Farisæernes forhør, en fiasko

Farisæernes forhør, en fiasko

0:00

/3031.256281

1×

Slå op i Johannesevangeliet det niende kapitel, hvis ikke du allerede er der. Vi skal i dag fortsætte udlægningen af det her kapitel, beretningen om helbredelsen af den blind fødte mand.

Vi så sidst, at den her beretning ikke bare er en skildring af en af Jesu mange mirakler ind i et menneskes liv. Men at historien er taget med i Johannesevangeliets skrift for at portrættere nogle generelle sandheder, der taler ind i vores situation som mennesker i den verden, vi lever i. Hvis du overser de sandheder, så går du sådan set glip af det, som det i virkeligheden handler om.

Hvad er det så for nogle sandheder? Der er flere centrale sandheder i beretningen, og en af de mest centrale ser vi faktisk i vers 5 og det er; at Jesus Kristus er verdens lys.

Jesus er ikke èt lys i verden. Der mange i dag, som mere end gerne vil medgive; Jesus han er et lys. Han er et lys blandt mange andre lys. Desto flere lys vi kender, desto mere oplyst vi kan være. Nej, Jesus er ikke èt lys i verden. Jesus er verdens eneste lys, og det betyder, at uden hans komme til verden som et lys, så var der ingen lys. Så var der kun mørke.

Derfor talte profeten Esajas profetisk om Jesu komme, da han i Esajas det niende kapitel talte om det folk, der vandrer i mørket med løftet om, at de skulle se et stort lys. Så siger han: "Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land."

Dem, der bor i mørkets land, hvem er det? Jo, det er fortabte mennesker. Det er mennesker, som er forblændet og formørket af synd. Det er mennesker, som man så må sige er født blinde, fordi de er født i mørket. De har ikke lys, de har ikke et liv. De har ikke frelse. De har ikke et håb, fordi de har ikke Jesus. Jesus, der som den eneste kan give dem liv og lys og håb og frelse.

Men Evangeliets gode nyhed er, at Jesus kom til verden. Johannes han indleder sit evangelie med at forkynde opfyldelsen af Esajas 9, i vers 9 af det første kapitel (Johannes Evangeliet) med ordene:

"Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden." (Johannesevangeliet 1,9)

I kapitel 9 af Johannesevangeliet ser vi et helt konkret og jordnært eksempel på manifestationen af det sande lys ind i et menneskes liv. Den her blindfødte mand havde været blind siden fødslen. Han havde bogstavelig talt, vandret i mørket hele sit liv, indtil Jesus kom.

Han havde ingen hverken mulighed for eller håb for at kunne ændre den situation, han var i, indtil Jesus kom. Indtil Jesus han stoppede op på sin vej, indtil han opsøgte den her mand, henvendte sig til den her mand og rakte ud til denne her mand og åbnede den her mands øjne.

Senere skulle der ske et endnu større mirakel i denne mands liv, nemlig det mirakel, som der skete i hans sjæl, det at hans hjertes øjne blev åbnet, og han kunne bekende tro på Jesus Kristus som Herre, som vi ser i vers 38.

I slutningen af vers 4, og i vers 5 ser vi dette tema med nat og dag, lys og mørke. Kontrasten sætter fokus på, at der er noget presserende her. Der er noget, hvor man skal tage stilling til noget nu. Der skal gøres noget nu, hvor det er dag, mens lyset er her.

Selv om dette specifikt i sin sammenhæng taler om tiden inden Jesu død, så har Evangeliet den samme form for presserende dynamik. Guds kirke på jorden er jo verdens lys, den har Kristi Ånd i sig.

Det Ny Testamente taler om os som et tempel for Helligånden. Vi er templer, der lyser med Guds lys. Og det er et lys, som skinner i verden nu, mens det er dag. Men der kommer en nat, fordi Jesus han kommer igen.

Når han kommer, så er det ikke med frelse og helbredelse og håb, nej, så er det med dom og retfærdighed. Så er det for sent at vende om, når han kommer, fordi så er nådens tid forbi.

Nådens tid det er nu, mens det er dag. Nådens tid, det er nu, mens lyset skinner. Det er nu, at det er dag. Det er nu, lyset skinner. Det er nu, det er nådens tid, og derfor så er det presserende at høre Evangeliet, og det er presserende at tage imod Evangeliet.

Som Hebræerbrevet kapitel 3 vers 15 siger: "Om I dog i dag vil lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret..." Lyset skinner i dag. Lyt til ham i dag. Tag imod Evangeliet i dag.

Ligesom vi har set det flere steder i Johannesevangeliet indtil nu, så skildrer det niende kapitel denne her kontrast mellem dem, der ser, dem, der lytter, og dem, der tror. Dem, der tager imod, og så dem, der gør det modsatte.

Som vi her kan lægge mærke til, det er, at dem, der gør det modsatte, altså dem, der står lyset imod, dem der gør deres hjerter hårde, og dem, der ikke vil tro, dem, der ikke vil tage imod. Det er sådan set dem, der i virkeligheden, i hvert fald udadtil, har de allerbedste forudsætninger for at se lyset og tage imod sandheden.

