Fredsfyrsten fra Betlehem
Han er fredsfyrsten, fredsfyrsten fra Betlehem, og han giver sand fred til enhver, som vil dø fra sit eget, som vil leve for ham. Enhver, som vil vende om fra sin synd og sin afgudsdyrkelse og erkende, at Gud er hellig.
Rigtig glædelig 4. Søndag i advent og glædelig jul, hvor er det bare skønt at kunne få lov til at samles med sin åndelige familie og sige Gud tak for, at han har sendt os sin Søn.
Han har sendt os sin Søn for at sikre, den fred, som vi behøvede, og den har han sikret os ved sit eget dyrebare blod. Det var en dyrt købt fred til os. Jeg kom bare til at tænke på, at desto mere man tænker på, hvor meget det kostede Jesus, desto mere taknemmelig man bliver for det offer, som han gav.
Ironisk nok, så er det nemt her i julen at glemme netop den sandhed og de dybe sandheder, der er i Evangeliet. Selv om julen netop er en fejring af Jesus, så kan man godt hurtigt komme til at glemme det. Men vi må huske på, som Martin også var inde på, ikke blot at Jesus kom, men også hvorfor Jesus kom og hvad det betyder.
Vi taler om advent, det gør vi jo her i julen, det er 4. Søndag i advent i dag. Når vi tænker på det, så er der nok mange i den her tid, som egentlig ikke tænker på, hvad advent betyder. Det her med at vente på Herrens komme.
Folk i almindelighed de taler om julens forventningens glæde men tænker måske ikke så meget over, at hele temaet omkring det her med forventning i julen i den kristne fejring har Jesus Kristus i centrum.
Adventures domini, Herrens komme eller ankomst. Forventningen og forberedelsen på hans ankomst. Forberedelsen på at Jesus skal fødes. Den begivenhed, hvorved himlens Gud træder ind i vores verden som et menneske.
Men har du tænkt på, at hele Det Gamle Testamente faktisk har den funktion? Det har den funktion at danne den historiske baggrund og ramme for forventningen om Messias komme. Hele Det Gamle Testamente er en form for advents fortælling.
Det Gamle Testamentes 39 bøger siger alle sammen på hver sin måde: Der er èn på vej. Der er èn, som kommer. Der er èn frelser, som kommer. Vent på Herren.
Det Nye Testamentes 27 bøger siger: Nu er han her. Nu er han kommet. Frelseren er kommet. Tro på Herren. Det gamle sagde. Tro på Herren, som kommer. Det nye siger, tro på Herren, som er kommet.
Troen på Herren for os som troende i dag styrkes, når vi fordyber os, både i Evangeliets åbenbaringen om Frelseren, som er kommet, men også forståelsen af alle de løfter gennem tiden, som byggede en forventning op i Guds folk om den Frelser, som skulle komme.
Mikas profeti
En af de profetiske løfter, som vi skal se på her til formiddag, det er som sagt profeten Mikas profeti om fredsfyrsten fra Betlehem. Så lad os endnu en gang lige læse teksten her sammen igen fra Mikas bog, kapitel 5 fra vers 1 til 5, hvor vi læser:
"Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne. Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke, i Herren sin Guds navns storhed; de skal bo trygt, for hans magt når til jordens ender. Han skal være fredens herre. Når assyrerne går ind i vort land, når de tramper ind i vore borge, stiller vi imod dem syv hyrder, ja, otte menneskefyrster; de skal vogte Assyrien med sværdet, Nimrods land med dolken. Han redder os fra assyrerne, når de går ind i vort land, når de tramper ind over vore grænser." (Mikas bog 5,1-5)
Amen. Så det, vi har læst her, det er profeten Mika's stærke profeti omkring Jesu fødsel allerede 700 år inden Jesus bliver født.
Mika profeterede i den samme tidsperiode som profeten Esajas, så man kan se, hvordan de her profeter, også sammen med de andre profeter, der var på den her tid, og de profeter, som gik før og sammen med dem, sammen med os, loven og skrifterne, hvordan de også stillede en Messias i udsigt. Hvordan de tilsammen, kan man sige, gav folket et håb.
