Den kristne og mentale lidelser
Gennem lidelse holdes vi tæt til hyrden, fordi vi oplever, at vi har brug for ham. Meget oftere end vi måske havde før lidelsen. Med andre ord leder han os til større afhængighed af ham.
Hvor er det dejligt at stå her og få mulighed for at dele det her budskab med jer. Det er et privilegium, og det er jeg meget taknemlig over.
Jeg skal i dag tale om den kristne - sådan nogle som jer og mig - og om mentale lidelser. Et emne vi ikke så tit hører om, men jeg tror, det er godt for os, at vi får talt om det. Du sidder måske her og tænker: "Hvad har Bibelen at sige om psykiske lidelser eller mentale udfordringer?" Det kan man også godt tænke, når man tænker over at mentale lidelser og psykiske lidelser i lægelig forstand først er noget, vi har fået et organiseret system omkring inden for de seneste 150 år. Man havde måske ikke reelt set et sprog for det på samme måde, hvis vi går længere tid tilbage.
Der vil jeg prøve at udfordre lidt og sige, at selv om Bibelen, der er meget ældre, ikke har den samme retorik eller de samme ord, så er der alligevel mange steder, hvor vi finder eksempler på folk, som kæmper med sindet. Mange steder ser vi, at diverse psykiske lidelser bliver repræsenteret, og vi kan prøve at tage et par eksempler her til at starte med.
Profeten Jonas har været selvmordstruet; eller suicidal som man i dag vil kalde det. Kong David var både deprimeret og ængstelig. Kong Nebukadnesar ville man måske have kaldt for skizofren.
Jesus, vores egen Herre og Gud, svedte blod i Getsemane. Mange taler om, at det er en eller anden form for angst, han faktisk oplevede der, og det er selvfølgelig i henhold til den kæmpemæssige synd og vrede, han skulle bære på korset.
Der skal vi selvfølgelig huske på, at Jesus var Gud og menneske, og her ser vi, at kødet - det han han trådte ind i - er svagt, men Ånden er stærk. Han beder stærkt: "Ikke min vilje, men din ske." Så han er i sandhed Gud her også.
Så har vi sådan én som Farao fra Det Gamle Testamente. Han kunne måske godt være anskuet lidt som en narcissist. Jeg ved ikke, hvad I har tænkt, men han bygger pænt mange statuer af sig selv, så det kunne man godt tænke.
Så vi har flere eksempler i Bibelen, hvor man ser, at mennesker kæmper med sindet, og vi ser også, at Bibelen taler om, hvordan de her sindslidelser kan dukke op. De kan opstå på flere måder, og nu vil jeg prøve at give et lille praj i forhold til, hvordan vi ser Bibelen tale om, at psykiske lidelser kan opstå.
Guds dom
Det første vi kan tale om, og det er måske også den lidt mere konkrete, er psykiske lidelser som Guds dom. Altså noget som Gud sender. I behøver ikke at slå op, men der står i Femte Mosebog 28, at "Herren vil ramme dig med sindssyge, blindhed og vanvid, så du må famle dig frem ved højlys dag som den blinde i mørket uden at nå dit mål." Så Herren vil ramme dig med sindssyge.
Vi ser også, at det her sådan rent konkret udmønter sig senere i Det Gamle Testamente, hvor kong Nebukadnesar, som jeg før nævnte, i Daniels Bog 4 lige pludselig bliver ramt af sindssyge og er ude at spise græs ligesom køerne. Han opfører sig som et dyr og ikke længere som et menneske.
Ringe valg i livet
Så har vi psykiske lidelser som følge af "ringe valg i livet", har jeg valgt at kalde det. Det her med, at man tager nogle valg i livet. Vi har fået en vilje, og nogle gange vælger vi simpelthen ikke særlig klogt.
Her er profeten Jonas et rigtig godt eksempel. Han får et klart og tydeligt budskab af Gud. Han skal gå til Nineve og bede de her hedninge om at omvende sig fra sin synd. Han vælger at gøre det stik modsatte.
