Jesus, fårenes hyrde

Jesus frenes hyrde

0:00

/2934.037083

1×

I dag skal vi tale om Jesus. Er det ikke skønt? Der er ikke noget bedre emne end Jesus. Vi skal tale om Jesus ud fra de første seks vers af Johannesevangeliet kapitel 10, som den gode hyrde.

Jesus er den gode hyrde for sine får. Og det er ud fra disse vers som sagt, at jeg har givet budskabet i dag titlen "Jesus, fårenes hyrde".

Så lad os læse sammen her, Johannesevangeliet 10, kapitel 1 til 6, hvor vi læser:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.« Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om."(Johannesevangeliet 10,1-6)

Amen. Mange af os er blevet chokerede over nyheden for nyligt om en stor tjeneste, der pludselig stopper brat på grund af synd, der diskvalificerer en person fra tjenesten som hyrde.

Det har chokeret mange, alene på grund af den profil han var, og den betydning han har haft i mange menneskers liv. Jeg ved også i mange af vores liv her i menigheden.

Nyheden har også givet anledning til at stoppe op og tænke på, hvor vigtigt det er for os, at vi ikke sænker paraderne. Hvor vigtigt det er, at vi som står, ser til, at vi ikke falder. Hvor vigtigt det er, at vi er åndeligt vågne. At vi er årvågne. At vi er rustet, fordi vores modstander, Djævelen, går rundt som en brølende løve og leder efter nogen at sluge. Som Matthæus han skriver: "for om muligt at føre selv de udvalgte vild".

Det gør os opmærksom på, at vi som mennesker er syndere, der er fuldstændig afhængige af Guds nåde til at lyde hans kald, til dagligt at dø fra os selv, at følge Kristus og leve for ham.

Mange af er ikke bare blevet chokeret, men de er blevet dybt bedrøvede og også forvirrede. Men der er det bare vigtigt at huske, at kirken har en hyrde, der aldrig svigter. Dens under hyrder kan svigte, men den store hyrde svigter aldrig, fordi han er en god hyrde. Amen.

Forskellige karakterer i èt billede

Vores tekst i dag taler om den gode hyrde, og vi hører, at Johannes citerer Jesu egne ord om sin rolle i forhold til de, som tilhører ham. Og han anvender det meget visuelle og for jøderne også meget aktuelt og fortællende billede af hyrden og sine får, som også trækker tråde tilbage til Det Gamle Testamente.

Vi hører om fårefolden, og vi hører om døren og dørvogteren og hyrden og fårene, de fremmede og så den, som er en tyv og en røver. Det er flere forskellige kategorier og flere forskellige karakterer og samlet i ét billede, som taler ind i den her aktuelle virkelighed.

Vi kan hurtigt, når vi tænker på det her billede, og når vi tænker på de her forskellige karakterer og elementer og kategorier og dimensioner, i den her passage, hurtigt kan komme til at spekulere på, hvad de enkelte dele de skal betyde.

Hyrden har vi styr på, det er selvfølgelig Jesus. Men hvem er dørvogteren, og hvad er fårefolden? Der har været flere bud på det også gennem tiden. Men som altid er det vigtigt at have det her grundlæggende princip om, at man prøver at forstå billedet.

Det der hjælper er også at prøve at kigge på på hele konteksten, og det vil sige, også det som er gået før, nemlig beretningen om den blinde fødte mand, som vi skal huske på, at kapitel 10 her kommer i forlængelse af.

Derudover har vi selvfølgelig den gammeltestamentlige baggrund, som Jesus er inspireret af, når han også bruger det her billede her. Det er en af de ting, som vi også kan berøre her om lidt.

Men en af de ting, der forbinder kapitel 9 med kapitel 10, er det første vers her i kapitel 10, hvor vi læser:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver". (Johannesevangeliet 10,1)

Tilbageblik på den blindfødte mand

Det, vi så i kapitel 9 det var en situation, hvor Jesus helbreder en mand, som har været blind fra fødslen, og hvor vi ser, at den blindfødte mand efterfølgende, efter at han er blevet helbredt, så bliver han verbalt angrebet af de religiøse ledere. Altså de ledere, som egentlig burde være hyrder for ham, og som egentlig var sat til at være hans åndelige ledere, hans åndelige hyrder. De angriber ham i stedet for.

Jesus han helbreder ham og hvad gør de? Jo, de smider ham ud af synagogen. Og så siger Jesus så i kapitel 10 i det første vers her, at tyve og røvere prøver at komme ind til fårene uden om døren ved at klatre over et andet sted. Og i vers 7 læser vi, og det kommer vi ind på næste gang, at det er dem, altså dem, som er identificerede her som tyve og røvere, det er dem, som kom før Jesus. Men så siger han, at fårene, de hørte ikke på dem.

