Bøn og Guds suverænitet
Det her det er den bibelske tankegang, som vi ser her. Både at anerkende, hvem Gud er i sin suverænitet, men samtidig også forstå, at mennesker de har et ansvar. Det hjælper os til at se, hvordan menneskets frie vilje og ansvarlighed og Guds suverænitet rent faktisk hænger sammen.
Vi har i noget tid nu, talt om en af kristen livets måske vigtigste discipliner; bøn. Det har vi gjort ud fra den her passage, som vi har læst i Matthæusevangeliet kapitel 6, den bøn vi kalder Fadervor.
Udgangspunktet for Jesu undervisning det er spørgsmålet, som hans disciple stillede, eller de sagde: "Herre! Lær os at bede." Eller man kunne sige: "Herre hvordan er det, vi skal bede?" Det læser vi i Lukasevangeliet kapitel 11.
Man kan sige det her, det er jo er hvordan-spørgsmålet? Hvordan skal vi bede? Lære os at bede? Vi ved ikke, hvordan vi skal bede, men Herre lær du os at bede.
Hvorfor-spørgsmålet
Jeg kunne godt tænke mig at afslutte denne her serie omkring bøn ved at behandle et andet spørgsmål. Det er nemlig hvorfor-spørgsmålet? Så vi har kigget på, hvordan-spørgsmålet, i dag skal vi se på hvorfor-spørgsmålet.
Her kan vi begynde med at spørge: "Jamen, hvorfor skulle vi stille hvorfor-spørgsmålet?" Er det ikke indlysende, Jesus han han byder jo os at bede. Vi lærer i Biblen, at han kalder os til at bede, Matthæus 7,7: "Bed, så skal der gives jer." Og ja, det er rigtigt. Men erfaringen viser alligevel, at hvorfor-spørgsmålet opstår hos mange kristne. Særligt når vi begynder, ligesom vi skal gøre, at meditere over Guds egenskaber. Særligt den egenskab hos Gud, der handler om Guds suverænitet og almagt. Gud er nemlig suveræn, og almægtig er det ikke rigtig? Amen
Bibelen lærer os, at Gud er en almægtig Gud, som kender fremtiden fra fortiden. Han er Skaberen. Han er opretholder. Hans er storheden, magten, herligheden og glansen og pragten, står der i Første Krønikebog 29,11, alt i himlen og på jorden er hans, står der.
Som Efeserbrevet 1,11 siger, så gennemfører han alt efter sin viljes forsæt. Der er ikke noget, som ligger uden for Guds kontrol. Gud har total kontrol. Han er totalt suveræn og almægtig i hans skaberværk.
Bibelen siger også i Ordsprogenes Bog kapitel 16 vers 9:
"Menneskets hjerte udtænker dets vej, men Herren styrter dets skridt." (Ordsprogenes Bog 16,9)
I kapitel 19 og vers 21: "I en mands hjerte er der mange planer, men det er Herrens beslutning, der står fast." Og Esajas 46,10 siger: "at Guds beslutning står fast, og at alt det, han vil, gør han."
En lære som gør os passive?
Så nu hvor vi ved de her ting om Gud, nu hvor vi kender Gud og forstår, at han er suveræn, og at hans beslutning står fast. Han er en almægtig Gud, så kan man blive fristet til at stille det her spørgsmål: "Jamen, hvad nytter det så egentlig at bede?" Hvis Gud i sin suverænitet har bestemt alt på forhånd. Hvad nytter det så at bede?
Hvis Gud har forudbestemt endnu før verden blev grundlagt, hvem der skulle udvælges til frelse, som vi læser om i Efeserbrevet kapitel 1 vers 4 til 6. Hvilken forskel gør det så, at vi beder om, at Gud må frelse den fortabte?
Hvilken forskel gør det ligeledes, at jeg vidner for den fortabte? Hvis Gud alligevel har bestemt, om personen bliver frelst eller fortabt? Hvis ikke jeg kan gøre nogen forskel med mine bønner, hvilken motivation giver det så for mig at bede?
Er det ikke en lære, som gør os passive og nyttesløse, når Guds planer alligevel står fast, og når Gud udfører de ting, som hans hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske, som vi læser om i Apostlenes Gerninger 4,38.
Nogle stiller også spørgsmålet: "I hvilken forstand kan vi holdes ansvarlige for, hvad vi gør og ikke gør, når vi alligevel ikke har nogen indflydelse på det, da det alt sammen er forudbestemt?" Jeg ved ikke om der er nogen af jer, der har tænkt den slags tanker?