Alle disse løfter, alle disse profetier, gav tilsammen folket et håb og en forventning om forløsning, som skulle komme i fremtiden.
Mika profeterer som sagt i Esajas' tid i perioden lige inden Israels nordlige rige falder i 722 før Kristus.
I kapitel 1 forudsiger Mika, Syriens invasion under assyrerkongen Sankerib på kong Hizkija's tid. I kapitel fire, vers 10, forudsiger han det babyloniske fangenskab, som ligger mere end 100 år ude i fremtiden på Mikas tid.
Men den mest fascinerende profeti er den, vi ser her i Mikas bog kapitel 5 om Messias fødsel. Det er der ikke nogen kritikere, der kan bortforklare. Man forsøger at bortforklare de andre profetier, men det kan man ikke med den her, fordi den er så præcis. Den er så lang tid før, at det står hævet over enhver tvivl, at det her er en profeti omkring Jesu Kristi komme til verden.
Den her profeti er samtidig også den, der står centralt i Mikas bog, som er det primære budskab. Hvad er det så for et budskab? Jo, nationen israel kaldes til at stå til regnskab for sin skyld, og særligt dets onde ledere af dets slette hyrder og falske profeter, som har vildledt folket. Det er det, vi ser i kapitel 3.
Så vi ser, at bogen begynder også med doms ord over Israels folk, og vi ser det også i slutningen af bogen, Mikas doms ord over folket.
Men midt i, her i kapitel 5, ser vi et håb, så ser vi en profeti om Messias, som skal give folket håb. Man kan sige i forhold til doms ordene og i forhold til konsekvensen af folkets ondskab, deres brud på Guds bud, deres brud på hans lov og deres foragt for pagten. Det er Guds dom over nationen.
Men som den trofaste pagts Gud, som Gud jo er, så gav han igen og igen løfter om, at han ville frelse en rest af Israel, af Davids slægt, og af Davids slægt skal der udgå èn fra en lille ubetydelig by, i hvert fald i verdens øjne, der hedder Betlehem.
Det her profetiske budskab var så betydningsfuldt, at profeten Jeremias et halvt århundrede senere referere til Mikas profeti i hans profeti i Jeremias bog 26.
Så hvad er det så for en konkret situation, vi ser her? Jo, folket oplever asyrernes hærgen i landet. Jerusalems fremtid ser mørk ud, ser dyster ud, særligt i lyset af det fejlslagne lederskab, som der har været i Israel.
Det store spørgsmål er; Hvordan kan vi finde en vej frem? Hvordan finder vi et håb midt i det her mørke? Og Mikas svar på de her spørgsmål, i vores tekst, er at pege folkets opmærksomhed hen på et sted, som ingen ville forvente skulle være håbets udspring:
"Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage." (Mikas bog 5,1)
Gud veje er ikke vores veje
Hvis vi tænker over, hvordan Gud han igennem Israels historie, har åbenbaret sin frelse, det har han gjort på mange forskellige måder. Men når vi ser på, hvordan Gud han griber ind på mange, mange forskellige måder gennem historien, så er der et tema, der går igen. Det ved jeg ikke, om du har lagt mærke til det.
Det er et tema om, at Guds frelse åbenbares på en måde, som egentlig går imod menneskers forventning til, hvordan at Gud vil frelse. Det ser vi igen og igen gennem historien.
Vi ser det med Guds valg af David som konge, at han var den mindste blandt sine brødre, en fårehyrde. Men det var ham, Gud valgte. Vi har også set det i forbindelse med vores læsning af Dommerbogen nu her i menigheden, hvor vi ser, hvordan Gud blandt andet vælger Gideon til at frelse Israel. En mand, der beskrev sig selv som den mest ubetydelige i Manasse og den yngste i sin fars slægt.
Vi kunne nævne mange flere ting på, hvordan Gud han gør det her. Men det er sådan, at Guds veje ikke er vores veje. Han gør ikke tingene på den måde, som vi forventer det. Hans planer er langt over vores planer. Hans veje er langt højere end vores veje. Hans visdom er ikke som denne verdens visdom.