Jeg ved ikke, om I nogen sinde har gjort noget lignende, men man skal som regel gøre det, Gud siger. Det er det bedste. Han vælger at løbe fra opgaven, og det leder faktisk til sidst til, at han bliver deprimeret og måske endda lidt selvmordstruet, hvis vi læser til sidst (i Jonas' Bog).
De fleste af os - hvis vi skal prøve at tage et mere nutidigt eksempel - ved også, at det at tage narkotiske stoffer kan være farligt, og derfor kommer det måske ikke som nogen overraskelse, at man i psykiatrien har en vigtig overvejelse i det med narkotiske stoffer, når man skal diagnosticere folk.
Når man skal give dem en diagnose, skal man tænke over, om de her mennesker reelt set har været i kontakt med narkotika, fordi så kunne det godt være, at deres sindslidelse var udløst af stoffer. Derfor kan man tale om, at dette også kan være et ringe valg i livet. Det ville jeg i hvert fald mene, at det er.
Sådan noget som søvn, kost og motion ved vi også har indflydelse på sindet, og det er også noget, vi har kontrol over og har en evne til at vælge til og fra.
Resultat af syndefaldet
Så har vi psykiske lidelser som resultat af syndefaldet. Altså lidt ligesom vi ved, at vi lever i en falden verden - vi kan falde og slå os, og ting kan gøre ondt rent fysisk - så er der også ting, der kan hænde os, som leder til psykiske lidelser.
Et bibelsk eksempel er fra Ruths Bog 1, hvor vi ser, at Naomi, der lider tabet af sin mand og sine sønner, oplever syndefaldet. Hun oplever, at syndens løn er død, og at vi lever i en verden, hvor folk dør, og vi kan lide sorg og tab. Derfor bliver hun beskrevet som én, der før hed Naomi og senere gerne ville kaldes for Mara. Naomi betyder behagelig, og Mara betyder bitter.
Hun bliver beskrevet af mange som én, der har oplevet en sorg, der går over i depression. En sorg der i sidste ende gør, at hun oplever sig tom, plaget af Gud og plaget af verden. Så psykiske lidelser kan være et resultat af syndefaldet.
Hvis vi skal prøve at tage et nutidigt eksempel, så har vi den reformerte hiphopper Shai Linne. Nogle har hørt om ham. Han har en kone, der hedder Blair Linne, og hun har i flere år kæmpet med panikangst efter et biluheld i 2015. Der havde de været ude at køre som familie med børn og det hele, og så rammer de en hjort, og bilen bliver totalskadet. Hun får efterfølgende panikanfald og kæmper med frygt og angst efter den her hændelse.
Havde man været ude at køre bil, og var dette sket i himlen? Nej. Der er ikke smerte i himlen. Så det er også noget, vi kan kæmpe med; sådan nogle hændelser, hvor man kan tænke "hvorfor skete det?". Men det er det lod, vi har fået her i livet.
En tredje ting, man kan sige er, at vi også har medfødte eller gendisponerede sindslidelser. Det kunne være sådan noget som autisme. Det taler man om, at man allerede fra 2-3-års alderen kan se på børn, også selvom de vokser op i gode kår. Så ligesom man kan være født med en fod med syv tæer eller et eller andet, så kan man også være født med noget gendisponeret i den her liga.
Så har vi til sidst psykisk lidelse grundet synd i vores liv, og der kan vi fx kigge på sådan én som Judas. Hans synd ledte ham til depression, og faktisk begik han selvmord til sidst.
Utilgivelighed
Vi kan tage sådan et emne som utilgivelighed. Det er faktisk en synd, som selv verden og moderne psykiatri har anerkendt, er noget, der kan lede dig til en masse sindsproblemer og -lidelser. Det her med ikke at kunne give slip er nærmest som at drikke et glas gift hver eneste morgen; når du vælger at holde fast på bitterhed og nag og ikke kan give slip på de mennesker, der har gjort dig uret.
Her taler Bibelen heldigvis om, at vi har fået ny styrke til at tilgive folk, og den kan vi drage på af Helligånden. Så psykiske lidelser kan opstå på flere måder, kan I se, og det er et alvorligt emne, som vi alle kan rammes af, og vi kan alle komme til at opleve det blandt vores nærmeste.
