 10,13.
Det er gode nyheder for os, der kæmper med fristelser. At Gud er der, han hjælper os, han styrker os, og han skaber en udvej for os. Der er altid en udvej. Der, hvor vi får styrke fra Gud til at vælge de udveje, som han giver, er det gennem bønnen - herunder den sjette bøn, som Jesus lærer os. Det er der, vi finder styrken. Det er, når vi har samfund med Gud og beder til ham.
Faren ved fristelse
Når vi reflekterer over, hvad den sjette bøn lærer os, kan vi tænke over tre ting med hensyn til fristelse. Vi kan tænke på faren ved fristelsen; faren ved at falde i fristelsen og så frugten af at holde stand under fristelse. Og nummer tre; friheden ved sejren over fristelsen.
Lad os se på den første: Faren ved at falde i fristelse. I Matthæusevangeliet 26,41 siger Jesus til Peter i Gethsemane Have:
"Våg og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt." (Mattheæus 26,41)
I kampens hede, hvor den åndelige kamp rasede mest, og hvor der var størst behov for at søge Gud i bøn, hvad var det disciplene gjorde? De sov.
Jesus havde ellers udfordret Peter og de to Zebedæussønner. Midt i sin sorg og angst og i lyset af det, som Jesus stod over for - at bære verdens synd - der bad Jesus dem om at blive der og våge sammen med ham. Men i stedet for at se Jesu fortvivlelse og kæmpe sammen med Jesus, faldt de for fristelsen til at give efter for deres kødelige trang til søvn.
Hvis blot Peter havde husket, hvad Jesus havde lært dem i den sjette bøn: "Led os ikke ind i fristelse", så kunne han have fået styrke til at kæmpe den åndelige kamp sammen med Jesus. Jeg tror, at der ikke er nogen tvivl om, at Peter siden hen så tilbage på timerne i den have med fortrydelse.
Med det nederlag i baggagen, fik Jesu lære om bøn også stærkt tag i Peters liv, så han senere kunne skrive i sit første brev i kapitel 4 vers 7: "Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede;" og vers 12-13:
"I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, (...) men glæd jer, når I deler Kristi lidelser". (Første Petersbrev 4,12-13)
Det skrev Peter. Peter kendte alt for godt til, hvad det var ikke at være besindig. Han kendte alt for godt til, hvad det var ikke at være årvågen og bestå de her ildprøver, som vi udsættes for. Derfor kunne han også, med sin egen erfaring - han som faldt i fristelse og endda fornægtede sin herre tre gange - advare de kommende generationer af Guds folk med ordene, i Første Petersbrev kapitel 5 og vers 8-9:
"Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen". (Første Petersbrev 5,8-9)
Vi må være akut bevidste omkring farerne ved at falde i disse fælder af fristelse, som vores modstander, djævelen, lægger ud på vores vej. Djævelen er, som han er. Han har ingen skrupler. Han sparker, når man ligger ned. Han går målrettet efter de områder i vores liv, hvor han ved, at vi er svage.
Djævelen kendte Davids svaghed, så han fristede ham med Batseba. Han kendte Asafs svaghed, så han fristede ham med jalousi og bitterhed, som vi læser om i Salme 73. Han kendte Samsons fristelse, så han ledte ham i filistrenes fælde. Han kender også dine og mine svagheder, og derfor må vi som troende også kende vore egne svagheder. Vi må tage de midler i brug, som Gud har givet os, så vi ikke falder på netop de områder, hvor vi ved, at vi er svage.
Vi ved, at djævelen kommer med fristelser og frister os til at give efter for alle mulige forskellige ting. Det kan være vrede, bitterhed, utilgivelighed, griskhed, urenhed, løgn, frygt, vantro, og vi kunne blive ved - med alle mulige forskellige områder. Men det kan også være nogle af de mere snigende ting som hovmod og selvretfærdighed eller dovenskab og selvtilstrækkelighed. Du ved, hvor du er mest svag, fordi du ved, hvor du har faldet mest. Du ved også, at hvis du skal kæmpe i din egen styrke, vil du komme til at falde igen og igen.
Står du fast på Guds ord?
Men det, vi som troende må spørge os selv om, er: "hvad er det, jeg gør, når fristelserne kommer?" Lytter du til djævelen, som hvisker i dit øre: "Ah, du er så svag! Lad nu være med at bruge al den energi. Du kan lige så godt bare give efter for den her fristelse." Er det sådan, du tænker? Eller genkender vi Guds røst?