Vi husker, hvordan den blindfødte, han agerede, han lyttede egentlig ikke, han hørte ikke på farisæerne. Faktisk satte han fingeren på deres problem i vers 27, nemlig at deres problem var, at de ville ikke høre sandheden. De ville ikke høre sandheden om, hvad Jesus havde gjort, og hvad Jesus havde gjort i den blinde fødtes liv, at han havde helbredt ham. De ville ikke anerkende det. De ville deres egen dagsorden. De ville følge deres egen vej. De ville ikke komme og anerkende Jesus og gå gennem døren. De ville gå et andet sted.

Hyrden kalder sine får ved navn

Med den baggrund kan vi begynde at se billedet med det her mere konkrete lys. Først og fremmest giver Jesus os billedet i vers 1, her er fårefolden og døren.

Når vi tænker på det her billede af fårefolden og døren, så ved vi, at i Mellemøsten på den her tid, så var der mange fårefold. Det er der stadig i dag. Og en fårefold er typisk en firkantet indhegning af en stenvæg, der går rundt, og så er der en enkelt døråbning ind.

Typisk var det uden en dør, men der var også mange, som havde en dør, og det var typisk dem, der var inde i byerne. Men dem ude på landet, det var bare en åbning, der var.

Jesus, som vers 7 siger, beskriver sig selv som døren, og samtidig er han fårenes hyrde, der går ind gennem døren, som vi ser i vers 2. Så den, vers 1, der ikke går gennem døren ind til fårefolden, det vil sige den, der ikke går gennem Jesus, han er en tyv, en røver.

Vi husker farisæernes anklage mod Jesus i kapitel 9 og vers 16, at han ikke er fra Gud, fordi han ikke overholder sabbatten. Det var deres anklage imod Jesus. Han kan ikke være for Gud, fordi han holder ikke sabbatten.

Men vi ved også, at når de refererede til sabbatten, så var det deres egne sabbat love og ikke Guds lov. Det vil sige, at de havde en hel masse love omkring sabbatten, som de så anklagede Jesus for ikke at holde.

De forkastede Jesus, og de forkastede den blindfødte, fordi at han ville følge Jesus. Og så anklagede de ham for at være helt igennem født i synd. Det sidste de ville, var at komme gennem døren. Det sidste, de ville, var at komme til Jesus og anerkende, at han er fra Gud.

Det ville de ikke til trods for som Jesus også tidligere havde peget på, at Moses jo, som de fulgte flere gange, jo peger på Jesus, peger på døren og peger på den lovede Messias og taler om ham. Farisæerne er således tyve og røvere.

Fårefolden, det er det jødiske trossamfund, det er judaismen, det er den kontekst og fårene i hvertfald Jesu får, det er de, som hører den gode hyrdes røst og gav respons på hans kald. Der var den blinde fødte også et eksempel på et får, som pludselig hører hyrdens røst og begynder at følge ham.

Hvis I er interesseret, så har Martin også gennemgået en serie for en del år tilbage omkring Jesu 7 "jeg er" udsagn. Der går han også i dybden med og beskriver hele det her billede. Det kan I lytte til, det var virkelig godt, kan jeg huske.

Men når vi tænker på billedet her af fårefolden, så skal vi tænke på, at disse fårefolde var beregnet til at have flere fåreflokke og flere hyrder samtidig. De blev ført ind gennem åbningen, det kunne være flere flokke, det kunne være på alle tidspunkter af dagen, i løbet af dagen. Det kunne også være om natten, at de kom ind.

Så når en hyrde så skulle lede sine egne får ud blandt de andre flokke, der også var der samtidig, så var det jo afgørende, at de kunne genkende deres egen hyrdes røst. Og det kunne de. Som vers 3 siger, så kalder hyrden dem ved navn. Han kalder sine egne får ved navn, og de hører hans røst. Og i vers 27 ser vi, hvordan Jesus, han siger, at mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Mine får hører min røst.

Så det er et meget, meget stærkt billede. Meget, meget levende billede. Vi ser i vores tekst her, at Jesus som den gode hyrde, hans får, som følger ham, fordi de hører hans røst, de kender hans røst. Og så kontrasten til farisæerne, de falske hyrder, der er som tyve og røvere, fordi de, som vers 10 siger; stjæler i stedet for at give. I stedet for at give, i stedet for at velsigne, så stjæler de, og så tager de. Men Jesus, han kommer for at give og velsigne. Jesus, Han er den gode hyrde.

