Dåbens betydning
Da vi blev døbt, så bekendte vi med vores dåb; mit gamle liv i synd det begraver jeg nu som et vidnesbyrd om, at Jesus med sin død og opstandelse har renset mig fra alle mine synder.
Her i menigheden, så har vi nogle unge mennesker, som også lige nu ser frem til at fejre noget, som er endnu større i deres liv. En fejring er noget, som markerer, faktisk et meget vigtigere skifte i deres liv og en ny begyndelse, som er meget afgørende for deres fremtid. Det er en fejring af deres tro på Kristus.
Deres beslutning om at følge ham og udtrykke deres overgivelse til at være Kristi efterfølger, Kristi disciple ved at lade sig døbe på deres tro. Amen. Det er noget, som virkelig er værd at fejre. Og det er altid et højdepunkt for os som menighed, at vi får lov at få den mulighed at døbe mennesker, som er kommet til tro.
Vi har haft fire uger med dåbsundervisning i menigheden, hvor de unge dåbs kandidater har fået mulighed for at se på, hvad er det, Guds Ord siger om dåb og reflektere over den lydigheds handling, som dåb er, og også som en forberedelse på deres egen dåb.
Så i dag skal vi allesammen med denne her prædiken sammen meditere lidt over nogle af de her vidunderlige sandheder i Guds Ord omkring dåb.
Her der spoler vi lidt tilbage i vores Johannesevangelie serie og ser på en passage, som Mark har læst fra det første kapitel, det er fra vers 19 til 34.
Her der ser vi i den her passage en delegation af jøder, præster og levitterne, der kommer til Johannes Døber. De kommer til ham her i Betania på den anden side af Jordan, som var det sted, hvor Johannes han døbte, og de spurgte ham, hvem han var, og de spurgte ham, hvorfor han døbte.
Som vi har set, så var de sådan set var ude efter at finde ud af med hvilken myndighed at Johannes han døbte, fordi de var jo de religiøse ledere eller den religiøse myndighed i Israel. Og her var der en mand, som ikke var en del af den gruppe, som døbte, og de kunne måske føle, at han går ind på deres territorium uden at have ret til at gøre det. Så de spørger indtil ham.
Men læg mærke til, at de stillede sig ikke spørgende over for den praksis, at Johannes, han døbte. De sagde ikke sådan her: sig os Johannes, hvorfor er det, du er nede i det der vand og døber mennesker? Det var ikke det, de spurgte om.
Med andre ord de antog, som udgangspunkt at selve den praksis at døbe, at det var en naturlig praksis, og særligt hvis man var Kristus eller Elias eller Profeten, så var det en naturlig praksis at døbe. Så det skal vi kigge lidt nærmere på her i dag.
Johannes han svarer dem i vers 26, at han døber med vand. Og i vers 31 forklarer han, hvorfor han er kommet for at døbe med vand, og det var for at han, som kommer efter ham, at Guds Søn, som kommer efter ham, skulle åbenbares for Israel.
Og endeligt så taler han i vers 33 og 34 om sit eget kald til at døbe med vand, overfor i kontrast til Guds Søns kald til at døbe med Helligånden. Så der ser vi den kontrast at døbe med vand og døbe med Helligånd.
Så man kan tydeligt se, når man læser passagen her, så er det svært at komme udenom, at det her med dåb er rimelig vigtigt. Det er et rimelig centralt tema her, og derfor er det også værd at bruge lidt tid på at reflektere over dåbens betydning.
Profeternes kald
Vi skal læse passagen her sammen igen og så vil jeg grave lidt ned i det her spørgsmål om dåb. Vi skal se på spørgsmålet fra tre perspektiver. Det første er "hvordan taler Johannes' dåb til den bibel historiske dåbs praksis?" Og den anden ting, det er, "hvilken konkret betydning har Johannes' dåb i historien?" Og den tredje ting er "hvordan skal vi med den historiske og bibelske baggrund forstå den nytestamentlig dåbs praksis?"
Som et led i de tre spørgsmål, så kommer vi også ind på igen, hvordan vi konkret kan forstå det her med Helligåndens dåb. Men lad os prøve som sagt lige at indlede med og læse passagen her igen. Johannesevangeliet kapitel 1 og fra vers 19 til 34:
"Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand.«
Og Johannes vidnede: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.«" (Johannesevangeliet 1,19-34)
Når vi læser teksten her igennem, så er der ingen tvivl om, at det her med dåb, det fylder en hel del her i passagen. Så det at reflektere over hvad dåb så betyder generelt og i selve den her kontekst også, det er som sagt en naturlig ting.