De har adgang til Guds tempel. De har indsigt i Guds ord de kender skrifterne. De har en rig historie, en rig kulturarv, en rig rolle i frelseshistorien. Men alligevel så er det her i beretningen en hjælpeløs, blindfødt mand, der har fat i den lange ende.

Han reflekterer faktisk over den her tydelige kontrast, som han udtrykker i vers 30, hvor underligt han synes det er. Dem, der burde vide det hele, de ved ingenting. Eller med andre ord dem, der burde have øjne til at se, de er blinde. De kan ikke se. Men ham, der har været blind siden fødslen. Han både ser og forstår.

Men præcis det her forhold er det, som Første Korintherbrev kapitel 1 faktisk taler om. Det er et udtryk for Guds visdom. I Første Korintherbrev kapitel 1 vers 27, der står der:

"det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget til ingenting, for at ingen skal have have noget at være stolt af overfor Gud." (Første Korintherbrev 1,27)

Det er Guds visdom. Så brødre og søstre lad os sammen iagttage Guds visdom i vores tekst i dag og lade det sande lys, der stråler fra Kristi evangelium, skinne ind i vores hjerter.

Vores tekst er Johannesevangeliet kapitel 9 og det er fra vers 13 til 34. Lad os så læse teksten sammen nu her:

"De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: »Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.« Da sagde nogle af farisæerne: »Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.« Andre sagde: »Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?« Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: »Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.« »Han er en profet,« svarede han.

Jøderne troede ikke på, at han havde været blind og fået sit syn, før de fik tilkaldt forældrene til ham, der nu kunne se. De spurgte dem: »Er det jeres søn, som I siger er født blind? Hvordan kan han så se nu?« Hans forældre svarede: »Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.« Det sagde hans forældre, fordi de var bange for jøderne; jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen. Det var derfor, hans forældre sagde: Han er gammel nok, spørg ham selv.

De tilkaldte så for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: »Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.« Han svarede: »Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.« Så spurgte de ham: »Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?« Han svarede dem: »Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?« De skældte ham ud og sagde: »Du er hans discipel, men vi er Moses' disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.« Han svarede dem: »Det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.« De sagde til ham: »Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?« Så jog de ham ud." Amen. (Johannesevangeliet 9,13-34)

Farisærernes tre forhør

Som jeg var inde på sidst, så ser vi her i det niende kapitel fire udvekslinger eller fire konfrontationer. Vi så på den første af de fire sidst, som var konfrontationen, med naboerne og dem, der ellers var vant til at se den indfødte mand sidde og tikke.

I dag ser vi så på de tre sidste konfrontationer, som man kunne give overskriften: "Farisæernes forhør". Fordi hver af de her konfrontationer er forhør og det er sådan set også overskriften for min prædiken i dag: "Farisæernes forhør, en fiasko".

Vi ser de her tre forhør, den første og det tredje forhør er med den blindfødte. Det andet forhør er med den blindefødte's forældre. Jeg har valgt at give hver af de her tre forhør en overskrift. Forhør nummer ét har overskriften "Farisæernes forvirring". Forhør nummer to har overskriften "Forældrenes frygt" og forhør nummer tre har overskriften "Den blindefødtes frimodighed".

Farisærernes forvirring

Vi begynder her med den første "Farisæernes forvirring", og det er fra vers 13 til 17, så lad os lige læse den del først, vers 13:

"De førte ham, som tidligere havde været blind, hen til farisæerne. Det var sabbat den dag, Jesus lavede dyndet og åbnede hans øjne. Nu spurgte så også farisæerne ham, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: »Han kom dynd på mine øjne, og jeg vaskede mig, og nu kan jeg se.« Da sagde nogle af farisæerne: »Den mand er ikke fra Gud, for han overholder ikke sabbatten.« Andre sagde: »Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn?« Sådan var der uenighed imellem dem. Derfor spurgte de igen den blinde: »Hvad mener du om ham? Det var jo dine øjne, han åbnede.« »Han er en profet,« svarede han." (Johannesevangeliet 9,13-17)

Så vers 13 her begynder med "de", og her er referencen til naboerne og de lokale: "de førte ham, som tidligere har været blind, hen til farisæerne", så det var det, vi så her med naboerne og dem, der var vant til at se ham sidde og tikke fra vers 8 til 12. De var både forundrede. De var selvfølgelig også nysgerrige omkring, hvad var der egentlig sket i den situation her.

I den jødisk religiøs kultur, som det var, så var det nærliggende, at det var den lokale synagoge, som man henvendte sig til, hvis der var spørgsmål. De store spørgsmål, man ikke kunne kunne svare på, så var det i synagogen, så var det farisæerne, man kunne gå til, for at få lys over situationen.

Farisæerne, de var jo rundt omkring, og så var det meget naturligt at henvende sig til dem i forhold til sådan nogle ting, hvor man var sikker på, at de i hvert fald havde en holdning til tingene.