Jeg vil komme ind på nogle af de ideer kan man sige, som fremkalder den her slags spørgsmål. Jeg vil gerne tale om; hvad er formålet egentlig med bøn? Som Skriften åbenbarer for os.
Jeg vil også forsøge at vise ud fra Bibelen, hvorfor der rent faktisk ikke er nogen konflikt mellem Guds suverænitet og almagt, og så vores kald til som kristne at søge Gud i bøn. Og også de løfter, som vi har ud fra Guds Ord om, at det gør en forskel at bede.
Der er ikke nogen konflikt. Vi ser begge dele. Vi ser Gud, han kalder os til at bede, og han giver os løfter om, at han vil svare bøn. Samtidig ser vi, at Gud han er suveræn og almægtig. De to ting er sande på samme tid.
Så det skal vi se på, og dermed vil jeg også forhåbentlig tegne et billede af, hvordan læren om Guds suverænitet og almagt rent faktisk giver brændstof til vores bønneliv, frem for at kvæle vores bønneliv. Amen.
Gud vil lønne os
Vi starter med ganske enkelt at se på, hvad Bibelen siger om bøn, og det er også det, som vi egentlig har set på igennem den her serie omkring Fadervor. Så vi genbesøger lidt af det.
Det i sig selv omkring det her med, hvad er det Bibelen siger om bøn, er et kæmpestort emne, fordi temaet ser vi, det er gennemgående i hele Skriften fra start til slut. Men enkelte passager kan belyse for os, hvilken betydning bøn har.
Jesus, han lærer os, som vi har set i Matthæusevangeliet kapitel 6 om, hvordan det er, at vi skal bede. Hvor han i vers 6 siger; at når vi beder, så skal vi ikke gøre det for at vise os for andre ligesom hyklerne. De gør det, for at andre kan se, at de beder, så at andre ligesom får et indtryk af, at de er hellige.
Men når vi beder, så skal vi bede til vores Far, som er i Himlen, og som ser i det skjulte, og så vil han lønne os, står der. Så der står, at Gud han vil lønne os, når vi beder.
Det ser vi her i Lukasevangeliet kapitel 18, hvor vi også læser omkring bøn, og der har vi lignelsen omkring enken og den uretfærdige dommer. Den passage, den opfordres til at formane os til at være vedholdende i vores bønner og ikke blive trætte i det.
Gud han vil skaffe sin udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat. Sådan lidt: "Vi råber til ham dag og nat, så har vi Guds løfte på, at han vil give os vores ret."
Kolossenser Brevet kapitel 4 vers 1 siger: "Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak." Igen så ser vi i Matthæusevangeliet det syvende kapitel, det fortsatte efter kapitel 6 ind i kapitel 7 omkring bønhørelse, og der kan vi lige prøve at slå op. Hvis du allerede er i kapitel 6, så er det bare lige at bladre en side om på kapitel 7. Så skal vi lige læse versene derfra vers 7 til 11, i Matthæusevangeliet kapitel 7, der læser vi:.
"Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller giv ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!" Amen. (Matthæus 7,7-11)
Sikke et løfte. Med andre ord Gud han svarer, når vi beder. Det har vi hans løfter på.
Bede efter hans vilje
Der var engang da vores piger var små. Jeg holdt andagt, og så læste jeg præcis den her passage for dem. Jeg kan huske, at de fortalte mig, at de havde været på børnelejr. På den børnelejr havde de også læst omkring denne passage og havde lært omkring bøn. De havde lært at Gud han svarer på bøn på tre forskellige måder. Han svarer med et "ja". Han svarer med et "nej", og så svarer han også engang imellem med et "ikke endnu". Det er ganske rigtigt.
Der hvor Biblen lover os et ja, det er der, hvor vi beder i henhold til hans vilje. Første Johannes 5,14 siger:
"Hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os." (Første Johannes 5,14)
Vi beder til vores Far, som er i himlen, at hans vilje den må ske, som vi læser i Mattæus 6,10. Vi beder i Jesu navn, som han kalder os til i Johannesevangeliet 14,13, således at Faderen herliggøres i Sønnen, og vi beder i Helligånden, Judas brev vers 20.
Vi er ikke blot kaldet til at bede. Vi har også ansvar for at bede og ikke bare at bede, men at bede på den rigtige måde. Så Gud, han har lært os; i skal bede på den her måde. I skal bede på en måde, som er efter hans vilje.