Paulus han skrev også det her til Korintherne, hvor han pegede på, at Gud udvalgte det, som i verden er dårskab for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt for at gøre de stærke til skamme. Første Korintherbrev kapitel 1 ver 27.
Profeten Zakarias beskrev Guds frelses visdom med de her kendte ord, som mange af os har hørt mange gange i mange forskellige anledninger:
"Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!" (Zakarias 4,6)
Ikke storhed, ikke pragt men nåde og kraft
Med fokus på vores tekst i dag her i Mikas bog, så kunne jeg godt tænke mig at tage Zakarias ord her fra Zakarias 4,6 og parafrasere dem med de her ord: "ikke fra storhed, ikke med pragt, men ved Guds nåde og Frelses kraft." Det er de tre punkter, som jeg har her.
Vi skal se på punkt 1: ikke fra storhed, punkt 2: ikke med pragt, og punkt 3: ved Guds nåde og frelses kraft.
Ikke fra storhed
Så ikke for storhed. Vi fejrer her i julen, at Gud sendte os en frelser. Men han kom til os ikke som mange havde forestillet sig, at han ville komme. Det var ikke fra det fine borgerskab og fra de bonede gulve. Det var ikke fra storhed, nej, han skulle udgå fra et sted, som ikke var stort, men meget lille.
Mikas profeti siger: Du er Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Læg mærke til navnet, Efrata her. Mika han tilføjer det navn, så man ikke skulle forveksle Betlehem med en anden by, fordi der var ikke kun en Betlehem, der var to Betlehem. Der var også et Betlehem i Zebulon's stammes land.
Den ene pointe her er, at Mika var meget specifik, og den anden er, at det var nødvendigt for ham at være specifik med de her små, mere ubetydelige byer.
I Danmark er man jo ikke i tvivl, når man taler om Odense eller Aarhus eller Aalborg, så ved man, hvad vi snakker om. Men hvis du siger, at du bor i Svenstrup, så har du tre muligheder, og derfor må vi, som bor i Aalborg Kommune være specifik omkring, hvilken Svenstrup vi taler om, at det er Svenstrup J i Aalborg. Det er hverken Svenstrup i Vejlø Sogn ved Næstved eller Svenstrup i Vinding Sogn ved Herning, men det er Svenstrup J i Aalborg. Sådan er det bare med små byer, der er flere af dem med samme navn. Men det er i de små byer, at der sker store ting. Amen.
Betlehem var lille blandt Judas slægter, siger Mika. Den havde hverken politisk eller militær strategisk betydning. Men det var en by, der havde symbolsk betydning, og som vi også har hørt i dag fra Lukas Evangeliet, historisk betydning. Det var Davids by.
Betlehem betyder brødets by, Efrata betyder frugtbar. Man må sige, at byen kom til at leve op til sit navn. For her blev Frelseren født, der skulle blive livets brød for de hungrende og give frelsens frugt til de fortabte.
Mod den udbredte forventning skulle Frelseren komme ikke fra storhed, men fra det lille. Ikke fra de højere lag, men fra ydmyge kår. Og når der står, at hans udspring er i fortiden i ældgamle dage, så er referencen nok til Jesus slægt, han er Davids hus, Davids slægt.
Men en anden betydning kan også være, at det peger på Jesu guddommelighed, hans guddommelige ophav som i Daniels Bog, hvor Menneskesønnen beskrives som den af ældgamle dage.
Det er også netop det aspekt, som Esajas, der som sagt profeterer på samme tid, har med i sine profetier. Vi læser blandt andet i Esajas 9,5, hvor han profeterer om fredsfyrsten, med disse ord:
"For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste." (Esajas 9,5)
Han er fra evig fortid til evig fremtid, den i begyndelsen, som var og er Gud selv, fredsfyrsten fra Betlehem, kære venner. Han er menneske, og han er Gud, mennesket, Kristus Jesus.
På den tid, hvor Israel stod på randen til mentalt og åndeligt sammenbrud, var det netop det budskab, som de havde behov for at høre. Det er det også i dag for mennesker, budskabet om Kristus, det er det, vi har brug for.
