En kæmpende tro
Når Jesus nævner, at vi skal tage vores kors op og følge ham, så fortæller han os, at livet som kristen er en kamp, og at det er hårdt. Han fortæller os, at vi er nødt til at vide, at troen kommer til at koste, når det er en kæmpende tro.
Det her budskab er et budskab, der virkelig vejer meget i sådan en forberedelse her. Jeg tror også, I kommer til at mærke det undervejs, at det er tunge sager, vi har at gøre med her. Men ikke desto mindre, så er det et hammer vigtigt budskab. Det er en vigtig tekst, og jeg tror også, at I kan høre alvoren, det her med, at der faktisk er mange, som vil kæmpe for at komme ind og stride for at komme ind, men de formår det ikke.
Jeg ved ikke, hvor tit, at du går og tænker på det her med, om der er mange, der bliver frelst. Det er sådan, at passagen her starter med, at der er en, der spørger Jesus, om der nu er få, der bliver frelst.
Den tid vi lever i i dag her i Danmark og i Vesten der kan man måske komme til at tænke, at det er nok ikke så mange. Folk, de har travlt med alt muligt andet, det er ikke mange, der bliver frelst. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, det føles sådan, at det må være få.
Her i Nordkirken og hvordan vi oplever det her, så er der ikke nogen tvivl om, at vi har gang i noget helt fantastisk her. Det er skønt at være her. Gud, han er her med sit Ord og med sin Helligånd.
Vi ser år efter år, at der er folk, som bliver føjet til vores åndelige familie her, og det er helt fantastisk. Men kigger vi på antallet, så er der godt nok langt flere, som samles på stadion eller til julemarkeder eller til comedy og alle mulige verdslige ting, der kan lokke mennesker i langt større antal, end hvad vi ser her i Guds kirker i landet.
Kigger man på de kirker rundt rundtomkring i verden, som rent faktisk formår at samle stadions størrelser til deres gudstjenester. Jamen, så kigger man også på de metoder, de anvender, og det er tit noget, der indeholder en eller anden form for show faktor.
Det bliver et show, de tropper op til, de bliver tilskuere, de her kirkegængere. Så kan man også godt komme til at tænke på om de kirker, om ikke også det er få, der virkelig har fanget, hvad det handler om der. Det her med, at der er en opgave i at være kristne, der er et legeme, vi hænger fast på. Vi har en opgave og en funktion som kristne. Ikke bare at være tilskuer.
I passagen, som vi lige har hørt her, ser vi, at der er mange, der vil kalde Jesus for Herre, og de vil sige, luk os ind! Jeg ved ikke, hvor I er fra, lyder svaret fra Jesus.
Konteksten her det er, at det er formentlig en jøde, som spørger Jesus, om det er få, der vil blive frelst. Jesus møder stor modgang blandt de jødiske samfund, blandt farisæerne og de skriftkloge. På daværende tidspunkt kunne det måske også godt se ud som om, at det er få, som bliver frelst på.
Den måde, som Jesus svarer ham på, det er ikke bare sådan et: ja, det er få, der bliver frelst, eller nej, det er mange, der bliver frelst. Nej, han lægger virkelig fokusset et andet sted. Han kigger på individet og siger, hvordan står det til med dig? Du må kæmpe, du må stride den gode kamp, og du er nødt til at se indad og se på, hvordan står det til med dig.
Imens han gør det, så taler han om, hvordan det kommer til at se ud på dommens dag. Han taler om sig selv som værende den, der kan lukke døren og åbne den. Han taler om sig selv som værende den snævre port.
I at han gør det, så ser vi også, at det her er ikke kun en kontekst, der taler om jøder på daværende tidspunkt, og hvor mange af jøderne der bliver frelst. Nej han taler faktisk om dem, som kalder ham for Herre. Sådan nogle som os, der er kristne, det er sådan nogle, han i sidste ende taler til.
Det her med, at der står, at der er mange, som vil komme fra nord og syd og øst og vest og sidde til bords, viser også, at det her er en endetidens ting. Det her er folk over hele verden, det er også hedninger, som er blevet kristne, han taler om her.
