Jeg og mit hus vil forvalte Guds penge (del 2)

Jeg og mit hus vil forvalte Guds penge (del 2)

0:00

/2528.992625

1×

For et par uger siden delte jeg et budskab med jer under titlen "Jeg og mit hus vil forvalte Guds penge". Vi vil forvalte Guds penge, som vi talte en del om sidst. Det er et emne, som vi skal fortsætte med at se på i dag. Men allerførst vil jeg gerne stille dig et spørgsmål.

Hvordan har du det med penge? Er det noget, der fylder dig med med bekymring, fordi det er svært at få enderne til at nå sammen? Er det noget, der leder tankerne hen på konflikter og diskussioner i familien? Er det noget, der gør dig urolig, fordi du er nervøs for, hvad vi skal høre om i dag? Eller tænker du, at det har jeg godt styr på, så jeg kan læne mig mageligt tilbage?

Hvordan du end har det med penge, så er det noget, som fylder meget i vores hverdag og vores liv. Det er noget, som også fylder overraskende meget i Guds ord. Ud fra Guds ord, så lærer vi, at det er Gud, der giver os kraften og styrken til at arbejde og tjene penge, så vi kan forsørge os selv og vores familie og vores nærmeste. Vi lærer også, at de penge, som vi tjener, det er i virkeligheden ikke vores penge, men Guds.

Det er Gud, der ejer alting og det som vi har, det som vi kalder vores, det er noget, Gud har betroet os at forvalte. Vi er forvaltere af det, som Gud har betroet os af Guds penge. En dag, så kommer vi til at stå til regnskab for, hvordan vi har forvaltet forvalte det, Gud har betroet os. Har vi bare brugt pengene på os selv og det, vi nu lige synes, vi havde lyst til? Eller har vi søgt Gud og hans ord for at forvalte dem efter hans anvisninger?

Vi slog fast sidste gang, at Gud giver os noget, som er til os selv. Han giver os brød at spise, som vi læser om i andet Korintherbrev kapitel 9 og vers 10, og så giver han os noget, som er til andre. Han giver os udsæden, så vi har mulighed for at så og høste Gud. Han giver os penge for at prøve vores hjerter, for at afsløre os og for at se, om vi bare bruger alt på os selv, eller om vi er villige til at give noget videre til andre. Han ønsker at give os del i glæden ved at kunne give og give os mulighed for med vores penge at vise vores tillid og vores hengivenhed til ham.

Målet med vores liv som kristne er at herliggøre Gud, og det indebærer naturligvis også, at vi søger at herliggøre Gud med vores penge og vores ejendele. Så hvordan gør vi det? Hvordan kan min daglige håndtering af penge være med til at bringe Gud ære? Hvad er det, der skal fylde mit hjerte og mine tanker, når det gælder økonomi for at det kan ære Gud? For at få svar på de spørgsmål så må vi som altid gå til Guds ord.

Visdom, tro, håb og kærlighed

Vi skal i dag se på fire elementer, som må karakterisere vores forvalterskab af Guds penge. Fire elementer, som vi har brug for fat guide vores overvejelser og vores beslutninger, når det kommer til penge. De her fire elementer er nogle forskellige kategorier, som jeg har valgt, for at det kan hjælpe os til at huske på dem efterfølgende, og som er centrale for vores forvalterkskab. Det første element er visdom. Det næste element er tro. Det tredje element er håb, og det sidste element er kærlighed. Så visdom, tro, håb og kærlighed. Dem vil vi gå igennem i denne rækkefølge.

Visdom

For det første har vi brug for visdom for at kunne forvalte Guds penge ret. For overhovedet at kunne begynde at håndtere penge på en vis måde, så er det afgørende, at vi kan finde ud af at styre vores penge. Det må være os, der styrer vores penge og ikke vores penge, der styrer os. For at kunne styre vores penge, så kræver det to ting. Det kræver en plan. Det som man kalder et budget og så kræver det selvdisciplin. Det kræver nemlig disciplin at holde sig til den plan, man nu har lagt. For nogle mennesker, så kommer disse ting lette og naturlige, og for andre, kan det være virkelig svært at få styr på de her ting. Men under alle omstændigheder, så er det Guds visdom, at vi lægger en plan for vores økonomi.

