Gud er trofast
Du kan stole på hans løfter og ord. Hvis du sætter din lid til ham og bygger dit liv på Guds løfter. Ligesom en, der bygger sit hus på fast klippegrund, så vil han aldrig vise sig utroværdig eller upålidelig for dem, der tror på ham.
At Gud er trofast betyder, at Gud altid vil gøre, hvad han har sagt, han vil gøre, og han vil altid opfylde ethvert løfte, han har givet.
I kraft af sit hellige, sandfærdige, uforanderlige og almægtige væsen, så kan Gud ikke være andet end trofast. Han holder, hvad han lover. Han kan ikke andet. Han kan ikke bryde et løfte.
Fjerde Mosebog 23,19 erklærer: "Gud er ikke et menneske." Han er ikke ligesom os. "Han er ikke et menneske, så han lyver, et menneskebarn så han angrer. Når han har sagt noget, gør han det: når han har lovet noget, lader han det ske"
Som suveræn hersker over sit univers som almægtig Gud, for hvem intet er umuligt. Der kan intet, og ingen, hverken magt eller myndighed stå i vejen for, at Gud kan og vil tilvejebringe, hvad end han har lovet og sagt, han vil gøre.
Han glemmer ikke sine løfter. Han bliver ikke pludselig overrasket over et eller andet, som kom i vejen, som desværre forhindrede ham i at holde sit ord. Han fortryder ikke. Han ændrer ikke pludselig mening. Nej, Gud er ikke som os mennesker.
Vi fejler, og vi kommer til kort. Vi giver løfter med de bedste intentioner, men finder os selv komme til kort. Men Gud, når han har sagt noget, så gør han det. Når han har lovet noget, så lader han det ske.
Femte Mosebog 7,9 bekræfter dette og siger: "Vi skal vide", det skal være sådan en fast overbevisning i vores indre.
"Vi skal vide, at Herren din Gud er den eneste Gud, den trofaste Gud (...)" (Femte mosebog 7,9)
Der er kun én Gud, og han er trofast. Senere i dette kapitel i Femte Mosebog 32,4 står der om Gud:
"Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette, en trofast Gud uden svig, retfærdig og retskaffen." (Femte Mosebog 32,4)
Gud er den trofaste Gud. Ligesom vi før har set omkring Guds egenskaber, at han er uforanderlig i sit væsen, så gør det sig også gældende i forhold til hans trofasthed. Hans trofasthed er uforanderlig. Med andre ord, Gud kan ikke være andet end altid og for evigt trofast. Han er klippen, han er urokkelig, hvis gerning er fuldkommen, læste vi.
Hvis han fejler i at være trofast, så vil han et andet sted ophøre med at være Gud. Han vil i så fald handle i modstrid med sit væsen. Men han er en trofast Gud uden svig. Han er retfærdig og retskaffen, som vi læser det. Han kan ikke fejle.
I anden Timotheus 2,13 der står at selv om, at vi skulle fejle og vise os utro mod ham, så vil han forblive tro: "Thi fornægte sig selv kan han ikke."
Fast som en bærende søjle
Så kære menighed, er der noget, som Gud ikke kan? Ja, det er der faktisk. Han kan ikke IKKE være trofast. Giver det mening? Han kan ikke andet end at være trofast. Så derfor kan du stole på ham. Du kan stole på hans løfter og ord. Hvis du sætter din lid til ham og bygger dit liv på Guds løfter. Ligesom en, der bygger sit hus på fast klippegrund, så vil han aldrig vise sig utroværdig eller upålidelig for dem, der tror på ham.
Både De Gamle-Testamentlige og de Ny-Testamentlige ord for trofast, de refererer til eller kommunikerer ideen om noget, der er sikkert. Noget, der er stabilt, noget der er fast som en bærende søjle, i en bygning, som sikrer stabilitet og tryghed. Eller som en faders stærke arm, der holder et hjælpeløst barn trygt i sin favn.
I sidste uge der så jeg, hvordan en af fædrene her i menigheden holdt sin lille datter i sin egen hånd. Han holdt hende bare lige dér, og hun sad dér, selvom hun var lille og skrøbelig, kun et par måneder gammel sad hun dér trygt og sikkert i sin fars stærke hånd. Intet ondt kunne ramme hende.
