En Frelser er født os
Brødre og søstre, det er den gave, som lå i den krybbe i Bethlehem. Håbet om en frelse, som er sand. Håbet om en frelse, som er sikker, og som aldrig svigter. Håbet om barnekår hos Gud ved troen på hans elskede søn Jesus Kristus.
Rigtig glædelig juleaftensdag til jer alle sammen. Det er dagen, hvor vi fejrer vor frelsers fødsel, og det er Herrens egen dag, hvor vi samles for at tilbede Gud og prise ham for, hvem han er, og for hvad han har gjort for os; hvordan han har købt sit folk ved sin egen søns dyrebare blod. Guds søn, Jesus, blev født i Davids by, som vi læser i juleevangeliet. De skulle finde ham, et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe; og det var tegnet. I Bethlehem fandt de Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Det var gode nyheder. Det var rigtig gode nyheder, og der var lovsang i himlen, og der var lovsang på jorden. En frelser er os født. Men frelsen blev ikke sikret ved Jesu fødsel alene; den blev sikret ved hans efterfølgende død og opstandelse. Det er hele historien, vi skal have for øje, hvis julen skal have et evangelium. Det er der mange, der glemmer i denne tid. Et godt spørgsmål at begynde med er: hvorfor blev Jesusbarnet født? Matthæusevangeliet, som Mark har læst op af, svarer helt utvetydigt på dette spørgsmål med ordene:
"Hun (Maria) skal føde en søn, og du (Josef) skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder." (Matt. 1,21)
Vi kan så stille et efterfølgende spørgsmål her: Hvordan gjorde han det? Hvordan frelste han sit folk fra deres synder? Svaret på det spørgsmål fører til hele evangeliets fortælling. Men som vi læser i vores bibler, begynder evangeliets fortælling faktisk lang tid før. Den begynder lang tid før, da den blev fortalt, i form af det, som Bibelen kalder skygger. Hvad er det, en skygge gør? (Det kan være, at I kan se min skygge her). Hvad er det, skyggen gør? Skyggen fortæller, at der er en skikkelse. Skyggen fortæller, at der er noget mere end bare den skygge. Skyggen er ikke skikkelsen i sig selv, men den vidner om skikkelsens tilstedeværelse. På den måde blev der fortalt og vidnet om en skikkelse, mange generationer før skikkelsen kom til syne, for at de som levede, i skyggernes tid, også kunne have et håb om en frelse og en tro, som gør retfærdig. Det vil sige, for at også de kunne have evangeliet. Skyggerne viste sig på forskellige måder; det ser vi i Det Gamle Testamente. De kom til udtryk på forskellige måder. Her til formiddag vil jeg gerne belyse en af de her skygger. Vi skal se på én, der begyndte i Egypten 1500 år før Jesus blev født.
Fjendskab mellem Djævelens afkom og kvindens afkom
Det første kapitel, og til og med den første del af det andet kapitel, som Mark har læst i Anden Mosebog, giver os beretningen om en frelser, der bliver født, og Gud skulle bruge denne frelser som et redskab til forløsning af sit folk ud af trældommen i Egypten. Vi har læst teksten her, og det første kapitel, som vi læser i Anden Mosebog sætter scenen og baggrunden for den frelseshistorie, som kapitel 2 begynder med. Det begynder med en kvinde, der føder en søn, som i Guds forsyn bliver bevaret fra et statsautoriseret drab på alle drengebørn i den tid. Allerede her kan vi begynde at se den tydelige parallel til omstændighederne i forbindelse med Jesu fødsel. Både Moses og Jesus blev født i en tid, hvor Guds folk blev undertrykt. På Moses' tid var det under Egyptens tyranni, de blev undertrykt, og på Jesu tid var det under romernes.