Så konteksten venner, det er, at vi har at gøre med nogle, som lige så godt kunne være du og jeg. Tænk sig at have kaldt Jesus for Herre gennem hele sit liv og tænkt, at alt det var fint, for så at blive mødt med et bort fra mig, alle I, som øver uret.
Det er tankevækkende, at det er ordet uret, som Jesus han beskriver de her mennesker med. Workers of Evil eller Evil doers er det, som de amerikanske ESV, NASB og CSB'eren nævner her.
Så det er mennesker, der i Jesu øjne kendes på deres måde at leve på. Altså deres forhold til synd. Det er det, han karakteriserer dem ved. Der er altså en manglende omvendelse fra synd og en manglende lydighed og kærlighed til Jesus. Det ene kommer ikke uden det andet, lydighed og kærlighed hænger sammen, venner.
Jeg er overbevist om, at det er en meget stor gruppe mennesker, som kalder sig for kristne, der vil være i stor fare for at stå over for sådan et chok på den dag. For dem, som Jesus, han møder her, det er folk, som kalder ham for Herre, det er folk, der vil betegne sig selv som kristne.
Den her gruppering, som jeg tænker på særligt, det er folk i de bevægelser og kredse, som har et særligt fokus på Jesu kærlighed og nærmest kun vil tale om Jesu kærlighed. Dem, som nærmest aldrig taler om synd og om omvendelse og taler om det her med sand discipelskab, hvor vi kæmper imod kødet og verden og djævelens løgne.
Dem, som blot fortæller, at Jesus elsker dig og dit liv, vil blive meget bedre og mere meningsfuldt, hvis bare du ved, at Jesus elsker dig. Det er en forfærdelig sovepude, der luller folk ind i søvn, og selvom deres kirke eller deres fællesskab er inviterende og inkluderende i forhold til folk udefra, så forvandler det ikke, for de får kun bidder og krummer af det fulde Evangelium.
Se kærlighed, venner, det er at fortælle tingene, som de er. Vil det være kærligt af en læge, der har fundet en kræftknude i en patient at ignorere det eller tale udenom eller nedtone alvoren over for patienten.
Her er det tydeligt for alle, at det er kærligt af lægen at fortælle de dårlige nyheder så overbevisende og så tydeligt, at patienten forstår, hvor afgørende det er at handle. Hvor afgørende det er at komme i gang med behandlingen.
Vil stemningen bliver trykket, vil patientens dag blive ødelagt? Absolut. Men det er ingenting i forhold til den smerte, patienten må gå igennem, hvis lægen havde ignoreret eller blot fortalt de gode nyheder om, at blodtrykket så fint ud.
Jesus, han er præcis sådan en type. Han fortæller folk ligeud, hvordan det står til med dem, og hvad de må gøre for at blive raske åndeligt set.
I mange tilfælde efter at han har helbredt folk, efter at han har spist med dem. Efter at han har givet sin tid til dem og undervist dem. Så fortæller han dem, at de skal følge ham. Nogle gange så beder han dem faktisk om at sælge alle deres ejendele og forlade deres gamle liv, og omvende sig fra synd for at følge ham.
Det viser, hvor slemt det står til i deres åndelige liv. Det viser, hvad det koster at helbredes åndeligt set, når vi skal følge Jesus. Det kræver, at vi omvender os fra synd og vil følge ham helhjertet i lydighed til ham.
Prøv at hør, hvad Jesus siger i Lukas kapitel 12, vers 54 til 59:
"Han sagde også til skarerne: »Når I ser en sky trække op i vest, siger I straks: Der kommer regn! og det gør der. Og når I ser, at det blæser fra syd, siger I: Det bliver varmt! og det bliver det. I hyklere, jordens og himlens udseende forstår I at tyde; hvorfor forstår I så ikke at tyde denne tid? Og hvorfor skønner I ikke ud fra jer selv, hvad der er det rette? Når du er på vej til øvrigheden sammen med din modpart, så gør, hvad du kan, for at blive forligt med ham undervejs, så han ikke slæber dig for dommeren, og dommeren overgiver dig til fangevogteren, og fangevogteren kaster dig i fængsel. Jeg siger dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«" (Lukasevangeliet 12,54-59)
Jesus, han siger det rimelig ligepå, og det gør han netop fordi det er et ret afgørende emne, det her med evigheden. Hvad var det, han sagde i Markusevangeliet kapitel 1, vers 15?