Bibelen vidner hele vejen igennem, at Gud er en trofast Gud, som vi kan stole på. Han er værdig vores fulde og komplette tillid, og derfor kunne vi også synge i dag: "Stor er din trofasthed Gud."
Bibelen's store lovsangs bog "Salmernes Bog" er fyldt med referencer til Guds trofasthed. Guds trofasthed, var en af de her egenskaber af Gud, som fik særlig fokus i salmerne, som igen og igen ledte salmisten til at bryde ud i lovsang til Gud for hans trofasthed. Hør her bare et lille udpluk fra nogle af de forskellige salmer. Salme 33 vers 3 til 4: "Syng en ny sang for ham, spil dejligt til jubelråb. Herrens ord er sandt, alt, hvad han gør, står fast." Oversat til engelsk: "And all his work is done in faithfulness." Alt hvad han gør, gør han i sin trofasthed.
Salme 36,6: "Herre, din godhed når til himlen, din trofasthed til skyerne." Salme 89, de første par vers: "Om Herrens store godhed vil jeg synge for evigt, i slægt efter slægt skal min mund forkynde din trofasthed." I Salme 91,4:
"Han dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger; hans trofasthed er skjold og værn." (Salme 91,4)
Salme 111,7: "Hans gerninger er sandhed og ret, alle hans forordninger er pålidelige, urokkelige, for evigt og altid, fastlagt i sandhed og retskaffenhed." Salme 117, jeg læser bare hele salmen, fordi den simpelthen er så kort:
"Halleluja. Lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! For hans godhed mod os er stor, Herrens troskab (eller trofasthed) varer til evig tid." (Salme 117)
Amen. Halleluja! Pris Herren.
Vi fejler og kommer til kort
Gud, han er trofast, han er en trofast Gud. Det at Gud er trofast, det at han er troværdig og sand, det giver os som troende en enorm glæde, vished, frimodighed og tryghed ved at tilhøre ham, for han er helt igennem tillidsværdig.
Helt omvendt er vi som faldne, syndige individer i en falden syndig verden. Vi fejler, og vi kommer til kort. Vi finder andre og os selv i at være upålidelige og selv i vores bedste iver og med de bedste intentioner, der finder vi os selv komme til kort i at være trofast. Løfter bliver brudt, aftaler bliver ikke overholdt. Det der håndtryk, der bliver givet, som virkede så fast og varmt og som lukkede og sikrede en aftale, viste sig alligevel at falde til jorden.
Det store, ja der blevet givet til hinanden om at være hinanden tro i medgang og modgang, bliver nu nemt og bekvemt annulleret via Borgerservice med et par klik online.
Som forældre har vi givet løfter til vores børn, som vi bare alligevel ikke kunne holde. Noget uforudsigeligt kom i vejen eller man glemte eller noget helt tredje.
Som børn bryder vi måske også noget, som vi havde aftalt med vores forældre. Man fik ikke udført sin pligt, eller man kom alt, alt for sent hjem, som man ellers havde aftalt. Så i relationer, om det er i familien eller i vennekredse eller arbejdsrelationer, oplever man bare igen og igen, at løfter bliver brudt. Man oplever svigt, og man oplever at blive forsømt.
Så der er altså noget om snakken, når man hører sætninger som for eksempel: "Du skal ikke stole på nogen. Stol ikke på nogen, stol kun på dig selv." Det kan man godt forstå, hvis man har oplevet meget svigt i løbet af sit liv.
Men problemet her er bare, at det ikke kun er dem omkring os, at vi ser en mangel på troskab, men i høj grad også i os selv. Vi bryder løfter og aftaler. Vi svigter andre. Jeg kommer til kort i at elske min kone, som jeg bør. Være en tilstedeværende, nærværende og elskende og tålmodig far for mine børn. Og i min daglige vandring med Gud, der kommer jeg uendeligt til kort i at elske ham og ære ham, som jeg bør.