Men det mørke og had imod Gud og had imod Guds folk begyndte i begyndelsen. Her skal vi helt tilbage i vores bibler, helt i starten, og se, hvordan det var, det hele begyndte. Vi er tilbage i Edens Have efter skabelsen. Mennesket, som ellers er uden synd, og som vandrer sammen med Gud på jorden i hans fuldkomne herlighed, de synder imod Gud. De bryder Guds bud. De bryder hans lov. Og hvad sker der? De mister herligheden fra Gud, og synd og død bliver et vilkår for hele menneskeheden. Et andet vilkår, som vi ser påvirker hele menneskeheden - det bliver også et gennemgående tema igennem Det Gamle Testamente - er det fjendskab, som Gud sætter mellem kvindens afkom og slangens afkom, som vi læser om i Første Mosebog kapitel 3, og vers 15 specifikt. Vi ser dette fjendskab mellem Djævelens afkom og kvindens afkom. Det vil sige dem, der følger Djævelen og hans ånd som herre, og dem, der følger Gud og hans ånd som frelser og herre. Her ser vi to spor. De her to afkom, som vi ser igennem Det Gamle Testamente - igennem Bibelens historie. Går vi et kapitel tilbage her fra Anden Mosebog og kigger på hele den første del af Bibelen, læser vi historien om Josef, og her ser vi også de to spor: hadet imod Guds udvalgte tjener, Josef, kommer til udtryk, og førte til, at hans egne brødre solgte ham som slave. Men i Guds forsyn rejste han Josef op, og han blev en leder og en frelser for sit folk Israel.
Efter Josefs død begynder en ny tid for Israel, og det er det, vi starter med at læse i Anden Mosebog. En ny tid begynder for Israel, og der er nu gået cirka 400 år. Vi ser slangens afkom igen komme til udtryk i en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef - det læser vi i vers 8. Han tvinger israelitterne i trældom. Han tvinger dem til at blive slaver, og det gør han, fordi han føler sig truet af deres frugtbarhed og deres talrighed. Så beordrer han - som vi har læst her - drabet på alle drengebørn, som blev født, og efterfølgende at de skulle kastes i Nilen, som vi læser om i vers 22. Det er midt i dette tyranni, midt i dette mørke, midt i dette had, at vi ser kvindens afkom komme til udtryk. Så slangens afkom læser vi først om og så kvindens afkom, som vi læser om i det andet kapitel med Moses' fødsel, og hvordan han i Guds forsyn bliver bevaret. Faraos datter tager ham til sig og adopterer ham. I vers 10 læser vi, at "han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses, "for jeg har trukket ham op af vandet," sagde hun."
Evangeliet i Det Gamle Testamente i form af skygger
Lad os prøve engang at tænke på nogle af de skygger, som vi ser i vores passage, og som peger på skikkelsen, som er Jesus Kristus. Vi husker på, hvordan Hebræerbrevet i det tiende kapitel taler om dette her med skygger og skikkelse. Det vil sige, at i Det Gamle Testamente læser vi om skyggerne, og når Hebræerbrevet kapitel 10 refererer til det, så er det loven - altså Første, Anden, Tredje, Fjerde og Femte Mosebog. Men vi ser også, at hele Det Gamle Testamente indeholder skygger af de kommende goder, som er skygger, men ikke selve tingenes skikkelse.
Fordi skyggerne er til stede, så er skikkelsen Jesus Kristus på en måde også til stede. Som en teolog har sagt det:
"Det Gamle Testamente er skyggen. Jesus er realiteten."
Hør hvordan Paulus introducerer sit brev til romerne. I Romerbrevet, det første kapitel og det første vers, læser vi:
"Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium..."
Hvilket evangelium?
"...det evangelium, som Gud forud havde lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter." (Rom. 1,1)
Det vil sige Det Gamle Testamente. Det evangelium, som han havde lovet, allerede før Jesus kom. Det er "evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt.”. Sådan starter Romerbrevet. Så vi kan sige: evangeliet om Guds Søn, Jesus Kristus, kommet af Davids slægt, kvindens afkom, som Gud forud havde lovet - forud for hans komme - i Det Gamle Testamente i form af skygger. Skygger såsom Moses. Skygger såsom mange andre ting, som vi læser i profeterne og i skrifterne, i Den hellige Skrift. Guds folk var altså ikke uvidende. Guds folk var ikke uvidende om evangeliet, før Jesus kom. Evangeliet var til stede, men det var til stede i form af skygger. Her i beretningen om Moses får vi øje på flere. Vi får øje på nogle af de her skygger, og flere nuancer af det, som fortæller os om Guds vidunderlige frelsesplan. Jeg vil blot fremhæve bare nogle enkelte elementer af den skygge, som vi ser.