Tre forskellige kendetegn

Det, som jeg gerne vil i dag, er at vi skal se i vores tekst her, det er tre forskellige kendetegn, som vidner om Jesus som den gode hyrde, som fårenes hyrde.

For det første, så er Jesus en god hyrde, fordi han kalder sin får. For det andet, så er Jesus en god hyrde, fordi han leder sine får. Og for det tredje, så er Jesus en god hyrde, fordi han kender sine får, og hans får kender ham. Så de her tre kendetegn her, han kalder sine får, han leder sin får og han kender sin får.

Jesus kalder sine får

Lad os begynde med det første kendetegn Jesus kalder sine får. Vi læser fra vers 2 til 3: "Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud."

Hvis vi igen tænker på beretningen i kapitel 9, så kan vi se, hvordan farisæerne og de falske hyrder i stedet for at glæde sig over det, der skete, i stedet for at glæde sig over, at en af deres egne får var blevet mirakuløst helbredt for en ellers uhelbredelig tilstand. Jamen, i stedet for at gøre det, så vil de ikke tro. Det er det, vi ser i vers 18.

De ville ikke tro på det. De ville noget andet end at tro på sandheden. De vil ikke komme til døren, gå ind gennem døren til fårefolden, hvilket vil sige, at de vil ikke gøre Guds vilje. Derfor gjorde de sig selv uegnede som hyrder.

Her giver Det Gamle Testamente en rigtig god baggrund for at forstå dette billede her i Ezekiels Bog, som giver et ekstra lag til det her billede. Vi ser i Ezekiels Bog 34, der må du gerne slå op i.

I vores danske bibler har det kapitel overskriften "Israels slette hyrder og den rette hyrde". Budskabet fra Herren til de slette hyrder, det er Ezekiel 34, der læser vi fra vers 2 til 3, at der står: "ved Israels hyrder, som vogter sig selv, skal hyrder ikke vogte får. De spiser det fede, ulden bruger i til klæder, og de fede dyr slagter i, men I vogter ikke fårene."

Og så kommer så advarslen i vers 10: "Herren siger: "Nu kommer jeg over hyrderne og kræver mine får af dem." Og så vers 13, jeg springer lidt rundt, vi tager bare lige nogle udpluk af versene her. Vers 13: "jeg vil føre dem ud fra folkene og samle dem fra landene og bringe dem til deres eget land." Og hvis vi tænker på kapitel 10, så kan vi tænke på på vers 16, hvor Jesus siger: "Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold".

Og han taler omkring hedninge folkene, som han også vil kalde. Så Ezekiels 34,13: "Jeg vil føre dem ud fra folkene, samle dem fra landene og bringe dem til deres eget land." Og vers 15: "Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren." Læg mærke til, hvem det er, der taler her, det er Gud Herren, og han identificerer sig selv som hyrden. Han er den gode hyrde, Gud Herren.

Endelig så hører vi så løftet om Messias i vers 23 i Ezekiels 34:

"Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde." (Ezekiels 34,23)

Og så kommer vi så til Johannes evangeliet kapitel 10, hvor vi ser opfyldelsen af de gammeltestamentlige løfter, Davids søn, Jesus Kristus, som er Gud Herren, Israels frelser, han kommer som den gode hyrde. Han kommer som den gode hyrde og erstatter de slette hyrder.

I modsætning til dem, så går han ind gennem døren, fordi han er fårenes sande hyrde. Han gør, hvad der er Guds vilje, og han kommer til sine får med livet fra Gud. Og når han kommer til sine får, når han kommer til dem, så kommer han ikke for at fordømme dem.

Når han kommer til dem, så kommer han ikke for at trykke dem ned, for at tage fra dem, for at forbande dem, for at stjæle fra dem. Nej, når han kommer til dem, så kommer han med Guds vilje. Han kommer ikke for at jage dem væk eller forfølge dem. Han kommer for at velsigne dem. Han kommer for at kalde på dem.

Mange af dem, som han er kommet for at kalde, de er faret vild. Mange af dem, som han er kommet for at kalde, de er løbet væk fra dem. De er løbet væk fra fårefolden. De er løbet væk fra Gud, og de er endda begyndt at følge andre guder, ligesom vi også læser om i Dommerbogen, de hurtigt begyndte at dyrke andre guder.

Mange af dem de lever i mørke. De lever i fangenskab. De følger de slette hyrder. De følger tomheden. Men den gode hyrde han kom for at frelse det fortabte. Den gode hyrde han kom til de fortabte, for at kalde dem hjem, for at kalde dem ud af mørket, for at kalde dem tilbage til Guds riges fårefold. Hvor der er genoprettelse, hvor der er forsoning, hvor der er fred og liv og beskyttelse. Det er det, som han kom for. Han kom for at kalde dem.