Han sagde ikke til dem: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, jeg elsker jer og tro på det, så er I frelst." Nej, han sagde: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på Evangeliet." Hvorfor er der så så få kirker i dag, som taler om Evangeliet og omvendelse fra synd?
I ved, det Evangelium, der starter med de dårlige nyheder, så de gode nyheder står endnu klarere og mere nødvendige og lysende. De dårlige nyheder, der fortæller folk, at de er født i synd, at de har brudt Guds hellige lov. De ti bud ved at lyve, stjæle, begære, lyste og afgudsdyrke. De dårlige nyheder om, at himlen vil blive forpestet, hvis du og jeg kom derhen, før vi var blevet renset og tilgivet og gjort til nye skabninger gennem Jesus Kristus.
Se de fleste, når du spørger dem, om de er gode personer vil sige: "Ja, jeg er en god person. Jeg er ligesom de fleste og bedre end de værste". Så når Guds hellighed og renhed og godhed fremstilles til sådanne mennesker, så bryder det fuldstændig med deres forståelse af dem selv.
Forstår de nok om, hvem de selv er i lyset af hvem Jesus er, så ville en sætning som Jesus elsker dig, gøre et utroligt indtryk, og personen vil med rette kunne reagere voldsomt og sige: "Nej, det kan ikke passe. Han kan ikke elske sådan en som mig. Det er slet ikke rigtigt. Han burde elske de gode og de retfærdige, ikke sådan en som mig."
Grunden til at Jesus kan elske sådan en person, sådan en som dig og mig, det er fordi han selv har gjort syndere som os retfærdige ved selv at tage deres skyld, deres onde gerninger på sig. Hvordan gjorde han det? Det gjorde han ved at dø på korset. Han gennemgik en stedfortrædende straf for dem ved at gøre dem retfærdige på den måde. Han har gjort dem rene, sådan at de nu kan vise sig i himlen som nye skabninger efter hans mægtige offer uden at forpeste himlen.
Selv om vi kan tænke i dag, at der må være få, som bliver frelst, så ved vi ud fra Markusevangeliet kapitel 10, vers 45, at dem, som Jesus døde for og betalte gælden for, ikke var alle i hele verden, som i alle og hver og én, men det var alle typer i hele verden og det var mange, der står:
"for end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." (Markusevangeliet 10,45)
Med disse tanker skal vi prøve at kigge grundigt på dagens tekst og se på, hvordan Jesus han udfordrer vores forståelse af sand discipelskab til ham. Lad os prøve at læse teksten sammen igen:
"På sin vej mod Jerusalem vandrede han gennem byer og landsbyer og underviste. Der var en, der spurgte ham: »Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?« Han svarede dem: »Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne. Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! – så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret! Dér skal der være gråd og tænderskæren, når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv kastes udenfor. De skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige. Og da skal nogle af de sidste blive de første, og nogle af de første de sidste.«"(Lukasevangeliet 13,22-30)
Vi skal igennem tre punkter i dag. Tre vigtige og afgørende punkter i forhold til passagen, og jeg kan bare lige liste dem for jer her. Punkt 1 det er "porten er snæver", punkt 2 "det er hyrden og fåret", og punkt tre er "en kæmpende tro, ser sådan her ud".
Porten er snæver
Så porten er snæver, i vers 24 står der: "kæmp for at komme ind gennem den snævre port, for jeg siger jer mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne."
Så den her port, der leder sjæle ind til himlen er snæver, hører vi. Det er en kamp at komme ind, og mange vil stræbe, men de vil ikke kunne komme ind.