Vi lægger mærke til i vers 33, at Johannes Døber han forklarer, at Gud har sendt ham ud på en mission for at døbe med vand, og at formålet, som vers 31 siger, er, at han, som kommer efter at han som Johannes Døber i vers 29 identificerer som Guds lam, der bærer verdens synd. Og ham, som i vers 34 proklamerer som Guds Søn, han skal åbenbares for Israel. Så det er formålet med hans dåb, at han skal åbenbares for Israel.
Med andre ord så handlede Johannes' dåbs tjeneste om at forberede folket til noget større, som skulle komme. Det var en forberedende tjeneste. Det var en tjeneste, som skulle pege på noget, der kom efter ham, som var meget større end ham selv.
I virkeligheden, så var det egentlig det, som vi ser Biblens profeter gjorde. De varslede folket om Guds planer for Israel. De advarede, de talte, de formanede og kaldte mennesker til omvendelse. De skulle sige det samme som Gud han sagde, og de skulle sige det, uanset hvad folk de tænkte, så skulle de profetere det som Gud havde talt til folket.
Ofte, så blev de på en god dag upopulære på det, og på en dårlig dag, så blev de forfulgt til døden, og det så vi mange gange igennem Israels historie. Men essensen af deres kald, det var den forberedende tjeneste. Det var den tjeneste med at pege på noget, som kommer.
Det vil sige, at det var en tjeneste, som skulle forberede folket til at gå ind i en bestemt retning, fordi Gud havde en vej for dem. Han havde en vej, de skulle gå. Han havde også en destination, som de skulle nå frem til.
Hele den her forberedende tjeneste, den ser vi helt fra begyndelsen. Fra Første Mosebog, kapitel 3, vers 15 efter syndefaldet med løftet om, at kvindens afkom skal knuse slangens hoved. Og helt frem til korset, hvor kvindens afkom ham, som hvis komme som Johannes, han var kaldet til at proklamere for Israel, rent faktisk kommer og knuser fjendens hoved, den gamle slange, djævelen, hans hoved bliver knust.
Det sker ved at Jesus, han selv bliver knust under Guds vrede, som et sonoffer, der bærer verdens synd og knuser syndens magt. Amen.
Hele Israels historie det er en historie, hvor åbenbaringen af den her frelsesplan, som Gud har for sit folk, den bliver gradvist tydeligere og tydeligere.
Det er det, man i med teologisk terminologi kalder for progressiv åbenbaring. Det er en åbenbaring, som sker progressivt, som sker henad vejen og bliver større og større. Det er en åbenbaring, som finder sted over lang tid og ved hjælp af mange forskellige begivenheder, mange forskellige pagter og tegn.
Det er faktisk pagterne, som er rygraden i den bibelske fortælling, der lidt efter lidt gør det budskab, Gud har til sit folk om frelse for sit folk, klarere og klarere.
En af de kaldte typologiske virkemidler, Gud, han brugte gennem tiden, det var dåb med vand. Så det er en af de her billeder, en af de her symboler, som vi ser i bibelhistorien.
Vand som typologisk virkemiddel
Hvor er det, vi ser den første dåb, kan vi så spørge? Jamen, det begynder faktisk helt i begyndelsen, hvor vand indgår i beskrivelsen af Guds skaberværk som et meget vigtigt element.
Der står, at Guds Ånd svævede over vandene i forbindelse med skabelsen. Så her, der ser vi en kobling mellem vand og Guds Ånd i begyndelsen. Guds Ånds virke i Første Mosebog kapitel 1 vers 20, siger Gud, at vandet skal vrimle med liv.
Så vi ser her beskrivelsen af Edens have, at vandet, det flyder som en kilde, der giver liv til jorden. Uden vand, så kan vi ikke leve som mennesker. Vand er en livgivende kilde, og det er en livsnødvendighed, at vi har adgang til rent vand.
