Hvordan skal vi leve vores kristenliv?
Hvornår bad du sidst indtrængende til Gud for en persons frelse? Hvornår forkyndte du sidst Evangeliet? Hvor meget tid bruger du på fjernsyn, film, serier og sport i dit liv? Har du lavet bortforklaringer om, at vi må leve og tillade særlige ting i vores liv?
Hvordan skal vi leve vores kristenliv? Det er et ret stort spørgsmål at stille, og det kan jeg selvfølgelig ikke svare på en enkelt prædiken. Så vi vil gå ind og kigge på en lille niche af det.
Fordi når man er ude og tale med mennesker, og evangelisere for eksempel, så møder man forskellige kristne, og der er der rigtig mange, som har forstået, at Jesus er frelse, men ikke også her i vores liv.
Så nogle siger: ingen skal blande sig i, hvordan jeg laver mit kristne liv. Andre de siger: det skal jeg nok gøre. Men alligevel så gør de ligesom det passer dem.
Gud han har jo en anden tanke om, hvordan vi skal lave vores kristne liv. Men i dag, så er det sådan en lille vinkel, som jeg vil kigge på ud fra Filipperbrevet, som er vigtigt for os.
Fordi det som sker i vores kristenliv, vores vandring som kristne, det er at opleve, at nogle ting går i stå i vores kristenliv.
At vi føler os tørre, eller at vi næsten kan føle, at vi bliver slået i Ludo. Altså, vi kender godt den følelse, når man spiller ludo, og så bliver man slået hjem, og så skal man starte forfra igen.
Den der følelse og den oplevelse, det vil du opleve i dit kristenliv. Det skal vi kunne navigere i og veje og forstå, hvad Skriften siger, om hvordan vi skal håndtere det.
Det er det, vi skal kigge på i dag ud fra det kristne synspunkt. Når jeg oplever svære ting i mit liv, når jeg føler at jeg går tør i nogle ting, hvad skal jeg så gøre?
Det er meget vigtigt, at man har de her refleksioner og tanker, når man lever som en kristen. Fordi alt går ikke bare opad, det går lidt op og ned i kristenlivet, og det skal man også kunne leve i og så kunne hjælpe vores brødre og søstre i det.
Fordi man kan opleve skuffelse, man kan blive såret af en søster eller bror i Herren, eller man bare langsomt være drevet bort fra Herren i sit liv.
Men Jesus ønsker vi skal leve tæt på ham og i fællesskab med ham, og med et hjerte som er i brand for ham.
Spørgsmål, som penetrerer vores hjerter
Der er flere spørgsmål, man kan stille sig selv, ligesom for at få afklaret sin åndelige tilstand som kristen. Spørgsmål som jeg har stillet mig selv, og som jeg også vil stille til jer.
Hvornår bad du sidst indtrængende til Gud for en persons frelse? Hvornår forkyndte du sidst Evangeliet? Hvor meget tid bruger du på fjernsyn, film, serier og sport i dit liv? Har du lavet bortforklaringer om, at vi må leve og tillade særlige ting i vores liv?
Brænder Jesus i dit hjerte? Har du givet afkald på nogle ting i dit liv for at vokse åndenligt og for Guds rige og menighed skal få fremgang? Og det sidste spørgsmål; hvornår har du sidst inviteret nogle hjem, som du normalt ikke inviterer hjem?
Det spørgsmål er ret godt det sidste der, også i mit liv fordi man inviterer tit dem hjem, som man har noget til fælles med.
Du husker fra Biblen, Jesus sendte nogen ud for at invitere nogen, som slet ikke kendte Guds rige. Og som han ikke nødvendigvis havde nogen fordel af selv, men inviterede dem hjem til sig selv.
Men spørgsmål kan ligesom penetrere vores hjerte i forhold til om vores kristenliv på den ene eller anden vis er gået i stå.