Så de førte den eks blinde hen til farisæerne i håb om, at de ligesom kunne opklare denne her meget usædvanlige hændelse, der var sket.

Manden han har godt nok allerede forklaret dem, hvad der var sket. Han havde forklaret dem situationen, og han havde peget på Jesus som svaret på, hvorfor det her var sket.

De var da selvfølgelig også nysgerrige i forhold til, hvor Jesus han var. Det ser vi vers 12. Men indtil de lige fik fundet ham, så var farisæerne nok det bedste bud på at blive klogere på situationen.

Men som vi skal se, så er problemet desværre bare, at farisæerne de er skrup forvirret. En af grundene til det, foruden deres generelle vantro og skepsis i hvert fald når det kom til spørgsmål omkring Jesus, jamen så var det den kendsgerning, at selve tegnet blev udført på en sabbat. Det ser vi i vers 14.

Jesus han havde det sådan set med at vælge den dag. Det var altid en god dag at helbrede på, ikke? Han havde det med at vælge den dag og gøre mirakler. Det så vi også i det femte kapitel, hvor han helbredte den syge mand ved Betesda dam, det var også på en sabbat.

Generelt så synes han bare, det var en god dag. Hvis man gerne vil have en dialog i gang, så er det en sikker vinder hver gang. Der er ikke behov for reklame eller annoncer eller andre ting. Det er bare at vælge dagen, hvor man ikke måtte hverken det ene eller det andet, og så gør det den dag, det man ikke måtte. Så skulle de religiøse nok hurtigt komme op af stolene, og det gjorde de i hvert fald også her.

Fordi i de her tilfælde, så havde Jesus med sin helbredelse af den blindfødte mand, overtrådt budet om, at man ikke må helbrede på en sabbat, medmindre at nogens liv er i fare. Og det var selvfølgelig ikke tilfældet her.

Men ikke nok med det, så havde han også brudt et andet bud, og det er buddet om, at man ikke må ælte på en sabbat, ælte som i at ælte en dej. Og det ved i jo godt, hvor det står i jeres bibeler, gør i ikke det? Buddet om, at man ikke må ælte. Nej, det står ikke i Bibelen. Det står nemlig ikke i Bibelen, det er det, der er problemet. Det står ikke i Guds ord, men det står i deres menneskelige overleveringer, som de havde en helt masse af, farisæerne.

De havde en masse ting ud over biblen, som de også kaldte bud. Det var deres bud, og det var det, de henviste til i forhold til, at Jesus havde brudt de her ting. Så du kan godt se, at med den her tankegang med alle de her ekstra bud, så kunne den her mand, som bryder alle de her bud, som de har, ikke være fra Gud, som de siger her i vers 16.

Men det er ikke helt så enkelt. Lad os se bort fra, at de her Sabbats brud ikke er og ikke kommer fra Guds ord, men er deres egne overleveringer. Så er der det her spørgsmål, som vi ser i vers 16; hvordan kan et syndigt menneske altså et menneske, som bryder Guds bud, og det var deres forestilling om Jesus, at han er en, der bryder Guds bud. Hvordan kan han gøre sådan et tegn her?

Det er et godt spørgsmål og en god pointe, som den blindfødte sådan set også bringer på banen i vers 32. Men pointen her det er, at der var uenighed blandt farisæerne. De var ikke enige om disse spørgsmål. De var ikke enige, der var forvirring i blandt dem i forhold til; hvordan skal denne her hændelse tolkes, og hvad er den rigtige konklusion at komme frem til?

Så der var uenighed blandt dem, der var forvirring blandt dem. De kunne ikke bringe lys over sagen, fordi i virkeligheden så var de selv blinde over for sandheden.

Midt i den her forvirring, så kommer det første forhør, som vi ser i vers 15 og 17. Først så spørger de; hvordan han har fået sit syn? Ligesom vi så i vers 11, så gør den blindfødte bare det allerbedste, man overhovedet kan gøre, det er at fortælle, hvad der er sket ganske enkelt og kort, og det gør han.

Men, de er tydeligvis ikke tilfreds med hans vidnesbyrd, så de vil gerne høre indtil, hvad hans holdning er til, at Jesus havde åbnet hans øjne? Det er jo i grunden egentlig et lidt mærkeligt spørgsmål, og vil vide; Hvad er din holdning til det her? Fordi svaret er jo indlysende.

Altså Jesus, han har grebet ind i den her mands liv. Han har forvandlet hans liv. Han har åbnet hans øjne. Han har givet ham helt nye muligheder. Noget der ikke kunne have gjort andet end bare at have fyldt den man med glæde og taknemmelighed for, hvad der var sket.

Men deres andet spørgsmål her afslører ikke så meget deres ønske om at forstå den blindfødtes holdning. Men mere, at det er en bekræftelse på deres egen negative holdning, som de gerne vil, ligesom align med i forhold til den blindfødte, at have ham til også at have den samme holdning som dem.

