Gud er treenig
Gud er uendelig stor og læren om treenigheden, det her hellige mysterie, det gør ham bare endnu større. Endnu mere herlig, endnu mere vidunderlig, end man kan forestille sig. Og vi skal bruge resten af evigheden på at udforske dybderne af den her vidunderlige treenige Gud.
God formiddag allesammen, det er en kæmpe glæde for mig at få lov at dele Guds ord med jer, den her helt vildt smukke pinse søndag, hvor jeg gerne vil fortsætte serien omkring hvem Gud er.
Vi har allerede set på flere af Guds egenskaber igennem de flere gange, hvor jeg har haft glæden af at prædike her i menigheden. Vi har for eksempel set, at Gud, han er herlig, at Gud er suveræn, at han er almægtig, at han er altvidende, at han er god, vis, retfærdig, kærlig og uforanderlig.
Selvom man nok ikke rigtig kan kalde budskabet i dag omkring det, at Gud er treenig som en af hans egenskaber, så ikke desto mindre, så er det i hvert fald det, som Gud han er. Han er treenig og det er en sandhed, som Bibelen gør klart for os.
Jeg synes egentlig også, at det er et tema, som passer rigtig godt med, at det i dag er pinsesøndag som vi fejrer. Netop den dag, hvor vi med stor glæde og taknemmelighed mindes, hvordan Kristi ord til hans disciple kom i opfyldelse.
Pagten med Abraham
Vi læser, hvordan at Kristus efter sin død på korset, hvor han sonet sit folks synder og derefter hans begravelse og tre dage efter opstandelsen. Han var sammen med sine disciple i fyrre dage, før han fór til himmels, nemlig Kristi himmelfart, som vi for ti dage siden fejrede, og at Kristus nu sidder ved Gud Faders højre hånd og regerer.
Kristi gerning på jord var nu fuldført. Han havde ikke fejlet. Der hvor den første Adam fejlede, der sejrede den anden Adam, og det var, som han råbte ud på korset: "det var fuldbragt". Han havde fuldført sin mission til punkt og prikke.
Men før han fór til himmels, der lovede han, sine disciple, at Faderen ville sende Talsmanden, at han ville sende hjælperen den Hellige Ånd, som skulle udruste disciplene til den opgave, der nu stod foran dem.
Gud han havde jo indgået en pagt med Abraham om, at igennem Abraham der skulle hele jorden velsignes. Den opgave stod disciplene nu med at skulle udbrede Evangeliet og udbrede denne velsignelse til hele jorden.
I Johannesevangeliet kapitel 14 der læser vi om aftenen før sin korsfæstelse, hvor Jesus han giver dem det løfte, at jeg vil bede Faderen, siger Jesus, at han vil give jer en anden Talsmand, som skal være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd. I vers 17; så vil den sandhedens Ånd blive hos dem og være i dem.
I vers 26 fortsætter Jesus og fortæller disciplene, at talsmanden, Helligånden, som Faderen, vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Disciplene var jo bedrøvede over det, som Jesus havde sagt, at han skulle forlade dem. Men han vil sende dem hjælperen.
Nøjagtig ligesom pinse festen, i Det Gamle Testamente, fandt sted præcis 50 dage efter påsken, hvor man jo i Det Gamle Testamente fejrede den store exodus, udvandringen fra Egypten. Der ti dage efter Kristi himmelfart altså 50 dage efter korsfæstelsen, hvor det endegyldige påskelam, Guds lam, Jesus sonet verdens synd. På den halvtredsindstyvende dag, der kom Helligånden som lovet af Kristus.
Han kom med kraft over disciplene, som Jesus havde sagt i Apostlenes Gerninger kapitel 1 vers 8. Han ville komme med kraft, og at de skulle vente i Jerusalem, og så vil de modtage kraft, når Helligånden kommer over dem. De vil være Kristi vidner både i Jerusalem og i Judæa og Samaria. Og for at opfylde Guds pagt med Abraham til hele verden, til Jordens ende.
I Apostlenes Gerninger kapitel 2, som Mikael også har været inde på, ser vi begyndelsen på opfyldelsen af dette løfte. Vi ser, hvordan Peter fyldt med Guds Ånd prædiker Evangeliet og kalder en stor skare af jøder og besøgende Jerusalem til omvendelse, fra synd og til tro på Herren Jesus Kristus.
Et budskab, der stak i hjertet
Peter han har, meget interessant, et knivskarpt treenigheds syn allerede her i hans aller første prædiken. Hør, hvad han siger, som Mikael også har læst, i kapitel 2 og vers 32 der siger Peter: "Denne Jesus (altså Gud Sønnen, den anden person i treenigheden) har Gud (Gud Fader) ladet opstå". Det er vi alle vidner på. Han er ophøjet til Guds højre hånd og fra Faderen fået Helligånden som lovet. Den tredje person i treenigheden og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører.