Med det sagt, hvor er det dog forfriskende og opmuntrende og ja, velsignet, at vi kan løfte vores øjne i dag væk fra os selv og fæstne vores blik på Gud, som han åbenbares i sit ord. Og se en, der i sandhed hele vejen igennem fra først til sidst og til evig tid er trofast. Fordi vi skal vide, som vi læste i Femte Mosebog 7,9:
"Vi skal vide, at Herren din Gud er den eneste sande Gud, den trofaste Gud." (Femte Mosebog 7,9)
Hvad så når livet svigter?
Det skønt at synge Guds pris og synge om hans trofasthed, når alt er vel. Når helbredet ikke svigter, når bankkontoen er i plus og regningerne betalt. Når der er fred i familien og ens relationer, når hverdagen er tryg og når solen skinner og fuglene kvidrer, så er det nemt at synge: "Stor er din trofasthed", som vi lige sang.
Men hvad så, når det ikke gør? Er Gud så stadig trofast? Og her der kunne man kigge på mange beretninger og passager i Bibelen, som besvarer dette spørgsmål med et kæmpe stort bekræftende: "JA!" Gud er stadig trofast, også når det ser håbløst ud.
Der er for eksempel beretningen om Abraham og Sara og løftet om en søn trods barnløshed i deres gamle dage, og hvordan Gud mirakuløst holder sit løfte og giver dem løftets søn gennem Sara.
Vi kunne også fokusere på for eksempel beretninger om Moses og udfrielsen fra Egypten, og man kunne fortsætte med alle de andre beretninger om de her mænd og kvinder i igennem hele Bibelen. Josef og Josva, Daniel og hans tre venner og hele vejen igennem Det Nye Testamente.
Den grædende profet
Men jeg vil gerne i dag se på en passage omkring Guds trofasthed mod sit pagts folk, mod jøderne midt i en af deres mørkeste og skamfulde tider i deres historie som en nation. Den passage, den finder vi i klagesangene kapitel 3. Der læser vi om en mand, der finder sig selv og den nation, han elsker, midt i en utrolig svær tid, og hvordan han midt i det hele retter sit blik mod Gud og finder trøst og håb i Guds trofasthed.
Den mand er Jeremias, også kaldet "den grædende profet", som foruden Jeremias Bog også med alt sandsynlighed skrev klagesangene. Jeremias han var en profet, kaldet af Gud til at kalde Juda, som var den sydlige del af Israel, til omvendelse og troskab mod Gud. Mod den Gud, som de havde indgået en pagt med, og Gud med dem.
Det nordlige Israel på grund af deres synd, på grund af deres oprør og på grund af deres tilbagevendende problem med afgudsdyrkelse. På grund af deres oprør mod Gud og deres stivnakkethed og uvillighed til at bøje sig i anger og vende sig tilbage til deres gode Gud, trods advarsel på advarsel fra den ene profet efter den anden, så havde de allerede cirka 140 år forinden fået deres straf og tugt.
Assyrerne, som var den daværende supermagt, havde invaderet det nordlige Israel. Men Gud, han skånede Juda. Han skånede det sydlige Israel. Men det var kun på lånt tid. De var slet ikke bedre end deres søster nation. Trods korte perioder med vækkelse og reform gennem nogle få gudfrygtige konger, hvor det på overfladen, for en periode, måske kunne se fint ud. Jamen så ulmede der stadigvæk denne her underliggende åndelige cancer i bedste velgående.
Inden længe vendte folket sig igen i oprør og ulydighed væk fra Gud, væk fra hans ord og væk fra den sande tilbedelse og ærefrygt for Gud. I stedet vendte de sig igen mod afgudsdyrkelse. De levede i åndelig utroskab mod Gud. De søgte deres egne syndige lyster. Gudsfrygten var væk, og i stedet så var der igen undertrykkelse af de svage og fattige i samfundet. Der var korruption i retsfærdssystemet, og der var en ugudelig livsstil. Det var blevet normen.
De var ligesom profeten Hoseas' kone Gomer, som gang på gang trods Hoseas' kærlighed og tilgivelse og omsorg for hende. Jamen, så søgte hun igen og igen andre.
Men gang på gang havde Gud advaret nationen gennem profeterne, heriblandt Jeremias, som havde advaret dem igennem cirka 40 års tjeneste, advarede dem om den dom, den tugt, der vil komme, hvis de ikke omvendte sig fra deres synd og oprør.