Det læser vi også om i Jakobs Brevet, det fjerde kapitel og vers 3, som siger: "at vi intet opnår uden bøn, og at vi intet får, når vi beder dårligt." Så der er en god måde at bede på, og så er det også en dårlig måde at bede på. Men Gud, han har kaldet os til at bede på den gode måde, som er efter hans vilje.
Når vi beder, så må vi bede med tro. I det efterfølgende kapitel i Jakobs Bog, kapitel 4, så læser vi også om, at den retfærdiges bøn formår meget, stærk som den er, amen.
Når vi beder udtømmer vi vores hjerte
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Guds Ord kalder os som Guds folk til at bede. Det er en central og vigtig disciplin i det kristne liv. I første Thessaloniker brev 5,17 der står der: "at vi skal bede uophørligt." Så hvor ofte er det, og hvor meget er det, vi skal bede? Vi skal bede uophørligt, står der. Bøn må være karakteristisk for hele det kristne liv.
John Bunyan, som mange af jer kender, der har skrevet Pilgrimsvandring, han sagde:
"Bøn er en af de første ting, der indikerer, at en person er blevet en kristen."
Når vi beder, så udtømmer vi vores hjerte for Gud. Vi kommer til Gud, og vi udtømmer det, som ligger på vores hjerter. Vi kommer til ham gennem Kristus i den Hellige Ånds styrke med henblik på de ting, som vi kan se i Guds Ord, at han har lovet os. Vi siger: "Gud, dit Ord siger sådan her", og så beder vi i forhold til det.
Jeg husker som dreng også at vågne tidligt om morgenen, når min farfar engang imellem var på besøg. I den periode, så vågnede vi tidligt, fordi vi kunne høre hans bønner. Er det ikke rigtig far?
Min farfar han bad højt. Meget højt. Faktisk så højt, at jeg tror, nabolandsbyen også kunne høre det. Han var en missionær, og han bad med meget høj røst. Så man var ikke i tvivl om, når han var på besøg. Han udtømte sit hjerte for Gud selv før hanen galede om morgenen.
Så bøn det er en påkaldelse af Gud, og ligeledes så er sand bøn også en tilbedelse af Gud. Når vi beder til Gud, så spørger vi ham ikke bare om ting, men vi kommer til ham, og så takker vi ham for, hvem han er. Vi tilbeder ham, og vi ophøjer ham.
Det er også det bibelske mønster, vi ser, når vi læser omkring bøn i Guds Ord, at vi kommer til ham, og så anerkender vi, hvem han er. Vi anerkender hans egenskab, herunder hans egenskab at være suveræn og almægtig.
En egenskab, som vi indledningsvis så, at der for nogen kan volde problemer i forhold til det her med Guds suverænitet og kan rejse de forskellige spørgsmål, som vi så på indledningsvist.
Problemet eller spørgsmålene de relaterer sig som sagt til det tilsyneladende paradoks, der er mellem Guds suverænitet på den ene side og menneskers frie vilje eller ansvar på den anden side.
Forholdet mellem bøn og Guds suverænitet
Der er ingen tvivl om, at der er nogle mysterier, når vi kigger i Guds Ord. Der er nogle ting, som kan være svære, og der er nogle ting som også er skjulte for os, og som også kan være for store for os at begribe. Fordi som Calvin han siger:
"Vi finite (vi er begrænset), hvor Gud han er infinite (han er ubegrænset)."
Ikke desto mindre, så har vi, når vi kommer til Guds Ord, en masse svar. Guds Ord giver os også klare svar på mange af de her presserende spørgsmål, som vi kan stille. Som relaterer sig til forholdet mellem bøn og Guds suverænitet.
Som vi har set, så kalder Skriften os til at bede i tro og også bede i forventning om svar fra Gud, med en forventning om, at Gud han også giver respons.
Det er en respons, der indebærer en forandring i forhold til de ting, som vi beder om. Så vi beder: "Gud grib ind i den her situation" og så kan vi også forvente, at Gud han griber ind og skaber en forandring. Ikke altid på vores måde, men på hans måde. Når vi beder i henhold til hans vilje.
Samtidig så lærer Biblen os som sagt, at Gud han er suveræn og almægtig, at han har alt under kontrol. Den lærer os, at Gud er uforanderlig og hans beslutninger gennemføres ved Kristus Jesus fra evig tider, Efeserbrevet kapitel 3 vers 11. Og at han gennemfører, som sagt, alt efter sin viljes fortsæt, Efeserbrevet kapitel 1 og vers 11.
Salme 115 vers 3 erklærer: "at Gud er i Himlen og gør alt, hvad han vil." Esajas 14,27 siger:
"Hærskarers Herre har planlagt det, hvem kan sætte det ud af kraft?" (Esajas 14,27)
Jobs Bog 23,13: "Men når han vil noget, hvem kan så hindre ham? Han gør, hvad han har lyst til!" står der.