Det element i Guds skaberværk, det bruger Gud lige fra begyndelsen som et typologisk virkemiddel, det vil sige et virkemiddel, der symboliserer det, som Gud han gør i sit skaberværk. At han gør alting nyt, at der kommer liv, at det bliver levende. At han renser, han vasker urenheden væk, han dømmer ondskab, og han frelser sit folk, så at sige gennem vand.
Så for lige at uddybe eller definere dette udtryk typologi. Vi har set en hel del af det her også da vi gennemgik Hebræerbrevet. Så kan det her udtryk defineres som handlinger Gud gør, der tjener som billeder, der giver os et hint om noget, som peger hen imod det endelige modbillede, det vil sige opfyldelsen eller essensen af det, som billedet peger mod.
Skyggerne af selve skikkelsen
Hvis man kan forestille sig, at du ser et skilt, det er et billede af noget, og at det billede peger på noget andet. Så selve billedet er ikke det, som det peger på, men det peger mod noget, som du skal hen til, hvis det giver mening.
Der ser vi i Biblen at biblen bruger udtrykket skygge og skikkelse. Skyggen er ikke selve skikkelsen, men når du ser skyggen, så ved du, at der er en skikkelse. Så ved du, at der er noget, som kaster den skygge. Men det er ikke selve skikkelsen.
Der ser vi i Det Gamle Testamente, at der er en masse skygger, men at skikkelsen kommer først senere i åbenbaringen, at det er Kristus, der er skikkelsen.
Det så vi også rigtig meget i Hebræerbrevet. Skyggerne var de her typologiske referencer til Kristus i Guds gerninger, i historien. Kristus er selve skikkelsen. Han er selve opfyldelsen. Han er selve den skikkelse eller essensen af det, som disse referencer peger på.
Så bare for at tage et konkret og aktuelt eksempel fra Jonas' bog, som vi også har gennemgået her i menigheden, så kan Jonas betragtes som en skygge, et modbillede, en gengivelse af et mere ultimativt forbillede. Eller som Bibelen siger, en skygge af Kristus.
I det at Jonas han efter tre dage i fiskens bug. I kan huske historien. Han bliver slugt af en stor fisk, og han var der i tre dage. Og hvad skete der efter de tre dage? Han, kan man sige, opstod igen. Han blev kastet op og opstod, og så var det næste, der skete det var at Gud brugte ham til at bringe frelse til Nineve.
Jesus han beskriver selv den her kan man sige typologi overfor farisæerne, hvor han bruger Jonas' historier. Han taler til farisæerne og de skriftkloge. Når han i Mattæus kapitel 12 vers 38-42 taler om Jonastegnet.
I vers 40 i Mattæus 12, siger han: "for som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter."
Kan i se det? Så mens Jonas' historie talte som en skygge om en kommende frelser, så var Jesus selve skikkelsen. Han var selve den frelser, den opfyldelsen på typologien, essensen af det, som Jonas var et billede på.
Hvis man kun havde Jonas historie, og der ikke var andet, der kom efter det. Hvis man kun lige havde hans historie, så ville det måske være svært at forstå; hvad er det, det her billede peger hen imod, hvad er det, det skal betyde.
Men efterhånden som der gennem historien kom flere og flere af de her ting, ikke bare Jonas, men andre af de her typologiske tegn, så blev åbenbaringen bare stærkere og stærkere.
Tilsammen skulle de med profeternes ord skabe en forventning i folket og en tro i folket om det som Gud ville komme til at gøre det, det som han skulle gøre ved tidernes fylde, når han sendte sin Søn, som Galaterbrevet 4,4 siger, født under loven, født af en kvinde. Han kom for at løskøbe sit folk.
Det bringer os tilbage til det her spørgsmål omkring dåb, fordi forud for Johannes' dåb, så var der en en hel del tegn i Israels historie, der tilsammen skulle få den symbolik i Johannes' dåb til at tale stærkt om Guds frelsesplan for sit folk.
Biblens tegn
Så lad os kort se på nogle enkelte af de her tegn i Biblens historie. I Første Mosebog kapitel 6 læser vi om Noah, og vi læser omkring, hvordan det var Guds plan at ødelægge jorden med vand på grund af menneskets synd.
Menneskets synd var så stor på denne tid, at han valgte at sende sin dom med syndfloden. Og vi ser, hvordan han i den forbindelse med historien om Noah, frelser Noah og hans familie gennem vand.