Så bare lige i de her forudsætninger kommer Peter ind på treenigheden. Faderen, Sønnen og Helligånden bliver forkyndt. Peter han gør det klart for denne skare af primært jøder, at den her Messias, den her frelser, den her befrier, som de havde ventet på i århundreder og igennem generationer, det var ingen anden end Jesus, som de i vers 36 havde korsfæstet.
Denne nu opstandne Jesus har Gud gjort til både Herre og til Kristus. Det her budskab det stak dem, dybt i deres hjerter. Helligånden han virkede mægtigt i hjerterne på denne skare af mennesker, så de blev grebet af en gudfrygtig sorg over deres synd. De fik en dybtfølt syndserkendelse over, hvad de havde gjort, og de forstod, at de stod straf skyldig foran en hellig Gud. De havde korsfæstet deres egen Messias.
Så spørger de jo, hvad de skal gøre. Peter han svarer i vers 38; Der er intet håb for jer. Nej! Han siger: "Omvend jer, omvend jer og lad jeg døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse og så skal I få Helligånden som gave". Cirka tre tusind sjæle blev frelst den dag og det var blot begyndelsen.
Evangeliet skulle ud, de gode nyheder om den ene sande Gud, den treenige Gud. Det skulle ikke holdes hemmeligt i Jerusalem. Nej, det skulle bredes videre ud til Judæa og Samaria og til resten af jorden. Til jøder og til hedninger, som skulle udgøre menigheden, Guds folk, forenet i troen på Kristus Jesus, verdens frelser. Amen.
Så i dag i forlængelse af pinsesøndag, så vil jeg gerne sætte fokus på den bibelske sandhed om Gud, som et eller andet sted er et mysterie. Et helligt mysterie, som en af puritanerne kalder det, men et vidunderligt mysterie. Og det er, at Gud han er en treenig Gud.
En ikke diskutabel sandhed
Gud er én. Det er en non-negotiable, en ikke diskutabel sandhed, der altid og for evigt vil forblive sand. Det er en urokkelig sandhed, som Bibelen stadfæster hele vejen igennem fra Det Gamle til Det Nye Testamente.
Og i øvrigt også i vores katekismus spørgsmål med vores børn, hvor vi stiller spørgsmålet, og I kan måske huske svaret, og hvis jeg kan, må i gerne svare med, spørgsmålet lyder: "Er der mere end én Gud?" Nej, der er kun én Gud.
Men hvad Bibelen også lærer, noget som måske ikke er så klart og tydeligt i Det Gamle Testamente, men som bliver mere og mere klart og tydeligt i Det Nye Testamente, det er, at der er mere end én person, som er den ene sande Gud.
Det er også noget, vi ser i de opfølgende to børne katekismus spørgsmål, hvor det efterfølgende spørgsmål lyder: "Hvor mange personer er der i Guddommen?" Der er tre personer i Guddommen, og det efterfølgende spørgsmål er: "Hvem er de tre personer i Guddommen?" Og svaret er Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd.
Når vi læser Bibelen, ser vi klart, de her tre nøgle sandheder om den ene sande Gud. De tre sandheder, det er, at der i Guds guddommelige og uendelige væsen, er tre personer. Der er tre eksistenser, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.
For det andet hver person er fuldt ud Gud. Faderen er fuldt ud Gud. Sønnen er fuldt ud Gud, og Helligånden er fuldt ud Gud. Og for det tredje Gud er en. Er det en selvmodsigelse? Nej. Er det svært at forstå over min pay grade? Absolut ja.
Det er et helligt mysterie, som vi med vores kortrækkende fatteevne ikke fuldt ud kan begribe, men som vi ser Bibelen gøre udtrykkeligt klart og kalder os til at tro på.
Vi må huske på, at Gud er uendelig stor. Han er fra evighedernes evigheder af. Han er ubegribelig stor. Han er universets skaber, der med sin udspændte fingre afgrænser han himlen, som der står i Esajas 40,12. Så stor er Gud.
Det er kun, fordi han nådigt har valgt at åbenbare sig selv for sig i sit ord og gøre sig selv til kende ved sin søn, Jesus Kristus, at vi med Helligånds hjælp kan forstå og erkende fra Guds Ord og Bibelen, at denne ene sande Gud er en treenig Gud.
Faktisk hvis det hele hvilede og faldt på vores fatteevne og intellekt, så vil vi aldrig kunne opdigte en Gud som den Bibelen åbenbarer.