Gud siger i sit ord: "Vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke." Det er i forlængelse af passagen om Guds fulde rustning; sandhedens bælte, retfærdighedens brynje, villighedens sko, troens skjold, frelsens hjelm, Åndens sværd, som er Guds ord, at formaningen lyder:
"Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne" (Efeserbrevet 6,18)
Hvis ikke vi beder om hjælp og nåde i kampens hede, så bliver vi ramt af djævelens brændende pile lige direkte dér, hvor vi er svagest, og så falder vi for fristelserne. Det er for farligt for os at være uopmærksom omkring de farer, der lurer, og vi er svagt stillet, hvis ikke vi søger at kende Guds ord, og hvis ikke vi med Guds ord - som jeg har været inde på; den åndelige kundskab, som vi får fra Guds ord - står djævelen imod.
Vi ser det, da Jesus selv blev fristet i ørkenen, i Matthæusevangeliet det 4. kapitel. Hvad var det, Jesus svarede djævelen, da han blev fristet med brød midt i sin faste? Han svarede:
"Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund." (Matthæus 4,4)
Hver gang djævelen fristede ham, svarede han med: "Der står skrevet." På samme måde må vi svare imod, når der kommer fristelser. Vi må pege på Guds ord og sige: "Der står skrevet." Det er Guds ord, som er sandheden omkring vores situation, og omkring hvordan vi skal agere.
Når Guds ord er i os, ikke blot forankret i vores hukommelse, men forankret dybt i vores indre menneske - i vores hjerte - så forsyner det os med den styrke, vi har brug for, for ved Guds nåde at blive bevaret fra at falde i fristelse.
Frugten når vi holder stand
Men ud over alle farerne omkring fristelser, så er der også et andet aspekt, vi skal være opmærksomme på. Det er den frugt, som vi bærer i vores liv, når vi lærer at holde stand imod fristelserne. Der er en sandhed i det udsagn, der siger sådan her:
"Den, Gud giver det største kald, er også den, Gud sætter over for de største fristelser eller - vi kan også bruge udtrykket fra Jakobs Brev - prøvelser".
Vi kan blot se på Jesus, om hvem forfatteren til Hebræerbrevet skrev, at "han blev fristet i alt". Men læg mærke til, hvordan Lukas i sit evangelium beskriver afslutningen på Jesu prøvelser i de fyrre dage i ørkenen, hvor Jesus blev fristet, i Lukasevangeliet 4,14: "Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa."
Fristelserne havde ikke drænet ham for kraft. Nej, hans holden stand imod dem med Guds ord fyldte ham med kraft, og kort tid efter prædikede han fra Esajas: "Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig."
Tilbage til Jakobs Brev. Hvad er det, prøvelserne gør ved os, når vi lærer at holde stand? De skaber frugt i vores liv, og det er den frugt, vi kalder udholdenhed. Hvad siger Jakob om denne udholdenhed? Jakobs Brev kapitel 1 og vers 4:
"Den fører til fuldendt værk, for at vi kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget." (Jakobs brev 1,4)
Amen. Fuldkomne og helstøbte. Det er det, vi kaldes til at være.
Martin Luther
Jeg tror, det var tilbage i 2016, at vi havde en ferie til Tyskland. Vi tog ned til Eisenach og Wittenberg og fordybede os lidt i Luthers historie og hans vidnesbyrd. Efter Martin Luther havde sine 95 teser der i 1917, som han publicerede, startede der en bevægelse, der førte til den protestantiske reformation.
Efterfølgende skrev Luther en masse forskellige skrifter, hvor han kritiserede paven og den romersk-katolske kirkes vranglære. Gennem studiet af Guds ord, havde Herren åbnet Luthers øjne for sandheden i læren om retfærdiggørelsen ved tro på Kristus alene. Men vejen dertil var en vej, som var belagt med en masse forskellige prøvelser for Luther.
Han nægtede at tilbagekalde sine skrifter. Han blev erklæret fredløs. For at redde hans liv, fordi han ville være blevet slået ihjel af myndighederne, arrangerede én af hans venner, at han skulle bortføres. De bortførte ham til et slot, hvor han var i eksil i et helt år. Det var slottet Wartburg, hvor han arbejdede intenst på oversættelsen af hele Det Nye Testamente, og det gjorde han på ret kort tid.
