Gud er kærlighed
Det ord for kærlighed, der her bliver brugt af Johannes, er "agape kærligheden". Den handlende, den selvopofrende, den givende, den tjenende, den selvfornægtende kærlighed, der viljer at elske dets objekt. Det er en kærlighed, som ikke blot kommer til udtryk i ord eller følelser, men i handling.
Jeg har endnu en gang glæden over at skulle dele Guds dyrebare ord med jer her i dag, og fortsætte den her serie omkring Guds egenskaber. Sammen med jer vil jeg gerne igen dykke ned i Guds ord og se nærmere på, hvordan Gud i sin herlighed åbenbarer sig selv for os. Helt specifikt i dag skal vi rette vores opmærksomhed mod, nok en af de mest elskede af Guds egenskaber, nemlig den egenskab, der hedder; at Gud er kærlighed.
Første Johannes brev 4,8 siger det meget direkte; at Gud er kærlighed. Det er jo en vidunderlig og en et eller andet sted enkelt sandhed, som dog samtidig rummer en dybde og en bredde og en vidde og en højde, som strækker sig uendelig ud over, hvad vi kan fatte og forstå. Til vores store glæde, hvis vi er et Guds barn, skal vi bruge resten af evigheden, resten af vores liv her på jorden og livet ind i evigheden på at fordybe os i og nyde Guds store kærlighed og Hans vidunderlige væsen. Det er jo fantastisk!
Agape kærligheden
Jeg vil gerne starte med at læse en passage fra Første Johannes brev kapitel 4 vers 7 til 11 og dele nogle indledende bemærkninger. Derefter vil jeg gerne se på fire aspekter af Guds kærlighed. Men Første Johannes brev, kapitel 4 vers 7 til 11. Der skriver den aldrende apostel Johannes, således:
"Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden." (1. Joh. 4, 7-11)
Johannes skriver til en menighed eller en gruppe af menigheder og adresserer læserne, eller dem der bliver læst op for, som "mine kære". Den engelske oversættelse, i for eksempel New American Standard Bibel, oversætter "mine kære", som "beloved" (elskede), hvilket nok er en mere præcis oversættelse, fordi det græske ord, der her bliver brugt, er en variant af det græske ord for kærlighed som I nok har hørt før, nemlig "agape kærlighed". Faktisk er det præcis det her græske ord "agape", det græske ord for kærlighed, der blev brugt i alle de steder i den passage, vi lige har læst, hvor ordet "elske" eller "elsker" eller "elsket" bliver brugt.
Agape kærlighed, ikke "eros kærlighed", den erotiske kærlighed, den sensuelle kærlighed mellem en mand og hans kone. Heller ikke "filia kærligheden", den venskabelige kærlighed og heller ikke "storge kærligheden", den her kærlighed man naturligt udviser over for sine familiemedlemmer. Selv den der skøre onkel man har, som man et eller andet sted er forpligtet til at være flink over for. Nej, det og de ord for kærlighed, der her bliver brugt af Johannes, er "agape kærligheden". Den handlende, den selvopofrende, den givende, den tjenende, den selvfornægtende kærlighed, der viljer at elske dets objekt. Ikke primært fordi der nødvendigvis er noget elskværdigt ved objektet, eller fordi det har gjort sig fortjent til kærligheden, men fordi den, der udviser kærligheden, vælger at gøre det. Det er en kærlighed, som ikke blot kommer til udtryk i ord eller følelser, men i handling.
Kærligheden udspringer fra Gud
Som en aldrende apostel og nok den sidste og eneste tilbageblivende apostel af Jesu disciple, skriver Johannes som en, der intimt har erfaret og kender Jesu kærlighed. Der skriver han nu til den gruppe af kristne, som han selv inderligt elsker, og vigtigere, som er højt elsket af Gud. Med en frelsende kærlighed kalder Johannes nu disse menigheder, de her kristne, til at elske hinanden. Mine kære, elskede, lad os elske hinanden og hvorfor? Fordi, som vi læser i passagen, fordi kærligheden er af Gud. Ligesom Gud er lys, det skriver Johannes tidligere i sit brev i det første kapitel. Gud er lys, Han er kilden til liv, Han er kilden til sandhed, og Hans lys og Hans liv fordriver mørke og død og bringer frelse. Ligesom Gud er lys, så er Han også kærlighed, agape kærlighed.