Så den blindfødtes svar er kort, men skarpt. I stedet for at sige det, de gerne vil høre, og det de gerne vil høre, det er jo; Ja, han er en synder, og han er en bedrager og ligesom sige de samme ting, som de mener. Så proklamerer den blindfødte bare uden tøven, uden tvivl og usikkerhed og forvirring. Forvirring, som farisæerne jo havde. De var forvirret. Han forkynder bare ganske enkelt, at nej, han er en profet. Det var hans svar, ikke: armen jeg tror måske muligvis, han kunne være sådan rent hypotetisk en profet. Nej, han var helt sikker. Det var bare: han er en profet.

Det vil sige, at han faktisk sagde det modsatte af det, de siger. De sagde; han er ikke fra Gud, men en profet er fra Gud, så den blindfødte siger faktisk: Han er fra Gud i tager fejl. Jesus er fra Gud.

Med den proklamation, så ser vi på den ene side at den blindfødtes øjne er begyndt at blive mere og mere åbne, overfor den fulde sandhed. Han ser ikke den fulde sandhed endnu, men han er på en vej, hvor hans øjne bliver mere og mere åbnet.

På den anden side, så ser vi en eskalering i forhold til jødernes lukkethed, deres hårdhed over for sandheden, som bliver endnu mere tydelig, i det vi kommer ind i beretningen her.

Forældrenes frygt

Det ser vi også i det næste forhør, som vi kan se på her, som har overskriften "Forældrenes frygt". Vi læser fra vers 18 til 23:

"Jøderne troede ikke på, at han havde været blind og fået sit syn, før de fik tilkaldt forældrene til ham, der nu kunne se. De spurgte dem: »Er det jeres søn, som I siger er født blind? Hvordan kan han så se nu?« Hans forældre svarede: »Vi ved, at han er vores søn, og at han er født blind; men hvordan det er gået til, at han nu kan se, ved vi ikke; og hvem det er, der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv, han er gammel nok til at svare for sig.« Det sagde hans forældre, fordi de var bange for jøderne; jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen. Det var derfor, hans forældre sagde: Han er gammel nok, spørg ham selv."

Så det vi ser i vores tekst nu, det er, at tingene begynder at eskalere. Men det eskalerer i to retninger. Man kan sige, at den ene retning går mod lyset, og den anden retning går mod mørket. Husk på vers 5: "Jesus er verdens lys".

Den blindfødte han har vidnet for dem, han har vidnet for naboerne. Først så er han vidne for farisæerne. Det er jo ikke fordi, at det bare handler om, at han vidner og fortæller nogle ord. Han har sine åbne øjne, som alle tydeligt kan se. Han var blind siden fødslen, nu kan han se, det er så tydeligt her. Hans nyfundne evne til at orientere sig i verden, som han overhovedet ikke kunne før, han sad bare og tikkede. Alle kan se, at han kan se, men de vil ikke tro, som vi ser i vers 18.

Den tro, som de får efter de tilkalder forældrene og får en snak med dem. Det er jo ikke en hjertets tro, det er jo bare en: "okay vi må anerkende det, som er åbenlyst og tydeligt for alle, så vi ikke selv ser dumme ud." Fordi alle kan jo se, at det er fuldstændigt indlysende og åbenlyst, at han jo selvfølgelig kan se.

Som vi også kan se, så eskalerer eller udvikler beretningen sig også i en positiv retning for den blindfødte, han går mod lyset. Han har nu vidnet for naboerne, han har vidnet for farisæerne. Han har bekendt navnet Jesus, som vi ser i vers 11, og han har proklameret ham som profet, som vi ser i vers 17. Der er ved at ske noget med den her mand, kan i se det? Der er ved at ske noget, som eskalerer i forhold til hans tro.

Men tro brødre og søstre, det ved jeg ikke, om I har lagt mærke til, det har en pris. Tro har en pris. Den som tror, den som står fast på den sandhed, han tror på, som er den sandhed, som ens tro bygger på, vil blive udfordret på sin tro og vil blive stillet til regnskab for sin tro, vil blive konfronteret med sin tro.

Der ser vi med sand frelsende tro, det, som Paulus også udtrykte det i Romerbrevet kapitel 1 og vers 16: "for jeg skammer mig ikke", siger Paulus. Min tro gør mig stolt af min frelse. Jeg løfter hovedet, jeg taler frimodigt, fordi jeg er stolt af min frelse. Jeg skammer mig ikke. Jeg skammer mig ikke ved Evangeliet.

Og hvad er Evangeliet? Det er de gode nyheder om, hvad Jesus han gjorde. Han døde på korset. Han opstod igen. Han greb ind i mit liv. Han åbnede mine øjne. Han forvandlede mit liv. Det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Jeg skammer mig ikke over det. Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Både for jøder først og for græker. Jeg skammer mig ikke.

Den blindført han er på vej i den retning. Det kan man ikke sige om hans forældre her. De bekræfter, at den blindfødte er deres søn. Han er født blind, at han nu kan se, men de vil ikke vidne på hans vegne og proklamere Jesus, som den blindfødte selv gør.