Så Jesus beskriver det her fænomen med en snæver og en eksklusiv indgang til himlen andre steder i skriften. Så hvis I prøver at slå op med mig i Johannesevangeliet kapitel 10,7-10:
"Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod."(Johannesevangeliet 10,7-10)
Så Jesus han er døren. Og når man tænker på verdens religioner og ideerne om, hvordan man kan opnå evigheden, hvordan man kan komme til himlen uden om Jesus, så er det tydeligt, at der er så mange andre veje. Der er så mange afveje, man kan havne på her i verden.
Men disse veje leder ikke til den snævre port, de leder til mure eller hegn, der skal holde folk ude af himlen, væk fra frelsen. Så vejen til fortabelse er faktisk utrolig bred sammenlignet med den her ene eksklusive, smalle vej, smalle dør. Det er jo Jesus, som er vejen til frelse.
Han er frelseren. Han er den eneste, der kan give evigt liv i paradis. Så når du går forbi folk i gågaden, som synger hare krishna i flere timer, eller når du ser en muslim, der med sin påklædning og spiseregler skiller sig ud, så vid, at de er fortabte, mens de forsøger at arbejde sig selv til frelsen.
Banker det på døren, og du åbner til en samtale med en fra Jehovas Vidner eller mormonerne, så kan man imponeres over deres standhaftighed og frimodighed til at evangelisere. Men vent, de er stadig væk på den brede vej til fortabelsen. Det er ikke deres gerninger, der frelser dem, når de stoler på en falsk religion med en falsk Jesus.
Lige så vel som at jøderne var nødt til at stole på, at Jesus virkelig var Messias. Han var Kristus, der var Gud og en del af Treenigheden. Så er muslimen og hinduisten, mormonen, JV'eren og adventisten, katolikken, scientologisten, New Age'eren, buddhisteen, de er alle sammen nødt til at stole på Jesus som Messias. Den eneste vej til frelsen. Ham, der er Gud inkarneret. De er nødt til at stole på Evangeliet om den stedfortrædende lidende tjener, der kunne bære og sone vores synd over for Gud, Almægtige, den hellige Jahve.
Jeg er vild med den indsigt, som Keith Green blev givet i hans 20'ere. Han var en kristen artist fra 70'erne, og han voksede op med forældre i kulten Christian Science. Altså en afstikker, som netop ikke er bibelsk, og han bevægede sig i hans yngre år over i de østlige trosretninger så som New Age, krydret med noget hinduisme og buddhisme og også lidt islam. De her trosretninger, som jeg nævner for jer her, de er alle sammen trosretninger, som nævner Jesus i et positivt lys. De nævner Jesus som en vej til visdom og en vej til fremgang.
Men det gik op for ham, at Bibelen og Jesus nævner, at Jesus er den eneste vej til frelse, da han forstod, at de andre vil gerne tale positivt om Jesus. Men når vi kigger på, hvad Jesus siger om sig selv, så siger han: "Jeg er den eneste vej. Der er ikke andre veje." Så gik det op for ham. Okay, mit sikreste sted er nok at kaste alle mine poletter på Jesus. Han er vejen, sandheden og livet.
Vi ser, hvordan det bliver til en mægtig omvendelse i hans liv. Han lever et relativt kort liv. Han dør som 27 årig i et flystyrt. Ikke desto mindre når han at lave utroligt mange stærke sange, der vidner om et liv, der er fuldstændig transformeret og omvendt og fuld af kærlighed og lydighed til Herren.
Der er så mange afguder og afveje, vi kan havne i i det her liv, og det er derfor, at vejen og porten er så smal. I Matthæus 7,13-14 der står der:
"Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!"(Matthæusevangeliet 7,13-14)
Vi ser her, at det ikke bare er en snæver port, men at vejen dertil er trang, vejen dertil er snæver. Så selv om man tænker, at jeg har fået fat i Jesus, så jeg er okay. Så er man nødt til at stille sig selv det spørgsmål, er det den bibelske Jesus, man har fat i? Fordi som sagt, de andre religioner vil også gerne tale om Jesus.