Gud er kærlighed, og sand kærlighed udspringer fra Ham, ligesom at åndeligt liv og åndeligt lys udspringer fra Ham. Derfor vil den troende, som er født af Gud, og som kender Gud, også leve et liv, som manifesterer og reflekterer og udtrykker Guds kærlighed. Omvendt så vil det liv, som ikke udtrykker Guds kærlighed, blot vise, at vedkommende ikke oprigtigt kender Gud. I vers 8 dér står der:
"Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed". (1. Joh. 4, 8)
Johannes han går så videre med at give det største og mest enestående eksempel på den her kærlighed i aktion, i handling, vers 9:
"Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder". (1. Joh. 4, 9-10)
Det er en handlende, selvopofrende, givende agabe kærlighed, vi her ser. At Gud Fader giver det bedste Han har, Hans enbårne Søn som et sonoffer, det eneste offer, der i sandhed kunne sone vores synd og fuldt ud afbøde Guds hellige og retfærdige vrede mod vores synd. Og Sønnen Jesus Kristus, som villigt og i kærlighed lader sig straffe på korset i vores sted, så vi kunne blive tilgivet, renset og erklæret retfærdige og blive forsonet med Gud Fader, så vi i al evighed må få lov at nyde Guds nærvær og kærlige fællesskab. Ud fra den erkendelse, der giver Johannes nu denne kærlige opfordring til de kristne i de her menigheder: "Mine kære, elskede, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden."
Vend dit blik imod Kristus
Men når vi retter vores blik mod Gud. Væk fra os selv. Væk fra den her verden og den her verdens forskruede forestilling om, hvad kærlighed er. Når vi retter vores blik mod Kristus, troens banebryder og fuldender, og når vi ser, hvordan Han elskede, ser, hvordan Han gav sig selv hen for os. Når vi ser, hvordan Gud Fader gav sin elskede Søn, for at vi skulle få liv ved Ham, og når vi selv erfarer ved frelsen, hvordan Gud Helligånd udgyder i vore hjerter Guds kærlighed, som Romerbrevet 5,5 beskriver det, så kan det ikke andet end at drive os til at give gensvar med, hvordan vi må leve vores liv, først og fremmest med en kærlighed til Gud og dernæst med en kærlighed til hinanden. Med det som et springbræt, så vil jeg gerne nu gerne se på fire aspekter af Guds kærlighed.
Guds kærlighed er uselvisk og selvopofrende
Det første jeg gerne vil kigge på er, at Guds kærlighed er uselvisk og selvopofrende. Da jeg var teenager, var jeg helt vild med det her kristne band, der hed "DC Talk" Jeg ved ikke, om I kender dem "DC Talk". En af deres sange hed netop "Love is a verb". Kærlighed er et verbum eller et udsagnsord. Kærlighed er ikke en sentimental sådan "mushi mushi", sådan en Kleenex følelse. Kærlighed, Guds kærlighed, den er handlende, den er mægtig, den er fuld af kraft, og så er den uselvisk, den er selvopofrende, den giver sig selv til fordel for andre.
Som vi allerede har læst i Første Johannes brev 4,8, står der; at Gud er kærlighed. Det er ikke blot noget, Han en gang imellem udviser eller vælger at gøre på en af sine gode dage. Men i selve sin natur helt essentielt for Gud, der er Gud, Han er kærlighed, og fordi Han også samtidig er uforanderlig i sit væsen, Han er altid den samme, Han ændrer sig ikke, så har Han i al evighed været kærlighed.