De vil ikke udtale det, som er sket, og jeg tror ikke det, fordi de skammer sig over, hvad der er sket. Hvis man kender enhver forældres kærlighed til sine børn, jamen de er jo uden tvivl ovenud lykkelige for, at deres blindfødte søn nu kan se. Det vil enhver forældre være. Men det vi ser her det er, at de er bange. hvorfor er de bange?

Det ser vi vers 22, de er bange for jøderne fordi, hvis de bekendte Jesus som Kristus, så var konsekvensen udelukkelse af synagogen. Det har store konsekvenser i de jødiske lokalsamfund at blive udelukket og bliver udstødt af synagogen.

Det fortæller noget om den her eskalering i negativ retning i forhold til jøderne og farisæerne. De havde magt til at udmåle hårde konsekvenser og sanktioner mod dem, der ikke fulgte deres anti Jesus dagsorden.

Det er meget muligt, at forældrene også ønskede ligesom at beskytte både sig selv og måske deres andre børn fra de her konsekvenser. Men vi skal huske på, også her, at jøderne de har jo allerede flere gange forsøgt at få slået Jesus ihjel. Så vi kan mærke den her stemning omkring Jesus, den er meget hård.

Når man tænker på forældrene er den naturlige reaktion i sådan et forhør her og med udsigt til de konsekvenser, der kunne være, at tænke; hvad kan jeg lige sige, hvad kan jeg lige gøre her for at få dem væk fra vores familie, få opmærksomheden væk og over på noget andet.

Det er en tankegang, som er drevet af frygt. Frygt for konsekvenserne. Frygt for hvad kunne der ske? Som troende så det er ikke den tankegang, vi skal have. Det er ikke sådan, at vi skal tænke som troende. Jesus han bød os ikke at frygte mennesker, men at frygte Gud.

Men ofte kan vi blive stillet i situationer, hvor vores bekendelse kræver frimodighed. Hvor vores bekendelse kræver det, men alligevel så står vi i de situationer og så er det frygten, der tager over. Det ved jeg ikke om i nogen sinde har oplevet? Det har jeg i hvert fald.

Vi tænker: "Jeg vil heller ikke fremstå som en Jesus fanatiker. En Jesus freak. Jeg vil heller ikke have opmærksomheden så meget over på mig selv. Det er måske meget lettere at blende ind i kulturen og ligesom følge med strømmen og bare tale verden efter munden." Sådan kan man blive fristet til at tænke.

Men her må vi bare stoppe op og spørge os selv; var det den tankegang, som Jesus ønskede, vi skulle have, da han frelste os? Var det er den form for mentalitet, som han havde i tankerne, da han døde for os? Nej. Bød han os ikke at elske ham først, at elske ham højst og gør hans vilje før noget andet. Lovede han os ikke også at give os kraft til at være hans vidner i en verden, der hader ham? Det gjorde han.

Vi skal ikke opsøge konflikter. Det skal vi ikke gøre. Men vi kommer til at stå i dem helt naturligt på grund af vores tro og vores bekendelse. Der kommer til at være nogen, som vil udfordre os på det, og der må vi bare stå fast på vores tro. Der må vi ikke løbe væk fra konflikten. Men stå fast. Her kan vi se hen til den her blindfødte mand, hvis øjne Jesus han åbnede og iagttage hans frimodighed. Det skal vi gøre.

Den blindfødtes frimodighed

Vi ser det her i det tredje og sidste forhør, "den blindfødtes frimodighed". Vers 24 til 34:

"De tilkaldte så for anden gang manden, som havde været blind, og sagde til ham: »Giv Gud æren! Vi ved, at den mand er en synder.« Han svarede: »Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.« Så spurgte de ham: »Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?« Han svarede dem: »Det har jeg allerede fortalt jer, men I hørte ikke efter. Hvorfor vil I høre det igen? I vil måske også til at være hans disciple?« De skældte ham ud og sagde: »Du er hans discipel, men vi er Moses' disciple. Vi ved, at Gud har talt til Moses, men hvor den mand er fra, ved vi ikke.« Han svarede dem: »Det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind. Hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre.« De sagde til ham: »Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?« Så jog de ham ud." (Johannesevangeliet 9,24-34)

Så vi er kommet til den fjerde konfrontation og det tredje forhør. Forhøret begynder med farisæernes krav til manden; giv Gud æren. Det kan jo lyde meget positivt, "giv Gud æren" vi vil jo alle sammen ære Gud, amen. Det er vi kaldet til at gøre. Men i et jødisk forhørs sammenhæng, som vi har med at gøre her, så er det en formel erklæring. Det er en formel erklæring, som kalder den skyldige i forhøret til at bekende sin skyld. Der er en stemning her af domsfældelse, som også stadfæstes i den sidste del af vers 24, hvor de udtaler: "Vi ved, at den mand er en synder". Så du kan lige så godt bare bekende din skyld

De siger: "Vi ved, at den mand er en synder". De vil engang lade Jesu navn komme over deres læber. De siger bare "den mand", og de dømmer ham som en synder uden at have noget bevis for det. Ja, de har deres overlevering og så videre, men de har ikke noget bevis fra Moses, fra skrifterne. I forhold til en reel overtrædelse af Guds bud.