I Lukasevangeliet kapitel 14 vers 28, her ser vi blandt andet, at Jesus han regner det som en selvfølge, at man lægger en plan for sin økonomi. Jesus taler egentlig om noget helt andet her. Han taler omkring discipelskab og om at følge efter ham. Men han nævner dette økonomiske princip som et argument for netop den pointe, som han er på vej til at formidle til sin lyttere. Han stiller dette retoriske spørgsmål i Lukas 14 vers 28, hvor han siger:

Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!

Så der står her som en selvfølge, at han sætter sig ned og laver en beregning og lægger en plan. I ordsprogene 27 vers 23, der finder vi også et skriftsted, som formaner os til at holde styr på vores økonomiske situation. Ordsprogene 27 vers 23 der står der sådan her:

Hold dig underrettet om dit småkvægs tilstand, vær opmærksom på dine hjorde, for velstand holder ikke evigt, rigdom holder ikke i slægt efter slægt.

Hold dig underrettet om dit småkvægs tilstand. Vær opmærksom på dine hjorte, står der. Det taler ikke direkte om penge, men som vi ved, så er der meget andet end penge, som vi skal holde styr på. Det er også alt, hvad vi ejer. I den tid, som det her er skrevet i, var en stor del af ens økonomi netop de naturalier, som man havde at forvalte; ens dyr og ens egendele. Så med andre ord, så er det nødvendigt for os, at vi holder styr på vores penge, for at de ikke bare skal smuldre mellem hænderne på os.

Så hvis du ikke har en plan, så har du ingen mulighed for at styre og prioritere, hvad dine penge skal bruges til og hvad der skal bruges til hvad. Dit forbrug vil blive præget af tilfældighed, fordi du blot vil købe, hvad der nu lige falder dig for, hvad du måtte have brug for eller have lyst til. I værste fald så når du kun halvvejs igennem måneden før kontoen er tom.

Som vi har slået fast tidligere, så har Gud givet os noget, som er til os selv. Han har givet os brød at spise, og han har givet os noget, som er til andre. Han har givet os udsæd. Hvis ikke vi har en plan, hvis ikke vi prioriterer vores penge, så risikerer vi meget vel, at vi kommer til at spise det hele selv. Også den udsæd, der skulle have været givet videre til andre. Så uden en plan, da er det umuligt at forvalte efter Guds anvisninger, fordi vores forbrug vil blive overladt til tilfældigheder.

Vi har brug for Guds visdom i at kende og planlægge vores økonomi, og vi har brug for for Guds hjælp til at holde os til planen. Vi har brug for selvdisciplin. Vi har brug for at sige nej til nogle af de ting, som vi umiddelbart har lyst til, fordi de ikke er en del af planen. Det er ofte det, som kan være det sværeste i at lægge et budget; det er at holde det og at følge de planer, der er lagt, og de aftaler, der er indgået.

Men hvad så med sådan noget som uforudsete udgifter, som ikke var en del af budgettet? Hvad gør vi med dem? Igen her kræver det visdom. Gud siger i sit ord i ordsprogene 21 vers 20:

Kosteligt forråd og olie er i den vises bolig, men et tåbeligt menneske æder det op.

Så det er et vers, der taler om at lægge noget til side i stedet for at æde det hele op. Hvis du lægger noget til side hver måned, så vil du lige så stille få opbygget en lille opsparing. En "buffer", som vi kalder det i kirkens budget. Den "buffer", den opsparing kan du tage af den dag, uforudsete udgifter de melder sig.

Hvis ikke du har en opsparing. Hvis ikke du har noget budget, som du kan holde, så ender du let med at komme til at stå i gæld og stifte gæld. På den lange bane, så kommer gæld af at man bruger flere penge, end man tjener. En opsparing den kommer af, at man bruger færre penge, end man tjener. Det er et ganske simpelt regnestykke. Gæld kommer af at bruge penge, før man har tjent dem.

Det med at stifte gæld, det har Gud ord også en hel del at sige omkring. Der står blandt andet i Ordsprogenes Bog 22 og vers 7:

Den rige er herre over de fattige, og låntageren er långiverens træl.

Den, der låner penge, er altså træl, er den, der giver lånet. Hvordan hænger det sammen? Hvis du skylder banken penge og hvis ikke du kan betale de penge tilbage til banken til aftalte tid, så begynder banken at bestemme over dig og over, hvad du må bruge og ikke må bruge dine penge til. De kan begynde at bestemme, at du skal skaffe dig af med nogle af dine ting, sælge dine ting for at kunne betale tilbage. De kan bestemme, at du stort set ikke må eje noget, før du har betalt det, du skylder. Hvis banken bestemmer over dig, hvordan kan du så være fri til at tjene Gud?