I vers 3 så læser vi, hvordan den gode hyrde, han kalder sine får. Dørvogteren han lukker op for ham, og her der er dørvogteren, den trofaste underhyrde, der sørger for, at hyrden kommer ind. En, der ved, at det her er den sande hyrde. Han kender hyrden. Han ved, at han er egnet, han ved, at han er godkendt til som en sand hyrde at gå ind i fårefolden til sine får. Og han går ind og han kalder sine får, og det gør han ved navn.

Han kalder sine får ved navn, fordi han kender hver enkelt af sine får. Han kender dem helt personligt. De tilhører ham, og de kender ham, og de kender hans røst. Fordi han har kaldt dem, og så har han gjort dem til sine egne. De er hans, og derfor kender de ham, og de kan genkende hans røst. Og så fører han dem ud af fårefolden her, så de kan følge ham, når han går ud.

Er det ikke bare et smukt billede? Det er et fantastisk billede, men læg mærke til den gode hyrdes kald. Læg mærke til hvordan han kalder. Det er som sagt ikke upersonligt. Det er ikke et kald, som bare er et universelt kald, der går ud til alle får i hele verden, som bare går ud til masserne, sådan helt abstrakt. Nej, det er ikke et abstrakt kald, det er et bestemt kald. Det er et helt målrettet kald. Det er et kald ved navn til specifikke får, som han kender. Det er et personligt kald.

Det er som sagt et kald ved navn, lige som da han kaldte Zakæus. Han kaldte Zakæus ved navn. Da Zakæus han sad oppe i det træ, som vi læser om i Lukasevangeliet kapitel 19. Han sagde: "Zakæus, skynd dig at komme herned". Og til Levi sagde han: "Følg mig!" Og til Nathaniel sagde han: "Jeg så dig før Filip, han kaldte på dig".

Den gode hyrde, han ser sine får. Den gode hyrde, han ser dem, han kalder dem. Dem, som Faderen har givet dem, kapitel 10, vers 29. Fordi det er jo det, der er sket her, at faderen har draget disse får til sig, og så har han givet dem til sin Søn. Faderen har givet fårene til ham og han kalder dem personligt, nu kender han dem, og de kender ham. Han kalder dem ved navn.

Sådan har Gud altid gjort det. Han kalder sine egne til sig. Han drager sine egne til sig. Han kender hver enkelt af os. Han kender vores tanker. Han kender vores bekymringer. Han kender vores til kortkommenheder. Han kender til alle vores kampe. Ja, han kender til alle vores synder.

Men han lagde sit liv ned, for at vi kunne komme til ham. Han lagde sit liv ned, for at vi kunne komme til at høre hans kald, for at vi kunne høre hans røst, for at vi kunne komme og blive frelst og blive tilgivet og blive renset.

Dem, han forud har bestemt, skrev Paulus til romerne, har han også kaldet. Og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, Romerbrevet 8,30. Med andre ord Hyrdens kald, brødre og søstre. Hyrdens kald er til de får, som han har forudbestemt til at blive retfærdiggjort ved troen på Kristus. Er det ikke fantastisk? Det er det, vores tekster i Johannesevangeliet rent faktisk lærer os.

Vi kommer til at se det endnu stærkere, eftersom vi kommer længere og længere ind i det tiende kapitel. Men hans kærlige og personlige og udvælgende kald, ved dèt kald ved vi, at han er en god hyrde, som har omsorg for sine får.

Jesus leder sine får

Det andet kendetegn, vi ser vores tekster, vidner om Jesus som den gode hyrde for sine får. Det er, at nummer to, Jesus, han leder sine får, så han kalder sine får, og han leder sine får.

Vi læste i slutningen af vers 3 at den gode hyrde fører sine får ud af fårefolden, eftersom han har kaldt på dem. Og så læser vi så i vers 4:

"Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst." (Johannesevangeliet 10,4)

Læg mærke til først og fremmest den gode hyrdes lederskab her. Vi ser, hvordan han er meget, meget opmærksom på sine får. Det er ikke bare sådan en tilfældig flok får, hvor man kunne tænke: nå ja, han kalder på dem og èn fra eller til, altså, hvilken forskel gør det? Nej, vi så i vers 3, at han kalder dem ved navn. Det er helt præcist de specifikke får, han skal have ført med ud, som han skal lede.