Salmernes Bog 33,11: "Herrens råd står fast til evig tid, hans planer varer i slægt efter slægt." Som vi har set fra Esajas kapitel 46 vers 10:
"Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jer." (Esajas 46,10)
Ordsprogenes Bog 21,1: "Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd, han leder det hen, hvor han vil."
Vi kunne fortsætte, skriftsted, efter skriftet, efter skriftet, som bare anderkender hvem Gud han er i sin egenskab at være suveræn og almægtig i sit overherredømme over sit skaberværk.
Menneskets ansvar
Det vi ser i Skriften, det er, at Guds folk anerkender hans almagt. At når de kommer til ham, så anerkender de, at han er en almægtig Gud. Det ser vi, når vi læser i Skriften. Samtidig kan vi se, at hans folk også søger ham i bøn, og at de beder ham om at gribe ind i forskellige situationer.
Når vi læser om, hvordan menigheden i Apostlenes Gerninger kapitel 4, i forbindelse med, at Peter og Johannes bliver anholdt og fængslet for Evangeliets skyld, på grund af deres forkyndelse. Så ser vi også, hvordan de efterfølgende bliver løsladt. Så ser vi, hvordan forsamlingen løfter deres røst til Gud, og deres første ord er faktisk ord, der hylder Guds almagt.
Det læser vi om i Apostlenes Gerninger kapitel 4. Så der må du gerne prøve at slå op, Apostlenes Gerninger det fjerde kapitel. Så skal vi læse fra vers 23 til 31.
Så skal du prøve at lægge mærke til, fordi i den her tekst der er begge de her ting: menneskets ansvar og Guds suverænitet, de er der på samme tid. Prøv at læg mærke til det.
"Efter løsladelsen så gik de hen til deres egne og fortalte dem, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem. Da de hørte det, opløftede de alle som én deres røst og bad til Gud: "Herre, du, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, du, som har sagt ved Helligånden gennem din tjener, vor fader David. Hvorfor var folkeslagene i oprør? Hvorfor lagde folkene planer, der ikke kan lykkes? Jordens konger rejste sig, fyrsterne slog sig sammen mod Herren og mod hans salvede. Ja, i sandhed, de har slået sig sammen i denne by mod din hellige tjener Jesus, som du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med folkene og Israels stammer for at udføre det, som din hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske. Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjener at tale dit ord med fuld frimodighed; ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener, Jesu navn." Da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed." (Apostelens Gerninger 4,23-31)
Læg mærke til vers 27 til 28, hvordan de i deres bøn forstår, at det som Herodes og Pontius Pilatus og folket havde gjort imod Jesus, ved uretmæssigt at dømme ham til døden på korset. Det var en begivenhed udført i henhold til det, som Guds hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske. Amen.
I deres bøn, så anerkender de på den ene side menneskets ansvar. At de her mennesker, de gjorde noget, som var ondt. Samtidig ser de Guds hånd i det. Kan i se det? Guds hånd, som fører begivenheden efter hans vilje, efter hans viljes fortsæt, efter hans rådslutning.
Den anerkendelse af Guds forsyn og Guds rådslutning forhindrer dem ikke i at bede om, at Herren må gribe ind, at han må se deres trusler, som vi læser om i vers 29. Men giv dem frimodighed og række sin hånd ud med tegn og undere, så det beder de om samtidig.
Det her det er den bibelske tankegang, som vi ser her. Både at anerkende, hvem Gud er i sin suverænitet, men samtidig også forstå, at mennesker de har et ansvar. Det hjælper os til at se, hvordan menneskets frie vilje og ansvarlighed og Guds suverænitet rent faktisk hænger sammen. Hvordan der ikke er nogen konflikt.
Det giver os et mønster også for at forstå, hvordan bøn og Guds suverænitet harmonerer, på trods af det, der for mange synes at virke som et modsætningsforhold.
Hvem kan stå hans vilje imod?
Vi har et bekendelsesskrift her i menigheden, som er en baptist bekendelse af 1689. I den står der en masse gode ting, og jeg vil bare lige læs et lille afsnit fra det tredje kapitel og den første artikel, som formulerer, hvad det er Gud lærer omkring Guds rådslutning. Der står her:
"Gud har selv forordnet fra evighed af ved sin egen viljes, allerviseste og allerhelligste rådslutning frit og uforanderligt alt, hvad der nogen sinde ville komme til at ske. Dog på en sådan måde at Gud hverken er ophav til synd eller deler ansvar med nogen i deres synd, ej heller øves der vold mod skabningens vilje, ej heller er naturlige årsagers uafhængighed eller tilfældighed fjernet, men snarere stadfæstet. I alt dette fremvises Guds visdom, i det han virker, og styre alle ting. Også hans magt og trofasthed fremvises i udførelsen af hans rådslagning."