Jeg vil prøve ud fra fra seks steder i Bibelen at komme ind på tre punkter, som jeg er overbevist om kan være utrolig værdifulde for dig, som kæmper med sindslidelser eller dig, som en dag finder dig selv midt i en sindslidelse. Jeg vil lige læse dem op for jer. Første punkt er, at bøn er det stærkeste våben. Andet punkt er, at hyrden svigter aldrig. Og tredje punkt er "Du er ikke din diagnose".
Bøn som det stærkeste våben
Første punkt er, at bøn er det stærkeste våben, og I skal prøve at slå op med mig i Filipperbrevet 4,6. Så skal vi kigge på angst og bøn, og den forbindelse, vi ser der:
"Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus." (Filipperbrevet 4,6)
Vær ikke bekymrede for noget eller "Do not be anxious about anything", som den engelske oversættelse ESV siger. Angst eller bekymring har som udgangspunkt samme rod. Dog vil jeg mene, at angst er et stærkere begreb, et mere alvorligt begreb, end bekymring er.
Ofte ser man, at kontinuerlig bekymring kan lede til ængstelighed eller angst. Personligt ser jeg ængstelighed eller angst som bekymring tillagt en stærk følelse af frygt.
I kender garanteret også, at det tit kan starte med, at man bekymrer sig over noget - noget man oplever omkring sig eller i sine tanker. Det kunne være ved, at ens ægtefælle eller ens forældre, da man var barn, havde sagt, at de ville være hjemme på et bestemt tidspunkt. "Nu er der gået et kvarter, siden de skulle have været der. Hvad er der mon sket?" Det starter med en bekymring.
Når sindet begynder at spekulere i, hvad der kunne være årsag til, at de stadigvæk ikke er kommet, måske efter 20-25 minutter, så kan det have udviklet sig til ængstelighed eller angst. Pludselig gik det fra at være en tanke om, at det nok bare trak lidt ud, til at de måske er kørt grueligt galt i trafikken. Måske har de faktisk glemt dig, og årsagen til at de har glemt dig er, at de reelt set ikke holder af dig - selv om de siger det modsatte.
Når det når så langt, så er det ikke bare bekymring i dine tanker. Nej, så er det bekymring koblet med stærke negative følelser, og det er her, hjertet kommer på banen. Hjertet er tit det, som anvendes til at beskrive, når vi som mennesker er påvirket af vores følelser. "Følg dit hjerte" som Disney eller Hollywood er kendt for at kommunikere i deres film. Det er med andre ord en opfordring til at lade sig styre af sine følelser, og hold op, hvor har verden taget imod denne opfordring med kyshånd.
Mange af os er selvfølgelig blevet stopfodret med disse film fra barnsben af og den her filosofi igennem vores opvækst. I dag er vores verden ikke længere fuld af klare rammer, netop fordi folk lader sig lede af deres følelser, af deres hjerte.
Har du pludselig stærke følelser for din kollega på arbejdet? Mand eller kvinde - det er sådan set ligemeget efterhånden. Så er det måske tid til at erkende, at du er vokset fra din kone. Nu leder dit hjerte dig til noget nyt og spændende. Ej, vi tror ikke på, at man skal leve sådan. Der vil jeg bare sige et stærkt nej til det.
Hvad med at tale om, hvad der er rigtigt og forkert? Hvad med at hylde ægteskabet for hvad, det er? En pagt til døden os skiller; mellem to syndere, men for hvem intet er umuligt, fordi de er i Kristus Jesus. Selv sekulære mennesker, der ikke vedkender sig Gud, ved godt, at skilsmisse er ødelæggende og destruktivt.
Så hvad prøver jeg sige med det her? Sindet, vores tanker, er, hvor det som regel starter, men det ender i hjertet. Det starter med en tanke om bekymring - det bliver til angst. Det starter med en tanke om beundring eller betagethed - det bliver til begær og utroskab. Det er, når vi fodrer tankerne, vælger dem til, identificerer os med tankerne, at det får lov at vokse i os. Og det er her, det kobler sig til hjertet.