Det betyder ikke, at det er kategorisk forkert at låne penge for eksempel til et hus. Der har du typisk mulighed for sælge huset igen og betale gælden tilbage. Problemet opstår, hvis vi kommer til at skylde mere, end vi ejer, så vi ikke har noget at betale gælden tilbage med. Det er den situation, som Guds ord advarer os imod, når han siger, at låntageren er långivers træl. Så lær at spare op i stedet for at stifte gæld. Har du stiftet gæld, så læg et budget, hvor du har overskud til at få betalt gælden af. De ting jeg har nævnt her, er grundlæggende visdom ud fra Guds ord om at styre din økonomi. Lav en plan, læg et budget og opøv disciplin i at holde dig til planen. Målet er, at det er dig, der skal styre dine penge. Det er dig, der skal være med til at sætte dagsordnen, i stedet for at det er pengene, der styrer dig og leder dig på afveje.

t budget er også et fantastisk redskab til jer, som er gift til at sætte jer ned med jeres ægtefælde og drøfte og prioritere, hvad jeres penge skal gå til. Så har I begge to klarhed af aftaler og rammer, som I kan forvalte indenfor. Med sådan et budget kan I finde fælles fodslag i jeres forvalterskab, og I kan hjælpe hinanden i at opøve disciplin til at holde budgettet. Det er det første element, vi har brug for. Vi har brug for visdom i vores forvalterskab. Vi har brug for visdom, som gør os i stand til at lægge en plan, som giver overskud og ikke underskud, og at holde os til den plan.

Tro

Det andet element som afspejler sig i vores håndtering af penge, er tro. Elementet tro betyder, at vi må stole på og have tillid til, at Gud sørger for os. Vi tror på, at han forsørger os, og vi kan hvile i hans løfter om, at han tager sig af os. Som mennesker i den her verden så kan vi meget let blive bekymret for, hvordan vi skal klare os, og hvad fremtiden vil byde på. Men Jesus formaner os af flere omgange, blandt andet i Matthæusevangeliet kapitel 6 til, at vi ikke skal bekymre os. Han siger sådan her i Matthæus 6 vers 25:

Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden.

Faderen giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Vi tænker helt instinktivt, at det er pengene på vores konto, der sørger for os. Det er dem, der sikrer, at vi kan få mad, at vi kan få tøj, og vi kan få tag over hovedet. Vi kan let forledes til at tænke, at jo flere penge vi har, desto mere trygge kan vi være. Men Gud siger noget andet. I Første Timotheus Brev kapitel 6 vers 17. Det er Paulus, der skriver her til Timotheus. Han siger:

Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver.

Læg mærke til her, hvordan han omtaler rigdom. Han siger, at den er usikker. Du skal ikke sætte dit håb til usikker rigdom. Det vil sige, du skal ikke sætte dit håb til din opsparing eller til din indtægt - lige meget hvor stor den måtte være. I stedet for skal du sætte dit håb til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. Så her har vi det igen. Det er Gud, der sørger for os, ikke vores penge i sig selv.

Så elementet tro betyder, at vi stoler på, at det er Gud, der sørger for os og skænker os alt, hvad vi har brug for. Men det betyder også, at vi må tro på, at han skænker os og giver os mere, end vi har brug for, så vi har noget at gøre godt med. Han skænker os rigeligt, som der står her i Timotheus brevet. Lad os prøve at læse teksten fra 2. Korintherbrev kapitel 9, 5-11 som vi også læste sidste gang:

Jeg har derfor ment det nødvendigt at bede brødrene om at rejse i forvejen og på forhånd ordne jeres forud lovede gave, så den kan ligge klar som en rundhåndet gave, ikke som et småligt bidrag.
For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver. Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt – som der står skrevet:
Han strøede ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed består til evig tid.
Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os.

Der står her i vers 8, at Gud giver så vi har nok af alt og endda overflod til at gøre godt. I vers 10, at han forsyner os både med brød og spise og rigeligt med udsæd.

Hvis vi stoler på, at det er Gud, der sørger for os, så må vi også stole på, når han siger, at han giver os rigeligt, så der er noget til overs, vi kan give til andre. Det kan godt være, at vi ser på vores indkomst, og vi ser på vores udgifter og tænker, at det hænger kun lige med nød og næppe sammen. Det kan være, der er et par håndører, vi kan undvære, men det er også det. Men teksten her siger noget andet.