Med hensyn til forståelsen af bønnens formål og karakter. Så må vi bekende os til den bibelske sandhed, at Gud har en rådslutning, som er forordnet fra evigheden, som vi også kan kalde for hans suveræne vilje, hans hemmelige vilje.
En vilje, som ingen kan lægge sig i vejen for. En vilje, som ingen kan forstyrre, ingen kan gå ind og ændre Guds vilje, fordi de gør noget, så lige pludselig ændres Guds vilje. Nej, der er ingen, der kan forstyre hans vilje.
Som Romerbrevet kapitel 9 og vers 19 siger: "Hvem kan stå hans vilje imod?" Det implicitte svar er selvfølgelig: "Ingen".
Det er præcis den sandhed, som menigheden i Apostlenes Gerninger kapitel 4, som vi har læst om, også anerkender. De anerkender det her i deres bøn, når de siger om den grusomhed, der blev begået imod Guds søn, at hans hånd og vilje forud havde bestemt, at det skulle ske.
Til det, er det så mange, der opponerer og siger: "Jamen, så betyder det, at Gud er medansvarlig for den synd, der blev begået." Men Skriften gør det klart; at hos Gud er der ingen synd. Skriften gør det klart; at han er fuldkommen hellig. Han er fuldkommen ren, han er fuldkommen retfærdig.
Som Første Johannes Brev kapitel 1 og vers 5 siger: "Så er han lys, og der er intet mørke i ham." Men i sin suveræne vilje har han bestemt at gøre sin visdom og herlighed kendt. Selv gennem de ting, som mennesker gør i deres egen synd og ondskab, som vi så med Jesus. Han har bestemt gennem det at gøre sin vilje kendt.
Det er noget, som vi ser hele vejen igennem Skriften. Det er ikke bare her i Apostlenes Gerninger kapitel 4. Vi ser det fra start til slut. For eksempel kan vi nævne eksemplet med Josef.
Kan i huske beretningen om Josef, der blev smidt i en brønd af sine egne brødre og solgt som slave? De var ansvarlige for den ondskab, de gjorde imod deres bror. Men samtidig så var det en del af Guds rådslutning. Samtidig var det en del af Guds vilje. Samtidig var det noget Gud, han bestemte skulle ske.
Josef sagde til sine brødre, dengang de endelig blev forsonet, som vi kan læse om i Første Mosebog kapitel 45 og vers 8. Så siger Josef sådan her: "Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud." Ikke jer, men Gud.
Vi kan spørge: "Jamen betyder det så, at Gud stod bag det onde og dermed er ophav til den ondskab, ophav til den synd, de begik imod deres bror?" På ingen måde.
Her er der et langt citat, jeg ville dele fra en teolog, der hedder D.A. Carson, som forklarer sådan her:
"At Gud, han er så suveræn, at intet, som finder sted i universet, kan slippe uden for den yderste grænse af sin kontrol. Dog insisterer Bibelen, at Gud er god, uforbeholdent god. Selv selve standarden af godhed. Vi føres til at konkludere, at Gud ikke står bag det gode og det onde på præcis den samme måde. Med andre ord han står bag det gode og det onde asymmetrisk. Han står bag det gode på en sådan måde, at han ultimativt får æren for det gode. Og han står bag det onde på en sådan måde, at det, som er ondt, uundgåeligt skyldes underordnede kilder og alle deres ondskabsfulde virkninger. Det kan ikke undslippe hans herredømme på præcis samme måde som satan ikke havde nogen magt over Job uden Guds godkendelse. Dog forbliver Gud på uransagelige vis fjern fra selve ondskaben."
Det tror jeg også godt, vi kan sige amen til.
Gud er ikke kun relativ almægtig
Det her, det er meget vigtigt for os at forstå i forhold til bøn, fordi mange tror fejlagtigt, at vi ligesom har to store magter i universet; Guds og satans, og de kæmper imod hinanden. Desto mere vi beder, desto mere Guds magt vinder over satans magt.
Fordi kampen står på, og vi ofte er svage, så kan vi aldrig helt vide, hvem der vinder. Nogle gange så vinder Gud. Nogle gange så vinder satan, og det er lidt svært at vide. Men så må vi bede en ekstra gang, så vi ligesom kan håbe på, at Gud han vinder, nej.