Paralleller mellem Anden Mosebog og Matthæusevangeliet
I forhold til når vi ser på de generelle paralleller mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, kan vi sammenligne Anden Mosebog med Matthæusevangeliet, som Mark har læst fra. Begge bøger begynder med en stamtavle. Den undgik Mark her, men de begynder begge med det, og begge beretter om fødslen af en forløser. I Anden Mosebog undertrykker Farao Israel. I Matthæus undertrykker Herodes jøderne. I Anden Mosebog flygter Moses fra Egypten. I Matthæusevangeliet flygter Jesus til Egypten. Som vi har set, beretter begge bøger om drabet på drengebørn. I Anden Mosebog hører vi om Israels vandring gennem Det Røde Hav. I Matthæusevangeliet bliver Jesus døbt i Jordan. Israel fristes i ørkenen i 40 år. Det læser vi om i Fjerde Mosebog. I Matthæusevangeliet fristes Jesus i ørkenen i 40 dage. I Anden Mosebog giver Gud Moses loven på Sinajs bjerg, og i Matthæusevangeliet udlægger Jesus loven på bjerget. Det er det, vi kalder Bjergprædikenen. I Anden Mosebog bliver påsken indstiftet som kulminationen på Israels frelse ud af trældommen i Egypten, som peger frem imod kulminationen på Jesu liv og tjeneste; at han som påskelammet blev slagtet og udgød sit blod, pagtens blod, der dækker og beskytter Guds folk fra Guds kommende vredes dom. Ligesom Israel havde blodets beskyttelse i påsken, så har det nye Israel, Guds menighed, blodets beskyttelse ved Jesu blod, som opfylder den gamle pagt og indstifter den nye pagt, som er en eviggyldig pagt.
Skygger i dagens tekst
Med de her overordnede paralleller for øje, så lad os prøve at zoome ind på vores tekst og se på nogle af de detaljer, som guider vores tanker hen til Jesus. Vi kan begynde med den sidste ting, jeg nævnte ud fra vores tekst, om at Faraos datter får øje på kurven mellem sivene ved Nilens bred, og hun åbner den, og hun får medynk. Hun ser det lille, grædende barn og får medynk med det. Hun tager barnet til sig. Hun adopterer det her barn. Vers 10 igen:
"Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses; "for jeg har trukket ham op af vandet," sagde hun."
(2. Mos. 2,10)
På hebraisk er Moses udsagnsordet "at trække op". Men på egyptisk betyder det "søn af". Der var en egyptisk konge, der hed Ak Moses, der betyder søn af Ak. Så navnet Moses er lidt specielt, fordi der ikke er nogen reference til en far. Det er bare "søn af...". Søn af hvem? Bare “søn af…”, “Moses”. Det er en interessant detalje, fordi det er en interessant udeladelse. En passende udeladelse, kan man sige, fordi det rejser det her spørgsmål omkring identitet: Hvem er Moses egentlig? Det bliver tematisk for Moses' tjeneste, men vi ser også, at det er tematisk for Jesu tjeneste. Hvem er Jesus egentlig? Det var det spørgsmål, som også blev stillet dengang. Hvem er denne mand? Hvem er Jesus? Moses var en kongesøn i Egypten, men alligevel... nej, han var en hebræer. Han ender med at forlade Egypten. Han ender med at forlade hele sin egyptiske familie, sit barndomshjem, og så går han ud efter en søgen efter "hvem er jeg?", og han finder faktisk ud af, hvem han er. Efter lang tid finder han ud af, at han faktisk er en søn af den Højeste Gud. Han er en udvalgt tjener. Han er én, som er kaldet til at befri Guds folk ud af trældom. Han mødes med Gud, og Gud giver ham mandatet, og Gud giver ham kaldet til det. Denne skygge, som vi ser her, minder os også om Jesus. Jesus kom til sit eget. Det læser vi om i Johannesevangeliet kapitel 1 og vers 11. Han kom til sit eget, og hvad skete der så? Hans egne tog ikke imod ham. Hans egne tog ikke imod ham. Han var som Galaterbrevet kapitel 4, vers 4, siger: Han var født af en kvinde. Han var født under loven. En jødisk dreng. Han var ligesom en jødisk dreng; ligesom alle andre jødiske drenge på dette tidspunkt. Født under Moseloven. Men alligevel... nej, han var ikke bare det. Han var ikke bare en jødisk dreng. Han var Guds søn. Han kom fra himlen, sendt af Gud her til jorden, til os, til