Men samtidig med det, var denne tid i Wartburg-slottet en meget intens tid for Luther i forhold til den åndelige kamp, han oplevede. Han oplevede, at hele kirken var imod ham. Han følte sig ensom. Han følte sig fordømt som en fjende af Kristus og evangeliet. Det var det, han følte. Det siges, at han under en af sine intense kampe på Wartburg-slottet, i en bestemt anledning, kastede en flaske blæk ind mod væggen, fordi han oplevede, at det var som om, at djævelen viste sig for ham for at pine ham. Luther skrev på et tidspunkt til en ven sådan her:
"I den her stille ensomhed bliver jeg udsat for tusind djævle. Det er meget lettere at kæmpe mod djævelen i kød og blod (mennesker) end med uretfærdighedens åndsmagter under himlen."
Men for Luther, var hans "anfechtung" - hans kampe - gennem fristelser og prøvelser, også noget, der gjorde ham stærk. Han sagde:
"Prøvelserne har været min Master of Divinity (hans cand.theol. grad)"
Han sagde også:
"En kristen, som har været fristet, er mere værd end tusind, som ikke har været det."
Vi ser dette princip også fra Jakobs Brev om, hvordan prøvelser, af forskellig slags, for den troende netop bruges af Gud til at skabe karakter i os, således at vi får den styrke, der skal til for at tjene ham i det kald, han giver hver enkelt af os. Det er det princip, vi ser mange steder i Guds ord; hvordan han sætter sit folk på prøve.
Abraham skulle ofre sin søn, Isak. Han satte ham på prøve. Josef blev solgt som slave af sine brødre. Han blev udsat for forskellige prøvelser. Moses måtte flygte fra Egypten og arbejde som fårehyrde i 40 år for at lære en hel masse fra Gud omkring tro og tålmodighed, før han kom ud i sit kald.
Klynge os til håbet i hans løfter
Som forfatteren til Hebræerbrevet skriver, så ville tiden slippe op, hvis vi også skulle fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og alle profeterne. Men pointen er, at Gud prøver sit folk, og det gør han også ved at udsætte dem for fristelser, for at de må lære at stole på Gud og klynge sig til deres håb i hans løfter.
Hver gang de gør det - hver gang vi siger, som Jesus sagde: "Der står skrevet" frem for "jeg giver op" - så producerer det noget i vores liv. Det producerer noget godt i vores liv. Det gør, at vi kan komme ud af prøvelser i Åndens kraft frem for at komme ud af prøvelser med en nedslået ånd. Som Joel Beeke har sagt:
"En hær der aldrig kæmper, bliver aldrig klar til krig."
De kampe og prøvelser, som Gud fører os ud i er med til at gøre os kampklare til tjeneste for Herren. De er med til, som Jakob skriver, at gøre os helstøbte. Så igen, når vi kommer til den sjette bøn, beder vi ikke Gud om at skåne os fra enhver fristelse eller prøvelse, men vi beder ham om at fri os eller bevare os fra at falde i fristelser og bukke under i prøvelserne.
Den historiske Heidelbergkatekismus, som i øvrigt også er oversat til dansk, beskriver rigtig godt, hvad det betyder, når der i den sjette bøn står "led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde." Den siger sådan her:
"Da vi af os selv er så svage, at vi intet øjeblik kan bestå, og da vore erklærede fjender - djævelen, verden og vort kød - ikke ophører med at anfægte os, så bevar og styrk du os med Helligåndens kraft, så vi må kunne gøre fast modstand mod dem og ikke bukke under i denne åndelige kamp, indtil vi endeligt vinder fuldstændig sejr."
Må vi bede sådan her, kære venner. Også i denne tid, hvor vi bliver prøvet hver især på forskellige områder. At Herren må virke sin frugt i vores liv, at han må bygge sin karakter i vores liv som troende.
Friheden når vi sejrer
Vi har talt omkring farerne ved at falde i fristelser, frugten ved at holde stand under fristelser, og nu vil jeg afslutningsvist sige lidt omkring friheden ved at sejre over fristelserne.
Når Jesus lærer os at bede: "led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde", så er det for at give os et middel til at sejre over det onde. Vi kan ikke slippe for den ondes tilstedeværelse. Så længe vi lever i denne syndige verden, i vores kødelige legemer, kan vi ikke slippe for det. Men vi kan få nåde og styrke fra Herren til at besejre den onde, når han angriber os eller lægger fælder ud foran os. Og vi kan få visdom fra Gud til at leve på en sådan måde, at vi bevidst lægger afstand til de områder af fristelser, hvor vi ved, at vi bliver udsat for fare. Det kan Herren styrke os til. Som der er én, der engang har sagt, at:
"hvis ikke du ønsker, at djævelen skal friste dig med den forbudte frugt, så hold dig langt væk fra hans frugthave".