Vi har brug for at høre, at frelsen ikke kommer fra alt det store af det fine og det fornemme i rigdom og velstand og status. Nej, det er ikke noget, som giver fred. Det er ikke noget, som giver fred i hjertet. Men Jesus, han giver fred. Amen.
Han er den, som verden foragter, han, som blev forkastet af sine egne, men det er ham, som giver fred. Det er ham, som kan give håb til mennesker, som kan give liv til mennesker. Som kan give fred med Gud, den fred, som mennesker har brug for. Det giver han til enhver, som er villig til at ydmyge sig og til at tro på ham.
Ikke for storhed, punkt 1 og så punkt 2, som er i direkte forlængelse af det, ikke med pragt.
Ikke med pragt
I kapitel 4, vers 14 i vores tekst her ser vi et billede af, hvordan folkets tilstand egentlig var. Vi ser en tilstand af sorg og pine. Vi ser, at de er under belejring under stokkens straf, og hvis Gud han ville, så kunne han sagtens bare sende en stor hær af engle fra himlen til bare i ét nu at frelse nationen. Det gjorde han faktisk også ved en anledning.
Vi ser det på et tidspunkt, hvor er assyrrerkong Sankerib, han angriber Jerusalem, Kong Hizkija og profeten Esajas de går i forbøn for byen og for folket. De råber til Gud og Gud han sender en engel, som tilintetgør hele assyriens hær, 185.000 krigere bliver dræbt på én dag.
Han redder dem fra et dødeligt angreb. Men det frelste ikke folket. Fordi efter Hizkija blev Manasse konge og Manasse han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han genindførte afgudsdyrkelse ind i Herrens tempel. Det gjorde, at Herren igen måtte sende assyrerne imod Juda under sin dom under sin vrede.
Guds frelse skulle ikke komme til sit folk med stor pragt og militær styrke, nej. Selv om kong David, han var konge i Israels storhedstid, hvor han kendte til den store militære styrke, som de havde, og hvordan det vandt dem mange sejre, så anerkende, at det var i virkeligheden ikke det, som vinder sejr. Han anerkendte, at Herrens frelses vej ikke er ved menneskers magt.
I salme 20, vers 8 hører vi, David siger:
"Andre påkalder vogne og heste, men vi påkalder Herren vor Guds navn." (Salme 20,8)
David forstod, at det er Herren, der frelser. Det er Herren, der frelser, og han gør det på sin måde, og han gør det til sin tid, og ofte er det imod menneskers forventning. Det er ikke med pomp og pragt, at han gør det.
Mikas profeti fortæller, at det bliver gennem trængsel, en trængsel, der kan sammenlignes med en fødende kvinde, vers 2. En trængsel, som skulle rense folket, som skulle vende folkets hjerter væk fra afguderne og tilbage til den sande og levende Gud.
De skulle lære, at syndens løn er døden. At lovens krav er umulige. Og at deres eneste håb i virkeligheden er den Messias, som de venter på, og som profeterne har givet løfte om, skal komme. Deres håb er i Kristus. Det var det, de skulle forberede sig på.
Det var det folket skulle renses til og forberede sig på, at han skulle komme. De skulle komme til et sted, hvor de virkelig længtes efter ham. Hvor de ventede på Herrens komme. I deres længsel klyngede de sig til profeternes ord, til ord som dem vi læser her i Mikas Bog og ord om den kommende Messias, ham, som skal komme med den nye pagt, som Gud også vil indstifte med sit folk.
Til løfter som dem vi ser her også i vers 3 og i vers 4, at han skal træde frem og vogte i Herrens styrke og være fredens Herre og være fredens fyrste, som vil sikre en fuldkommen fred, en fuldkommen tryghed for sit folk. Det var det, de skulle længes efter og vente på.
De skulle komme til en erkendelse, hvor de virkelig kunne forstå og huske på, hvem de er. Hvem folket er i sin synd, og hvem Gud er i sin hellighed. Det samme kald går sådan set ud til verden i dag ved Evangeliet.