Et familiemedlem lider af en svær sygdom. Vi beder, vi beder, vi beder, og så dør vedkommende. Ufatteligt mange mennesker tænker så: "Nå, jamen så vandt djævelen denne gang. Jeg havde nok ikke bedt nok. Jeg havde nok ikke tro nok."
Den pårørende pådrager sig selv en unødvendig byrde ved at tænke på den måde. En unødvendig byrde for det tab, vedkommende har oplevet, fordi vedkommende tænker sådan. Hvorfor? Fordi at den person som tænker sådan her, har et syn på Gud som kun relativ almægtig og ikke fuldkommen almægtig og suveræn. Men vi bør have et syn på Gud som fuldstændig og fuldkommen suveræn. En som har fuld kontrol over alle ting i sit univers.
Alternativt så er der også nogle, der har et syn på Gud, som ligner den ubibelske idé, man kalder for "åben teisme". Det er tanken om, at Gud ikke rent faktisk ved, hvad der kommer til at ske i fremtiden.
I det her syn, så er Gud ikke almægtig. Han begrænser sin egen almagt og alvidenhed for at kunne ligesom give sine skabninger en fuldstændig uafhængig og kategorisk fri vilje. Gud han er almægtig i en vis forstand, men han kan ikke garantere, hvad der kommer til at ske, fordi fremtiden, den afhænger jo af vores frie beslutninger.
Tanken er således, at vi med vores manglende bøn kan hindre Gud i at udføre sine planer, således at hans vilje ikke sker. Den tankegang, kære venner, som mange har desværre, det er en afsporet tankegang. Det er en ubibelsk tankegang. Fordi det den rent faktisk gør, det er, at den degraderer Gud til at være en tjener, der ligesom skal have vores tilladelse, før han kan handle.
A.w. Pink har sagt citat:.
"At sige, at menneskets skæbne kan forandres ved menneskets vilje, er at gøre skabningens vilje højest, og det er praktisk talt at afsætte Gud for sin trone." Citat slut.
Som vi har set, så gør Guds Ord det soleklart; at Gud er på tronen, amen. Det er Gud, som regerer suverænt over sit eget skaberværk. Intet er uden for hans kontrol.
Hans nåde afhænger på ingen måder af mennesker. Men som Romerbrevet kapitel 9 vers 15 siger:
"Han forbarmer sig over, hvem han vil, han viser nåde, mod hvem han vil." (Romerbrevet 9,15)
Jeg ved godt, det kan være svært at begribe det. Men det er det, som Guds Ord siger. Amen.
I sin alvidenhed ved han endog, hvad vi vil bede om før vi beder det. Han ved, hvad du kommer til at bede om på forhånd. Alligevel kalder han dig til at bede. Som salmisten siger: "Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre." Salme 139,4. Og vers 16:
"Alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet." (Salme 139,16)
Det er netop fordi Gud er suveræn, fordi han er almægtig, at vi kan bede med forventning, og vide, at han har magt til at gøre det, vi beder om. Såfremt det er efter hans vilje.
Så i stedet for at betragte Guds suverænitet som en hindring. Så bør vi se hans suverænitet som et rum, hvis man kan sige det sådan, inden for hvilken vores bønner er virkningsfulde.
Bøn som nåde middel
Når vi tænker på bøn ud fra et bibelsk perspektiv. Så handler det ikke om, at vi beder Gud om at ændre sit formål eller ændre sin vilje til nogen nye eller til en ny vilje, så vi kan opleve en forandring. Men det handler om, at vi beder i overensstemmelse med det, som er hans vilje.
Hvor er det, vi får hans vilje åbenbaret? Det får vi åbenbaret i hans Ord. Så når vi læser Guds Ord, så læser vi om, hvordan vi kan bede. Og så beder vi i henhold til de løfter, som han har givet os. Og så ser vi, hvordan han begynder at gribe ind. Vi ser bønnesvar, på bønnesvar, når vi beder på den måde.
Det fører sig frem til at besvare et af de spørgsmål, som vi stillede her indledningsvis, nemlig den om bøn i det hele taget giver mening, siden Gud har bestemt udfaldet på forhånd? Svaret det er ja, det giver fantastisk god mening.
Det gør det fordi, at Gud han har bestemt i sin suveræne vilje, i sin rådslutning, så har han bestemt at bruge sit folk og sit folks bønner som et nåde middel eller som et redskab til udførelsen af sine planer. Amen.