Med så stærk en beskyldning her, så er målet jo fra deres side at få den blindfødte til at trække i land. Det er måske, at han ligesom sine forældre erklærer sig enig med dem ud af frygt og agerer ud fra frygt.

Men som jeg var inde på, så var han bare på en anden kurs. Han var på vej mod lyset, amen. Han var det i den retning. Så han fejer hurtigt deres beskyldninger af vejen med at sige, at det der med synd, det kan jeg ikke svare på men en ting jeg kan svare på, som jeg er 110 procent sikker på er følgende: "Jeg var blind, men nu kan jeg se."

Så mens farisæerne ikke har nogen beviser for Jesus synd, jamen så fremlægger den blindfødte sit tydelige bevis. Er der noget, man skal have i et forhør, i juridisk sammenhæng, så er det beviser. Han har det fuldstændige tydelige bevis, som peger i den modsatte retning af dem der beskylder.

Som sagt, så er det jo det man skal gøre i et retsligt forhør, hvis man gerne vil have overhånden i forhøret. Det er at lægge beviserne på bordet og dermed sådan set placere bevisbyrden over på anklageren.

Så nu forhører de ham så videre og det gør de, fordi de mangler nogle skyts, de mangler ligesom et eller andet, som de kan bruge imod ham. Så de forhører ham igen for at få de skyts, som de kan angribe ham med.

Så i 26 ser vi spørgsmålet: "Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne?" Og igen, så kunne man godt føle sig presset her. Nu er bolden ovre på hans side, og han kunne ligesom tænke; hvordan kommer jeg ud af det her? Men i stedet for, så fremprovokerer det egentlig bare den blindfødtes frimodighed, det her spørgsmål.

Han lægger presset tilbage på anklageren ved at udfordre dem på deres egen uopmærksomhed og sløsethed. Er der noget, man ikke skal være, når man kommer ind i en retssal, så er det uopmærksom og sløset.

Det italesætter han her: "Har i ikke hørt efter. Jeg har fortalt jer, hvad der er sket." Og så siger han så i slutningen af vers 27: "I vil måske også være hans disciple?" Meget provokerende, men stærkt og godt og rigtigt.

Altså, han ved jo godt, at det vil de selvfølgelig ikke, men han følger egentlig bare logikken i deres spørgsmål her, fordi de beder ham egentlig om at fortælle hans vidnesbyrd, sådan: "kan du ikke godt fortælle os dit vidnesbyrd, vi har godt nok hørt det før, kan du ikke fortælle det igen?" Det er egentlig det, der ligger i logikken i deres spørgsmål her.

Han tænker fedt nok: "Jamen, vil I også gerne være hans disciple?" Han ved godt, at det vil de ikke, men han følger logikken i deres spørgsmål.

Men så læg mærke til et andet aspekt her som den blindfødte han spørger om, han siger: "Vil I måske også være hans disciple". Læg mærke til, hvad det antyder. Det tyder på, at den blindfødte i sin kurs mod lyset, er begyndt at se sig selv som en Jesu discipel, amen.

Den tanke bekræfter farisæerne også i vers 28, hvor de siger: "Du er hans discipel". Og så trækker de en skarp streg op mellem Jesus på den ene side og Moses på den anden. Du er Jesu disciple, vi er Moses disciple. Som er en anden måde at sige på, at vi har autoriteten, men du har ingen autoritet, fordi der er ikke nogen autoritet i Jesus. Men vi har Moses, vi har skrifterne, så vi har autoriteten. Det er os, der ved bedst. Gud har talt til Moses, siger de så. Men den mand, og igen de vil ikke engang sige hans navn, hvor er han fra?

Men ved du hvad, de får ikke lov til at slippe så let, med den her bedømmelse her. De står nemlig over for en frimodig mand, amen. Hvis øjne er blevet åbnet.

Lad dit lys skinne

Bror og søster, hvis Jesus han har åbnet dine øjne, ved du så hvad? Så kan du være frimodig. Du behøver ikke at være bange, når du bliver udfordret. Du kan bare fortælle, ligesom den blindfødte mand, hvad der er sket; Jesus har åbnet mine øjne.

Du har fået Guds Ånd i din sjæl. Du har Guds sandhed i din mund, som Romerbrevet kapitel 10 og vers 8 siger: "Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte og det er troens ord, som vi prædiker." Lad dit lys skinne bror og søster, lad være med at sætte det under en skæppe.

Vi ser, hvordan den blindfødte mand gør det her, han hæver sit lys. Han har åbnet mine øjne, men I aner ikke, hvor han er fra.