Vi vil kun kunne opdigte afguder skabt i vores eget billede, en mere håndgribelig og forståelig og jordnær Gud. Men sådan er Bibelens Gud ikke. Han overgår vores fatteevne i en uendelig stor grad, og det er netop det, der gør Gud til Gud. Han er fuldkommen og aldeles uden for vores egen liga, så at sige.
Uendeligt svært at begribe
I forhold til menneskets tendens til at skabe sit eget gudsbillede, i sin egen forståelse af en Gud, der har jeg hørt en gang sige, jeg tror måske, det var Cameron, der sagde det. Som havde citeret det fra et eller andet sted, men at i tidernes morgen skabte Gud mennesket i sit billede. Men efter syndefaldet har mennesket lige siden returneret den samme tjeneste, nemlig at skabe Gud i deres eget billede.
Om og om igen i forskellige afskygninger og former, der ser vi rundt omkring i verden, i alle kulturer og tider, der ser vi afguder i hobevis og i alverdens former og skikkelser.
Èn ting er helt sikkert, stod det til mennesket, vil det aldrig kunne komme på den idé, at Gud er en treenig Gud. En Gud, hos hvem der er tre distinkte, særskilte personer, der i en evighed har eksisteret i perfekt og fuldkommen harmoni og fællesskab og kærlighed, nemlig Gud Fader, Søn og Gud Helligånd. Hvor hver især fuldt ud er den her ene af Gud, dog uden at Gud på noget tidspunkt er delt eller adskilt.
Der er tre distinkte personer i Guddommen på en sådan måde, at faderen, han er ikke Sønnen og Sønnen er ikke Helligånden, og Helligånden er ikke Faderen. Men der er kun én Gud. Det er et helligt mysterie, som sprænger vores forståelsesramme.
Baptist bekendelsen fra 1689 kapitel 3 og punkt 3 siger det her vedrørende treenigheden, og det synes jeg fanger det rigtig, rigtig godt. Citat:
"I dette guddommelige og uendelige væsen er der tre personer: Faderen, Ordet eller Sønnen og Helligånden. De er ét i væsen, magt og evighed. Hver især har de hele guddomsfylden, og alligevel er denne guddomsfylde udelt." Citat slut.
Esajas 55, siger det meget godt i forhold til vores fatteevne, når det kommer til Gud:
"For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer." (Esajas 55,8-9)
Sådan må vi også et eller andet sted erkende det med læren om, at Gud er treenig. Det er noget, som er så højt, som himlen er over jorden.
John Wesley, skønt han var arminianer så var han skam god nok alligevel. Han sagde:
"Find mig en orm, som kan begribe eller forstå et menneske, og så vil jeg finde et menneske, der kan begribe Gud." Citat slut.
Med andre ord, lige så svært som det er for en orm at kunne begribe et menneske i al dets kompleksitet. Uendeligt sværere er det for mennesket at begribe fuldt ud, hvem Gud er.
Det er umuligt fuldt ud at kunne nå dybden af, hvem Gud er, og alligevel får vi lov i virkelighed fuldt ud at komme i en relation med denne Gud, som vi aldrig fuldtud vil kende i hans dybde.
Fordi den treenige Gud er uendelig i sit væsen, så vil det uundgåeligt overgå vores fatteevne. Så når vi nu betragter det, at Gud er treenig. Ja, uanset hvad vi betragter om Gud, jamen, der må vi stå fast på intet andet grundlag end Skriften, som er vores eneste faste og autoritative kilde til sandheden om, hvem Gud er.
Hvis vi gør andet, så rammer vi skævt i vores forståelse af, hvem Gud er. Vi kan ikke stole på noget andet vidnesbyrd på noget andet ord. Om nogen så hævder, at de har været i himlen og mødt Gud i en drøm eller vision. Så er det skriften, der alene er vores kilde til, hvad vi skal vide og tro om Gud, som han åbenbarer sig i sit eget ord.
Ud fra skriften lærer vi om denne Gud, som har gjort sig selv til kende for os. Og ikke nok med det, så må vi også få lov ved Guds nåde at lære ham personligt at kende. For der i en relation til ham er der sandt liv at finde.
Jesus i sin bøn til Gud Fader. Kort før sin korsfæstelse der beder han i Johannes kapitel 17:
"Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus." (Johannesevangeliet 17,3)
Så sandt liv, evigt liv det kommer ikke bare af en intellektuel viden, men en relationel viden med den levende Gud, med den ene sande treenige Gud.