Her vil jeg særligt lægge vægt på identitet med tanken. Jeg har i mit tidligere arbejde i psykiatrien og i snakke med mennesker, jeg har mødt, hørt om folk, der overkommer tvangstanker med at finde fred i, at de findes men samtidig sige til sig selv, at det ikke er deres egne tanker. Det er ikke tanker, de kan identificere sig med.
Det er afgørende, fordi vores identitet er i Kristus. Den er i Kristus. Vi er døde med ham, og vores identitet hviler nu fuldt ud i at tilhøre ham. Det skal vi prøve at dykke ned i senere, venner, så prøv at holde fast i det; at vores identitet ikke er i vores lidelser, den er i Kristus.
Hvad så når vi rammes af angst, og når angsten bliver hyppig? Eller når sindet rammes på anden vis, eksempelvis med depression eller tvangstanker? For jer, der ikke ved, hvad det er, så er det nogle tanker, der kan komme ud af det blå, som måske er dybt forkastelige for os, som vi ikke kan genkende os selv i, og som vi synes, er svære at slippe af med.
Vi ser, at bøn og Guds fred i vers 7 i Filipperbrevet er en fred, der overgår al forstand, men det er også en fred, som kobles til bøn. Bøn er vejen til denne fred, og bøn er det, der vil bevare vores hjerter og tanker i fred.
Jeg ved ikke, om I kender det, men midt i bekymringer om økonomi, fremtid, uddannelse, arbejde eller konflikter kan bøn være det, der giver den dybeste fred. Bøn er det, der tæmmer irrationelle følelser, når bekymringstanker har fået lov at løbe løbsk med os. Det, at få øjnene væk fra os selv og over på Gud som har al magt og kontrol i universet, er med til at give os det rette perspektiv.
Vi tjener en almægtig Gud, der som vores far ønsker at give os det, vi har brug for. Romerbrevet 8,28 - der står noget meget betryggende for os. Der står:
"Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet." (Romerbrevet 8,28)
Det betyder, kære venner, at uanset hvad der rammer os, uanset hvad vi kommer til at opleve, og uanset hvad vi beder om, så kommer det til at virke til gode for os.
Jeg er sikker på, at der er mange af jer, der kan vidne om lige præcis det her i jeres eget liv. At vi ikke altid oplever at få det, vi beder om. Vi oplever ikke altid, at det går efter vores planer. Halleluja for det, fordi havde vi skulle lede os selv ved altid at bede om, hvad vi synes, vi har brug for, og vi så fik det, så tror jeg ikke, det var gået særlig godt. For hvad ved vi i sidste ende?
Der skal ikke megen YouTube til for at bevise, at mennesker ikke altid er helt smarte på den. Der skal ikke så meget Youtube til, før vi finder ud af, at vi faktisk besidder lidt dumdristighed indimellem. Vi har brug for en himmelsk far, der er i kontrol over vores liv. En fantastisk bror som Kristus, der leder os med sin ånd.
Det giver god mening, at Gud sammenligner os med får, der er afhængige af hyrden til at lede dem, både væk fra fare men også hen til mad og hvile. Er du et Guds barn? Er du efter hans beslutning kaldet - som Romerbrevet taler om - så vil du også blive retfærdiggjort, som vi læser i forlængelse af Romerbrevet 28 i vers 30. Det betyder, at Jesus er din hyrde, og han vil holde styr på dit liv. Han mister ikke nogen af sine får.
Det er det, man ser i Johannesevangeliet 10,26-29. Der beskriver Jesus, at han mister ingen af sine får. Så er du hans får, vil du blive retfærdiggjort, og så vil han aldrig miste dig. Det er vigtigt lige at stadfæste, at i Johannesevangeliet, der hvor Jesus nævner, at hans får er dem, der kender hans stemme og hører ham, er en passage, der ikke taler om bøn. Det er en passage, der taler om frelse. Det er netop det her med, at han ikke vil miste nogen af sine får.