mennesket, som er fortabt i synd og mørke, for at frelse sit folk fra deres synder. Det var det, han var. Det er derfor, Jesus ifølge Matthæusevangeliet 21 fik navnet Jesus. Det var netop på grund af hans identitet som en frelser, at han kom for at frelse sit folk fra deres synder. Denne delte identitet som Moses havde; egypter og hebræer. Denne delte identitet gjorde også, at Moses på en særlig måde i Guds hånd blev et talerør ind i Egypten på vegne af Israels folk. Det førte til, ved Guds nåde, Israels befrielse ud af fangenskabet i Egypten. Jesus havde også en delt identitet, men det var ikke mellem to kulturer. Det var ikke en delt identitet mellem to religioner eller to folkeslag. Det var mellem himlen og jorden. Mellem Gud og mennesket. Ikke sådan at han var halvt af hver. Halvt menneske, halvt Gud. Nej, sådan at han var helt af hver. 100 procent Gud, 100 procent menneske. Det førte til, at han kunne være Guds lys ind i verden; mellemmanden og formidleren mellem Gud og mennesket, der som det eneste menneske var værdig og i stand til at bringe forsoning, i stand til at bringe forligelse og frelse til sit folk. Moses kunne føre, ved Guds nåde og ved Guds kraft, folket ud af Egypten, ud af deres afgudsdyrkelse i Egypten. Jesus kunne tage Egyptens afgudsdyrkelse ud af folkets hjerter. Det kunne Moses ikke. Moses kunne lede folket. Han kunne give dem Guds lov på tavler af sten. Jesus kan forvandle folk og gøre deres hjerter af sten til hjerter af kød og blod, hvor loven er skrevet på deres hjerter, i deres indre. Moses førte folket til løfteslandet så de kunne komme ind i det. Men Moses kom ikke selv ind i løfteslandet, fordi han var et menneske, som også havde begået synd imod Gud. Så han fik ikke lov at komme ind i landet. Jesus er uden synd. Jesus kan føre sit folk helt ind i landet, helt ind i det løftesland som Gud har lovet, det himmelske land. Han kan føre sit folk helt i mål, ud af trældom til synd og ind i sit evige fredsrige. Det formåede Moses ikke, men det formår Jesus. Moses, kan vi se, var bare en skygge. Men Jesus, han er selve skikkelsen. Han er den, der i sandhed formår at frelse det fortabte. At forsone mennesker, der omvender sig, forsone dem med Gud og give dem den fred, som overgår al forstand. Det er det, Jesus kan. Det er den frihed, som han giver. Det er ikke sådan en midlertidig jordisk frihed fra menneskers politiske systemers undertrykkelse. Nej, det er en fuldkommen og evig fred og en åndelig frihed, som er uafhængig af denne verdens omstændigheder. Der er en grund til, at Hebræerbrevet siger i kapitel 3 og vers 3, at:
"Jesus er blevet kendt værdig til så meget større herlighed end Moses" (Hebr. 3,3)
Moses selv profeterede faktisk om Jesus. Det læser vi om i Femte Mosebog kapitel 18 og vers 15. Der profeterer Moses faktisk om Jesus. Han siger sådan her:
"Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.”
(5. Mos. 18,15)
Ham skal I adlyde. Hvornår blev denne profeti opfyldt? Den bliver opfyldt julenat i Bethlehem, da Himlens konge blev født. Han var en profet som Moses. Moses var skyggen. Jesus er skikkelsen. Som Moses skulle han tale Guds sandhed til folket, men i modsætning til Moses talte han ikke blot om Guds sandhed; han talte som Guds sandhed som den, der er sandheden. Den, der er sandheden, vejen og livet. Derfor understregede Moses: "Ham skal I adlyde". Når vi læser igennem Bibelen, og vi læser i Det Gamle Testamente for eksempel, læser vi, at Israels folk skulle adlyde. Hvem skulle de adlyde? De skulle adlyde Gud. De skulle adlyde Gud. Hele vejen igennem ser vi, at de skulle høre Guds ord, og de skulle adlyde Guds befalinger. Moses siger: "I skal adlyde ham. Ham skal I adlyde.”. Der kommer én, som I skal adlyde. Det er ham, I skal adlyde. Okay, vi kan lægge to og to sammen her. Det er fordi, Jesus var mere end blot en profet. Jesus var mere end et sendebud. Han er Ordet, der blev kød. Han er Gud og menneske, således at de, der adlyder ham, adlyder Gud.