Hvad er det den blindfødte mand sætter fokus på her, når han siger: "I ved ikke, hvor han er fra". Jamen, det han sætter fokus på, det er deres uvidenhed. Han sætter fokus på på det faktum, at de ikke har lys, men derimod så har de mørke. Deres mørke er deres vantro, og det belyser den blindfødte faktisk med det her spørgsmål.

Men selv om han er i lyset. Den blindfødte mand han er selv i lyset, men de er i mørket. Han er i lyset, fordi Jesus har grebet ind. Han har åbnet mine øjne. Og så bekender han bare sandhedens lys, vidnesbyrdet om, at han var født blind. Vidnesbyrdet om, at han var i mørket, men nu er der bare sket et tegn, der skete et mirakel, som er tydeligt for alle at se. Mine øjne er blevet åbnet.

Med den åndelige sandhed, så føjer han så også en teologisk konklusion til hans vidnesbyrd. Noget som farisæerne i deres kapacitet som teologer jo egentlig skulle have gjort for længst, kommet med den rigtige teologiske udlægning her. Men nu kommer den blindfødte med det. Det ser vi i vers 31 og 32, hvor vi læser hans teologiske konklusion her, hvor han siger:

"Vi ved, at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på. Det er aldrig hørt før, at nogen har åbnet øjnene på en, der er født blind."(Johannesevangeliet 9,31-32)

Han siger: "Vi ved" læg mærke til det. Det er sådan set en hån imod dem, fordi han siger "vi", han inkluderede dem sammen med sig selv i "vi ved de her ting".

Men han har jo lige før peget på deres uvidenhed. Han har fremhævet deres uvidenhed, men han siger: "vi ved (i vers 31) at syndere hører Gud ikke på, men den, der frygter Gud og gør hans vilje, ham hører han på."

Med andre ord Jesus har helbredt mig. Gud han har hørt. Hans bøn gav ham kraft til at gøre noget, som aldrig er hørt for. Det vil sige gøre noget helt unikt, nemlig åbne øjnene på en mand, som er født blind. Ergo, så er jeres beskyldning om hans synd, det er en falsk beskyldning, kan i se det? Fordi vers 33: "hvis ikke at han var fra Gud, så kunne han ikke have gjort det, som han har gjort for mig." Kan i se, hvordan lyset bare begynder at skinne frem her i den blindfødtes frimodige bekendelse.

Men modsat ham, så begynder mørket her at tætne, kan vi se i farisæerne. Vers 34: "De sagde til ham: »Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os?« Så jog de ham ud."

De havde ikke nogen skyts tilbage. De havde ikke noget at komme med. De havde ingen beviser. De havde ingen argumenter. De havde ingen evidens. De havde ingen ting. Deres forhør var endt i fiasko. Farisæernes forhør, en fiasko.

Hvad gør de så? Så går de i stedet til angreb på manden. Det er det, man kalder for et ad hominem angreb. Det er, når du ikke længere har nogen argumenter. Du har ikke noget at komme med, så går du efter manden i stedet for bolden.

Det er det, vi ser, de gør her. Så de anklager ham for synd. De håner ham. De jager ham ud. Og nok også i sidste ende ud af synagogen. En pris, den blindfødte, var mere end villig til at betale. For han har fået noget meget mere kostbart, ikke blot syn til sine øjne, men et kendskab til sin frelser, amen. Er det ikke fantastisk?

Forvirring, frygtens eller frimodighedens vej?

Brødre og søstre som efterfølger af Jesus, så kommer vi til på den ene eller den anden måde, i den ene eller den anden situation, på det ene eller det andet niveau, så kommer vi til at stå i forskellige forhør, hvor din tro, hvor dit vidnesbyrd, dine overbevisninger vil blive udfordret.

Du vil blive udspurgt, du vil måske også blive udstillet. Du vil blive sat på anklagebænken. Du vil blive sat på prøve. Jeg er sikker på, at nogle af jer unge allerede måske har oplevet det i skolen eller på gymnasiet. Hvis ikke I har oplevet det, og i skal videre på en videregående uddannelse eller på universitetet, så kommer i hvert fald til at opleve det dér. Det er helt sikkert. Ikke kun måske af de medstuderende, men i særdeleshed af den ideologi, der ligger bag meget af det, som bliver undervist, der vil i blive udfordret. Der vil i blive nødt til at tage stilling, er det her sandheden? Og så stå stærkt forankret i sandheden og være klar.

Så spørgsmålet det er ikke, om du kommer til at stå i de situationer, hvor du bliver udfordret, men hvornår og hvordan. Hvordan du så der vælger at agere i de situationer, hvor du bliver udfordret, det er det, der er spørgsmål.

Så er spørgsmål så til dig: Hvad gør du der? Vil du vælge forvirringens vej? Vil du vælge frygtens vej? Eller vil du vælge frimodighedens vej? Jeg tror, vi har set helt klart i dag, at den vej vi skal vælge det er frimodighedens vej, amen.