Men det betyder også, at vi som individer ved, at vi kan regne med vores Herre. Han leder os det rigtige sted, og han kommer aldrig til at miste os. Nogle gange skal vi som hans får ledes igennem nogle dale, før vi kan nå en bjergtop. Og det er ikke altid lutter lagkage. Det er aldrig rigtig rart at skulle igennem de her mørkets dale.
Hyrden svigter aldrig
Det leder mig til mit andet punkt. Det er netop det her med, at hyrden aldrig svigter. I kan prøve at slå op med mig i Salme 23. Her skal vi læse lidt om, hvad det er for en hyrde, vi har. Der står:
"Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst." (Salme 23,1-4)
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Hvis du kæmper med mørke i sindet, med lidelser i sindet, så vær ved godt mod, kære bror og søster, Jesus er hos dig. Du er stadigvæk hans får, og du er stadigvæk ledt af ham. Han vil ikke forlade dig, og han vil aldrig miste dig.
Jeg læste en artikel skrevet af en præst, der har kæmpet med angst. Titlen på artiklen var "How Anxiety Has Grown My Faith". Altså, hvordan angst har styrket hans tro. Han lægger vægt på, at ængstelighed i sig selv ikke er syndigt, men at det bliver syndigt, når ængsteligheden bliver til mistillid til Gud.
Angst er, som præsten så fint beskriver det, muligheder for at rette vores blik mod ham, der kan give os hvile og fred. Det er en kampzone, hvor sindet skal fornyes i Kristus.
Hvorfor er det, at David kan sige, at han ikke frygter noget ondt i mørkets dal? Det er fordi, hans blik er rettet mod hyrden, som går med ham og leder ham ud af dalen. Betyder det så, at vi bare, ligesom Filipperbrevet 4,6 kunne give indtrykket af, kan bede og så forsvinder angsten permanent? Nej, kære venner, fordi der er en mørkets dal, vi skal ledes ud af.
Der er situationer i vores liv, som minder om disciplene og Jesus i båden, hvor det stormer. Det kan man læse om i Matthæusevangeliet 8,23-27, hvor Jesus helt roligt ligger i båden, mens der er en storm omkring dem. Og disciplene bliver ængstelige, tager fat i Jesus og siger: "Hvad så? Hvorfor ligger du og sover?" Men der vil være storme i vores liv. Der vil være traumer. Der vil være panik, angst, depression, tvangstanker, belastninger og andre lidelser, der kan tynge vores sjæl.
Men midt i stormen, midt i lidelserne, har vi vores hyrde, som er rolig. Han er i kontrol, og han stilner stormen. De fleste, der har haft en depression inde på livet, ved, at det går over. Livet lysner. Foråret kommer. Selvom natten er mørk, så bryder lyset frem hver morgen. Jesus stilner stormen. Han lader det ikke rase for evigt mod sine får. Det er her, vi må huske på Romerbrevet 8,28 igen, venner:
"Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet." (Romerbrevet 8,28)
Hvis det er sandt, og det tror vi på, at det er, så kan vide os sikre på, at han er i kontrol. Vi kan vide os sikre på, at hvis vi er ramt af det her, er det stadigvæk noget, der er godt for os. Det er stadigvæk noget, Gud kan bruge til noget godt, og det er derfor, at en præst kan fortælle, at angst faktisk har styrket hans tro. Det har ledt ham tættere til Gud.
Det er derfor, Blair Linne - Shai Linnes kone, hende med trafikuheldet - beder oftere, end hun gjorde før. Fordi hun har brug for at bede til Gud. Hun har brug for at kæmpe med panikangst. Hun har brug for at søge Herren.
Og det er derfor, sådan én som Paul Washer, som mange af jeg kender, kan afvise en brors opfordring til at bede for ham. Han ser faktisk smerten som en velsignelse. "Please, don't take my blessing away", siger han. Han ser det som noget, der bringer ham tættere på Gud. Så lidelser kan også ses som prøvelse, og som troende kommer vi stærkere ud på den anden side. Vi kommer stærkere ud på den anden side. Det er vigtigt, at vi holder fast i Kristus, holder fast i bøn, og vi kommer stærkere ud på den anden side.