Det er jo ret tankevækkende, fordi når vi tænker på den her idé eller det her koncept omkring kærlighed, så involverer det jo selvfølgelig én, der elsker og én, der bliver elsket. Men Gud, Han er jo én, det er Bibelen udtrykkelig klar omkring, der er kun én Gud. Femte Mosebog 6,4 siger: "Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én", og vi lærer også i vores katekismus spørgsmål, som lyder: "Er der mere end én Gud?". Og svaret er: "Nej, der er kun én Gud".
Så havde Gud brug for nogen at elske? Var det derfor, at Han skabte os? Nej. Gud er én, ja, det er fuldstændig rigtigt. Der er kun én Gud, men der er mere end én person, der er den ene Gud. Det efterfølgende katekismus spørgsmål lyder: "Hvor mange personer er der i Guddommen?" Og svaret er: "Der er tre personer i Guddommen, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd".
Den gensidige kærlighed
Før selve skabelsen, før der overhovedet var engle eller mennesker, som Gud kunne elske eller blive elsket af, der var Guds kærlighed allerede fuldt ud aktivt imellem Treenighedens medlemmer. Vi hører for eksempel, hvordan Jesus omtaler den kærlighed i Johannesevangeliet 17,24 i sin bøn til Gud Fader, hvor Han siger: "For du har elsket mig, før verden blev grundlagt." Den her kærlighed, den er gensidig. I Johannes 14,31 fortæller Jesus sine disciple: "...at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig." Der var en gensidig kærlighed mellem Treenighedens medlemmer.
Gud er fuldt ud komplet i sig selv. Han er mere end tilstrækkelig og har ikke behov for noget udefra. Han har hverken brug for nogen at elske eller nogen, ud over sin treenige væsen, til at elske Ham igen. Men ikke desto mindre, så valgte Han at skabe mennesket, mod hvem Han kunne udtrykke sin kærlighed og give af sig selv og udøse sine velsignelser.
Gud har ikke brug for os, men Han vælger alligevel til sin egen ære, for sin egen glædes skyld, der vælger Han at skabe os, at elske os og kalde os til at have fællesskab med Ham i kærlighed. Det er jo fantastisk.
I Jakobs brev kapitel 1 vers 17, der står der:
"Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge." (Jak. 1, 17)
Vores utilstrækkelighed
Vores kærlighed, den er sjælden ren og fuldkommen. Desværre er den ofte smittet af synd og selviskhed. Vi giver af os selv, men forventer ofte noget i gengæld. Vi er ofte meget nøje med, hvem vi elsker, om det nu kan betale sig for os. Om det er investeringen værd at udvise kærlighed til den og den person. Men Gud giver af sig selv uselvisk, selvopofrende og mod mennesker, der umuligt i samme grad kan gengælde Hans kærlighed. Fordi Gud er kærlighed, så giver Han, selv om at det koster Ham dyrt.
En sandhed, som udtrykkes i nok en af de mest kendte skriftsteder i Bibelen, Johannes 3,16:
"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Joh. 3, 16)
Gud gav det aller bedste, det allermest dyrebare, Han gav sin enbårne Søn. Gud Fader gav sin enbårne Søn, Han gav Jesus Kristus, der villigt og lydigt gav sit liv som et sonoffer for vore synder.
For at gøre kontrasten endnu mere markant, så gav Han ikke sit liv, ligesom for "toppen af poppen", for en masse søde og dejlige mennesker, men som Romerbrevet 5,8 gør det klart for os: "Der viste Gud sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.". I vers 10, der står der: "For mens vi endnu var Guds fjender, blev vi forligt med Gud, ved at Hans søn døde.". Hvilken kærlighed Gud har vist, hvor er Han dog værdig, vor tak og pris! Så Guds kærlighed er uselvisk, den er givende, den er selvopofrende.