Jesus han siger i Markusevangeliet kapitel 1 og vers 15:
"Tiden er inde, guds rige er kommet, omvend jer og tro på Evangeliet" (Markusevangeliet 1,15)
Så skal frelsen komme til dit hjerte, når du vender om og ydmyger dig og erkender din afmagt, erkender dit nederlag, erkender, at du er en synder og indrømmer, at det er kun Jesus Kristus, der kan frelse dig og give dig nyt liv. Det er det største mirakel, der kan ske for et menneske.
Det sker ikke ved storhed og pragt, men ved Guds nåde og frelseskraft og det er mit sidste punkt her.
Ved Guds nåde og frelseskraft
Vi læser i vers 2 og 3 her, at resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne, og at hans magt skal nå til jordens ender.
Den her del af Mikas profeti handler om omfanget af Guds frelse i fremtiden. Den skulle gå ud over Israels grænser. Den skulle samle hedningerne i det Evangeliet om Guds rige går ud til jordens ende. Ved Guds nådes frelseskraft går Evangeliet ud til nationerne og drager mennesker hjem. Guds frelsesplan skulle på ingen måder være på den måde, som folket havde forestillet sig, at det skulle være.
Vi ser det også i Johannesevangeliet kapitel 10,16, hvor Jesus taler om, at der også er andre får, som ikke hører til denne fold, men at han skal lede dem, og de skal høre hans røst, og de skal komme, og de skal blive en del af den ene hjord, som han er hyrde for. Det er resten af hans brødre, som bringes tilbage til israelitterne og føres ind i folden og gøres til en del af den ene hjord.
Det er gode nyheder for dig og mig, brødre og søstre. Fordi vi er ikke israelitter, men ved Guds nåde og frelses kraft, når hans magt til jordens ender, så syndere som du og jeg kan blive frelst og få fred med Gud. Amen. Er du ikke glad for det? Amen.
Uden den store nåde fra Gud, så var der ingen julefred til os. Men på grund af hans rige barmhjertighed, Efeserbrevet 2,4 og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus. Derfor kan vi fejre julen med hans glæde og hans fred i hjertet. Amen.
Den sidste del her er Mikas profeti kan være lidt svær at fortolke. Vi læser om, at når Assyrerne går ind i vort land, når de tramper ind i vore borgere, stiller vi imod dem syv hyrder, ja otte mennesker, Fyrster, de skal vogte, og Assyrien med sværdet, Nimrod's Land med dolken. Han redder os fra syrerne, når de går ind i vort land. Når de tramper ind over vore grænser.
Der findes en del spekulationer omkring disse vers, men substansen af dem er sådan set, at det er Guds løfter om, at der skal være sejr over ondskab. Det kan vi i hvert fald sige. Der kommer en sejr over ondskaben.
Når vi tænker på ondskaben i Israels historie, så er det virkelig, at Assyrien og Babylons onde regimer, der repræsenterede den stærkeste form for ondskab, man kan forestille sig.
Den ondskab som de her nationer og de her regimer repræsenterer bliver overvundet ultimativt af Jesus Kristus. Amen.
Vi læser om syv hyrder og otte menneskefyrster, og vi ved, at syv og otte repræsenterer det, som er tilstrækkeligt, det fuldkomne. Det er tal, som peger på det Gud, han skal give sit folk, et lederskab under Kristus, som er tilstrækkeligt. Han skal give os Guds Ord, som er fuldkomment. Amen. Sådan at hans kirke bliver bevaret. Han kommer til at rejse hyrder, som skal værne om sandheden og tilbagevise løgn.
Det har vi også set igennem kirkens historie, hvordan han har bevaret sin kirke. Det var imod alle odds, men han har bevaret sin kirke, og han har bevaret sit Ord, som mange ville udslette gennem tiden.
Han har rejst hyrder op, som har stået for sandheden. Vi så det også igennem den protestantiske reformation. Hvordan han rejste ledere op, som stod for sandheden og forkyndte ordet.