Gennem lidelse holdes vi tæt til hyrden, fordi vi oplever, at vi har brug for ham. Meget oftere end vi måske havde før lidelsen. Med andre ord leder han os til større afhængighed af ham. Gud kan lede dig igennem utrolig smertefulde veje her i livet. Men du kan være sikker på, at i sidste ende er det for dit eget bedste.
Du kan være sikker på, at han (Gud) har styr på dit liv. Og han ved, hvor du ville have været i dag, hvis det ikke havde været for den prøvelse, du skulle igennem. Hvem ved hvilke ambitioner du havde haft, der kunne føre dig på afveje, havde du ikke skullet gennemgå en depression eller et hæmmende traume?
Jeg vil ikke dykke ned i den her tekst i dag, men mange af jer kender pointen og historien i Første Mosebog 50,20, hvor vi hører om, at Gud faktisk havde en god plan med, at Josef skulle sælges som slave, have tæsk af sine brødre og ende uskyldigt i fængsel. Vi ved, at Josef bliver magtfuld og vender hele skuden for hungersnøden i landet. Og derved bevarer han sin bror Judas - og Jesu - slægtlinje. I alle de år det stod på, forstod Josef ikke, hvorfor det måtte ske.
Han forstod ikke, hvorfor han skulle have de her lidelser inde på livet. Mange af jer, der i dag kæmper med en psykisk lidelse eller en prøvelse, kan garanteret heller ikke finde mening i det. I de fleste tilfælde vil det kræve evner og et overblik, som kun Gud har.
Men venner, det, vi ved, er, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Det kan vi hvile i. Det kan vi være sikre på. Vi ved, at han leder os ad rette stier for sit navns skyld. Og hvor ville vi gerne have indsigt, og hvor ville vi gerne forstå den smerte, vi står i.
Men vi må huske på, at vi er de her får. Vi aner ikke meget i betragtning af hyrden, og det er bedst sådan. Jeg ved ikke, om Josef ville have kunnet klare den her hårde vandring, han skulle på, hvis han vidste det hele på forhånd. Prøv at tænke over det.
Jeg ved heller ikke, om I har set, hvordan hyrdelandskabet er i Mellemøsten. Salme 23 beskriver en hyrde som leder fårene til grønne enge. Der vil jeg bare sige, at der i Israel og i Mellemøsten er pænt tørt. Der er ikke en masse grønne enge.
Den måde, som hyrden der virker på, er, at han bliver nødt til at lede fårene helt specifikt hen til små græsspirer, som spirer nogle enkelte steder; der hvor duggen lægger sig ned af de større sten. Derfor kan fårene ikke finde hen til maden. Fårene kan ikke finde hen til det sted, der holder dem i live. De er nødt til at følge hyrdens ledelse i det, så de når hen til de små spirer, som de kan leve af.
Ligesom dem har vi brug for at fokusere på hyrden, og hvor han leder os hen. Vi har brug for ikke at gå vores egne veje, men at holde os tæt til ham for at kunne leve; for ikke at dø. Også rent åndeligt set, er vi afhængige af ham i al evighed.
Du kender måske ikke vejen, hvor Herren vil have dig hen, og hvordan han vil føre dig igennem det her. Men du kan vide dig sikker på, at ligesom hyrden tager sig af fårene, sådan tager Jesus sig også af dig. Vi er i hans hænder.
Du er ikke din diagnose
Det leder mig til mit tredje punkt: "Du er ikke din diagnose". I Galaterbrevet 2,20 står:
"Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds Søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig." (Galaterbrevet 2,20)
Det Ny Testamente er fuld af skriftsteder, der taler om, at vi er nye skabninger. Vi er døde med Kristus for at genopstå med ham som nye skabninger til et nyt liv; til det kristne liv. "Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!"