Vi ser skyggen i hvordan alt det gamle begraves under vandet. Alt det, som var før, alt det syndige, som Guds dom kom over, det blev simpelthen begravet under vand.
Guds udvalgte, de frelses, han kalder den her familie, han kalder Noah og hans familie, og han frelser dem i arken, som også er en skygge af Kristus. Det er, når vi er i Kristus, at vi bevares for Guds vrede.
Så ser vi, hvordan et helt nyt liv begynder for dem som han udvælger og frelser. Et helt nyt liv begynder på jorden med Noah og hans familie.
I Anden Mosebog så ser vi historien omkring udfrielsen af Guds folk fra fangenskabet i Egypten, hvor Moses, som også er en skygge af Kristus, formidler Guds frelse til folket ved at dele vandene. Han fører folket tørskoet igennem vandet og sikkert over på den anden side, sådan at de frelses og kan begynde et helt nyt liv der.
En generation senere så ser vi historien om Josva. Josva, der på sin mission med at lede folket ind i løftes landet. Så står han der ved bredden af Jordanfloden. Vi læser om i kapitel 3 vers 17 det øjeblik, at præsterne de sætter foden i vandet, hvad sker der så? Så standser vandet.
Der står der i Josva 3,17, at så blev præsterne, der bar Herrens pagts ark de blev stående på den tørre bund midt ude i Jordan, mens alle israelitterne gik tørskoet over.
Så i forhold til det her aspekt med med åbenbaringen, at den bliver stærkere og stærkere, så peger en teolog på, at der, hvor Moses ved Det Røde Hav blot løfter sin stav, så vandet skiller sig. Så beder Gud præsterne under Josva stille sig ned i vandet.
En meget større risiko for dem, men også en meget større belønning, fordi der, hvor Moses blot førte folket ud af fangeskab. Så førte Josva folket ind i det land, som Gud havde lovet dem. Igen bliver Israel frelst gennem vand. Og det psykologiske billede af dåb bliver stærkere og stærkere.
Næsten tusind år senere, så kommer vi til historien om Jonas, som vi har været inde på. Men igen så tilføjes der yderligere styrke til det typologiske billede her i forbindelse med historien om Jonas med frelsen gennem vand, fordi billedet af den stedfortrædende død den bliver tilføjet i Jonas livshistorie.
For at redde hedningerne på skibet, så giver Jonas sit liv for dem. Det er noget, der bliver tilføjet her til den historie, hans offer af sig selv i det de kaster ham ud i vandet, tilfredsstiller Guds vrede, og stormen hører op.
Efter tre dage i dødens gab, var jeg ved at sige, så udgyder Gud sin ånd over Nineve og omvendelse til frelse bliver en realitet. Kan I se, hvordan billedet bliver stærkere. Billedet bliver stærkere, åbenbaringen bliver stærkere med tiden.
Nu spoler vi helt frem til Johannes i Betania på den anden side af Jordan. Her kommer også en præst og træder ned i vandet ligesom under Josva.
Nu kommer der her en præst, som både er profet, præst og konge. Han træder ned i vandet i Jordan. For som Mattæus 3,15 siger, at opfylde al retfærdighed. Han identificerer sig med Israels folk og bliver den nye Moses, der fører folket ud af fangenskab. Den nye og større Josva, der skal føre folket ind i løftets landet. Den nye Jonas, der går i døden som en stedfortræder, der efter tre dage opstår til et nyt liv, sejr over synd og død og giver evig frihed til alle de, som vil tro på Guds Søn.
Jesus Kristus af Nazaret er skikkelsen. Han er skikkelsen på alle de skygger, som vi har set. Han er opfyldelsen på alle de her billeder, som gennem historien bliver gradvist stærkere og stærkere, indtil den fulde åbenbaring bliver en virkelighed for folket.
Hans blodige dåb på korset, hvor han villigt drikker Guds vredes bæger sikrer frelse. Ikke bare for en familie som på Noas tid. Og ikke bare for et etnisk folk som på Moses' tid og på Josva's tid. Eller for en hel by som på Jonas' tid, men for hele verden og for alle typer mennesker i hele verden.
Folkeslag og folk og stammer og tungemål, fra jøde til græker, fra trælle til fri, for store og små, mand og kvinde. Alle, som med tro bekender hans navn, sikres frelse på grund af Jesu blod. Er det ikke fantastisk? Så åbenbaringen bliver stærkere og stærkere, indtil det kulminerer i Kristus.