På rejse gennem Skriften
Det jeg meget gerne vil gøre i dag, det er at invitere jeg med på en lille rejse af udvalgte skriftsteder og passager igennem Det Gamle og Det Nye Testamente. Hvor vi ser læren om en treenig Gud, som mere og mere klart kommer til syne med en tiltagende klarhed og skarphed, idet vi bevæger os fra det gamle til Det Nye Testamente.
Næste gang jeg skal have glæden af at prædike, når vi skal kigge på del 2 af det her emne omkring treenigheden, da vil jeg gerne fokusere mere på de forskelle der er blandt personerne i Treenigheden.
Ikke i forhold til deres guddommelighed. Hver især fuldt ud Gud med de helt samme egenskaber almægtig, alvidende, hellig osv. Men forskelle i forhold til deres indbyrdes roller og relation til hinanden og til skabelsen og til os. Vi skal også se på vores relation til og vores daglige vandring med den her vidunderlige treenige Gud.
Men er der en ting, som Bibelen gør klart hele vejen igennem, så er det, at Gud han er èn. Den tidligste bekendelse det er jo nok jødernes shema, som den bliver kaldt. I Femte Mosebog 6,4, hvor vi læser:
"Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er èn." (Femte mosebog 6,4)
Kristendom er en monoteistisk Gud, troen på en Gud. Vi er ikke polyteister. Vi tror ikke på to, tre eller flere guder, men på én Gud. Det er en kendsgerning, som Esajas udtrykkeligt stadfæster i kapitel 45 vers 5, hvor Herren siger:
"Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig." (Esajas 45,5)
Der er ikke nogen anden end mig. Jeg er Herren, Der er ingen anden. Det kan ikke siges meget tydligere, og det bekræftes igen og igen også i Det Nye Testamente. For eksempel i første Timotheus 2,5, hvor Paulus skriver:
"For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus" (Første Timotheus 2,5)
Romerbrevet 3,30 "Gud er én". En kendsgerning, som selv dæmoner ved og skælver over. Jakobs brev kapitel 2,19 der står der:
"Du tror, at Gud er én; det gør du ret i. Det tror de onde ånder også – og skælver." (Jakobs brev 2,19)
Men selv i shemaen som vi lige har læst i Femte Mosebog 6,4, så udelukker den ikke ideen om en pluralitet af personer i Guddoms enheden.
Paul Washer i sin studiebog "Den ene sande Gud" gør os opmærksom på det hebraiske ord for "èn", der bliver brugt i shemaen, altså hvor vi læser, at Herren er én. Det hebraiske ord det er ordet "echadh". Som er et ord, der ofte refererer til en enhed bestående af mere end én person.
Et rigtig godt eksempel herpå er ægteskabet, hvor manden skal forlade sin far, sin mor og binde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød, "echadh". Det hebraiske ord der bliver brugt "echadh", en enhed. Så vi ser en skygge af ideen om en pluralitet i Guddomsfylden allerede i Det Gamle Testamente.
Det svage stearinlys i Det Gamle Testamente
Læren om Gud, om at Gud er en treenig Gud det bliver gradvist åbenbaret for os igennem Skriften. Hvor den åbenbarelse i Det Gamle Testamente kun delvist er belyst. Det er lidt ligesom, at man går ind i et rum, hvor alle møblerne er der, det hele er der. Men man kan måske kun mærke møblerne, og man kan måske godt lige skimte møblerne i lyset af et meget svagt stearinlys, der står i et hjørne. Men det hele er der, men man kan ikke se det så tydeligt, hvorimod i det man bevæger sig fra det Gamle til det Nye Testamente, der bliver rummet mere og mere oplyst, og læren om treenigheden bliver mere klart for os.
Ret interessant så selve ordet "treenighed" det finder vi ikke nogen sted i Bibelen, hverken i Det Gamle eller Det Ny Testamente. Det var et udtryk, som vi først ser Tertullian, som er en af de old gamle kirkefædre fra det for det anden-tredje århundrede. Det var ham, der brugte for første gang for at beskrive en sandhed, som Bibelen lærer os om Guds natur, at han er treenig. Så selve ordet treenige findes faktisk ikke i Bibelen, men det beskriver alligevel en bibelsk sandhed om, hvem Gud er.
Det er lidt ligesom ordet inkarnation. Det finder vi heller ikke i Bibelen, men ikke desto mindre, så ser vi den her bibelske sandhed, at Ordet Gud Sønnen, Jesus Kristus, evig Gud, den anden person i Guddommen, bliver kød og tog bolig iblandt os, som vi læser i Johannesevangeliet.
Men i Det Gamle Testamente ser vi allerede i det allerførste kapitel et hint om, at denne ene sande Gud eksisterer som mere end én person.