Jesusbarnet blev født julenat. Ikke blot for at blive beundret af mennesker, men for at blive adlydt af mennesker. Adlydt som profet, adlydt som præst, adlydt som konge, han, som er kongernes konge og herrernes herre. Jesus sagde:
"Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Joh. 8,12)
Sikke en frelser. Sikke en forløser vi har. Er han ikke fantastisk? Amen. Jeg håber, du er begejstret i dag. Det er jeg i hvert fald. En frelser er os født. Israels folk kunne sige det samme: "en frelser er os født". De kunne sige disse ord for 3500 år siden. "En frelser er os født", fordi det var det, de oplevede, da Moses blev født. En frelser er os født. I deres verden var det ham, der var Messias. Det var ham, der kom som befrieren. Det var ham, der skulle forløse folket ud af trældommen. Og de fik lov til at se Guds stærke arm. De fik lov til at se frelsen ud af trældom. De fik lov til at se, hvordan Det Røde Hav blev delt, og de gik tørskoet igennem. De fik lov til at se Guds kraft, hvordan han manifesterede sig som en røgsky om dagen og en ildsøjle om natten, og hvordan Gud forsørgede dem med mad og drikke og alt det, de havde brug for. Gud var der, og de fik lov til at opleve det.
Men alle de her ting, ved du, hvad de var? De var blot skygger. De var blot skygger af noget meget mere herligt og meget større, som var på vej. De fandt ud af, at "hey, Moses, han er bare ligesom os; en synder. Han er bare et menneske." De fandt ud af, at han heller ikke kunne ikke holde Guds lov. Han kunne heller ikke holde Guds bud. Loven indstiftede de her ofre, som skulle gives på grund af synd. Det var gentagne ofre. Moses skulle også ofre, og de blev gentaget igen og igen og igen. Spørgsmålet begyndte at komme om den anden frelser, den anden person, som Gud ville rejse. Den anden profet som Gud ville rejse i deres midte, som de skulle adlyde. Det blev mere og mere udtalt i Israels historie. "Hvem er det? Hvem er det, som kommer?" Efter Moses var det Josva. Så kom der dommere, så kom der konger. De var alle sammen syndige mennesker, og de formåede aldrig at føre Guds folk til målet. De formåede aldrig at føre dem helt hen og ud i friheden. Men alt ændrer sig 1500 år efter Moses. Som profeten Esajas sagde om Jesus: "Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre." (Es. 9,5). Det blev profeteret 700 år, før Jesus kom.
En fremmed gjort kongelig, og en kongelig gjort fremmed
Læg mærke til, afslutningsvis her, en anden detalje vi skal se i vores tekst. Jeg har været lidt inde på det. Moses var en fremmed dreng. Han var på sin vis fremmed i Egypten, og han var også fremmed for sit eget folk. Men han blev adopteret ind i den her kongelige familie. Han fik det, som Det Nye Testamente kalder barnekår. At få barnekår, hvad er det? Det er en juridisk ting. Det er en juridisk erklæring, hvori et barn går fra ikke at have nogen ret, ikke at have nogen krav eller status i forhold til familie, til at få tildelt alle rettigheder på lige fod med de biologiske børn i familien. Barnet bliver adopteret. Det får status som familiens eget barn, med arveret og med alle de andre gældende privilegier, som et barn har i en familie. Så Moses fik barnekår. Moses gik fra at være et forsvarsløst, dødsdømt, hebraisk barn til at være et kongebarn. Det blev han i det, som dengang var verdens mægtigste nation. Lad os tænke lidt over dette perspektiv i forhold til Jesus. På en helt anden måde var Jesus, ligesom Moses, et fremmed barn. Maria var forlovet med Josef. Hun var jomfru, og hun blev gravid som jomfru. Som Mark læste fra Matthæusevangeliet 1,18, hvor der står, at før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Det var fordi det skete, som Lukasevangeliet kapitel 1 og vers 35 taler om, hvor englen sagde:
"Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig."
Men Josef var ikke faderen. Rent juridisk måtte Josef gifte sig med Maria og adoptere Jesus som sit eget barn. Men i modsætning til Moses er det ikke det menneskelige forhold her, der giver Jesus kongelig status. Det var det for Moses. Det var det menneskelige forhold, at han blev adopteret ind i en kongelig familie og fik kongelig status. For Jesus var det det himmelske forhold, der gjorde, at Jesus var kongelig. Det var det forhold, at Himlens Gud og skaber er Jesu egen fader. Englen sagde om Jesus i Lukasevangeliet kapitel 1 og vers 32, at:
"Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige."
Så man kan sige, mens Moses var en fremmed, der blev gjort kongelig ved sin adoption, så var Jesus en konge, der blev gjort til en fremmed ved sin inkarnation og adoption.