Prøv at slå med mig op i Romerbrevet 12,2. Så skal vi se på en tekst, der taler om denne forvandling, men i en kontekst af sindet i det kristne liv. Det er det hele ved os, der bliver forvandlet. Der står:
"Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle ved at sindet fornyes, så ikke kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne." (Romerbrevet 12,2)
Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle ved at sindet fornyes. Jeg ved ikke med dig, men jeg vil mene, at verden er fuld af mørke, fuld af synd, fuld af afgudsdyrkelse. Så det er ikke underligt, at Paulus starter med at sige, at vi ikke skal tilpasse os denne verden, som et kriterie for at vores sind kan fornyes.
Hvordan vil verden bekæmpe depression, hvordan vil verden bekæmpe angst, og hvordan vil verden bekæmpe OCD? Det er overordnet set terapi, medicin, gåture i naturen, mindre stimuli. Sådan nogle ting.
Den kristne kan også tale om traumer igennem terapi. Den kristne kan også tage medicin. Den kristne kan gå ture i naturen og søge mindre stimuli. Alt sammen gode ting. Men den kristne har et helt andet perspektiv, et helt andet udgangspunkt.
Vi har fået styrke af Helligånden til at tilgive dem, som man aldrig igennem terapi eller egen kraft havde formået at tilgive. Vi har fået styrke af Helligånden til at bede for vores fjender og velsigne dem. Og så har vi fået en ny identitet i Kristus. Vores liv er i hans hænder. Vi er ikke længere bare os selv, men vores liv er i ham.
Vi lader ikke verden definere, hvordan tingene står til. Vi som kristne har mulighed for at gå til Guds ord. Vi gør som salmisten, der i Salme 42 prædiker til sig selv, til sin sjæl og til sine følelser og sit hjerte.
"Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud." (Salme 42,6)
Det er klart, at salmisten her står midt i lidelserne. Salmisten anerkender, at livet er hårdt og gør nas. Vi er ikke ude i, at salmisten er ligesom de her "name it and claim it"-folk, som blindt siger "Nej, i Jesu navn er jeg ikke den her diagnose, og jeg er ikke den her sygdom. Jeg har ikke det her." Jo, du har formentlig noget sygdom inde på livet. Det kan du ikke bare tale væk.
Tilgangen her (i Salme 42) er fuldstændig anderledes. Tilgangen er, at man ikke lægger sig fladt ned. Tilgangen er, at vi ved, at Herren kan føre ud af det her. Tilgangen er, at vi mærker noget i vores sjæl, vi mærker noget i vores hjerte, og så ved vi, at selvom vi mærker det, så har Gud stadig styr på det.
Selvom jeg mærker det så kan Gud vende det, og jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud. Så vi regner ikke med, at vores situation, vores mørke dal, er for evigt. Vi kan som kristne prædike til os selv: "Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny."
Diagnose kan være med til at give os en forståelse af, hvad det er for noget, vi kæmper med i vores sind og vores sjæl. Men det er bare, i sidste ende, første skridt, for diagnosen i sig selv fikser jo ikke problemet. Det er her, hvor man skal til at kigge ind i en behandlingsproces, og det er her denne kan starte. Og der er det afgørende at huske på, at vi som kristne har en identitet i Kristus. Ikke i diagnosen.
Hvorfor siger jeg det her, venner? Det gør jeg, fordi selv forskere i psykiatri anerkender, at diagnoser kan være hæmmende for folks fortællinger om sig selv, altså deres identitet. Og nogle gange gør det deres bedring betydeligt langsommere. Jeg prøver lige at sige det igen. Diagnoser kan faktisk være hæmmende for folks fortælling og identitet, fordi det gør deres bedring betydeligt langsommere.
Jeg vil gerne læse et citat fra Dorte Kirkegaard Thomsen. Og nej, hun er ikke i familie med Thomsen-familien her. Det regner jeg i hvert fald ikke med. Ellers har jeg ikke hørt om det endnu. Hun er professor ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, så hun er hardcore insider. Hun siger sådan her:
"Nogle gange kan de fortællinger, der knytter sig til en bestemt diagnose, fungere som en art selvopfyldende profeti. "Jeg er for svag til at søge et arbejde". "Jeg er for skrøbelig til at flytte hjemmefra, til at stifte familie, til at gribe ud efter de drømme, jeg måtte have". Man projicerer sine symptomer og sin tilstand ud i fremtiden. Man forsøger af rigtig gode grunde at passe på sig selv, og på den måde fastholdes man i et mønster, der måske kunne brydes."