I Første Mosebog kapitel 1 vers 26 står der: "Gud sagde: lad os skabe mennesket i vort billede, så det ligner os." Ikke lad mig skabe, men lad os skabe. Læg mærke til ordene; os og vort. Så allerede her er der et hint om en pluralitet af personer hos Gud.
Gud taler her om sig selv og inkluderer ikke engle, som nogen måske har foreslået. Fordi når vi læser det efterfølgende vers, så står det tydeligt, at Gud skabte mennesket i sit billede. I Guds billede skabte han det. Som mand og kvinde skabte han dem. Vi er ikke skabt i nogen engles billede, men i Guds. Og ingen engle var involveret i menneskets skabelse.
Den bedste forklaring, som stort set alle kirkefædrene stod fast ved, det var, at der allerede her i Bibelens allerførste kapitel er der noget, der peger mod et lille hint af denne ene Gud, at der i ham, i Guddommen, er mere end én person eller eksistens, som er den ene Gud. Lad os skabe mennesker i vort billede.
Hvor mange personer der hentydes til her i det her vers første, det ved vi ikke endnu. Som sagt, det er et svagt stearinlys, der står i hjørnet af rummet, og man kan kun lige skimte lidt. Men ideen om flere personer af guddommen er allerede her præsenteret for læseren.
En anden interessant tanke er, at ordet for Gud, der her bliver brugt, det er det hebraisk ord "Elohim", som interessant nok er et ord for Gud, men i en form, som indikerer et flertal. Det betyder som sådan ikke nødvendigvis, at man ved ordet Elohim skal med det samme skal tænke på flere guder. Det kan nemlig også forstås som en måde at intensivere ordet for Gud på, for at udtrykke en mere intens ære til ham.
Men ikke desto mindre i lyset af Det Nye Testamente, der gør det klart, at Gud er treenig. Der ser vi, at en af Guds mange navne, nemlig navnet Elohim, at det alligevel på en måde forbereder os på den gradvise åbenbarelse om Gud som værende èn i sin guddoms essens og dog alligevel bestående af tre distinkte personer, som hver især fuldt ud er Gud.
Det er også en anden ret interessant passage i Esajas kapitel 6, hvor vi læser om Esajas forvandlende syn af Herren, siddende højt ophøjet på en trone, om hvem seraferne synger og råber hellig, hellig, hellig.
En proklamation om, at Gud i sit væsen næsten mere end noget andet der er han hellig. Men måske også her et lille hint om en treenig Gud. Hellig, hellig, hellig. Hellig Gud Fader, Hellig Gud Søn, Hellig Gud Helligånd.
Men her i kapitel 6 bliver Esajas kaldet til at tjene Gud som en profet. Og i vers 8 Der taler Herren så til Esajas og prøv at hør, hvordan Herren taler til Esajas. Esajas siger her: "Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?«"
Ret interessant kombination af ord, ikke? Gud han omtaler sig selv først i ental "jeg" og derefter i sammensætning, i flertal "os". Det synes jeg ret interessant, og faktisk er det også utrolig interessant at se Det Nye Testamente hvor Johannesevangeliet 12 vers 41, gør det klart for os, at det var den anden person i treenigheden, Jesus Kristus, om hvem Esajas så i sit syn her, da han så Guds herlighed.
Lad os se på et andet skriftsted i Det Gamle Testamente, før vi tager springet over til Det Ny Testamente, og det er i salme 45, vers 7 til 8, det er et interessant skriftsted, hvor jeg tænker et eller andet sted; gad vide, hvordan det må have været at være en gudfrygtig, sand troende i Det Gamle Testamentes æra, en troende, som regelmæssigt bekendte shemaen, at Gud er én og så læse de her ord. Salme 45 vers 7 til 8 der læser vi:
"Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter. Du elsker ret og hader uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige." (Salme 45,7-8)
Derfor har Gud din Gud, det virker, som om vi ret tydeligt her ser to separate personer omtales og begge som Gud. Igen er det det hebraiske ord Elohim, der her bliver brugt begge gange. Et navn, der indikerer en pluralitet eller et flertal.
For at vi ikke skal forblive i vildrede om, hvad dette betyder, så har vi et projektør lys fra det fra Det Nye Testamente, som netop lyser på denne her passage. Det ser vi i Det Nye Testamente i Hebræerbrevet kapitel 1 vers 8, hvor den her salme bliver direkte omtalt som en reference til Kristus. Det starter i Hebræerbrevet 1,8, det starter med ordene: "Men til Sønnen, (altså til Jesus Kristus, den anden person i Guddommen) din troende Gud står til evig tid."