Vores strids våben i dag er ikke vogne og heste og sværd, men Åndens sværd, som er Guds Ord. Med Guds Ord, så bevarer Gud sin kirke og minder om vedvarende, at hans frelse ikke kommer ud af storhed og pragt, men ved Guds nåde og frelsens kraft. Den kommer gennem ham, som blev født i en lille by under ydmyge kår.
Ham, som er den nye og større David. Han, hvis rige ikke er af denne verden. Ham, som med sin død og sin opstandelse knuste den største af alle fjender døden og lagde djævelen under sine fødder.
Han er fredsfyrsten, fredsfyrsten fra Betlehem, og han giver sand fred til enhver, som vil dø for sit eget, som vil leve for ham. Enhver, som vil vende om fra sin synd og sin afgudsdyrkelse og erkende, at Gud er hellig. At Jesus har taget straffen for synd på korset og kun fuld tillid og tro på ham er det, som giver fred med Gud. Må fredsfyrsten fra Betlehem fylde dig med sin fred, som overgår al forstand i denne juletid, amen.
En af de ting, som vores tekst i dag har vist os, er, hvordan Guds rige bare opererer på en helt anden måde end denne verden. Det er en af grundene til, at Jesus blev afvist af sin egen landsmand, da han kom.
Vi ser det i Johannesevangeliet kapitel 1 og vers 11, hvor der står, at han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Hvorfor? Han åbenbarede sig ikke efter deres forventninger. Han kom til os i menneskelig skrøbelighed.
Selv om han besad al himlens magt, så kom han til os i menneskelig skrøbelighed, og den skrøbelighed viste han i sin død på korset, som i verdens øjne lignede et nederlag, men som i virkeligheden var den største af alle sejre.
Spurgeon han sagde det på den her måde, citat:
"Vor Herre Jesus Kristus udvirkede sit mægtige formål ved at blive skrøbelig. Gennem hans skrøbelighed blev han i stand til at lide og dø for dermed at frelse os fra syndens trældom."
Venner i verdens øjne er skrøbelighed lig med svaghed. Men i Guds økonomi er skrøbelighed en anledning til at udtrykke hans kraft og styrke i vores liv.
I Anden Korintherbrev kapitel 12, vers 9, siger Jesus til Paulus at: "min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed". Og så konkluderer Paulus i vers 10, derfor er jeg godt tilfreds. Under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.
Brødre og søstre, flere af jer, ved jeg, vil fejre julen i år med tanker, der bærer præg af de prøvelser, I har måttet gennemleve i det her år. Der har været tab, sorgen over at miste. Der har været modgang, og der har været prøvelser. Der har været øjeblikke, hvor sjælen har været tynget så dybt, at det har været næsten ubærligt tungt.
Når du kigger fremad, så kan vejen også synes svær. Men jeg vil bare gerne opmuntre dig til at se på din magtesløshed, din skrøbelighed i de her ting, som en aktie i Guds økonomi. Som en anledning og en mulighed for, at han kan udvirke i dig det, som er velbehageligt for ham.
I verdens øjne så er alle de her ting forbundet med svaghed og nederlag. Men i Guds øjne fra hans perspektiv, så er det begyndelsen på store sejre.
Jeg fik et citat i går fra Joni Eareckson Tada, som jeg gerne vil opmuntre dig med her. Joni var 17 år gammel, da hun ved et uheld brækkede nakken, og det gjorde hende lam fra skuldrene ned, og man skulle tænke at nu er livet bare slut. Nu er alt ødelagt, nu er hele fremtiden forbi.
Men nej gennem hendes lidelse, så lærte hun, hvordan hun med sit liv kunne herliggøre Gud. Hvordan hun med sit vidnesbyrd og sin relation til Gud kunne være med til at række ud til andre mennesker med Jesu kærlighed. Og det har hun gjort gennem mange, mange år nu.
Joni hun siger sådan her, citat:
"Bliv ved med at stol på Gud ven og tro på hans løfter. Handel på hans ord. Lev din tro ud, og med tiden vil du forstå Guds hjerte i hver og en af dine prøvelser."
Citat slut.
Amen.