Skriften er klar omkring, hvordan vi skal leve vores kristenliv. Jesus er både vores frelser og vores Herre. Galaterbrevet 2,20:
"Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn" (Galaterbrevet 2,20)
Det udtryk starter næsten i Galaterbrevet 1,3-4:
"Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden" (Galaterbrevet 1,3-4)
Herren rev os ud af den her verden, for at vi skulle leve på en speciel måde.
I dag vil vi se på den her tekst ud fra Filipperbevet 3,12-16, omkring hvordan vi skal leve vores kristenliv i de situationer, som kan være lidt svære.
Overskriften i nogle bibler, i hvert fald i min Bibel, så er det "Paulus eksempel". Paulus eksempel på, hvordan vi skal leve vores kristenliv.
Paulus har oplevet rigtig meget, og han er en erfaren kristen, så han er værd at lytte til. Og han beslutter, at det her skal være med i Bibelen.
Så lad os få svesken på disken og tale om dagens prædiken i dag. De her fem vers har jeg opdelt i 4 punktet: erkendelsen, udfordringen, målet og metoden.
Paulus, jeg elsker at arbejde med Paulus, han har en rigtig god systematik i hans teologi og hans måde at skrive på.
Erkendelsen
Lad os kigge på det første "erkendelsen". Vi læser vers 12 og 13:
"Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det." (Filipperbrevet 3,12-13)
"Grebet det" hvad er det Paulus, han mener her? Hvad er det, at han ikke har grebet? Svaret findes i to vers inden, hvor der står i Filipperbrevet 3,10-11:
"for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!" (Filipperbrevet 3,10-11)
Det er hvad Paulus ønskede at gribe og få fat i. Paulus ønsker at ligne Jesus endnu mere. Paulus ønsker at leve som Jesus han levede.
Nu vil jeg læse de her vers 12 og 13, i det første punkt, der ligger også en erkendelse fra Paulus. Han erkender nogle ting, han erkender at han ikke har grebet det. Og at han ikke er ved målet eller at han på nogen måde er fuldkommen i hans kristenliv.
Paulus er uden tvivl i tankerne, når han skriver det her, hvor han tidligere har levet som fjende af Gud og forfulgt hans menighed. Den stod og vibrerede i Paulus i baghoved.
Vi læser i Apostlenes Gerninger 39,5:
"Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger." (Apostlenes Gerninger 39,5)
Paulus ud fra hans historik, hans liv og helt sikkert hele hans tjeneste, er han nået frem til, og han har erkendt, at han ikke er fuldkommen. At han på ingen måde er ved målet.
Den erkendelse, som Paulus havde den er også utrolig vigtig for os i vores kristenliv. Vi er ufuldkomne, og vi er ikke ved målet.
Målet med kristenlivet her nede på jorden er selvfølgelig Kristus-lighed og ligne vores forbillede Jesus Kristus. Men for at nå til målet, så må vi erkende og forstå, hvor vi er i kristenlivet og i vores Kristus-lighed.
Det starter med, at vi er ærlige med os selv. Måske er der nogengange en form for utilfredshed, når vi spejler os selv i vores forbillede, Jesus Kristus. Den her erkendelse af ufuldkommenhed og måske magtesløshed. Det er der, hvor Jesus ønsker, at vi skal starte, i erkendelse og ydmyghed.
Min gamle far han fylder snart 80 år og han har den lidt specielle og god måde, at lære vores børn, hvordan vi skulle få formet den her erkendelse i vores liv, selverkendelsen. Det er der også brug for i dag.
Han gjorde det på en humoristisk måde, der er lidt far-joke over det, men alligevel god. Han gjorde sådan her (viser tre fingre). Så siger han der findes to slags mennesker i den her verden. De, som kan tælle og de som ikke kan tælle og så tager han tre fingre op foran sig.
Den er lidt en far-joke, men den tænker man rigtig over. Børn prøv nu lige at tænke over tingene og have noget erkendelse og selverkendelse i jeres liv. Så det var hans måde og sæt den proces i gang; i skal have selverkendelse i jeres liv.