Jesus omtales direkte her som Gud, men lige bagefter i vers 9, stadig med Gud Jesus for øje, står der: "derfor har Gud din Gud, (altså Gud Fader) salvet dig." Så Det Gamle Testamente peger tydeligt og klart på, at Gud er én, men udelukker ikke, nej, snarere peger tydeligt på, at der er mere end én person, som er den ene sande Gud.
Mange flere tanker kunne uddybes i Det Gamle Testamente, som peger på en treenig Gud. For eksempel salme to, som taler om at Gud han har en søn, og flere gange bliver udtrykket Herrens engel også omtalt på en måde, som ikke er passende for en normal engel eller en almindelig engel. Læs f.eks. Første Mosebog kapitel 16.
Der er andre skriftsteder, der der omtaler Helligånden som Gud i Det Gamle Testamente. For eksempel i Nehemias kapitel 9 og i Esajas 48 og Esajas 63. Men af hensyn til tiden, så går vi nu videre.
Det blændende lys i Det Nye Testamente
Vi tager springet til Det Nye Testamente. Vi rejser flere hundrede år frem fra Det Gamle til Det Nye Testamente nu, og kære venner, tag nogle solbriller på, for her lyser det simpelthen bare så blændende klart, at Gud er en treenig Gud.
Ligesom Det Gamle Testamente, så stadfæster Det Nye Testamente, at Gud er én. Jesus selv citerer: "Shemaen Herren er èn" Markus 12,29 Gud han er uforanderlig i sit væsen han er ikke lige pludselig blevet anderledes i det nye, end han var i det gamle, og han har ikke ændret sig overhovedet.
Men nu i Det Nye Testamente ser vi tydeligt tre personer. Tre personer, der ikke er hinanden, men hvor de samtidig og hver især anerkendes som værende fuldt ud Gud. Ikke bare en tredjedel Gud, men hver især besidder de hele guddomsfylden med alt, hvad Gud er i sin almagt, hellighed, suverænitet og så videre. Og dog den Guddoms fylde udelt, Gud er én i tre personer. Så lad os se på de tre personer i Guddommen.
For det første Faderen er Gud. Navnet Gud, det græske navn for Gud eller ord for Gud er "theos". Det bliver flere gange kombineret med navnet Fader i Det Nye Testamente. Jeg vil blot nævne et enkelt vers, der peger på det her og det er fra første Korinther 8,6 hvor Paulus citerer fra profeten Malakias i Det Gamle Testamente:
"men for os er der kun én Gud, Faderen. For ham er alle ting og vi til ham." (Første Korintherbrev 8,6)
Faderen er suveræn Gud. Han er almægtig, skaber og hersker. For ham er alle ting, og alle er tilkommer ham.
Jesus kaldte ham for min Fader, og Jesus lærte sine disciple dem, der var blevet sande, troende, frelste børn af Gud, at de skulle bede til Gud Fader, som er i himlen, "vor far du, som er i himlen", lærer vi at bede. Så Faderen, han er Gud.
Jesus er Gud
For det andet Sønnen Jesus Kristus er Gud. Jesus er ham, om hvem Esajas profeterede 9,5:
"For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, vældig Gud," (Esajas 9,5)
Jesus er vældig Gud. Han er ikke bare en Gud med lille g som nogle mennesker i pænt tøj, der ofte banker på vores dør med flot illustrerede traktater hævder. Nej, han er vældig Gud.
Da Jomfru Maria var gravid, undfanget ved Gud Helligånd. Der kom Gabriel til Josef og sagde til Josef, at han skulle give barnet navnet Jesus, som betyder frelser. Der er kun én frelser Gud almægtig. I Mattæus 23 står der, at jeg skulle give ham navnet Immanuel, som betyder Gud med os. Jesus er Gud med os.
Jesu syndfri liv, hans moralske superioritet, hans visdom og autoritet, når han underviste. Hans magtdemonstration over naturens elementer, over dæmoniske magter, over sygdom og selv døden. Det peger utvetydigt på, at han i sandhed er Gud inkarneret. Jesus er usammenlignelig med nogen anden person i verdenshistorien, og det er han fordi, at han er Gud inkarneret i kød og blod. Gud med os.
Jesus han sagde ting om sig selv, der fik de religiøse jødiske lederes blod til at koge. At som menneske hævde, at man var Gud, var ren blasfemi i deres ører. Så når Jesus kom med udsagn, som indikerede, at han var Gud, så var de jødiske ledere som vulkaner, der var klar til at gå i udbrud af foragt og vrede og had, og det skar i deres ører.
For eksempel Johannes kapitel 10 vers 30, der siger Jesus: "jeg og Faderen er ét" og i verset lige efter; atter, så det var ikke første gang, man atter så samlede jøderne sten op for at stene ham. Hvorfor det? Det svarer vers 33 på i Johannes 10, fordi Jesus i deres forståelse hævdede at være Gud. De sagde: "Fordi du er et menneske, og du gør dig selv til Gud."