Det handler om at forstå, at vejen, der fører hen til porten, den er trang. Den er smal, og den er eksklusiv. Det afgørende er, at vi rent faktisk befinder os på den her vej. At vi befinder os på den her trange vej, som leder til livet, som leder til den bibelske Jesus.
Hyrden og fåret
Det leder mig til mit andet punkt her "Hyrden og fåret". Jesus han beskriver sig som den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene, og som ikke mister en eneste af dem. Han finder hver eneste får på afveje, og han leder dem tilbage igen på den trange sti, hvor vi kan vandre tæt sammen med ham. Det er fortrøstningsfuldt, og det kan vi hvile på.
Men betyder det så, at vi blot skal være afventende og passive og lade ham styre vores liv med mirakler og overnaturlige tegn og undere, før vi lader os være aktive i det kristne liv, før vi er lydige. Nej, han beder sine får om at følge ham, og det betyder, at vi kan følge ham.
Det er afgørende, at vi forstår, at den her lydighed er noget, han forventer af os. Det er noget, han med udsendelsen og udgydelsen af Helligånden har gjort os i stand til. Han har givet os sine ord med visdom, med befalinger og med klare retningslinjer i forhold til, hvordan vi skal leve vores liv.
Det er ikke med sådan en, vi skal læse det, og så skal vi bare høre på det: "Hold da op, det er nogle store krav, det kan jeg slet ikke leve op til." Nej, vi hører Jesus undervise os i, at det er det her, I skal gøre, I skal rent faktisk følge mig. Så når han nævner til folk: "Hey, sælg alt hvad I ejer", så er det ikke fordi han forsøger at lægge en byrde på dem og sige: "Ja, jeg siger det her til dig, men du kan jo ikke sælge alt hvad du ejer." Nej, de formår faktisk at følge ham.
Det ser vi også med disciplene, som rent faktisk forlader deres hjem og deres kære for at følge ham. Så det er ikke fordi han lægger byrder på os, som vi ikke kan leve op til. Nej, for han giver os Helligånden til at formå.
J. C. Ryle sagde det her som en kommentar til vores tekst i dag, Lukas 13, prøv at lyt her:
"Uanset hvad andre måtte mene om religion, ønsker Herren Jesus, at vi skal forstå, at vi har et ansvar for at gøre en indsats. Vi skal ikke blive siddende passivt i synd og verdslighed og vente på Guds nåde. Vi skal ikke fortsætte i vores ondskab og undskylde os selv med tomme argument, at vi ikke kan gøre noget, før Gud drager os. Vi skal nærme os ham ved at bruge nådens midler. Hvordan vi kan gøre det, er ikke vores opgave at spekulere over. Det er gennem lydighed, at knuden vil blive løst. Befalingen er klar og utvetydig: kæmp for at komme ind."
Vi er blevet givet et ansvar, brødre og søstre. Et ansvar om at kæmpe for at komme ind. At vi overhovedet kan kæmpe, at vi ikke sidder fast i et krat som et får et eller andet sted og ikke kan komme ud, det er hyrdens fortjeneste.
Det, at han har frisat os og hevet os ud af det krat, betyder, at vi nu kan følge ham. Vi har evne til at følge ham. Vi har evne til at kæmpe imod synd. Prøv at høre Jesu ord her tidligere i Lukasevangeliet kapitel 12, vers 47 til 48:
"Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af." (Lukasevangeliet 12,47-48)
Det her er taget ud af Jesu lignelse om den overvågende tjener. Men det viser os et princip om, at har vi fået meget givet, så har vi også et ansvar. Har vi hørt Evangeliet, har vi fået Guds ord? Har vi fået indsigt og tid til at læse i det, så har vi fået et ansvar. Der følger det her ansvar med, så vi er nødt til at handle på Kristi ord. Vi er nødt til at lade os udfordre af det og kæmpe for at leve det ud hver dag.
Når Jesus nævner, at vi skal tage vores kors op og følge ham, så fortæller han os, at livet som kristen er en kamp, og at det er hårdt. Han fortæller os, at vi er nødt til at vide, at troen kommer til at koste, når det er en kæmpende tro.