Det er ikke bare sådan en flok får, og hvis der er en eller to, der smutter, skidt med det. Nej, han kalder dem ved navn. Han skal have alle sine får med. Hver eneste af dem er et unikt individ med særlig betydning for hyrden. Han kender dem. Han holder af hver enkelt af dem på en helt særlig måde. Og derfor vil han også sikre, at han får alle sine egne får med ud af fårefolden, når det er tid til at forlade den. Han skal ikke have nogen af de andres får med, og han skal i hvert fald ikke glemme eller overse nogen af hans egne får.

Hyrden er omhyggelig, som en hyrde, som en leder, så er han omhyggelig med at få alle sine egne får ud. Han kalder dem ved navn. Kan I se læren her, brødre, søstre? Der er ikke et eneste af de får, som hyrden kalder, som han ikke får med. Der er ikke et eneste af dem, som han svigter, som han ikke i sin nåde og barmhjertighed som den gode hyrde sikrer, at han får dem med. Nej, han får dem alle med. Han får dem alle med.

Som vi skal se i vers 28, så skal de aldrig gå fortabt. Det står der. De skal aldrig gå fortabt. Hvorfor? Fordi ingen er i stand til at rive dem ud af hans hånd. Det er det, som vi lærer i kapitel 10. Ingen kan rive dem ud af hans hånd. Han er den gode hyrde for sine får.

Når det gælder hans får, så fejler han ikke. Når det gælder hans får, så svigter han ikke. Når det gælder hans får, så mislykkes han ikke. Nej, den gode hyrde leder sine får, og han får dem alle sammen med.

Det vi så ser i vers 4, efter at han får alle sine får ud, det er, at han går foran dem. Han går foran dem, og det man ser i dag, særligt i vesten, når man tænker på den metode, som fåreavlere bruger til at holde styr på deres får og lede deres får, den metode man bruger, det er, at man driver fårene.

Typisk bruger man en hyrdehund til at styre fårene i den rigtige retning, så man sikrer sig, at de kommer det rigtige sted hen. Men i Mellemøsten, så var det en anden metode. I Mellemøsten, på Jesu tid og også i dag, jamen så er det hyrden, der går foran og leder sine får.

Det gør han ved, at han kalder på dem. Han har et bestemt kald, en bestemt lyd. Når fårene hører den lyd, når de hører det kald, jamen så reagerer de på det. Så genkender de den, og så løber de i den rigtige retning, eftersom de hører hyrdens røst.

I dag, så ser man, hvordan også arabiske fårehyrder er blevet rigtig dygtige til det her med at udskille bestemte får, som de vil have. Hvis der er en stor, stor fåreflok, så kan de simpelthen udskille de bestemte får, som de skal have ud af flokken ved at give et bestemt form for kald med en bestemt form for lyd, som netop de enkelte får kan genkende, og så skiller de sig ud fra flokken. Det er egentlig meget imponerende, fordi de kender den der særlige lyd der også reagerer de på den.

På samme måde så kender Jesus sine får. Han kalder, og han leder dem. Og det gør han med den her helt unikke røst, som er hyrdens røst, som han giver sine egne får, evnen til at kunne høre.

Jesus han går foran sine egne får som den gode hyrde, og han kender vejen. Han kender vejen og hans får, de kan være trygge, fordi de ved, at han, den gode hyrde, han kender vejen. Så de følger bare efter i fuld blind tillid til deres hyrde. Sådan skal det være.

Uanset hvor de er, uanset om de kan høre ulvehyl i det fjerne, jamen så ved de, at de er i trygge hænder, fordi de følger den gode hyrde. Om det er mørkt, om vejen er trang, om det er besværligt, så ved de bare, at de følger en hyrde, som kender vejen, som nok skal sikre, at han får sine får med, der hvor de skal hen. At de kommer den rigtige vej hen, og at han nok skal sikre, at det er hver enkelt af dem, der kommer det rigtige sted hen.

Jeg ved ikke, om du har haft det sådan, men jeg tror mange af os mange gange kan føle det her med, hvor vi tænker; Gud, hvor er det egentlig, du er i gang med at føre mig hen? Altså, hvor er det lige, at vejen går her i den her situation? Det ved jeg ikke, om du har oplevet at tænke sådan. Det har jeg i hvert fald. Hvad er det lige? Hvorfor er jeg lige i den her situation lige nu? Hvad er din plan egentlig Gud?

Selv om vi ikke nødvendigvis lige får svarene lige nu og her. Typisk så er vi meget utålmodige, og vi vil gerne vide, hvad er det, der sker, og hvad er det, der skal ske? Jeg ved ikke, hvor vejen går, så er der en ting, vi hele tiden kan vide, igennem det hele, uanset hvor vi er og det er, at vi har en hyrde, som leder os. Han har fuldstændig styr på den retning, som han leder os i.