Apostlen Paulus han skriver sådan her til romerne:
"ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus er døbt til hans død. Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et helt nyt liv." (Romerbrevet 6,3-4)
Med andre ord da vi blev døbt på vores trosbekendelse, så blev vi døbt til at forene os med det, som Kristus, han gjorde i sin død, nemlig at gøre en ende på synd. Det vil sige, at da vi blev døbt, så bekendte vi med vores dåb; mit gamle liv i synd det begraver jeg nu som et vidnesbyrd om, at Jesus med sin død og opstandelse har renset mig fra alle mine synder.
Vi bekender med opstigningen af vandet nu begynder der et nyt liv. Nu begynder jeg et nyt liv med Kristus som Herre. Ham som jeg nu er forenet med ved tronen, og hvis Ånd nu har taget bolig i mig med kraften til at leve som hans efterfølger. Nu begynder det her nye liv.
Med dåben demonstrerer vi således med et ydre fysisk tegn som forordning den indre realitet, som har fundet sted i vores liv, at Jesus har frelst os, at Jesus, han har renset mig for mine synder.
Og så giver vi respons ved i vores lydigheds handling at lade os døbe, hvor vi rent faktisk med dåben symboliserer alt det Jesus har gjort. Vi er blevet en del af den nye pagt ved hans blod. Vi er blevet hans børn. Vi er blevet Guds folk, hans menighed, hans legeme.
Formålet med Johannes' dåb?
Men hov, vi er spolet alt for langt frem her i den progressive åbenbaring. Fordi i vores tekst i Johannesevangeliet kapitel 1,19-34 er Jesus først kun lige begyndt at tage de første skridt ind i hans treårige tjeneste, som kulminerer med korset, opstandelse og hans himmelfart og Helligåndens komme på pinsedag.
Så nu har vi lige set nogle få glimt her i den bibelsk historiske betydning af dåb og taget forskud på dens betydning i forhold til den nytestamentlige dåbs symbolik, som vi kommer lidt mere ind på om lidt.
Så står vi nu her med spørgsmålet i forhold til vores tekst passage, som der bliver lagt op til her, og det er: "hvilken konkret betydning har Johannes' dåb i historien?"
Vi befinder os på et tidspunkt i frelseshistorien, hvor vi står i en historisk overgangsfase mellem to pagter, så man kan sige, at der i grove træk kan betegnes som den gamle pagt og den nye pagt.
I den historiske periode udvalgte Gud Johannes Døber til at rejse sig i Israel som en profet, der som vers 23 i vores tekst passage siger med citatet fra Esajas skulle jævne Herrens vej.
Det skulle han gøre ved, som han selv vidner om i vers 31, at døbe mennesker med vand. Og det skulle han gøre med det formål, at han, som kommer efter Johannes, at han skal åbenbares for Israel. Det var derfor, han gjorde det. Det var formålet med det.
Det vil sige i forhold til, hvor vi er i Bibel historiens progressive åbenbaring, så er vi med Johannes dåb lige inden det, som man på engelsk vil kalde for "the pinnacle of revelation".
Kulminationen af åbenbaringen af Guds frelsesplan. Det er toppunktet. Det er Alpe toppen eller tinden af den progressive åbenbaring. Det er åbenbaringen af Kristus som Messias, den lidende tjener, der med sin død og sin opstandelse bliver Israels evige håb om frelse fra synd.
Han skulle Johannes som en forløber for Jesus med sin dåb berede Israel på, forberede Israel på, og alle de, for hvem Gud han vil åbenbare sin søn. Berede dem til at tage imod Jesus Kristus, ham som er større end Johannes, ham som kommer efter Johannes. Berede dem, forberede dem på, at det er ham, de skal tage imod. De, som netop tog imod ham som Johannes 1,12 siger det var dem, som fik ret til at blive Guds børn. Amen.
Så igen ligesom profeterne, før Johannes havde, så havde Johannes Døber en forberedende tjeneste, der pegede fremad mod noget større, som var på vej. Og i den forstand var hans dåb også en dåb, hvori handlingens symbolik bar i sig en forventning om noget større.