Han har valgt, at når Gud han gør noget i verden, så gør han det ikke uden sit folks bønner. Så når vi betragter historien, og vi ser på, hvordan Gud han har virket. Også når vi kigger på kirkehistorien, hvor vi ser, hvordan Gud han har virket på forskellige måder og gennem vækkelser.
Hvordan han har kaldet folk, hvordan han har udgydt sin Ånd til frelse for mange mennesker. Hvordan han har grebet ind, og om masserne, som har vendt sig til ham i omvendelse og tro. Så har han altid, og det har vi set også gennem kirkehistorien, han har altid begyndt med at opvække sit folk til bøn og antænde sit folk med nådens og bønnens ånd.
Så det, der går forud for de ting, som Gud han gør, det er, at der er et folk, som beder: "Gud grib ind, Gud gør noget, vi påkalder dig."
Fra vores perspektiv kan det se ud som om; Jamen, det er jo fordi de begynder bede at så gjorde Gud sådan her. Så kan det se ud som om, at deres bønner ligesom har bevæget Gud til handling, og at hans bevægelse dermed skyldes deres bønner.
Men det vi skal huske på er, at Gud, han gav jo sit folk tilskyndelse til at bede. Han gav dem nåden som bønnes Ånd, han vakte dem til bøn. Det var Gud, der begyndte at vække deres Ånd til bøn. Således, at han med sit folks bønner, skrider til handling i overensstemmelse med sin vilje. På den måde, så ser vi både Guds suverænitet og hans personlige engagement og intimitet med sit folk i de ting, som han gør.
Gud han har valgt, at vi som hans folk skal være helt og holdent overgivet og engageret i de ting, som Gud han gør for at fremme sit rige. Derfor kalder han os til at forkynde Evangeliet. Således at de som Gud, han har kaldet, de hører Ordet og Gud samtidig ved sit virkningsfulde indre kald ved den Helligånds kraft, ved sin Ånd drager de mennesker, som vi forkynder Evangeliet for, til sig selv og giver dem nyt liv.
Vi kan ikke give dem nyt liv. Det er Gud, der gør det. Han drager dem. Han giver dem et nyt hjerte. Men Gud bruger os. Han bruger vores forkyndelse. Så kan vi samtidig sige, at selv om vi forkynder Evangeliet for nogen, hvis de bliver frelst, så er det ultimativt Gud alene, der frelser. Amen.
Det giver ingen mening at forkynde Evangeliet, hvis ikke Gud gennem Evangeliets forkyndelse er suveræn til at frelse. Men det er han, og det gør han.
Det er det samme med bøn, Gud drager dem, som han har kaldet. Men han har også bestemt, at vi skal være involveret med vores bønner og vores vidnesbyrd om Kristus, således at når vi beder i henhold til hans vilje, så svarer han. Når vi forkynder Evangeliet, så er der en respons i de mennesker, som han drager til sig selv.
Det er den samme Gud, som i sin rådslutning har bestemt, hvad målet er. Det er den samme Gud, som har bestemt, hvad midlet er, til at nå de mål, som han har til hensigt at nå. De midler, som han har forordnet; bøn og forkyndelsen af Evangeliet. Amen.
Brændstof til bønnelivet
Så kære venner, den her sandhed det er faktisk en sandhed, som giver eksplosivt brændstof til vores bønneliv. Vi kan bede frimodigt, og vi kan bede frimodigt på en sådan måde, at vi kan vide, at Gud har magt til at gøre sin vilje. At Gud har magt til at svare og åbne døre og gøre de ting, som er umulige for os som mennesker. De er mulige for Gud.
Det kan vi vide, fordi Guds Ord siger det, og når vi beder i overensstemmelse med hans vilje, så giver han os løfter om, at han også vil høre os og gør det.
Når du begynder ved Guds nåde at se bønnesvar, efter bønnersvar, som mange af jer kan vidne om, så kan du med sindsro give Gud hele æren for det, fordi det er ham, der fortjener æren fra start til slut. Amen.
Jeg tror ikke, at nogen af os ville komme til at sige en dag, når vi kommer op i Himlen, at "der var den her person, som jeg ledte til tro, og det var fordi jeg bad, og det er fordi, at jeg delte mit vidnesbyrd med vedkommende." Så jeg ligesom kan klappe mig selv på skulderen og sige; jamen det er min skyld, at han blev frelst.
Nej, jeg tror, vi allesammen vil anerkende, at Gud i sin suverænitet frelste den person, og vi kommer til at give Gud hele æren. Vi kommer ikke til at tage nogen ære selv, for som Skriften siger; Gud deler ikke sin ære med nogen, ham tilkommer hele æren. for alt det som han gør i menneskers frelse.