Han er en god hyrde. Det kan vi regne med. Vi kan have tillid til, at han kender ruten. Han har styr på situationen. Han har styr på sin fåreflok. Vi kan have tillid til vores gode hyrde.

Vi behøver ikke at bekymre os og det er også derfor, Bibelen lærer os; i skal ikke bekymre jer. I har altså en god hyrde. Han kender vejen. Han går foran os. Han leder os. Og det, som den her form for lederskab og kendskab til fårene gør, det ser vi i den sidste del af verset, den gør, at fårene de følger ham, fordi de kender hans røst.

Hvorfor er det præcis netop disse får, der kender hans røst og ikke alle mulige andre får, der tror, at det er deres hyrde? I den nære kontekst her i kapitel 10, så er det fordi, at de her bestemte får, de er blevet udvalgt af Faderen og vers 29; givet til Sønnen, som vi var inde på før. De er udvalgt af faderen, og de er givet til Sønnen.

Det, som Faderen har gjort for sine får, det ser vi også i kapitel 6 og vers 44. Det er, at han har draget dem til sig. Og fordi de er blevet draget af Faderen og kaldet af Sønnen, så har de fået ører til at høre fra Gud. De har fået ører til at høre, så de kan høre den gode hyrdes røst. Det er ikke alle, der kan høre den Guds hyrdes røst. Men dem, som har fået ører til at høre, de kan høre den gode hyrde røst.

I husker i kapitel 8, hvad var det, jødernes problem var? Kapitel 8, vers 4: "de kunne ikke høre Jesu ord". Det var deres problem. De kunne ikke høre. Og i kapitel 10, vers 26, forklarer Jesus så hans modstandere, at grunden til, at de ikke tror på ham, er fordi de ikke hører til hans får. Det er hans får vers 27, der hører hans røst og kun hans får.

Det er præcis dem, som han samler. Det er præcis dem, som han går foran og leder som den gode hyrde, han er. Kære ven, Kan du høre hyrdens røst? Kan du genkende hans røst? Han kalder sin får til sig. Han siger Kom og følg mig.

Jesus, fårenes gode hyrde

Endelig skal vi se her, at det tredje kendetegn, som vidner om Jesus som fårenes gode hyrde, at han kender sine får og hans får kender ham. Jesus Han kalder på sine får. Jesus Han leder sine får og Jesus han kender sine får. Det er det tredje punkt her.

Den her dimension af Jesu person, det her nære personlige kendskab, som Jesus har til sine egne. Den her omsorgsfulde og kærlige og nærværende kvalitet, hvormed han kommer helt tæt på hver enkelt af sine får og kalder dem ved sit navn og har den kærlige, tætte relation til dem. Det er faktisk en af de ting, som gør, at tusindvis af muslimer i dag forlader islam og kommer til Jesus. De kommer hjem til den sande profet og den sande Gud. Fordi de finder ikke den her kærlighed i islam.

Jeg vil bare lige give dig et kort eksempel bare i går, hvor vi var til Mikas' 14 års fest. Jeg sad ved siden af min storebror. Det er ikke så tit vi er sammen, men sikke en velsignelse og vi deler bare vidnesbyrd.

Han delte et vidnesbyrd omkring, at de har købt en lejlighed i Grækenland, og han har været i gang med at renovere den i nogle år, og for et par år siden var der nogle arbejder, som kom og hjalp ham med noget af det grove arbejde, der skulle gøres. Og så var det påske, og han fik anledning til egentlig bare at dele nogle få ord om Jesus i forbindelse med påsken for de her medarbejdere.

Det er to år siden og for ikke så længe siden, var der en af dem, han skulle mødes med på en café, hvor de havde aftalt at mødes. De havde fået en god relation, men der var en af de her medarbejdere her, som hed Mustafa, og det viste sig, at da de så skulle mødes på den her café, så sagde han, at ham der Mustafa, han kommer altså også lige med. Det var ikke lige planlagt, men han kommer altså også, fordi han vil gerne tale med jer.

Det viste sig så, at han var muslim, og efter det han hørte, det som Stefan havde delt med dem. Så var der bare sat noget i gang, nogle tanker i gang og han var bare begyndt at læse og han var bare begyndt at søge, og nu vil han møde dem igen, og så fik de lov at tale sammen.