Guds kærlighed er upåvirkelig
For det andet, så er Guds kærlighed upåvirkelig. Det, at Guds kærlighed er upåvirkelig, betyder ikke, at Gud er et hårdt, ufølsomt væsen. Nej, det betyder, at det ikke var fordi, at der var noget særligt, specielt eller elskværdigt i dem, Han valgte at kaste sin kærlighed mod, som fremelskede kærligheden i Gud. Med andre ord: det var ikke, fordi der var noget særligt i dem, Han valgte at elske, som tiltrak sig Hans opmærksomhed eller drev Gud til at elske dem. Men Gud valgte, i sin forudbestemte vilje, der valgte Han at elske individer, ikke på grund af noget særligt i dem, men på trods af. Det er en af de sandheder, vi endelig ikke bare må skøjte for hurtigt forbi. På grund af vores syndige natur, vores synd og vores lovbrud mod Gud, så har vi alle mistet Guds herlighed. Romerbrevet 3, 23 siger:
"For alle har syndet og mistet herligheden fra Gud" (Rom. 3, 23)
Vores synd har ødelagt os, og den har ødelagt vores forhold til Gud. På grund af Adams synd blev han drevet ud af Edens have ud fra Guds nærvær, væk fra fællesskab med Ham, som er liv og lys og kærlighed. Vi har forbrudt os mod en retfærdig og hellig Gud, og vi har vagt Hans vrede, og vi står strafskyldige foran Ham.
Syndens konsekvenser
Syndens effekt i vores liv er gennemgribende. Den påvirker ikke kun vores fysiske legemer, så vi bliver skrøbelige og svage og syge og til sidst dør. Men den virker i og fordærver vores inderste væsen, vores tanker, vores sind og vores psyke. Selv den måde vi tænker på, og den måde vi taler på og handler på, vores lyster og længsler, ikke er med Gud for øje og til Hans ære, men de er verdslige og de er selviske.
Resultatet af det her, af synden i vores liv, det er, at vi bliver til en slægt af mennesker, som Anden Timotheus brev, kapitel 3 vers 2 til 4 beskriver, at vi bliver en slægt af mennesker, som er egenkærlige og pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydig mod ens forældre, oprørske, utaknemmelige, spottere, ukærlig, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende og hovmodige. En slægt, der elsker nydelse højere end Gud.
Guds store nåde
Så på forskellige måder og i forskellige afskygninger og grader, fordi vi alle har mistet Guds kærlighed, så er det den verdslige form, vi alle bliver presset og formet efter. Den her beskrivelse af et menneske, der ikke vil have noget med Gud at gøre. Efeserbrevet 2,1 beskriver et sådant individ som en, der i sin åndelige død vandrer i overtrædelser og synd. En, som lader sig bestemme af denne verdens tidsalder, et ulydighedens barn.
Med andre ord en person, som på ingen måde fortjener Guds velvilje og nåderige kærlighed. Faktisk fortjener en sådan person, ja, os alle, vi fortjener kun Guds retfærdige vrede. Men på trods af vores synd og fjendskab mod Gud, på trods af det, så vælger Han i sin store nåde og med en guddommelig agape kærlighed at elske det, der er uelskeligt.
Vores nye hjerte
Det er omvendt med vores kærlighed til Gud. Før vores frelse der var vi fjender af Gud, Romerbrevet 5,8. Vi hadede Gud et eller andet sted, og vi elskede synden. Vi ønskede ikke at have noget med Gud at gøre. Men så forvandlede Han vores liv, og ved sin nåde gav Han os et helt nyt liv. Han gjorde os til nye skabninger i Kristus, som vi læser i Anden Korinther 5,17. Han giver os et nyt hjerte, der banker for Ham og elsker Ham. Første Johannes brev 4,19 beskriver det sådan her:
"Vi elsker, fordi han elskede os først." (1. Joh. 4, 19)
At elske Gud er en naturlig reaktion på, hvem Han er, og hvad Han har gjort for os i Kristus.