Vi kan miste familie, vi kan miste arbejde, vi kan miste anerkendelse. Vi kan miste materielle ting, vi kan miste helbredet, vi kan endda miste livet. Som vi har hørt en del om med vores forfulgte brødre og søstre ovre i Nordkorea og steder i Afrika. Den pris og det ansvar, der følger med i at betale den her pris.
Her taler jeg om prisen til at være lydig over for Jesus. Den advarer Jesus os om at opgøre. Simpelthen at tænke over og lige gøre op med, inden vi starter på den her rejse. Inden vi kalder os for hans disciple. Det gør han i Lukasevangeliet kapitel 14. Her skal vi læse vers 25 til 35:
"Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«"(Lukasevangeliet 14,25-35)
Der er ikke nogen tvivl om, her at Gud han har givet os midlerne til at udleve en kæmpende tro. En tro, hvor det at følge Jesus og gøre hans vilje det er muligt. Men Gud har også lovet os, at han er med os indtil verdens ende, som Matthæus 28,19-20 fortæller os.
Det er ikke noget, vi skal udleve alene, det her. Det er ikke med vores egen møjen og striden uden hjælp fra Herren. Han har givet os Helligånden som pant, som Efeserbrevet fortæller os, som en hjælper til at lede os. Det er ikke bare os selv og vores ansvar og forud beregne på, hvad det vil koste at følge Jesus, for vi er ikke alene i det her liv og det her løb som det kristne liv, det er.
En kæmpende tro ser sådan her ud
Her når vi så over til det tredje punkt, at "en kæmpende tro ser sådan her ud". Så hvis vi skal kæmpe, og vi ved, vi har et ansvar, men at Gud vil give os styrke og evne til det. Det her teologiske koncept det kaldes i øvrigt compatibilism, hvis man vil kigge lidt nærmere på det. Så kan vi frimodigt kigge på, hvad det vil sige at kæmpe, for at vandre på den trange sti og nå gennem den snævre port.
Der er ligesom to dimensioner af kamp, hvis jeg selv skal sige det. Der er en dimension af at kæmpe imod noget. Hvad er det, vi kæmper imod? Vi kæmper imod verden. Vi kæmper imod kødet. Vi kæmper imod djævelen.
Så er der en dimension af at kæmpe for noget som kristen. Vi kæmper for Guds ære. Vi kæmper for de hellige, altså vores brødre og søstre i troen, Kristi legeme. Og så kæmper vi for Evangeliets udbredelse.
Hvis i prøver at slå op med mig i Titusbrevet kapitel 2, så skal vi prøve at kigge på denne her for og imod dimension af at kæmpe som troende. Vi skal læse Titus 2,11-13:
"For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed." (Titusbrevet 2,11-13)
For de fleste af os, så starter vi med at kæmpe imod, før vi for alvor begynder at kæmpe for. Det handler om at sige nej til noget, før vi kan sige ja til noget andet.
Meget praktisk, så kan det være svært at prioritere bibellæsning, evangelisation og praktisk hjælp til de hellige, hvis man har givet efter for dovenskab, pornografi, spiseforstyrrelser, selvmedlidenhed, trøstespisning, afgudsdyrkelse foran husalteret, altså tv'et eller hvad man nu giver mere tid eller prioritering til end Gud.
Når kampen så begynder, og vi ikke længere har givet efter på disse områder, så begynder det at være et reelt tegn på omvendelse i vores liv. Vi vender os væk fra kødet. Vi vender os væk fra verden og dens underholdning, lokkelse med griskhed og synd. Og så vender vi os væk fra satans løgne.
En løgn fra satan kunne f.eks. være, at alle mænd kan ikke styre deres lyster, så hvorfor skulle du kunne? Den har jeg selv troet på én gang. Her er det tit sådan som statistik, at folk bliver overbevist om, at hold da op, det er nok alle, der har det her problem. Det er det ikke kære venner, det er en løgn fra satan.