Gud han var meget langmodig med sit elskede folk. Men i år 586 før Kristus der gjorde Gud alvor af sine mange advarsler, som han gjorde med det nordlige Israel, så var turen nu kommet til Juda. Guds advarsler er ikke tomme. Tugtens time var nu kommet. Guds hellighed var blevet krænket og vanæret på den værste vis af sit eget folk, og hans vrede og hellige harme var nu blevet vækket.
Juda skulle vogtes og irettesættes, og det skulle Juda med henblik på at bringe dem tilbage til Gud. Nationen var blevet, lige som profeten Esajas sagde det om det nordlige Israel i sin tid. Esajas kapitel 1 vers 4 til 6, så beskriver han det som et syndigt folk læsset med skyld, en slægt af forbrydere, børn, der volder fordærv. De havde svigtet Gud. De havde hånet ham. De havde vendt ham ryggen. De var i åndelig frafald, og de var syge fra isse til fod, og deres hjerte var blevet sygt.
Så der skulle altså en drastisk indgriben og intervention til for at bringe Juda tilbage på sporet. Der skulle så at sige nærmest åben kirurgi for at kunne skære den åndelige cancer ud af nationens legeme, så den kunne hele og blive rask igen.
Det middel, den skalpel, som Gud i sin suverænitet vælger at bruge, det er babylonerne. En ny stormagt, som havde rejst sig efter assyrerne, og i år 586 før Kristus invaderede de det sydlige Israel, altså Juda, og de nedbryder Jerusalems mure.
De invaderer byen, de plyndrer paladset, og de plyndrer templet og destruerer det og brænder det ned. Og så tager de den ressourcestærke del af befolkningen og sender dem ud af landet i eksil for at tjene i Babylon. Juda var blevet bragt i knæ. De var nu fuldstændig blevet knust og knækket.
Så skriver Jeremias, som er vidne til alt det her, som er midt i det hele. Han skriver nu sin klagesange nærmest på vegne af hele folket. Han skriver de her klagesange til Gud. Måske skriver han den her sang bestående af 5 kapitler. Måske skriver han det, alt imens han kigger ud over den ødelagte by. Han ser på de nedrevne murer, templet som ligger i ruiner. Der er murbrokker, og ødelagte hjem overalt. Han lytter måske til gråden og klage råbene fra mænd og kvinder og børn, som er i vildrede og fortvivlelse.
Det er ret interessant at bemærke, at at når man læser Jeremias bog, så bliver Babylon nævnt masser af gange cirka 150 gange. Men ikke én eneste gang bliver Babylon direkte nævnt i klagesangen. Kun Gud bliver identificeret som den, der griber ind over for Juda. Jeremias han forstår, at det her i sidste ende er Guds værk. Det er ikke bare noget tilfældigt, uheldigt noget, der sker, men Gud er kommet, og det er ham, der gør det her. Han er kommet for at rense skidtet ud af Juda.
Ulykke så stor som havet
Klagesangene er en meget personlig og meget hjerteskærende sang at læse, og jeg vil gerne starte med at læse de første tyve vers op fra kapitel 3, så vi kan få en smag og en fornemmelse for det, som Jeremias her oplever.
Klagesangene kapitel 3 og jeg læser de første 20 vers. Prøv at hør her og smag på på det her:
"Jeg er manden, der har oplevet lidelse under hans vredes kæp. Mig har han ført ind i mørke, der er intet lys; mod mig vender han dagen lang sin hånd. Han har tæret mit kød og min hud og knust mine knogler. Bitterhed og trængsler har han bygget op omkring mig; han lader mig sidde i mørke som dem, der for længst er døde. Han har spærret mig inde, jeg kan ikke slippe ud, han har lagt mig i tunge lænker. Selv når jeg skriger om hjælp, afviser han min bøn. Han spærrede mine veje med kvadersten og gjorde mine stier krumme. Han var en lurende bjørn, en løve i skjul; han førte mig på vildspor, sønderrev mig og lod mig ligge forladt. Han spændte sin bue og stillede mig op som skydeskive for pilen; han skød sit koggers sønner ind i mine nyre. Jeg har til latter for hele mit folk, de synger nidviser om mig dagen lang. Han mættede mig med bitre urter, gav mig malurt at drikke; han lod mine tænder tygge grus, da han trykkede mig ned i støvet. Du forstødte mig bort for freden, så jeg glemte, hvad lykke er; jeg siger: Mit livsmod er tabt, jeg har intet håb til Herren. Tanken om min lidelse, og hjemløshed er malurt og gift; men jeg må tænke på den, og min sjæl fortvivler." (Klagesangene 3,1-20)
Kan i mærke det? Kan i fornemme smerten, fortvivlelsen og sorgen? Hvor Jeremias før har profeteret og advaret igennem årtier omkring Guds kommende dom over nationens synd og frafald og kaldet dem til omvendelse, jamen der udtrykker han nu her i klagesangene. Der udtrykker han selve smerten over nu at befinde sig i opfyldelsen af de advarsler.