Han elskede det uelskelige
Det, der bør forundre os, og fylde os med en dyb og ydmyg taknemmelighed, det er, at Han til at starte med i det hele taget vil elske os. For hvad elskværdigt er der ved os? Vi er lidt ligesom Israel bliver beskrevet i Femte Mosebog kapitel 7, hvor der står; at det var ikke fordi, at I var større og bedre end alle de andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer, fordi I er faktisk det mindste af alle folk. Men det var fordi Herren elskede jer. Han elskede jer. Ikke på grund af noget stort og flot og beundringsværdigt ved dem.
Faktisk var der som sådan ikke noget specielt særligt elskværdigt ved Israel. De var rebelske, og de var stivnakkede. Men Gud valgte, Han besluttede sig for, det var Hans goder og upåvirkede vilje fra evighed af, at Han skulle elske sit folk. Upåvirket af objektet, der elskede Han det uelskelige. Han elskede, fordi Han elskede dem.
For lige kort at vende tilbage til Efeserbrevet kapitel 2, der skriver Paulus, at vi som før var døde i vores overtrædelsers synd har Gud nu gjort levende. Vi var af natur vredens børn, men vers 4: "i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, Han elskede os med, gjorde Gud os levende med Kristus - af nåde er vi frelst." Amen.
På trods af, at vi med vores liv, vores tanker, vores handlinger, der burde alt i os, vores syndige, fordærvede, korrupte hjerter, forlængst have frastødt enhver lyst i Gud til at elske os. Ligesom en spedalsk person, der kom gående ned af gaden i Israel, hvor folk gik væk fra denne her forkastelige person i kraft af sygdommen, der burde Gud have frastødt os. Men pris ske Gud, så er Han upåvirket af det og i sin suverænitet vælger Han at elske dem, Han vil frelse.
Guds kærlighed er evig og uforanderlig
For det tredje, Guds kærlighed er evig og uforanderlig. Som vi allerede før har set i en af Guds andre egenskaber, nemlig den, at Han er uforanderlig, Han er uden forandring eller skiftende skygge, som vi så i Jakobs brev 1,17. Fordi Gud er uforanderlig og vil i al evighed være den samme, og fordi Gud er kærlighed, så er Guds kærlighed evig og uforanderlig. Det bør fylde Guds børn, enhver, der tror på Ham som Herre og Frelser, det bør fylde en med en glæde og en fred, der overgår al forstand.
Dem Gud vælger at frelse, dem Gud vælger at elske med sin udvælgende kærlighed, dem har Han og vil Han elske, altid og for evigt. I Efeserbrevet kapitel 1 vers 4 til 5, der læser vi:
"For før verden blev grundlagt, har Gud i ham, (i Kristus), udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte Han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus." (Ef. 1. 4-5)
Så fra før vi nogensinde så dagens lys, før verdens skabelse, havde Gud allerede sine egne for øje. Allerede dér elskede Han dem, som Han i sin gode vilje forudbestemte til frelse.
Hvor længe holder så den her kærlighed? Du, som er et Guds barn. Du, som har sat din lid til Kristus og alene tror på Ham for din frelse, da kan tanken måske strejfe dig alligevel, fordi du endnu fejler og kommer til kort. "Jamen, hvor længe vil Han dog elske mig? Hvor længe vil Han holde mig ud og alle mine fejl?" Svaret er; altid, altid og for evigt. Jeremias kapitel 31 vers 3 der står der: "Med evig kærlighed har jeg elsket dig". Jesus siger i Johannes kapitel 13 vers 1, omkring når Jesus kaster sin frelsende kærlighed på et individ, så er det med en evighed. Så er det med en evig kærlighed. Der siger Han: "Han elskede dem indtil det sidste.". Han elskede sine disciple, Han elskede sine egne, Han elskede dem indtil det sidste. Det ord, der bliver brugt for "det sidste" her, er det græske ord "telos" som egentlig betyder "til perfekthed" eller "fuldkomment". Det er det samme græske ord "telos", som bliver brugt, når Jesus på korset råber ud: "Det er "telos"", "det er fuldbragt". Hans offer på korset var fuldkomment, det var perfekt. Det var tilstrækkeligt til at tilfredsstille og sone Guds vrede og skaffe renselse, tilgivelse, fred med Gud og evigt liv. Aldrig mere skal noget ofres for vores frelse. Den fulde pris er betalt ved Jesus' dyrebare blod. Det er fuldbragt, det er fuldkommen, det er "telos". Og med en agape kærlighed, der er fuldkommen, der er "telos", der er perfekt, der hviler Guds frelsende kærlighed for evigt over den, som sætter sin lid til Kristus.