Et eller andet sted havde de jo fuldstændig ret. Hvilket pudsigt nok var sjældent. Jesus, ved sine udtalelser gør sig selv lig med Gud Fader, jeg og Faderen er ét. Men responsen fra de religiøse ledere var bare forkert, fordi de stod rent faktisk foran Gud i kød og blod.
De burde have gjort som disciplen Thomas der efter Jesu opstandelse, så udbrød: "min Herre og min Gud." Men i stedet for, så ønskede de ham død på trods af den overvældende bevisbyrde. De havde set Jesus demonstreret gennem sin utallige mirakler under hans syndfri liv og hans forkyndelse.
I Johannes 8,58 der bringer han igen jødernes blod i kog, hvor de også her gør sig klar til at stene ham. Og efter en længere diskussion med jøderne omkring Abraham siger Jesus til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer; Jeg er, før Abraham blev født." Og her erklærer Jesus direkte til jøderne. Der er slet ikke nogen gråzoner her, at han er Gud. Det gør han ved at bruge Guds hellige navn "jeg er" om sig selv.
John MacArthur i sin commentary over Johannesevangeliet gør os opmærksom på, at den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, som jøderne brugte på den tid, altså septuagintaen der bliver Guds hellige navn "jeg er den, jeg er" som I finder det i Anden Mosebog, kapitel 3 vers 14.
Den græske oversættelse af det navn fra det hebraiske er nøjagtig den ordlyd, som Jesus bruger om sig selv her. Han sagde direkte til dem "Jeg er, Jeg er den levende, uendelige Gud, som eksisterede længe før Abraham", og derfor gjorde de sig klar til at stene Jesus, fordi han hævdede at være Gud.
Jesus gjorde også ting, som kun tilkom Gud. For eksempel i Markusevangeliet 2,5, der tilgav han en lam mands synd. Da de skriftkloge hørte det, så det første det, de tænkte det var ikke: "wauw, hvor er Jesus dog bare god og barmhjertig og tilgivende. Det var da en fantastisk person, der ønsker at gøre godt omkring sig, high five for det."
Nej, de tænkte i deres hjerter: "Jesus spottede Gud." De tænkte: "hvem kan tilgive syndere andre end én, nemlig Gud?" Og det er fuldstændig rigtigt. Det er kun Gud, der ultimativt kan tilgive synd. Men, Jesus, han tilgav synd, fordi han netop er Gud og det forstod de ikke.
Noget andet, der kun tilkommer Gud, det er tilbedelse. De ti bud, som vi terper søndag efter søndag her for tiden igennem vores katekismus spørgsmål. De gør det udtrykkelig klart, at vi må ikke tilbede nogen anden end Gud. Esajas 48,11 siger, at Gud ikke vil dele den jord, der tilkommer ham alene, men nogen anden.
Alligevel ser vi flere steder, hvordan Jesus tager imod tilbedelse, som vi lige har læst for eksempel med disciplen Thomas, når han ser den opstandne Kristus, der udråber han: "min Herre, min Gud". Han sagde ikke noget til ham, han sagde ikke: "Thomas, det må du ikke sige". Han tog imod det. Jesus er værdig vores tilbedelse, og det er han, fordi han i sandhed er Gud.
Johannesevangeliet 1 og de første tre vers, der læser vi:
"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er." (Johannesevangeliet 1,1-3)
Hvem er her Ordet, som fra evighed af har nyt fællesskab med Gud, og som selv er Gud. Det gør vers 14 og 18 klart for os i Johannes kapitlet 1, at Ordet er den enbårne, som blev kød og tog bolig iblandt os, at det er ingen anden end Kristus Jesus. "I ham bor hele Guddoms fylden i kød og blod" som Kolosensserbrevet 2,9 siger. Hebræerbrevet 1,3 siger: "at han har Guds herligheds glans og Guds væsens udtrykte billede." Jesus er Gud. Se ham og i har set Faderen, fordi han er ét med Faderen.
Er Gud Fader almægtig, Jesus er almægtig. Er Gud Fader alvidende, Jesus er alvidende. Er Gud Fader evig, Jesus er evig. Jesus Kristus er Gud. Han er Herre. Ham, som Gud Fader har højt ophøjet, som har navnet over alle navne. For hvem hvert knæ skal bøje sig i himlen, på jorden og under jorden og hver tunge skal bekende, hver en tunge fra enhver sand født på ny troende til enhver ateist, afgudsdyrkere, Gud spotter, dæmon og djævelen selv. Alle skal bekende, at Kristus er Herre, for han er almægtig Gud. Jesus Kristus er værdig vores lovsang og tilbedelse, fordi han i sandhed er Gud almægtig. Amen.