I klagesangene kapitlet 1 skriver han om Jerusalems store fald for storhed. Kapitel 1 vers 6 omtaler, hvordan Jerusalem har mistet alt sin pragt og herlighed. Videre fra vers 8, at det skyldes hendes uomvendte og genstridige synd mod Gud. I kapitel 1 vers 14 ser vi, hvordan det er Herren selv, der har overgivet nationen til fjenden.
Jeremias anerkender fuldt ud nationens synd, og i vers 18 er der den her accept og forståelse for, at Herren er fuldt ud retfærdig i sine handlinger og domme. Fordi hans ord og hans advarsler, hans godhed, hans langmodighed og hans hellige retfærdighed er blevet trodset på groveste vis gentagne gange.
I kapitel 2 ser vi, at det er Herren, der i sin retfærdige vrede har kastet Jerusalem ind i den mørke tid. Jerusalems ulykke beskrives i vers 13 som, så stor som havet. Hvem kan nu helbrede dig, Jerusalem? Spørger profeten.
I kapitel 2 vers 17 ser vi, at Herren havde nu gjort alvor af sin trussel, som han havde advaret om fra gamle dage, og hvordan profeten nu kalder nationen fra vers 18 til kollektiv omvendelse og anger og bøn for Herrens ansigt: "Råb højt til Herren", "Lad tårerne strømme" vers 19 "udøs dit hjerte (som vand) for Herrens Ansigt" osv. Her i kapitel 3, hvor vi har fået en smag for, hvad det er, der sker her, der fortsætter profeten med at italesætte nationens smertelige kår.
Fra vers 1 skriver han om lidelsen, de nu befinder sig under Guds vredes kæp, mørket, der omklamrer dem. Der er intet lys at se. Det virker så håbløst det hele. Fra vers 4 sammenligner han nationen med en mand, der har været udsat for svær fysisk stress, for afmagring, for svækkelse, for smerte. Der er den der følelse af forladthed og afvisning.
Nationen er blevet totalt ydmyget og er blevet til latter for alle omkring dem, vers 14. Deres tilværelse nu er som at drikke bittert, malurt og gift. Livsmodet er tabt, vers 18. Alt håb syntes nu ude, og i vers 20, der siger han, at hans sjæl er fortvivlet. Det hele virker bare så tungt og dystert for nationen.
Herrens troskab er ikke hørt op
Det, der skete for det nordlige Israel cirka hundrede år tidligere, og som Juda nu oplever, er en konsekvens af deres brud på deres pagts aftale med Gud, som den blev indstiftet med Moses. Efter at Gud havde befriet nationen Israel fra 400 års egyptisk undertrykkelse og slaveri.
Rammerne for denne aftale kan man læse nærmere om i for eksempel Tredje Mosebog 26 og i Femte Mosebog 28. Omkring, hvordan Guds mange velsignelser for nationen vil være over dem, når de levede i lydighed mod Gud og omvendt; straffen for at bryde Guds lov, som de nu led konsekvenserne af at have brudt.
Men dom og straf skulle ikke være det sidste ord her for Jeremias og sin landsmand, men derimod håb. Midt i det hele, der minder profeten sig selv og sine landsmænd om Guds trofasthed og barmhjertighed mod sit pagts folk.
Historien skulle ikke ende i mørke og fortvivlelse og håbløshed, men med håb og lys. Profeten han vender sit blik mod Gud, og i kapitel 3 her i klagesangene og vers 21 til 23. Der skriver han de her velkendte ord:
"Men dette lægger jeg mig på sinde, derfor vil jeg vente: Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor."