Derfor så var der mange af dem, som var blevet døbt på Johannes' dåb, de var ligesom stadigvæk i et stadie af forventning. Fordi det var ikke endestationen for dem. De var i et stadie, hvor de stadigvæk ventede på noget, som skulle komme efter, fordi det var det, som dåben havde til formål, og pege på, at der er noget der kommer, som er større. Så dem som blev døbt med Johannes' dåb var i det her vendte stadie til det som skulle komme senere.
Vi læser i Apostlenes Gerninger 19, og det må i gerne slå op i jeres bibler. Vi læser de første syv vers:
"Mens Apollos var i Korinth, var Paulus rejst gennem egnene inde i landet og var kommet ud til Efesos. Dér mødte han nogle disciple og spurgte dem: »Fik I Helligånden, da I kom til tro?« De svarede: »Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.« Paulus spurgte: »Hvilken dåb blev I da døbt med?« De svarede: »Med Johannes' dåb.« Så sagde Paulus: »Johannes døbte med omvendelsesdåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus.« Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. Der var vel i alt tolv mand." (Apostlenes Gerninger 19,1-7)
Så hold det her vidnesbyrd sammen med det, vi ser i vers 33 i vores tekst, at Johannes han kom for at døbe med vand, men Jesus, han kom for at døbe med Helligånden. Hvad skulle Johannes' dåb gøre? Den skulle, som en omvendelsens dåb som Paulus beskriver det, berede folket på at tage imod Kristus til frelse ved tro, således at de med sand frelsende tro kunne døbes med Helligånden. Det var formålet. Det blev så åbenbaret for dem her i Apostlenes Gerninger 19, at det var det. Johannes' dåb skulle forberede folket på en større dåb, en dåb, hvormed de, som Galaterbrevet 3,27 siger, skulle døbes til Kristus.
Men med den dåb, som er en dåb i Helligånden efterfulgt af en dåb i vand, som Jesus han indstiftede som en forordning. Det er en dåb, som er større end Johannes' dåb, fordi den vidner ikke om en forventet realitet, men om en faktisk realitet.
Den dåb, som Jesus han indstiftede, og som alle, der troede efter Åndens udgydelse på pinsedag, den dåb, som de blev døbt med, den dåb vidner om realiseringen af Guds frelse i Kristus. At Guds frelse i Kristus nu er blevet en realitet, en virkelighed.
Det er en dåb, som Jesus, han befalede, skulle være i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I åbenbaringen af den treenige Guds navn. Fordi det var også det, som blev åbenbaret i den tid, at Gud er èn Gud, men han er en treenig Gud, som Mark også fortalte om.
Det er en dåb, som er stærkt forankret i den realiserede frelse for den troende. Så meget, at Paulus han beskriver den for Titus som det bad, der genfødes og fornyes ved Helligånden.
Forståelsen af den nytestamentlige dåbspraksis
Det bringer os meget passende til det tredje og det sidste punkt. Spørgsmålet om, hvordan vi med bibelhistoriens typologi og betydningen af Johannes' dåb som baggrund skal forstå den nytestamentlig dåbspraksis.
Lad os begynde med Jesu indstiftelse af troenes dåb som den nytestamentlige forordning, og det ser vi i Matthæusevangeliet. Så slå med mig op i Matthæusevangeliet 28, hvor vi fra vers 18 til 20 læser om missionsbefalingen.
Jeg synes faktisk, at den anden mulige oversættelse, der er i fodnoten, faktisk er bedre. Så den vil jeg læse:
"Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«" (Matthæusevangeliet 28,18-20)
Amen. vi ser her en enkelte, men også en omfattende befaling med en ny forordning. Hans efterfølgere skulle gå hen, og de skulle gå ud, og de skulle gøre alle folkeslagene til disciple. Det vil sige, de skulle gøre dem til mennesker, som tror på og følger Jesus, fordi det er det, som en discipel er.
De skulle forkynde Evangeliet og Guds ord for dem, således at de kunne høre om Kristus og tage imod Jesus ved tro og kunne lære at holde alt det, som han har befalet os i evangeliet, som vers 20 siger.