Når vi så har omvendt os og rejst os, kunne jeg også sige, så er det tid til at holde stand og kæmpe imod det gamle liv, de gamle vaner, lyster, løgne og afguder. Og så for at holde det væk fra vores liv, er vi nødt til fortsat at være i den her forståelse af compatibilism det her med, at vi har et ansvar, men vi står ikke alene, Gud er med os.
Så vi må være praktiske og strategiske i det her ansvar. Hvis vi ved, at vi har haft et problem med alkohol, så er det ikke smart at have en flaske vin eller fem til at ligge derhjemme, hvis der nu skulle komme ubudne gæster forbi, eller hvis der lige var et godt tilbud.
Hvis vi har haft et problem med de forbudte sider på nettet, så kan det være, at der skal noget accountability software til, så dine brødre eller din kone for den sags skyld kan være det værn og de øjne, du har brug for for at vokse i hellighed.
Hvis du har et problem med dovenskab eller tidsspilde foran skærmen, så kan det være, at du skal gøre brug af skemalægning for dagen som et redskab til at begrænse skærmtid og give dig selv et formål med dagen eller din aften.
Det her er blot eksempler til at fremme forståelsen. Men det starter med omvendelse, før vi kan kæmpe for Kristus, før vi kan kæmpe for de gode ting, som Jesus beder os om at følge ham i.
Hvordan ser det så ud, når vi kæmper for Guds ære? Når vi kæmper for vores åndelige familie og Evangeliets udbredelse? Mange af jer vil have personlige historier om, hvordan det her ser ud i jeres liv.
Det kan være meget forskelligt, hvordan vi som mennesker bliver redskaber for Gud og bliver redskaber til at bringe ham ære. Til at være en velsignelse for sin åndelige familie og til hvordan man konkret spreder Evangeliet i de kontaktflader, man har. Det ser meget forskelligt ud for os alle sammen.
Jeg er vild med John Piper's adoptering af puritaneren, Jonathan Edwards' værker kogt ned i en solid sætning:
"God is most glorified in us when we are most satisfied in him."
Eller Gud bliver mest herliggjort i os, når vi finder vores største tilfredsstillelse i ham. Kobler vi den her tilgang, som John Piper og Edwards taler om med passagen her i Titusbrevet kapitel 2, så får vi fat i en helt fantastisk forståelse af, hvordan en kæmpende og kærlig og lydig tro ser ud i praksis.
Vi læser den lige en gang mere her i Titus 2 der står:
"For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed."
Prøv at læg mærke til ordet opdrager i vers 12, "Paideuó" er det græske ord i grundteksten her, og det betyder at træne eller at træne et barn for den sags skyld. Altså at lære et barn noget i trænings øjemed.
Guds nåde træner os til at leve selvkontrolleret. Selvkontrol er et andet ord for besindighed. Træner os til at leve retskaffen og gudfrygtige liv. Når vi så med sved på panden har vendt os bort fra vores gamle liv, så er det med endorfinerne buldrende, at vi ser hen til Kristus, der var det hele værd, og som hjalp os ud af det gamle liv. Han hjalp os op af de stejle bakker på rutens løb.
Så når vi siger nej til kødets verden og djævelens løgne, så er det for at sige ja til Kristus. Når vi åbner Bibelen i stedet for at scrolle på telefonen, så bør vi gøre det med forventning og med glæde, fordi vi har noget helt fantastisk i vente foran os. Det er det, der bringer ham ære, det er at gøre de her ting med glæde, venner.
Når vi hjælper hinanden, måske vi har båret en praktisk byrde, det kunne være madlavning, flytning, børnepasning, stået for børnekirken her i menigheden, menigheds lejren. Hold op det kræver meget at lave menigheds lejre eller åbne dit hjem til en kærlig og nærværende snak, så gør det med stor taknemlighed og glæde over, at Gud bruger dig, skrøbelige os, til at virke, hans plan i andres liv og også vores eget liv.
Du går glip af noget, hvis ikke du gør de her ting. Tænk sig, at vi kan være redskaber og nådens midler i hans hænder. Det er for vildt, at han gider bruge sådan en som os. Jeg ved, den er svær for os alle, men når vi bryder den danske barriere den der usynlige, men meget tykke mur og fortæller Evangeliet til mennesker, der er fortabte.