Intet kan skille os fra Guds kærlighed
Ja, Gud, Han har en omsorg for verden. Vi ser Guds generelle kærlighed, så at sige, hvis man kan sige det på den måde, for den verden, Han har skabt. Han er god mod alle mennesker. Han lader det regne over både de retfærdige og de uretfærdige. Han lader syndere opleve mange vidunderlige ting i livet, mange velsignelser og mange goder. Der er mange, der oplever et liv med velstand og glæde og familieliv og venskab. Glæden ved at arbejde og nyde denne verdens goder. Men med en helt særlig agape kærlighed, der elsker Jesus sine egne fuldt ud og indtil det sidste. Jesus stopper aldrig med at elske sine egne, og der er intet, der kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Er det ikke fantastisk? Amen!
Så Guds kærlighed er uselvisk og selvopofrende. Den er upåvirkelig, og den er evig og uforanderlig. Mange flere aspekter af Guds kærlighed kan også fremtones. Jeg vil her nævne et fjerde og sidste aspekt, og det er, at Guds kærlighed er hellig og nåderig.
Guds kærlighed er hellig og nåderig
Før Johannes i sit brev skriver, at Gud er kærlighed, starter han i kapitel 1 vers 5 med at sige at: "Gud er lys". Gud står i en total og skarp kontrast til alt, hvad der er mørkt, til alt hvad, der har med synd og mørke at gøre. Han er hellig, hellig, hellig i hele sit væsen, i alle sine egenskaber, i alt, hvad Gud gør, der er Gud hellig. Guds kærlighed går på ingen måde i konflikt med Guds hellighed. Guds kærlighed er ren og det er en hellig kærlighed.
Det er her, hvor vi ofte desværre går galt i byen, hvis vores forståelse af Gud, hvis vi lader vores tankegang ligesom forme og blive tilpasset den her verden i vores forståelse af, hvordan Gud er omkring Guds kærlighed, så vil vi uundgåeligt, når vi tænker omkring Guds kærlighed, komme til at lave et et billede af Gud, som slet ikke afspejler det, der står i Bibelen. Vi kommer til at gøre, som Aron gjorde, da han lavede en guldkalv, som folket Israel kunne dyrke.
I verden er der mange, der har en tro på en kærlighedens Gud. En Gud, der bare er kærlig og venlig og vil alle mennesker det godt. En sød og behagelig Gud, der kun vil, at alle skal have det vel og nyde livet. En sukkersød Gud, som opfylder alle vores tanker, alle vores ønsker og som aldrig kunne finde på at træde os over tæerne eller gøre en flue fortræd. En Gud som aldrig kunne finde på at straffe. Men Bibelens Gud, som er kærlighed, er samtidig og helt konfliktfri også en frygtindgydende og en hellig Gud.
Da Gud åbenbarede sig for Israel, på Sinai bjerg med sin herlighed skjult i en mørk sky. Da Han nedsteg fra Himlens trone ned på Sinai bjerget med torden og lyn og jordskælv, skælvede folket, og de tryglede Moses om, at han snakkede med Gud på deres vegne, at han var deres mellemmand. Det var langt fra en sukkersød Gud, de mødte den dag. Gud ønskede, at folket skulle frygte Ham, som Anden Mosebog 20,20 siger: "For at de ikke skulle synde". Vi må ikke tage fejl af vores kærlige Gud. Han er også en hellig Gud, en Gud, der hader synd.