Hele konteksten for det som Paulus skriver om til Korintherne, det er, at han gerne vil opmuntre dem og udfordre dem til at turde give meget. Ikke kun en smule, men en rundhåndet gave, som der står i vers 5 og ikke kun et småligt bidrag. For husk, at den der sår rigeligt (vers 6) skal også høste rigeligt. Så de vil ikke komme til at mangle. Tværtimod. Men det kræver tro. Det kræver tro at stole på Gud i de her ting.

Hvis vi for eksempel giver 5% af vores indtægt tilbage til Gud, kan vi så få tingene til at hænge sammen? Hvad hvis vi giver 10%? Eller 15%? Gad vide hvad der egentlig sker, hvis vi sår rigeligt? For Gud lover, at vi skal høste rigeligt. Paulus understreger her i teksten (vers 7), at det er ikke noget pres. Gud vil ikke, at vi skal give vrangvilligt eller modvilligt, men Paulus udfordrer Korintherne her. Tør du at springe ud i at give dine kære penge tilbage til Gud?

Det er den samme ordlyd, som vi hører i Det Gamle Testamente i Malakias Bog, hvor der står i kapitel 3 vers 10, at Gud sætter sit folk i rette, fordi de har holdt deres tiende og gaver tilbage. De har på grund af mistillid til Gud holdt på pengene. Så siger han sådan her:

Bring hele jeres tiende til forrådskammeret,
så der kan være føde i mit hus.
Sæt mig på en prøve,
om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer
og udøser velsignelse uden mål over jer,
siger Hærskarers Herre.

Sæt mig på prøve, siger Gud. Stol på mig, og jeg vil udøse velsignelse over jer uden mål. Så at give til Gud kræver altid tro. Hvis du har lidt at gøre med, så kræver det tro til, at du stadigvæk kan få tingene til at hænge sammen, selv om du giver. Hvis du har meget at gøre med, så kræver det tro til, at dine penge er bedre investeret hos Gud end andre steder. Det kræver tro til, at der er større velsignelse ved at give til Gud end ved at forkæle sig selv med denne verdens goder. Så tro er et meget vigtigt element i vores økonomiske forfatterskab. Tro på, at han sørger for os. Tro på, at noget af det bedste vi kan gøre, er at give noget af det tilbage til ham, som han har betroet os.

Håb

Et tredje element der må være kendetegnende for vores forvalterskab, er elementet håb. Vi har allerede stødt på ordet håb i 1 Timotheus Brev, hvor der stod, at vi ikke skulle sætte vores håb til usikker rigdom, men vi skulle sætte vores håb til Gud. Det håb vi har til Gud, er ikke bare et håb om, at han vil sørge for os her på jorden, mens vi er her. Nej, det er et håb, som rækker helt ind i evigheden. Det er et håb om, at når vores tid her på jorden er forbi, så skal vi være sammen med ham for evigt i himlen. Så hvad end Gud betror dig her på jorden at forvalte, om det er lidt eller meget, så kommer du ikke til at tage noget som helst med dig herfra.

Vi ser nogle gange i de gamle kongegrave, at de lagde guld, smykker og andre ting med i graven. En eller anden sjov ide om, at det skulle følge med dem på den anden side af døden. Men det kan jeg godt forsikre dig, at det fungerer ikke sådan! Det spild af jordisk guld at gøre sådan. Vi kommer ikke til at tage noget som helst af det, vi bygger op her med os igennem døden.

Mennesker, som ikke har noget evigheds perspektiv. De bruger typisk deres rigdom på at købe store huse, køre i dyre biler og tage på eksklusive ferie. De ophober deres penge, så de kan leve i luksus i deres alderdom her på jorden. Men dem skal vi som kristne ikke ligne.

I må gerne slå op i Lukasevangeliet kapitel 12 og vers 16. Her fortæller Jesus nemlig en lignelse om en mand, som bruger sine penge uden at have noget evigheds perspektiv.

Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Så en mand, der bruger alt sin velstand på sig selv og på sin opsparing, han bliver her kaldt en tåbe. Hvorfor er han en tåbe? Det er han blandt andet fordi, at hans hans investering er kortsigtet. Han tænker kun på sin alderdom, men ikke på sin evighed. I stedet for bare at tænke 10 år frem, når vi planlægger, sparer op og investerer, så kalder Gud os til at tænke 10 millioner år frem, når vi overvejer vores økonomi. Når vi har et et evigt håb, så er det det, som må afspejle sig på, hvordan vi investerer og forvalter vores penge. Vores tid her på jorden er så uendelig kort, når vi holder den op imod evigheden. Jesus lærer os, at vi skal samle skatte i himlen og ikke på jorden. Men hvordan gør vi det? Det kommer Jesus ind på lidt senere i Lukasevangeliet vers 32, hvor han siger:

Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger.