I dag, så rejser min storebror derned igen, og så skal han mødes med ham, så vi kan bede for, at han må komme helt hjem. At han må blive frelst. Men det er bare noget, vi ser. Det er bare noget, der sker i verden i dag, at mennesker, de begynder at få øjnene op for at det, de er i, er ikke det rigtige.

Der må være noget mere. Der må være en Gud, som virkelig er en kærlig Gud. De finder ikke den her kærlighed i islam. Islam har ikke en god hyrde. Tværtimod. Men Jesus er den gode hyrde.

I modsætning til andre religioner, hvor gud enten er et eller andet abstrakt væsen eller noget, der findes i og forbundet med verden og universet eller en konkret gud, men en konkret gud, som bare er fjern og streng og styrer med sin lov og kræver, at hans undersåtter gør det ene og det andet for at opnå hans gunst.

I modsætning til den slags forestillinger, så er kristendommens Gud, han er kommet mennesker nær i sin Søn, Jesus Kristus, som blev et menneske, som led som et menneske for at frelse mennesker.

Som vi også kan se i vers 15, så kom han netop for at sætte sit liv til for fårene. Fårene var i fare, de var i syndens og dødens snare, men den gode hyrde, han kom for at redde dem. Han kom for at frelse dem. Han kom for at opsøge og frelse det fortabte.

Den frelsende gerning, hvori Gud kommer os nær, er netop den, som danner grundlag for det kendskab, som hyrden har til sine får, og det kendskab, som han så giver fårene mulighed for at have til ham som den gode hyrde.

Vi læser i vers 5: "men en fremmed vil de aldrig følge, de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst."

Hvad er det, der gør, at fårene er i stand til at skelne mellem den fremmedes røst og deres hyrdes røst? Det er ikke kun et spørgsmål om, at de ligesom har lært de her helt bestemte lyde at kende. Det er noget med lydbølgerne. Det er noget med, at de ligesom kan genkende, at det er en lyd i en bestemt oktav i en bestemt frekvens. Nej, de kan skelne mellem den fremmede og deres hyrde, fordi de kender deres hyrde. De kender deres hyrde, mens den fremmede, ja, han er jo fremmed for dem. Ham kender de ikke, men deres egen hyrde kender de.Det er det helt grundlæggende princip her.

Grunden til, at de med det samme reagerer på den gode hyrde trøst, det er fordi de kender ham. Og det er fordi de elsker ham. Fordi han elskede dem først. Fordi han kom, han dragede dem til sig. Han opsøgte dem og han frelste dem. Og han gav dem nyt liv. Og han gav dem evnen til at høre hans røst sådan, at de kunne elske ham. Det er dette kendskab, det er det personlige kendskab og venskab, der gør hele forskellen.

Vers 28 siger, at hyrden giver sine får evigt liv. Og hvad er det, der står om evigt liv i Johannesevangeliet? Der står flere ting, men en af de vigtigste definitioner af evigt liv finder vi i det syttende kapitel af vers 3, hvor der står: "Dette er det evige liv", og det er Jesus, der her beder til Faderen, den ypperstepræstlige bøn, som vi ser i kapitel 17.

"Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og Han, du har udsendt Jesus Kristus". (Johannesevangeliet 17,3)

Den gode hyrde. Det er kendskabet til Gud og kendskabet til Kristus, Guds Søn, som gør hele forskellen, og som også giver den troende dømmekraft til at kunne skelne mellem de slette hyrder og den gode hyrde, til at kunne skelne mellem løgn og sandhed, til at kunne skelne mellem mørke og lys.

Desto mere du kender Herren og vandrer sammen med ham, som Mattias også talte om for et par uger siden. Desto mere du lader dig fylde af hans ord, des bedre og stærkere din dømmekraft også bliver. Desto mere du fylder dig med Guds ord i stedet for verdens ord, desto stærkere din dømmekraft bliver.

Det er om noget, vi virkelig har brug for i disse tider, så er det dømmekraft brødre, søstre, fordi der er bare så meget løgn, der klæder sig ud som sandhed. Der er bare så mange ulve, der klæder sig ud som får. Men hvis du kender den gode hyrde, så vil du også genkende hans røst.

De, som virkelig kender Kristus. De vil aldrig forlade ham for en fremmed hyrde og en falsk Kristus. De får, der forlader flokken, det ser man jo, den synlige kirke har får, der er nogle, der forlader den. Det vil sige, at de er enlige, kan man sige forkaster deres bekendelse. Men det, de gør, er, at de beviser, at de faktisk aldrig i virkeligheden har været en af Jesu får til at begynde med.