Så skulle de i den forbindelse implementere en ny praksis, en ny forordning, som Jesus havde befalet dem. De skulle døbe de nye troende i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Her er også et eksempel på højdepunktet af den progressive åbenbaring. Som sagt åbenbaringen af det, som var kendt før, men det var mere uklart før. Nu stod det så fuldstændig lysende klart for de troende; Guds treenige væsen. At han er en Gud, men han er tre personer i Guddommen og alle tre, altså alt, hvad Gud han er i sit væsen skulle bekendes i forbindelse med de troendes dåb.
Faderens navn skulle bekendes. Ham, som har elsket os og har sendt sin Søn til os for at frelse os, hans navn skulle bekendes. Sønnens navn skulle bekendes. Ham, som villigt gav sig selv hen for os som et sonoffer for at befri os fra dommen. Og Helligåndens navn skulle bekendes. Ham, som anvender det, som Sønnen udrettede for os i genløsningen af vores sjæle.
Med andre ord i den dåb, som vor Herre Jesus Kristus, han indstiftede, bekender vi med dåbens symbolik, at vi er blevet Jesu disciple, fordi Gud med alt, hvad han er, har frelst os og født os påny og gjort os til nye skabninger i Kristus.
Som i verset fra Romerbrevet 6 formidler vi med dåben, at vi er forenet med Kristus i troen både er, at vi er begravede med ham ved dåben til døden, det vil sige vores gamle liv i kødets og i synden, er nu dødt og begravet. Det gamle liv var forbi, noget nyt er begyndt. Samtidig er vi også opstået til et nyt liv med Kristus ved opstandelsen fra det døde.
Prøv engang at tænk hele den bibelske historiske typologi ind i den her nytestamentlige forordning. Vi kan bare se, hvordan billederne hænger sammen. Jorden var øde og tom, vi var døde i vores overtrædelser og synder. Men Guds Ånd svævede over vandene, og Gud han talte, og der kom liv.
Guds folk var bundet i trældom i Egypten, men gennem vand blev de frelst, og han delte vandet og førte dem tørskoede igennem. Vi var bundet, vi var slaver til synd. Vi var i trældom til synd. Men Gud, han sendte os en forløser. Han sendte os en frelser, som førte os ud i frihed.
Når vi stiger op af dåbens vand, så bekender vi, at han, som er vores rednings ark, han som i tre dage, som med Jonas, var i jordens bue. Han, som drak vredens bæger for os, han har reddet os, han har frelst os, han har gjort os fri til frihed, så han har løskøbt os. Halleluja!
Der hvor dåb i Det Gamle Testamentes pagt talte om kommende realiteter. Som endnu ikke kunne erfares. Taler dåb under den nye pagt om frelsens realiserede virkelighed i den troendes liv. Det er fantastisk.
Forskellen på den gamle og den nye pagt
Profeten Jeremias han talte også om det nye, som skulle komme. Han talte om den nye pagt, som Gud vil indgå med Israels hus.
Den her nye pagt var en, som i modsætning til den gamle ville bestå af et folk, hvis hjerter var forvandlede, således at de med Guds lov skrevet på deres hjerter kunne sige: "Nu kender jeg ikke bare til Herren, nej, nu kender jeg Herren personligt." Nu kender jeg ham, for han har tilgivet mig for min skyld. Han har renset mig for min synd. Han husker ikke længere på mine synder.
Kære broder og søster, her ser vi essensen og forskellen på den gamle og den nye pagt. Det er i den nye pagt så kender vi Herren. Dem, som er medlemmer af den pagt, kender Herren. Det er det, som Jeremias han taler om. Fra den mindste til den største skulle de kende ham.
I den gamle pagt, så var der folk, der kendte Herren, ja, men der var også folk, der var en del af den pagt, der ikke kendte ham. I den nye pagt, så kender vi ham alle fra den mindste til den største, og det er meget, meget vigtigt at forstå.
Mange af de, som var døbt af Johannes, som vi har set, de kendte til Herren, som vi så det i Apostlenes Gerninger 19. De kendte til Herren, men de kendte ham ikke selv. Først da de fik deres hjerner forvandlet ved Helligåndens dåb, da de blev født på ny, hvor de blev døbt til Kristus, så kunne de i sandhed kende Herren, og med den nytestamentlige dåb bekende; Herren Jesus er vores Messias, vores forløser. I ham har vi forløsning, syndernes forladelse.
Så hver en ny testamentelig dåb, det er en symbolsk forordning indstiftet af Kristus som et vidnesbyrd om, at den troende er blevet frelst og født på ny. Det er en nytestamentlig dåb.