Hvor Paulus ved Helligånden i hans hjerte har en klar erkendelse af at han er ufuldkommen:
"Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude"
"Brødre! Jeg mærkede ikke på mig selv, at jeg allerede har grebet det"
Erkendelsen og ydmygheden er noget Jesus gerne vil have i vores liv. Jakob 4,10:
"Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer." (Jakob 4,10)
Gud ønskede, at vi skal have erkendelse, og at vi skal være ydmyge. Jesus han kalder os til erkendelse og ydmyghed.
I husker også da Jesus talte om det at tage splinten i sin broders øje, og så har man selv en stor bjælke i sit eget øje. Det er også Jesus' udtryk for erkendelse.
Sagt frit oversat til dansk; har du en dør? Har du en kost? Så fej for egen dør. For det er jo den der erkendelses proces. Vi har så travlt med andre, men vi skal først lige fjerne bjælken. Det er den erkendelse, som Paulus også starter med i de her vers.
Udfordringen
Så kom vi til vers 13 B, og der kigger vi på "udfordringen".
Så står der her som Paulus siger:
"Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude;"
Her i teksten ser vi, at Paulus udtrykker at han glemmer, hvad der ikke bagud. Hvorfor siger Paulus det? Det er fordi, at der er noget som ligger i fortiden, som kan blive en hindring eller en udfordring, i fremtiden, i vores kristen liv.
Det kan både være negative og positive oplevelser, som udfordrer os og forhindrer os i at fuldføre det og fortsætte vort løb.
Det her ord "glemme", på grundteksten betyder det "at få det ud af hovedet", ignorere det og være uopmærksom på det. Fordi man kan jo ikke slette sin egen hukommelse. Men man kan lægge tingene bag sig og lade være med at tale om det. Lad være med at tænke på det og ignorere det.
Det var det Paulus mener, han kan jo ikke glemme, at han har forfulgt kirken. Den ligger der altid men man kan lade være med at tænke på og ignorere det, og så komme fremad.
Første Timotheus 6,12:
"Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners påhør." (Timotheus 6,12)
Paulus gør opmærksom på, at vi ikke skal hænge fast på grund af tidligere nederlag eller sejre, men fortsætte med at stride troens gode strid og glemme det, som ligger bagude.
De fleste kristne de ved selv om der er noget, som udfordrer dem i fortiden. Vi skal hverken hvile på laurbærrene af tidligere ting Gud har brugt os til. Eller hænge fast i de synder og fejl, som vi har begået tidligere. Vi skal ikke blive distraheret af fortiden og lade det bliver en udfordring for fremtiden.
Hanna og jeg vi har oplevet mange forskellige gode og mindre gode ting i vores kristenliv. Sådan er det for alle som har været kristne i mange år.
Mennesker kan have såret en og måske også ydmyget en. Men det kan ikke nytte noget at hænge fast i det. Vi må tilgive og komme videre.
Nogle gange så er det svært, men ved Helligåndens hjælp og når tiden går så får man lagt det bag sig og kan kigge fremad. Det skal man gøre som kristen når man oplever svære ting.
Vi tager det med som en åndelig erfaring og oplevelse. Vi får bedre dømmekraft i vores kristenliv. Det har Paulus også kaldet os til; jeg glemmer hvad der ligger bag ude og strækker mig frem mod det som ligger forude.
Samtidig også når man reflektere over de her ting, så skal man også værne om alt det og sige: har jeg været årsag til at der er nogle som hænger i den der? Har jeg været skyldig, i at nogen er blevet såret?
Så man må altid vende den om til sig selv og sige: Okay, hvis jeg har det Gud så tilgiv mig. Og så få ryddet op i tingene, så ikke folk er bundet på grund af det jeg har gjort.
Det skal man altid huske at vende om til sig selv også, selverkendelse, ydmyghed og komme til Gud i bøn.
To elementer; at glemme og strække sig frem
Her i verset ser vi, vers 13B:
"Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude;"
Der er to elementer i at løse det, som kan være en udfordring i vores kristenliv. Først at glemme og så dernæst at strække sig frem, står der her, mod det som ligger forude.
Ordet strække sig frem, det henviser faktisk til en sprinter, som løber aggressivt og energisk og udfører en beslutsom handling i sit liv.