Johannes skriver i sit første brev kapitel 2, vers 19, at de altså antikristerne, er udgået fra os. De var en del af os, vi troede, de var bare en del af fåreflokken, af dem, der fulgte Kristus. Men nu er de udgået fra os, skriver Johannes:

"Men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore." (Johannesevangeliet 2,19)

Det vil sige dem, der virkelig tilhører flokken. Dem, der er af vore, for at bruge Johannes sprog her i 1. Johannes 2,19. Det vil sige Jesu egne får, de bliver hos deres gode hyrde, hvorimod de, som ikke tilhører flokken, de som ikke er af vore, det vil sige, de, som ikke er Jesu egne får, de ender med at blive skilt fra. Det er det, der kommer til at ske. De ender med at blive skilt fra.

Hvordan kommer du til at kende hyrden?

Her kommer kaldet, her kommer advarslen kære ven, du må kende Kristus, og du må være kendt af ham. Det er ikke nok at komme i kirke og klæde dig ud som et får om søndagen og melde dig ind i flokken. Hvis ikke du kender hyrden, så bliver du skilt fra.

Hvordan kender du hyrden? Du kender hyrden ved, at du vender om til ham og tror på ham. Du vender om fra din synd, og du sætter din lid til ham alene for din frelse. I Johannesevangeliet 8,24 siger Jesus:

"Hvis ikke I tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder." (Johannesevangeliet 8,24)

I må tro, tro på Kristus. Hør hans røst. Hør hans kald i dag. Lær den gode hyrde at kende, så du kan følge ham, så du kan tjene ham, så du kan leve sammen med ham, så du kan kende ham som din egen gode hyrde. Ham som aldrig svigter.

Det som kendetegner dem, der ikke lyder det her kald til at omvendelse og tro. Det er faktisk det, som vi ser i det sidste vers af vores tekst passage i dag. I vers 6 hvor vi læser: "med dette billede, talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om."

De forstod det ikke, ikke fordi at Jesus Han talte meget uklart og meget uforståeligt. Nej, Jesus, han anvendte det, som egentlig bare svarer til en illustration, som egentlig er ret enkel at forstå i princippet, men som vi har set i dag og også mange andre gange tidligere i Johannesevangeliet, jamen så er det ikke givet, at man hører hyrdens røst.

Man kan godt høre hans ord, og det var derfor, at skarerne flokkedes om Jesus, de ville jo gerne høre, hvad han havde at sige. De kom omkring ham. De hørte ham tale. De hørte hans ord. De hørte Evangeliet om Guds rige. De hørte sandheden fra Gud. Men det er bare ikke nok at høre med ørerne. Det, som du hører, må også synke ind i din sjæl. Det, som du hører, må du også tage til dig må du også tage ind til dig og og gribe og forstå og tro af hele dit hjerte, sådan at det, du hører, er hyrdens røst.

Det du hører det er ordet fra himlen, som du tager til dig, og som du også handler på. For det er ikke bare et spørgsmål om at høre, det er også et spørgsmål om, at når du hører det, så siger du "ja tak". Så siger du "amen". Så reagerer du på det. Så din tro får pludselig ben at gå på. Der sker noget i dit liv. Du begynder at handle. Du må handle, når du hører.

Zakæus han blev ikke siddende oppe i det træ, amen. Da Jesus han kaldte ham, så kom han ned fra det der træ. Han kom ned, da Jesus, han kaldte. Levi han blev ikke siddende ved Toldboden, da Jesus han kaldte på ham. Han lod alt ligge. Han rejste sig, og han fulgte ham. Nathaniel han blev ikke siddende under figentræet, men han udbrød Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge og han fulgte ham.

Ligesådan kære ven, når Jesus, han kalder på dig, og du hører hans røst, så rejs dig. Kom til ham, følg ham. Som vi har set i dag, så er han en god hyrde for sine får. Jesus han er fårenes hyrde, og de får, som er hans, dem kalder han på, og de får, som er hans, dem leder han, og de får, som hans de hører hans røst, fordi de kender ham, og han kender dem.

Man kan hurtigt overkomplicere tingene, og jeg har nogle gange slem til at gøre det selv. Men, budskabet her er ret enkelt; kend Kristus, han er den gode hyrde. Han svigter ikke. Han og han alene er den, der giver evigt liv. Andre veje er falske veje. Alle andre røster er fremmede røster. Alle andre hyrder er falske hyrder. Følg den gode hyrde på sandhedens vej. Hør sandhedens røst fra himlen. Hvis du er forvildet, hvis du er forvirret eller fortabt og træt af at gå rundt og bære på tunge byrder, så kom til Jesus, fårenes hyrde, og han vil give dig hvile.

Amen.