Mange kristne, de tænker: "Men jeg er jo ikke klog nok til at svare på alle de spørgsmål. Eller måske skal jeg først læse en masse og ligesom forstå en hel masse først, før jeg kan sige noget."

Hvor mange bøger tror du, den blindfødte, han havde læst, inden han oplevede sit første forhør? Ingen. Nej, han holdt det kort, det var ikke en lang udredning. Han gjorde det kort og godt. Han fortalte bare, hvad der var sket. Han fortalte sit vidnesbyrd, og mange gange er det egentlig bare det, der skal til.

Fortæl dit vidnesbyrd, peg på Jesus og kære venner, der er ikke noget i vejen med at øve sig på det. Det er helt okay at øve sig på sit vidnesbyrd. Det vil jeg også sige til jer unge, skriv jeres vidnesbyrd ned. Sådan, at du kan øve dig i, hvordan du kan sætte ord på din tro. Sætte ord på dine overbevisninger, sætte ord på, hvad Jesus har gjort i dit liv, så du kan fortælle det mere tydeligt og klart og flydende.

Skriv det ned, læs det op for dig selv, øv dig derhjemme. Det er helt fint. Men lad vær med at komplicere tingene for meget. Det kan vi ofte gøre i vores hoveder. Tænk på den blindfødte. Bed Gud om at give dig nåde til ikke at frygte og ikke at lade dig forvirre, men bare og vær dig selv, hver den kristen du er. Vær frimodig, vær glad, vær stolt af Jesus, vær en der stråler, vær en der lyser, en der ikke skammer sig.

Bed Gud om nåde til det, fordi livet i lyset brødre og søstre, det er ikke et liv i forvirring. Livet i lyset brødre og søstre det er ikke et liv i frygt. Livet i lyset er et liv, der lyser, amen. Lad ikke det faktum, at livet i lyset har en pris, få dig til at gemme lyset væk og sætter det under en skæppe.

Husk på, hvem du er i Jesus. Husk på, at din tro, dine kristne værdier og dit kristne verdensbillede står klippefast. Hvor alle andre verdensbilleder sådan set er forankret på sandgrund i virkeligheden. Når de bliver prøvet i forhold til deres reelle sammenhængskraft, så smuldrer de som sand. Du står klippefast som kristen. Det skal du vide.

Vi har en opstanden Jesus. Vi har Guds ufejlbarlige åbenbaring. Vi har den hellige Ånd i os, den Hellige Ånd, som vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Stå fast! Vælg frimodighedens vej. Lad dit lys skinne.

"For en gang var i mørke" som der står i Efeserbrevet kapitel 5 og vers 8:

"men nu er i et lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed." Amen. (Eferserbrevet 5,8)

Vend dig om fra din synd

Hvis du slet ikke lever i lyset i dag. Hvis ikke du kan se dig selv i den blindfødtes vidnesbyrd, så er der en ting, jeg vil sige til dig, det er; tag imod Evangeliet.

Jesus han kom som et lys til en mørk verden. Jesus, han kom til denne verden, en verden, som er mørk og hvorfor er den mørk? Den er mørk fordi den har vendt Gud ryggen. Med din synd, så har du vendt Gud ryggen.

Hver gang du har løjet, hver gang du har bagtalt nogen, hver gang du har tænkt forkerte tanker, urene tanker. Hver gang du har husede vrede eller bitterhed i dit hjerte, så har du valgt mørkets vej og vendt Gud ryggen.

Men Jesus, han døde på korset for at tage straffen for mennesker, som har vendt ham ryggen. Og så opstod han igen fra døden, for at de, som havde vendt ham ryggen, kunne vende om til ham igen. Vende om til ham, tro på ham, finde tilgivelse hos ham og få fred med Gud. Er det ikke et godt budskab?

Hvis det er dig idag, så vend dig om fra din synd. Lad være med at blive ved med at vende ryggen til Gud. Vend dig om fra din synd. Tro på Jesus, lad lyset skinne ind i dit hjerte, Evangeliets lys. Lad hans sandhed sætte dig fri. Som vi også har set det i det forrige kapitel i vers 32, hvor Jesus giver det her løfte om, at de, som tror på ham, skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre dem frie.

Lad dig ikke forvirre, lad ikke frygt holde dig tilbage. Kom frimodigt til Jesus. Jesus, som åbner blindes øjne. Han er frelser og Herre. Han er troens banebryder og fuldender. Han er begyndelsen og enden. Han er alfa og omega. Han er profet, som den blindfødte mand også siger i vers 17. Han er den, der taler for Gud, Guds ord. Han er Ordet, og han er Gud.

Han er også præst. Han er den som ofre for sit folk og det, som han ofrede, det var sit eget liv. Han gav sig selv hen som et sonoffer for vores synder. Jesus gav sig selv. Og så er han konge. Fordi efter sit offer af sig selv i døden, så opstod han igen. Og hvad gjorde han så? Han tog sæde ved den højre side af tronen i Himlen som kongernes Konge og herrernes Herre. Han er Konge. Sæt frimodigt din lid til ham. Amen.