Amen.
Den betingelsesløse pagt
Det er meget interessant at se, hvordan klagesangene er bygget op som en bog. Bogen består af fem kapitler. De første to kapitler, kapitel 1 og 2 og kapitel 4 og 5, de har hver 22 vers. Et vers for hver de 22 bogstaver, der er i det hebraiske alfabet. De er opbygget således, at vers 1 starter med det første bogstav og vers 2 med det andet bogstav og så videre og så videre.
Kapitel 5 det følger dog ikke helt det her akrostiske mønster. Men kapitel 3, til forskel fra de andre kapitler, har ikke bare 22 vers, men hele 66 vers. Tre gange så langt et kapitel. Det har til hensigt at skabe denne struktur, med den her crescendo, hvor klimakset i bogen ikke kommer i slutningen, men den kommer i midten af bogen. Centralt i denne bog og cirka i midten her af det tredje kapitel, der finder vi denne her vidunderlige bekendelse, der indgyder håb og lys:
"Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor."
Profeten han minder sig selv og folket om Guds trofasthed og barmhjertighed mod det folk, som Gud suverænt havde indgået en betingelsesløs pagt med, det vil sige en aftale. En pagt, der ikke afhang af, om mennesket kunne overholde deres del af pagten. Men det var en pagt, hvor Gud lovede, at han og han alene vil holde aftalen, uanset hvordan modparten klarer sig.
Dette var en pagt, som Gud indstiftede og indgik med Abraham om, at det ejendomsfolk, som Gud vil kalde til sig selv, skulle være igennem Abraham og hans efterkommere og gennem ham og hans afkom, som ultimativt set var Kristus, som Galaterbrevet 3,16-17 gør klart. Jamen der vil Gud velsigne hele verden.
Den pagt kan man læse om i Første Mosebog 12. Den betingelsesløse pagt, den blev dannet længe før den mosaiske pagt blev indstiftet. Gud indgik den her pagt med Abraham. Der var ingen krav til Abraham om, at han skulle gøre noget. Det var udelukkende Gud, som var den opsøgende og den handlende part. Senere bekræftede Gud denne pagt for Abrahams efterkommere, for Isak og for Jakob.
Det var en pagt, som var ubrydelige, og som hvilede alene på Guds hellige og uforanderlige karakter. Derfor så kunne Jeremias nu med stor frimodighed og tro lægge sig den her sandhed på sinde. Han kunne vide med en absolut sikkerhed og bekende, at Herrens troskab ikke var hørt op, og hans barmhjertighed ikke var forbi, men den er ny hver en morgen. Stor er din trofasthed Gud. Amen.
For at vi skulle få barnekår
Juda blev sendt i eksil til Babylon. Juda led store tab og havde mistet sin glans og pragt. Men efter 70 års eksil, så fik de lov at vende tilbage til landet. Gennem ledelsen af gudfrygtige mænd, som for eksempel Ezra og Nehemias, blev landet og Jerusalem med dens mure og templet, samfundet og infrastrukturen genoprettet. Det blev faktisk en tradition for jøderne årligt at læse klagesangene op. For at minde folket om deres historie og konsekvensen af at leve i uomvendt oprør mod deres Gud.
Hebræerbrevet 12,5-6 taler om, hvordan man ikke skal foragte Herrens opdrag og ikke miste modet, når han irettesætter én. Herren tugter dem, som han elsker, og han straffer hver en søn, han holder af. Det er faktisk, fordi han netop elsker dem, netop fordi han elsker Juda, at han togtede dem. Men han genoprettede dem også, og han forblev tro mod sit løfte til Abraham.
Som Galaterbrevet 4,4 siger:
"Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, (Abrahams afkom) født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår." (Galaterbrevet 4,4)
Da tidens fylde kom, der sendte Gud sin Søn, Jesus Kristus, ham som den eneste rene og retfærdige, den eneste, som havde og kunne opfylde Guds lov og fuldt ud havde fundet behag hos Gud Fader.