Med sin dåb som vidner den troende offentligt om, at han har omvendt sig fra sin synd, og han har sat sin lid til Kristus. Han har modtaget Guds tilgivelse. Han har modtaget Guds renselse for synd. Han er ved tro nu blevet forenet med Kristus i hans død og hans opstandelse. Han har fået et helt nyt liv i Kristus, og han er blevet en ny skabelse. Virkelig fantastiske realiteter, som vi fortsat også kommer til at fordybe os i igennem vores udlægning af Johannesevangeliet.
Men det vi ser i Det Ny Testamente helt klart og tydeligt det er, at når mennesker er blevet døbt, så var det som en forfatter, han siger: "Det er det øjeblik, hvor den persons tro bliver gjort offentlig."
Det er det, der sker, når du bliver døbt. Så bliver det helt offentligt og helt officielt for alle vide, at nu er du en efterfølger af Kristus. Nytestamentlig dåb var og er et offentligt tegn, der med hele dens symbolik råber til verden. Nu er jeg officielt en discipel af Jesus Kristus.
Dåben er ikke uden omkostninger
Det er sådan, at i lande, hvor der ikke er religionsfrihed, og hvor at de, som er kristne, er en minoritet og bliver forfulgt for deres tro, så er det ikke uden omkostninger at lade sig døbe, for den har netop den funktion at sige; nu er det officielt, nu er jeg en kristen. Nu er der ikke noget at gøre. Jeg har taget den her beslutning. Min dåb markerer det her skifte fra det, der var før, og til der kommer nu, det nye liv.
Når en muslim bliver kristen eksempelvis i den arabiske verden, så er det ofte sådan, at familien måske hører om det og tænker, personen har måske set noget eller hørt noget og blevet forvirret, og måske skal personen lige tales til rette. Men i det øjeblik, at den person bliver døbt, så er der helt nye boller på suppen. Så er det noget helt andet. For det øjeblik slår den person fast offentligt over for alle: "det her, det er alvor, det her det er noget, jeg mener, jeg har valgt at følge Jesus. Jeg har valgt at forkaste islam som en falsk religion. Jeg har valgt at forkaste Koranen som en falsk bog og Muhammed som en falsk profet. Det er min beslutning. Nu vil jeg følge Jesus." Det er her, forfølgelsen for alvor begynder. Det kan vi læse mange vidnesbyrd om.
Vi havde også en af dem til vores dåbs undervisning, hvor vi kiggede specifikt på et vidnesbyrd, som er utroligt stærkt, nu skal jeg ikke gennemgå det nu her. Men det er så stærkt at høre om de her vidnesbyrd om, hvordan de bare kommer til tro og selv midt i den enorme trængsel holder fast ved troen, fordi Jesus er en virkelig frelser.
Med vores brødre og søstre, så fortæller vi til verden budskabet om, hvad dåben symboliserer. At Kristus er vores Herre, at han er Herre i vores liv, og at vi har svoret troskab til ham og til ham alene.
Det kan godt være, at det for nogen af os er længe siden, at vi blev døbt, men dåbens realitet, dåbens budskab det taler stadigvæk lige så stærkt. Den repræsenterer stadigvæk så stærkt det budskab om, hvad Kristus han har gjort og stadig gør i vores liv.
For dig, som endnu ikke er døbt, jamen hvis ikke du er døbt på din tro, så er det bare min bøn i dag, at det, som jeg har delt med dig nu her ud fra Guds ord om den betydning, som dåb har, særlig det om dåb under den nye pagt betyder, at det må inspirerer dig til at tage det næste skridt og lade dig døbe på din tro.
Er du født på ny, er du en efterfølger af Kristus, så gør din tro officiel, gør din tro offentlig. Som apostlen Peter han forkyndte for den første menighed: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave."
Må vi gøre, hvad Herren Jesus Kristus, har befalet os at gøre. Hans navn være æret og lovet og herliggjort. Må han åbenbare sig for mennesker i dag, når de hører evangeliet lyde gennem hans menighed her på jorden.
Må vi som hans menighed få noget til at gøre Kristus kendt for andre gennem vores vidnesbyrd om ham og om hans herlige værk i vores liv. Guds nåde og velsignelse til jer kære brødre og søstre. Amen.