Hvis man ved, at der er landminer - forestil dig denne vej; der ligger en masse landminer ude på denne vej - så gør man ikke det, at man forsigtigt går ud ad denne vej og forsøger at undgå landminerne. Nej, man tager en anden vej. Er det ikke rigtigt? Man finder en anden vej, fordi man ved, at man helst skal undgå at blive ramt af de her ting. Selv om det er en omvej, der tager længere tid, så finder man altså bare en anden vej.
Om nogen lærte kong David os, at der var nogle veje, som han bare ikke skulle gå ned ad. Han skrev i Salme 18, hvordan Herren førte ham ud i det åbne land, og hvordan han med Guds bud for øje tog sig i agt for synd. I Salme 119 siger salmisten ligeledes, i vers 11:
"Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde mod dig." (Salme 119,11)
Med andre ord: Jeg tager mine forholdsregler, fordi jeg ved, hvor tilbøjelig mit hjerte er til synd. Derfor gemmer jeg Guds ord i mit hjerte, så når fristelserne kommer, kan jeg stå imod med Ordet. Det er heri, friheden består, brødre og søstre, i forhold til at sejre over fristelserne. Dels at vi kender vores egne svagheder, dels at vi også forstår, hvor vi finder vores styrke til ikke at falde, der hvor vi er svage. John Owen skriver sådan her i sin bog "Overcoming temptation and sin":
"Lad den, som møder fristelser, arbejde på at kende sit eget hjerte, at være bekendt med sin egen sjæl, sit temperament, sit begær og fordærv, sine naturlige, syndige eller åndelige svagheder, for at han, ved at kende hvor sine svagheder ligger, må være omhyggelig med at holde afstand til alle anledninger for synd."
Vi må kende vores svagheder
Du ved bedst, hvor du er svag. Du ved på hvilke områder, du bliver fristet. Du ved, hvor ofte du falder. Men hvis vi skal leve i frihed som kristne, og det skal vi, for "Til den frihed har Kristus befriet os" (Galaterbrevet 5,1), så må vi, ud fra vores kendskab til os selv, være omhyggelige med at skabe for os selv en sikkerhedsafstand til de ting, der kan give anledning til synd i vores liv.
Peter skriver i sit andet brev, at
"det, man ligger under for, er man slave af" (Andet Petersbrev 2,19)
Ligger du under for dine svagheder, så bliver du slave til dine svagheder. Jesus sagde, at enhver, som gør synden, er syndens træl (Johannesevangeliet 8,34), men som troende er vi kaldet til frihed. Vi er ikke kaldet til trældom. Vi er kaldet til frihed, og derfor kaldes vi til vedvarende, som Hebræerbrevet 12,1 siger, at
"frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os". (Hebræerbrevet 12,1)
Så hvordan skal vi leve i frihed og sejr over fristelser? Vi må kende vores svagheder, og vi må tage vores forbehold, så vi beskytter os selv, og så må vi kende Guds ord, som giver os åndelig kundskab og visdom til at agere efter Guds vilje, når vi udsættes for prøvelser og fristelser af forskellig slags.
Med Guds ord i vores hjerter, må vi sige nej til verden. Vi må sige nej til synden. Vi må sige nej til det kødelige liv, det verdslige liv. Vi må huske på vores afhængighed af Gud hver eneste dag og bede på den måde, som Jesus har lært os:
"Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde" (Matthæus 6,13)
Vær frimodige
Kære brødre og søstre: Den måde, vi reagerer på, når vi udsættes for fristelser og prøvelser af forskellig slags, er som et slags barometer, der fortæller os en hel del omkring, hvor vi er i vores åndelige liv. Den fortæller os en hel del om vores åndelige tilstand. Vi kommer til at komme på prøve.
Nogle gange sender Gud prøvelser vores vej for at gøre os stærkere. Andre gange møder vi prøvelser og fristelser, fordi vi har en modstander, der hedder djævelen, som hele tiden søger at bringe os til fald. Men ved du hvad? Vi kan være frimodige.
Amen. Vi kan være frimodige i Herren, og han har sagt, at:
"i verden har I trængsler, men vær frimodige, for jeg har overvundet verden" (Johs. 16,33)
Amen.