Tugtende kærlighed
Derfor, for alle dem, der er Guds børn, dem Han elsker, dem vil Han også, som Hebræerbrevet 12 taler om, dem vil Han også tugte. Der står, at Han straffer enhver søn, som Han holder af. Kærligheden tugter og opdrager. Når vi virkelig elsker vores børn, kan vi ikke andet end at opdrage dem og tugte dem, fordi vi elsker dem.
Er du et Guds barn, så er den evige straf, som din synd fortjener, den er fuldt ud og evigt betalt ved Jesu død på korset. Han har sonet straffen for din synd. Skylden er betalt. Du er fri. Du behøver aldrig mere frygte for din frelse. Dit forhold til Gud er sikkert og trygt. Himlens Gud er din himmelske Far, som du har fri adgang til gennem Kristus Jesus. Du har fået barnekår ved Guds Ånd i dit hjerte, som Galaterbrevet 4 taler om.
Men er man et Guds barn, så vil man også, indtil den dag man kommer i Himlen, mærke Guds hellige og lutrende kærlighed. En kærlighed, der ikke kun frelser, men også helliggør, så Kristus bliver formet i vores liv, og vi må lære at gå lydighedens vej. Johannes 14,15 taler om, at den, der elsker Gud, vil også adlyde Gud. "Elsker I mig, så holder I mine bud", siger Jesus. Der er en klar sammenhæng i Bibelen mellem ulydighed og sorg og så lydighed og velsignelse.
Guds nåderige gave til os
Jamen, hvad så med dem, der ikke er Guds børn? Kan en kærlig Gud virkelig straffe nogen i helvede for evigt? Kan en Gud, som er kærlighed virkelig gøre det? Det er ikke et nemt spørgsmål, bare sådan lige at svare og mange følelser kan komme i klemme her. Men hvis vi prøver at se det fra en anden vinkel; så er det ikke så meget det, at Gud fuldt ud retfærdigt straffer mennesker for deres oprør og had imod Ham, med en evighed i helvede, der bør vække vores spørgsmål her. Det er ikke primært det, der burde chokere i samme grad som det, at en synder trodsigt vælger at forkaste eller afvise den eneste vej til frelse, der findes, som nemlig er Jesus Kristus, som er vejen, sandheden og livet. Der er ikke frelse i nogen anden eller noget andet navn end i Jesus, som vi læser i Apostlenes Gerninger 4.
Det, som virkelig burde være det, som holder os vågen om natten, og det sværeste for os at forstå, det er ikke så meget det, at Gud dømmer individer til en evighed i helvede, men det at Gud i det hele taget vælger, i nåde over nåde, at frelse blot én person. Og ikke bare at frelse én person eller frelse en uværdig synder, men en skare så stor, at det er umuligt at tælle. Som stjernerne på himlen, det var nemlig Guds løfte til Abraham, at så mange skulle hans efterkommere blive.
Dommens dag
Der vil komme en dag, hvor enhver, som tror på Jesus, du og jeg, at vi skal synge en ny sang i Himlen, som der står i Johannes Åbenbaring 4,9. Der skal vi synge den sang:
"Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud fra alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk" (Åb. 5, 9)
Hvor er det utroligt at vide; ja Gud, Han vil straffe mennesker til evighed i helvede. Men den her kærlighedens Gud, Han vil frelse mennesker fra alle stammer og tungemål. Et utal stor skare af mennesker, som skal synge Hans pris i evighedernes evigheder.