Samtidig så vil vi kunne glæde os over, at vi rent faktisk fik lov til at være med i det, som Gud han gjorde. Vi fik lov til at tjene ham. Vi fik lov til at få det privilegium at blive brugt af Gud som et redskab i hans hånd, til at vidne for mennesker, til at lede mennesker til frelse. Og således vil vi se, det fulde billede af hans suveræne almagt, samtidig med hans personlige og hans kærlige involvering og intimitet, med sit eget folk og med sine børn.
Når vi beder, så beder vi til den Gud, som har al magt i Himlen og på jorden. Når vi beder, så beder vi til vores egen Far, som er i Himlen. Til hvem vi råber "ABBA, Far!" Han er kongernes Konge, og han er herrernes Herre. Han er almægtig, men han er også vores ven, vores personlige ven, i dagligdagen.
Vores hjerte forandres og vi oplever bønnesvar
Når vi beder til Gud efter hans vilje, med en anerkendelse af hvem han er, så er der flere ting, der sker i vores liv. Der er flere ting, som vi kan forvente, at der sker i vores liv.
For det første, så bringer det Gud ære. Vi bringer ham ære ved at give gensvar på løfterne i hans Ord. Vi bringer ham ære når vi med vores bønner begynder med at herliggøre ham, begynder med at anerkende, hvem han er, og tilbede ham, som han er.
Vor Far, og hvad siger vi så? Du, som er i himlen. Det er der vi begynder. Vi begynder med at løfte ham op og herliggøre ham og prise ham, for hvem han er. På den måde, så har vores bønner som sagt den karakter af tilbedelse. Det må være den holdning, den indstilling, som vi kommer frem for Gud med bøjede hjerter, der udtrykker vores fuldkomne afhængighed af ham.
Den anden ting, der sker, når vi beder efter hans vilje og med en anerkendelse af, hvem han er, det er, at vi bliver forandret. Der sker noget inde i os, når vi beder, på den måde her.
Gennem bønnen så søger vi jo Gud. Vi søger at komme ham nær. Vi drager nær til ham. Hvad sker der så? Så drager han nær til os. Så kommer han os nær, så begynder han at gøre nogle ting i vores hjerte. Han opbygger os, han opbygger os i Ånden, og vi ydmyger os for hans ansigt. Vi siger sådan her til Gud: "Ikke min vilje, men din vilje ske."
Der kultiveres i os en Ånd af afhængighed, hvor vi anerkender: "Gud, uden dig, så kan jeg ikke gøre noget. Men med dig så formår jeg."
Med det så oplever vi også en af de hensigter, der er med bøn, nemlig at den bliver til velsignelse for hans folk. Når Guds folk beder, så oplever de virkelig Guds velsignelse.
Den tredje ting, der sker, når vi beder på den rette måde, det er, som vi har set i dag, at der til vores bønner også kommer bønnersvar, amen. Når vi beder, så kan vi godt forvente af Gud han svarer. Som sagt, så er det ikke altid på den måde, som vi lige havde forventet måske, men Gud han svarer bøn.
Som vi har set, så har Gud forordnet, at vores bønner er det middel, som han bruger til at forsyne os med de ting, som vi beder ham om efter hans vilje. Derfor søger vi frimodigt Gud, som Paulus også formaner Timotheus med bønner og anråbelse, forbøn og taksigelse for alle mennesker, Første Timotheus 2,1.
Efeserbrevet 6,18:
"Under stadig bøn og anråbe skal I altid bede i ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn." (Efeserbrevet 6,18)
Hvorfor? Fordi Gud i sit Ord byder os at gøre det. Fordi vi herliggøre ham, når vi beder, som Guds Ord siger. Fordi vi bliver opbygget i vores tro, vi bliver velsignet af fællesskabet med Gud. Kristus Jesus i Den Hellige Ånd, og fordi Gud han svarer på bøn.
Vi kan bede med stor frimodighed, fordi vores Gud, han er en suveræn Gud, vores Gud han er en almægtig Gud. Derfor kan vi være frimodige, amen.
Som Esajas 59,1 siger:
"Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører, ikke for døve til at høre." (Esajas 59,1)
Hebræerbrevet kapitel 13: "Lad os bestandigt ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn."
Må vi, som hans folk gøre det her; søge hans ansigt i bøn med en anerkendelse af, hvem han er; hellig, retfærdig, almægtig og suveræn. Amen.