Er det ikke noget, der er sket for dig, det her med at kunne evangelisere inden for de seneste to års tid. Jamen, så lad os stå sammen om det. Lad os snakke efter i dag. Lad os mødes og lad os tale om, hvordan vi kan komme i gang. Der ikke nogen, der siger du skal med på gaden nødvendigvis, men hvordan får vi aktiveret det her element af Matthæus 28 med, at vi skal dele Evangeliet.
Når vi får lov at opleve, hvordan det er at blive brugt af Gud på den her måde og rent faktisk fortælle de gode nyheder. At være en budbringer, selvfølgelig også af de dårlige nyheder, der kan komme først. Men at få lov at være et redskab til det. Så bør det være med stor glæde og ydmyghed. Vi bliver simpelthen vækket af sådan en taknemlighed til Herren over at: hold da op mand, du kan bruge mig til det her.
Igen har vi den her kobling af Titus 2 i forhold til at være gudfrygtige i forhold til at leve et liv, som behager ham, og samtidig kobler det med den her, at Gud får allermest ære ved, at vi er tilfredse og vi er taknemmelige midt i, at han bruger os.
De gange jeg har været på gaden og delt Evangeliet så ser man ikke nødvendigvis frugten med det samme, det er jo noget, vi sår i mennesker, og så lader Gud det spire og vokse, hvis han ønsker det. Men bagefter, selvom man ikke lige ser resultatet nu, så kan man have sådan en fantastisk taknemlighed og sådan en glæde over at; wauw tænk sig, at Gud ville bruge mig til at være en budbringer af hans fantastiske Evangelium.
Mærker du krigszonen?
Jeg håber, at du allerede oplever, at troen er en kamp. Jeg håber, at du mærker, at det er en krigszone, det her liv som at være kristen. Jeg håber, at du kan se, at der er en kamp med kødets, verdens og djævelens løgne i dit liv. Jeg håber, at du kan se, at de forsøger at få ram på dig.
Samtidig håber jeg, at du kæmper for at holde stand imod de her tre, og at du kæmper for at elske Jesus i handling og i ord ved at stride efter at følge hans ord og hans bud.
Hvis ikke du oplever troen som en kamp, så håber jeg, at det her budskab har skabt en sund og god mængde frygt i dig. Frygt er ikke altid en dårlig ting. Frygt er din ven i livsfarlige situationer, og det er evigheden, der er på spil.
Det værste, der kan ske for os, som kalder os for kristne, det er at høre de ord fra Jesus på den sidste dag: "bort fra mig, alle I, som øver uret." Så lad os kæmpe, løbe løbet, få sved på panden åndeligt set. Og huske på, at vi kommer ikke hvilende ind til hvilen, som vi læser om i Hebræerbrevet 4. Hvilen er noget vi ser frem til med håb og forventningsglæde.
Lad os tage en stund nu her, hvor vi indvier os selv til at være kæmpende kristne. Til at være sande disciple, som virkelig ønsker at følge ham, også når det bliver hårdt. Også når vi hellere ville være blevet derhjemme i stedet for at tage af sted og gøre noget for andre. Selv når det koster os noget. At vi er villige og lydige til at følge ham. For vi har fået Helligånden, der nok skal give os styrke.
Vi kan sidde derhjemme og tænke jeg er for træt, jeg orker det ikke. Men vi er nødt til at have tro og håb på, at ja, du er for træt lige nu, ja, du orker ikke, men for Gud er det muligt, han fører dig igennem.
Du er nødt til at tage et tro skridt ud over den der tærskel, hvor du selv føler, at hold da op mand der er godt nok dybt dernede, og jeg er træt, og jeg orker det ikke og vedkommende jeg skal tale med er sikkert ikke interesseret eller måske er der ikke engang taknemmelighed fra deres side.
Men lige så vel som at Herren ser, når vi beder i det skjulte, så ser han også alle vores handlinger, og han ser vores hjerte i det, og han kommer til at give os styrken til at kunne fuldføre det.