Så ved at sælge dine ejendele og give almisse; det vil sige at give til dem, der er i nød og har brug for det, så skaffer du dig en pung, som ikke slides op og en uudtømmelig skat i himlen. Når vi giver, så samler vi en skat i himlen. En skat, der ligger og venter på os, den dag Gud han henter os hjem. Men igen her kræver det tro. Stoler vi på, at det er bedre for os at investere vores penge i himlen end her på jorden? Gud siger til os, at det er tåbeligt at samle skatte på jorden, men at det er vist at samle sig skatte i himlen. Hvordan den skat ser ud, det ved vi ikke præcist. Men hvis vi stoler på Gud og hans godhed og hans løfter, så gør vi klogt i at investere vores penge i Guds rige i stedet for blot at investere dem i vores eget lille jordiske kongerige. Vores forvalterskab må være præget af håb. Det må være præget af, at vi har et evigt håb, som gør, at vi prioriterer anderledes end verden omkring os. At vi samler os en skat et andet sted end her på jorden, så vi kan være rige hos Gud. Så slutter Jesus af her i vers 34, hvor han siger:

For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.

Det leder os hen til at se på det sidste element, som er vigtigt i vores forvalterskab, nemlig kærlighed.

Kærlighed

Utallige steder i skriften ser vi en tæt forbindelse mellem vores hjerte og vores ejendele. Helt naturligt, så bruger vi penge på det, der betyder noget for os. Det betyder noget for os at have tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet. Det betyder noget for os at kunne tage et et varmt bad og sove i en lun seng. Det betyder noget for os at kunne komme omkring, besøge hinanden, tage i kirke og så videre. Derfor bruger vi penge på bolig, indretning, bil, cykler, tøj, mad og så videre. Vi bruger penge på de ting, der betyder noget for os. Men det modsatte er også sandt.

Det vi bruger penge på, kommer til at betyde noget. For hvor vores skat er, der vil også vores hjerte være, siger Jesus. Jo flere skatte du samler her på jorden, des mere vil dit hjerte være optaget af det, som du har samlet dig her. For hver eneste ting, som du anskaffer dig, så er det ikke bare de penge, du skal bruge på at købe det, men du skal også bruge tid på at vedligeholde det. Du skal bruge penge på at reparere det, og du skal bruge plads på at opbevare det.

Så når du kigger rundt i dit hjem. Når du kigger på dit budget og på din bankkonto. Hvad er det så, du kan se der der betyder noget for dig? Hvad er det, du har kastet sin kærlighed på? Johannes advarer os i Første Johannes Brev 2, 15 sådan her:

Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.

Så den materialisme vi ser omkring os og som reklamerne konstant bombarderer os med, den er ikke af Faderen, men af verden. Vi skal være forsigtige med, hvad vi fylder vores liv, vores hjem og vores hjerter med. For hvor vores skat er der vil også i vores hjerte være. I stedet skal vi lade os lede af Jesu forbillede, som vi læser om i 2. Korintherbrev 8, vers 9, hvor der står:

...og I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.

Jesus var og er rig, uendelig rig, ejer alting. Men på grund af kærligheden, så var han villig til at blive fattig for at kunne gøre andre rige. Han var lig med Gud, som der står i Filipperbrevet, men han gav afkald på det altsammen. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn. Kærlighed giver. Kærlighed gør os villige til at give afkald på noget af det til os selv for at have noget at give til andre. Så er dit budget præget af kærlighed? Er der plads til gavmildhed og gæstfrihed? Har du skrællet noget af forbrugskontoen og komfortkontoen for at kunne opjustere givekontoen?