Jeg kan se på flere af jer, der sidder her i dag, uden at nævne navne, og vide, at der har været tidspunkter i jeres liv, hvor tanken om at flytte hjemmefra eller at få et arbejde, et ægteskab eller en uddannelse har været fuldstændig absurd. Det turde du ikke drømme om, dengang diagnosen var helt frisk. Hvor du fik en kasse at sætte dig selv i, og hvor fagpersoner samtidig talte om dine stærke begrænsninger frem for behandling, fremtid og håb.
Prøv at se jer selv i dag, venner. Herren fik jer ud af det. I er ikke samme sted i dag, som I var dengang. Skete det her på en dag? Var det bare lige et knips? Nej, han (Gud) gik med jer alligevel - hvert eneste skridt - og fik jer ud af det, som den gode hyrde han er.
Psykiatrien tæt ind på livet
Personligt har jeg også selv fået lov at se det her i mit eget liv med min kone Sharmini, som også har haft psykiatri tæt ind på livet. Vi har været inde og ude af psykiatrien mange gange, og det har klemt os en hel del. Sharmini fik en borderline-diagnose; personlighedsforstyrrelse hedder det også.
Når man taler med psykiatrien, så er det ikke noget, man sådan lige skal regne med bliver bedre. Løsningen her er også gruppeterapi, terapi og måske noget medicin, men man regner ikke med, at man bliver helbredt af det. Det, vi oplevede, var, at det, der i sidste ende gjorde, at Sharmini var endt der, hvor hun var endt, var, at hun havde noget utilgivelighed. Hun havde noget synd, der havde rodfæstet sig.
Vi snakkede om de her forskellige måder, man kan ramme ind i psykisk lidelse på, og der var synd den sidste, jeg nævnte. I hendes tilfælde var der noget syndserkendelse, der skulle til. Hun skulle omvende sig fra sin utilgivelighed. En helliggørelsesproces skulle starte. Hun skulle søge sin hjælp ved Herren, ved Gud, og han kunne forvandle hende og give hende evne til at tilgive de mennesker, som havde forurettet hende.
Og nej, det skete heller ikke bare lige ved, at vi "name'ede" og "claim'ede" det, og sagde "Så, nu er det slut!". Det havde været super-nemt og rart, sikkert, hvis det var sådan, det var gået. Men i stedet for har vi fået lov at opleve, at Jesus, som vores gode hyrde, har vist os vejen og gået ved siden af os. Han har ledt os som familie ud af det mørke, som vi var i, og det er helt fantastisk. Pris Herren for det.
Vores identitet er i Jesus og håbet
Så vi kan være opmuntrede i at vide, at vores identitet er i Jesus, og Jesus har givet os et nyt liv. For ham er intet umuligt. Han har en fred til os, som overgår al forstand, på trods af den her mørkets dal, som du kan befinde dig i. Han har givet os sit ord, så vi kan tage ved lære af salmisten, der ikke lader hjertet styre ham, men i stedet taler til sit hjerte, prædiker til sig selv om Herrens godhed, de løfter og de sandheder, der uafhængigt er sande - uanset hans situation.
Sidder du her i dag som en kristen, eller lytter du online, så husk på, min ven, at vi har et evigt håb i Jesus. Vi har et evigt håb i hans værk: Evangeliet - det fuldbragte værk på korset, hvor han efter et syndfrit liv sonede mange synder og på tredjedagen opstod, fordi sejren var fuldbragt og anerkendt af Faderen.
Det er det håb, vores identitet ligger i. Han har evne til at helbrede dig (knips) sådan der, men hvis han ikke gør det, så vær ved godt mod og vid, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.
Vid, at selv om du går i mørkets dal, så skal du intet frygte, for Jesus er med dig. Han går med dig hele vejen. Og vid, at din identitet er i Kristus, ikke i din diagnose. For Jesus er intet umuligt. Du er i hans hænder. Hans fred, der overgår al forstand, vil bevare dig.