Det betyder, at Paulus faktisk med stærk beslutsomhed og energisk handling strakte sig frem mod det, som lå forude i hans kristenliv. Han ville ikke hænge i fortiden, men ville beslutsomt strække sig mod det, som lå fremadrettet, det som Gud havde for ham der.
Der er lige et par enkelte vers, vi slår op sammen, hvis i er med på det, lige inden vi går videre til næste punkt.
Hebræerbrevet 12,1-3, det handler nemlig om den her proces. Jeg læser lige her:
"Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet." (Hebræerbrevet 12,1-3)
Og så Første Korintherbrev Kapitel 9,24-27 står der:
"Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet." (Første Korintherbrev 9,24-27)
Der er to gode eksempler på den her proces, som Paulus beskriver.
Målet
Okay, de to første punkter det var "erkendelsen" og "udfordringen". Lad os se på målet, i vers 14 der står der:
"Jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus".
Vi har set på, hvordan vi skal leve vores kristenliv; erkendelsen og at løse udfordringen i vores kristenliv.
Lad os se nærmere på selve mål, som vi lige har læst i vers 14. Hvad er så målet? Målet har vi faktisk også lige været inde på. Målet er, at være i Kristus-lighed i vores kristenliv her nede på jorden, hvilket er Helligånden i vores hjerte og i vores liv.
Så læser jeg lige fra Filipperbrevet 3,10-11, som jeg henviste til tidligere:
"For at jeg kan kende ham (Jesus Kristus) og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!" (Filipperbrevet 3,10-11)
Paulus mål det er Kristus-lighed i hans liv. Han ønsker og stræber efter at ligne Kristus, det er hans mål.
Så Paulus spejler sig i Jesus og hans liv. Han så opstandelsens kraft til frelse for mennesket og hans eget liv. Plus at man som kristen også skal befinde sig i svære tider og lidelse for evangeliets skyld.
Kristus liv hernede på jorden er en del af målet, men ikke det hele. Vi læser også, i det her vers: "jeg jager mod målet efter sejrsprisen", som Gud fra himlen har kaldet os til i Kristus Jesus.
Sejrsprisen vil vi først modtage, når vi kommer til Himlen i Guds herlighed hos Jesus Kristus. Det er målet og håbet for vores vandring hernede på jorden; at vinde sejrsprisen, at komme hjem til Jesus i himlen. Det må vi have for øje, det må vi ikke glemme i vores hverdag.
Målet og processen er rigtig godt beskrevet i Første Johannes brev. I kan bare lytte med så læser jeg, i Første Johannes 3,2-3 der står der:
"Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren." (Første Johannes 3,2-3)
Så vi skal rense os selv, ligesom han er ren, det er Kristus-lighed, det indkapsler de her vers rigtig godt.
Så målet vi jager efter, og som Paulus også jager efter, det er Kristus-lighed i det her liv. Som vi aldrig kan opnå helt og blive fuldkommen. Plus at jage efter målet om at komme hjem til Jesus og være hos ham, modtage sejrsprisen og blive ligesom Jesus og se ham, som han er.
Metoden
Det var de tre første punkter, og så kigger vi hertil sidst på med metoden. Vers 15 og 16, står der sådan har:
"Således skal vi tænke, vi, der er fuldkomne, og tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer; blot skal vi blive i det spor, vi er kommet ind på."
Altså så langt at kende vores tilstand i kristenlivet, håndtere vores udfordringer, at nå målet og ved at se på hvad målet er, at Kristus levede her på jorden og vores sejrspris er hos Jesus.
Lad os til sidst her se på metoden. Til sidst kommer Paulus med en form for konklusion og opsummering og viser metoden for, hvordan vi skal leve vores kristenliv hernede på jorden.
Det står i teksten at vi er blevet fuldkommen og det kræver en lidt længere forklaring og den tager vi ikke i dag. Men vi er ikke fuldkomne nede på jorden og fri for synd. Vi har fået nyt hjerte og er skabt på ny. Men gamle Adam spøger stadig i vores legeme og i vores kød, så vi er ikke syndfri. Det kræver en lidt længere forklaring.