Barnekår hos Gud ved troen på Jesus Kristus
Jesus var konge. I himlen, på himlens trone. Det har han været altid i alle evigheder, men som Filipperbrevet kapitel 2 og vers 6 siger "regnede han det ikke for et rov at være lige med Gud." Hvad betyder det? Det betyder, at han regnede ikke sin lighed med Gud som noget, der skulle udnyttes. Det er faktisk det, det betyder. Han regnede ikke sin lighed med Gud som noget, der skulle udnyttes. Han udnyttede ikke sin kongelige status som himlens Gud. Men - vers 7 - hvad gjorde han? Han gav afkald. Filipperbrevet 2,7. Han gav afkald. Han gav afkald på det, tog en tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Det var det, Jesus gjorde. Han ydmygede sig. Han oplevede fattigdom, fattige kår. Han måtte blive adopteret som et barn. At leve i skjul med sin familie på grund af dødstrusler. Han voksede op, og så begyndte han sin tjeneste blandt sit folk. Hvad oplevede han så? Han oplevede forkastelse. Han oplevede at blive behandlet som en fremmed. Han oplevede at blive udstødt og forfulgt af det folk, som han kom for at tjene. Endelig oplevede han det at lide døden under falske beskyldninger om gudsbespottelse. Hvorfor valgte Jesus at give afkald på det, han havde i himlen som Himlens konge, for at udsættes for alt det, som han oplevede hernede på jorden? Hvorfor valgte han at gøre det? Det gjorde han for - fang det her brødre og søstre - at gøre fortabte og fremmedgjorte mennesker til børn adopteret ind i Guds kongelige familie. Det var derfor, han gjorde det. Er det ikke fantastisk? Han gjorde det, for at syndige, faldne, fortabte mennesker, som du og jeg, kunne gå fra at være fremmede for Gud, Kolossenserbrevet 1,21: "Fremmede og fjendske af sind med jeres onde gerninger." Vi var fremmede for Gud. Men hvad blev vi på grund af det, Jesus gjorde, og hvad fik vi? Vi fik barnekår. Vi blev børn af Gud. Vi blev børn af den himmelske Gud, vores konge. Vi blev kongelige børn. Vi blev Guds ægte børn med arveret. Prøv at tænke på det. Vi fik arveret. Alle himlens åndelige velsignelser er vores på grund af Jesus Kristus; fordi han er kommet, og han har forløst os. Moses kunne ikke lede sit folk til denne relation til Gud. Moses kunne ikke give os barnekår. Han kunne pege sit folk i den retning, og det var det, han gjorde. Det var det, der var formålet. Han kunne pege os i den retning. Han kunne tale om en anden profet og sige: "Adlyd, ham skal I adlyde. Vent på ham. Han kommer.”. Han kunne skabe denne forventning. Der står om Moses i Hebræerbrevet kapitel 11 og vers 27, at han "forlod Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige." (Hebr. 11,27). Det var, som om han så den usynlige. Han så, og han sigtede efter det, som skulle komme: den sande Frelser, den sande Forløser. Den sande Frelser, som er Jesus Kristus. Det var som om, han så ham. Moses blev adopteret ind i en kongelig familie, men ved du hvad? Han gav afkald på det. Han gav afkald på det; han forlod Egypten. Og ved du, hvad han så blev adopteret ind i? Han blev adopteret ind i Guds evige kongedømme. Et kongedømme, som aldrig svigter.
Brødre og søstre, det er den gave, som lå i den krybbe i Bethlehem. Håbet om en frelse, som er sand. Håbet om en frelse, som er sikker, og som aldrig svigter. Håbet om barnekår hos Gud ved troen på hans elskede søn Jesus Kristus. Beretningen om den frelser, der blev født i Egypten var blot en skygge; en skyggefortælling om den frelser, der blev født i Bethlehem. Den og mange andre skygger skulle forberede folket på ham, som kommer, og som nu er kommet, og som også kommer igen. Evangeliet kalder alle mennesker alle vegne til at tro på det barn, som blev født os, som blev givet os af Gud som en frelser og som kom fra himlen og gav afkald. Det var ham, som døde på korset, og som opstod igen til manges synders forladelse. Budskabet i dag til dig, som ikke tror, er: tro ham, adlyd ham, vend om fra din synd og følg ham. Budskabet til dig som tror i dag, er: tilbed ham, pris ham som banede vejen for, at du hos Gud kunne få barnekår. Lad os give ham al ære i dag. Amen.