Som Gud menneske der træder Jesus ind, og i vores sted, der soner han vores synd på korset, under Gud Faders hellige og retfærdige vrede mod synd. Som Israel og Juda har vi alle syndet. Vi har alle mistet herligheden fra Gud. Vi har brudt hans lov, vi har krænket hans hellige og retfærdige natur og vækket hans harme mod os. Men Kristus tager vores plads. Han tager straffen som vor skyld og synd fortjener.
Den dom og lidelse, som vi læser om i klagesangene, som Juda led under. Peger mod og finder sit apex, sit klimaks i Kristi lidelser på Golgata's kors på vegne af sit ejendomsfolk. Som han kom for at frelse og løskøbe med sit eget blod, for derved at kunne give dem, der tror på ham, barnekår hos Gud. Det håb, kære ven, det lever stadigvæk i dag, og det gør det fordi, at tre dage efter sin død og begravelse, der opstod Kristus fra graven, som vi læste om her til morgen, og som vi fejrede i påsken her sidste søndag.
Han er opstanden, og han sidder som sejrsherre over syndens og dødens magt. Han sidder nu ved Gud Faders højre hånd, og han troner i himlen. Som klagesangen 5,19 siger det, så vil han trone til evig tid. Han har sejret over synden og døden, og han lover evigt liv, fuld tilgivelse for synd for enhver, som vil omvende sig fra sin synd og tro på ham. For enhver, som vil håbe på ham og søge ham og hans frelse, som klagesangene kapitel 3 vers 25 og 26 siger.
Intet kan rive dig ud af hans hånd
Gud han har vist sig urokkelig trofast mod sine løfter, selv til det punkt, hvor det koster ham selv dyrebart, hvor Kristus villigt lader sig ydmyge og blive lydig indtil døden, ja, døden på et kors, som Filipperbrevet 2 taler om.
Så Herrens troskab er ikke hørt op, og hans barmhjertighed er ikke forbi. Den er ny hver en morgen, også i dag kære ven, for hans trofasthed er stor.
Lad mig slutte af med tre korte opmuntringer i forhold til Guds trofasthed, før vi går til nadveren. For det første er du uden for et frelsende forhold til Gud. Tilhører du ikke ham, har du endnu ikke fundet tilgivelse for dine synder i Kristus, og ønsker du at undslippe Guds kommende vrede, så er opmuntringen til dig; vend dig i dag i tro mod Kristus, og han vil frelse dig. Han er trofast i sit løfte om at frelse enhver, som vender sig til ham i tro og omvendelse. Hør Johannes 3,16:
"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Johannesevangeliet 3,16)
Johannes 6,37: "Den, der kommer til mig (Kristus), vil han aldrig vise bort." Romerne 10,9-13, der er Guds trofaste løfte til dig, at hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, så skal du frelses. Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.
For det andet er du et Guds barn. Så vil han i sin trofasthed aldrig give slip på dig, for hans pagts kærlighed til dig er ubrydelig. Den er betingelsesløs, den er evig, og den vil aldrig ende. Du tilhører ham, og ingen eller intet kan rive dig ud af hans hånd. Hverken trængsler, modstand udefra eller tvivl indefra eller selv perioder, hvor du svigter ham, så giver han ikke slip på dig.
Han vil føre dig, som han har lystkøbt og frelst, som han fra evigheden af forud har kendt, kaldet og retfærdiggjort i Kristus. Dig vil han også fortsat hellige og trygt føre ind i sin evige herlighed. Han vil give dig alt, hvad du har brug for, for at leve for ham på den her vandring, indtil vi når den himmelske stad.
For det tredje og sidste. Gud han vil også vise sig trofast over for dig i dine daglige kampe med fristelser og prøvelser. Første Korinther 10,13 lover os; at Gud er trofast. Han vil ikke tillade, at vi fristes eller prøves, udsættes for noget over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe en udvej, så vi ikke bukker under.
Selv hvis det skulle ske og ikke hvis, men nok nærmere når; når vi falder i synd, hvis vi som første Johannes brev 1,9 siger det: "Bekender vores synder", så er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vores synder og renser os for al uretfærdighed.
Gud, han er god. Han er fuld af nåde og barmhjertighed over for skrøbelige mennesker. Han er stærk, og han er trofast. Stor er Guds trofasthed. Amen.