Charles Spurgeon adresserer i en af sine prædikener den typiske bemærkning fra en kristen, som spørger: Jeg vil gerne vide præcis, hvor meget jeg skal give. Til den bemærkning forklarer han, at eftersom vi ikke under loven, så kan vi ikke give sådan en regel. I stedet så siger han, vi skal give i overensstemmelse med Kristi eksempel. Han fortsætter sådan her i prædikenen, hvor han starter med at citere fra andet Korintherbrev 8, vers 9. Jeg citerer her fra hans prædiken:

I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom. Det vil jeg sige, vi skal give, som vi elsker. Vi ser, hvor meget vor Herre Jesus Kristus elskede ved at se på, hvor meget han gav. Han gav sig selv hen for os, fordi han elskede os med al den magt og kraft, som var i ham. Hvorfor brød kvinden sin alabastkrukke og hældte kostbar olie over Kristi hoved, når olien kunne have været solgt for meget og pengene givet til de fattige, eller når hun kunne have beholdt olien for sig selv? Hun gav meget, fordi hun elskede meget. Jeg anbefaler denne regel til jer. Giv som du elsker og vurder din kærlighed ud fra din gave.

Så elsker du Gud? Elsker du den menighed, han har sat dig i? Har du barmhjertighed med dem, der lider nød? Så lad elementet kærlighed komme til udtryk i dit budget og din planlægning.

Vi har nu været igennem de her fire elementer, som må præge vores forvalterksab: Visdom, tro, håb og kærlighed. Målet for dig som en kristen er at herliggøre Gud med dit liv og dermed også med dine penge og dine ejendele. Gud kalder dig til at være en trofast forvalter af hans penge efter hans anvisninger. For at gøre det, så har du brug for alle de her fire elementer.

Du har brug for visdom til at styre din økonomi. Du må lære at lægge en plan og holde dig til planen. Du må lægge et budget, hvor der er noget til at leve for, noget at spare op af og noget at give af.

Du må gøre det i tro til Gud og i afhængighed af ham. Du må stole på, at Gud sørger for dig, lige meget hvilken situation du måtte befinde dig i. Du må stole på, at han giver dig rigeligt både af brød at spise og er udsæd til at så ind i Guds rige. Hvis du mangler tro, så kan du let ende med at blive frustreret og føle, at du ikke rigtig har noget at give, selvom du måtte have lyst til at give. Så kan det være, at vi ender med at lade være med at give, selvom vi har lyst til det. Vi må stole på Guds løfter om, at han giver os nok til, at vi har noget at give af.

Alt det her giver kun mening for os, hvis vi har et evigt håb! Et håb, som rækker ud over livet her på jorden. Det er elementet håb, som giver forvalterskabet et evigheds perspektiv, og det hjælper os til ikke at fortabe os i den her verden. Hvis ikke du har dit liv forankret i et evigt håb, så ender du let med at blive misundelig på naboen, som har mere jordisk gods end dig. Det kan være, at han har en Porsche stående i indkørslen, men husk du har en skat i himlen.

Elementet kærlighed siger: Elsk ikke verden, men elsk Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Også med dine penge, fordi kærlighed giver. Hvis du som kristen mangler kærlighed, ender du med bare at give for at retfærdiggøre dig selv og for at dulme din samvittighed. Det er ikke den givertjeneste, Gud er ude efter.

Så når du kigger på din økonomi, når du planlægger at lægge budget, så spørg dig selv, om det er præget af tro, håb og kærlighed. Kan man se, at du stoler nok på Gud til, at han giver dig både noget til dig selv og noget at give af til andre? Kan man se, at du har et evigt håb, som tænker langsigtet, ikke bare på jordiske ting og investerer i den jordiske bolig, men også at investere i din himmelske bolig? Kan man se, at du har en kærlighed, som gør dig villig til at give afkald til at nøjes med mindre for at have mere at give.

I virkeligheden handler det ikke så meget om penge, lige meget hvor mange eller hvor få penge vi måtte have. Det handler om dit hjerte. Er der visdom i dit hjerte, til at planlægge og til at disciplinere dig selv? Er der tro i dit hjerte til at Gud han vil sørge for dig, så du altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt? Hviler dit hjerte i et evigt håb, som giver dig tro til at investere og prioritere anderledes end verden omkring dig? Er dit hjerte fyldt af kærlighed, som gør, at du er villig til at blive fattig, til at give afkald for at kunne gøre andre rige? Og husk igen, der er ingen pres. Du skal ikke give for mange vrangvilligt. Gud vil, at det skal være en glæde for dig at give. En velsignelse.

Forhåbenligt så kan de her elementer; din tro, din tillid til ham, dit evige håb og din kærlighed gøre det til en glæde. Han har vist dig at den kærlighed, som Gud har vist dig, at den kan være med til at gøre det til en glæde at give, så vi ikke giver vrangvilligt, men vi giver rundhåndet og rigeligt, så vi også kan få lov at høste rigeligt og se frem til den evige skat, som vi samler os i himlen. Amen.