Helligånden er Gud
Gud Fader er Gud, sønnen er Gud, og for det tredje Helligånden er Gud. Helligånd han er ikke en eller anden Star Wars kraft. Han er ikke en "det". Han er en person, og han er fuldt ud Gud, og han besidder alle de samme egenskaber og attributter, der gør Gud til Gud.
Som Faderen og Sønnen er det, der er helligånden også evig. Han er hellig, han er altvidende, han er almægtig, allestedsnærværende. Han er herlighedens ånd, som Bibelen siger det. Han er livet sådan, sandhedens ånd, nådens ånd, som vi læser.
Jeg vil blot referere til en passage i Apostlenes Gerninger, der direkte taler om Helligånden som Gud. Jeg ved, om nogen er nogen, der har prøvet at lyve over for en genstand over for en sten eller over for en stol eller et klaver. Det kan man jo ikke, det giver ikke mening. Man kan ikke lyve over for en genstand, men man kan lyve over for en person.
I Apostlenes Gerninger kapitel 5, der ser vi, hvordan et ægtepar, Ananias og Safira prøver at føre apostlene bag lyset. De lyver over for Peter, men i sidste ende så lyver de egentlig direkte overfor Helligånden, den tredje person i Guddommen.
Apostlen Peter han konfronterede dem, og han siger om det her ægtepar i Apostlenes Gerninger kapitel 5 og vers 4 at i deres løgn over for Helligånden havde de ikke løget over for mennesker, men overfor Gud.
Straffen for deres synd den var stor, og de døde på stedet. Guds Ånd tog deres liv. Heftigt. De løj offentligt i menigheden over for Gud Helligånd, og da man hørte om deres død, så blev alle der hørte det, da de blev grebet af stor frygt.
Må vi også blive grebet af en sund gudsfrygt, når vi hører det her. Gud er en hellig Gud. Helligånden er Gud. Han er sandhedens ånd, som Jesus beskriver i Johannes 14,17. Helligånden er Gud.
Der er kun én Gud. Det tror vi på, amen. Men der er mere end én person, der er den ene sande Gud, nemlig Faderen, Sønnen og den Hellige ånd. Faderen er Gud, Sønnen er Gud, Helligånden er Gud, men der er kun én Gud. Svært at begribe, ja, umuligt at tro, nej!
Vi tror på det. Vi kan intet andet, fordi sådan har Gud åbenbaret sig i Skriften, gradvist gennem Det Gamle Testamente og mere lysende klart i Det Nye Testamente. Gud er uendelig stor og læren om treenigheden, det her hellige mysterie, det gør ham bare endnu større. Endnu mere herlig, endnu mere vidunderlig, end man kan forestille sig. Og vi skal bruge resten af evigheden på at udforske dybderne af den her vidunderlige treenige Gud.
Sendte i sin nåde Sønnen
Noget af det mest tragiske, der er sket, det er, at mennesket, som er skabt i den her vidunderlige treenige Guds billede, vælger at synde mod sin skaber og at gå i oprør mod ham. Og som konsekvens heraf er mennesket adskilt fra Gud. Fra livet selv og menneskets historie har siden Adams fald været kendetegnet af synd og forbandelse og sygdom, had og strid og død.
Men det skulle ikke være det sidste punktum i historien som på pinsedagen, hvor 3000 fortabte sjæle finder frelse og bliver forsonet med deres skaber ved omvendelse fra synd og tro på Herren Jesus Kristus, der lyder det samme kærlige og nåderige kald fra denne treenige Gud til dig og mig i dag.
Jeg vil gerne slutte af med et vers fra Anden Korinther 13,14, hvor vi ser alle personer i treenigheden komme til udtryk:
“Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!” (Anden Korintherbrev 13,14)
I Gud Faders kærlighed til fortabte syndere der sendte han i sin nåde Sønnen Herren Jesus Kristus, som villigt blev menneske og opfyldte lovens krav. Det, vi ikke kunne gøre. Og ved sin sonofrende død på korset i synderes sted, der tilfredsstillede Jesus, Gud Faders vrede mod synd.
Det betyder, at for enhver, som vil tro på ham og omvender sig fra deres synd, de vil blive frelst. De vil få deres synder vasket bort, og ved Helligåndens kraft vil de blive født på ny til et helt nyt liv. De vil få et nyt hjerte, der elsker ham, og de vil for evigt og altid nyde den treenige Guds fællesskab. Amen.