Det vi skal lægge mærke til, her til sidst, i forhold til metoden:
"Således skal vi tænke, vi, der er fuldkomne, og tænker I anderledes på noget punkt, så vil Gud åbenbare også det for jer; blot skal vi blive i det spor, vi er kommet ind på."
Hvad er det, vi skal tænke på? Hvad er det for et spor vi skal blive i? Svaret er faktisk nemt og lige til og metoden er nem og ligetil.
For det er sådan, at Paulus her i de her vers, som vi lige har kigget på, hvor han opsummerer det, så er metoden: Erkend, forstå udfordringer og målet. Det er den metode, som vi skal følge i vores kristenliv.
Vi skal starte med at erkende og forstå tilstanden i vores kristenliv, som Paulus siger. Ikke at jeg allerede har grebet det eller er fuldkommen. Vi skal starte med at erkende, den første del af metoden.
Den anden del det er også at kunne håndtere de udfordringer, som kommer i vores kristenliv. Vi skal forstå og tage de udfordringer i vores kristenliv, som kan forsinke eller forhindre os i at nå målet. Paulus siger:
"Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude"
Og målet, vi skal som kristne have fokus på målet. Det her todelte mål.
Så det er faktisk den metode og den konklusion, som Paulus drager ud fra de her vers, om hvordan vi skal leve vores kristenliv.
Vi skal erkende og forstå, og vi skal kunne håndtere de her udfordringer, som kommer vores vej i kristenlivet. Og ved Guds hjælp holde fokus på målet Kristus-lighed og sejrskransen. Amen.
Det er sådan med Paulus, nogle gange kan han være kompliceret, men andre gange er han bare så ligetil. Ingen komplicerede lange forklaringer, men dejlig nem at gå til.
Så det var faktisk den prædiken idag, ikke så langt, men det var det som så lå mig på hjerte.
Bedeemne
Til sidst her så skal vi be sammen. Det, som vi skal bede for, det er hvis du måske er gået i stå i dit kristenliv, og du føler dig tør i dit kristenliv, og du går igennem nogle svære ting i dit kristenliv. Det vil vi gerne bede for sammen og løfte op sammen.
Eller måske er du bare blevet lunken, nu stillede jeg de her spørgsmål til at starte med. Men også de der ting i vores liv, hvor vi kan drive væk fra tingene, hvor det ikke brænder i vores hjerte. Og der sker nogle ting i vores liv, som vi skal glemme og lægge bag os og strække os fremad, og så be for den proces.
Sådan er det i en menighed stor eller lille, så vil man opleve, at man skal gå igennem svære tider, og der skal man ligesom bruge den her metode og kunne erkende. Paulus siger til os; erkend det, glem det som ligger bag og se på de udfordringer du går igennem og stræk dig frem og kig på målet.
Kig på sejrskransen, kig på Kristus-lighed. I Den proces der har du brug for et legeme. Det er en af de ting, som jeg oplever, blandt mange kristne, at der virkelig er en manglende forståelse for det at være et legeme.
Når man er et legeme, så hører man til på et legeme, og man har en funktion på et legeme. Livet er en del på legemet, således hele kroppen. Er der en, som glæder sig, så glæder alle sig.
Den her forståelse for, at der er forskellige dele på kroppen, som kan lide, og Jesus er hovedet på legemet. Den har legeme funktion, Jesus han siger, at han vil sammenføre os som menighed og vi står sammen og beder for de her ting som en del af legemet og beder for dem som er i det, eller som måske kommer i det.
For det er sådan det står i biblen, den som står skal passe på han ikke falder. Så vi skal have et ydmygt hjerte i forhold til det her.
Så det vil jeg bede om her til sidst, at Gud må give os styrke og kraft til at have oplevet de her ting og komme videre. Og dem som ikke oplever det lige nu, at de også forstår, at de er en del af legemet og kan støtte op omkring dem og bagefter hjælpe dem.