Ja, den her kærlighedens Gud, Gud, som er kærlighed, Han vil også på dommens dag lade sin fulde harme og vrede ramme enhver, som ikke er i Kristus, og dømme vedkommende til en evig adskillelse fra Ham i Helvede. Det lærer Bibelen os om. Men evangeliets nåderige budskab til enhver synder er det, at der er frelse at finde i troen på Kristus og kun i Ham. Kaldet lyder til alle: "Omvend jer fra Jeres synd, tro på Ham." Dem, der afviser det eneste håb, der findes. Dem, der afviser evangeliet og afviser Guds egen betaling ved, at Han lod straffen falde på sin enbårne Søn i synderens sted. Den, der afviser Guds nåde-kald, må selv udholde straffen for deres synder, i helvede i al evighed. Så det at mennesker ender i helvede, det er mere en refleksion af menneskets hadske og fjendske indstilling mod Gud, mod Ham, som er kærlighed. Mod Ham, som i sin kærlighed banede en vej, hvor man kunne undslippe straffen. En vej, som mange tragisk vælger at afvise.
Gud, som er kærlighed, Han er også hellig og retfærdig og vil ikke lade synd gå ustraffet. Han vender ikke et blindt øje til. Enten finder synderen ly i det eneste sted, hvor straffen allerede er blevet betalt, det eneste sted, hvor Guds vrede mod synd er blevet fuldt ud tilfredsstillet og ikke kan ramme mere, nemlig i Kristus Jesus, da Han på korset hang og i kærlighed slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os. Eller også må synderen stå uden for Kristus, møde Gud som dommer på dommens dag, kærlighedens Gud, som synderen har vanæret, hånet og afvist og være uden noget håb for forsoning.
Vores indbyrdes kærlighed
Kære ven, er du et Guds barn, må læren om, at Gud er kærlighed, drive dig til helhjertet overgivelse til din himmelske Far. Må det at være Ham lydig være din største længsel og glæde. Må denne lære fremelske i dig at elske Ham med hele dit hjerte, hele dit sind, hele din styrke og hele din sjæl, som Johannes formanede i sit brev; at vi må elske hinanden. Må vores indbyrdes kærlighed til hinanden afspejle kærligheden, som den beskrives i Første Korintherbrev kapitel 13 vers 4 til 7, hvor der står at: "Kærligheden er tålmodig", må det være det, der reflekterer vores kærlighed til hinanden. At den:
"(Kærligheden) er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt."
(1. Kor. 13, 4-7)
Må den indbyrdes kærlighed karakterisere vores fællesskab, som den allerede gør. Må den være et vidnesbyrd om Guds kærlighed til dem omkring os. Som Jesus siger i Johannes 13,34:
"Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf, (på grund af den indbyrdes kærlighed), kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden." (Joh. 13, 34)
Så må det karakterisere vores fællesskab.
Kærlighedens vidnesbyrd
Der er en interessant beretning omkring den romerske kejser Hadrian i det andet århundrede efter Kristus, at han havde hørt rygter om den her kristne sekt. Han ønskede at lære lidt mere om, hvad det her mærkelige folk var, de her kristne. Så han sendte en udsending ud for at lære mere om det. Så fik han så tilbagesvar, han fik et brev tilbage, hvor den her kristne sekt blev beskrevet som mennesker, der havde en helt utrolig kærlighed til hinanden. De gjorde de vildeste ting for hinanden. De gav sig selv hen for hinanden, de elskede hinanden, de bar hinandens byrder. Der var bare et tydeligt vidnesbyrd af kærlighed.
På den tid var det faktisk sådan, at i mange romerske familier, hvis der blev født et barn, som måske var handicappet eller man ikke havde overskud til at have et barn, eller man havde måske håbet på, at det var en dreng, og så blev det en pige, så efterlod man bare barnet på gaden. Det her spædbarn efterlod man bare på gaden. Der var vidnesbyrdet også, at i mange tilfælde, så var det kristne, der tog de her børn og tog dem til sig og passede på dem, gjorde dem til sine egne børn. Hvilken kærlighed og hvilket vidnesbyrd det var for for verden omkring dem og også for den romerske kejser.
Kære ven, er du ikke et Guds barn? Jamen, så er budskabet i dag; flygt i dag til Ham, find fred og tilgivelse og nåde i Guds kærlige favn. Sæt din lid til Kristus i dag for din frelse, og må du få lov at opleve Guds kærlighed i dit liv. Amen.
