Kom, lad os synge en ny sang

Kom, lad os synge en ny sang

0:00

/2367.33202

1×

I dag vil jeg gerne sætte fokus på det her med lovsang, og som titlen på mit budskab også siger, kalde dig til at komme og synge en ny sang. Amen.

Når vi mødes på Herrens dag, så synger vi. Vi synger altid, og det er en del af vores tilbedelse til Gud. Vi synger sange, som vi har sunget mange gange. Vi synger gamle sange, vi synger nye sange. Om de er gamle eller nye, så må det jo for os altid være nye sange. Det må altid være en ny sang, som vi synger. Ikke fordi at selve sangen er ny, men fordi Herrens nåde er ny. Amen.

Herrens nåde er ny hver morgen. Vores glæde i ham, må være ny hver morgen, når vi står op. Vores kilde må flyde, vores bæger må flyde over, som Bibelen taler om. Det er ligesom det her billede af vand, der flyder. Nyt, frisk flydende vand, der flyder som et kildevæld og ikke gammelt stillestående vand, men nyt, frisk, levende vand, som flyder. Og vi kommer tilbage til det her billede. Den her metafor om vand i forhold til tilbedelse som et symbol på det.

Men lad os først høre lidt fra Bibelens salmebog. Vi læser fra Kong Davids vidnesbyrd ud fra Salme 40. Så hvis du har din bibel, så slå op i Salmernes Bog 40, og så skal vi bare lige læse de første vers der sammen. Salme 40. Det er for korlederen, Salme af David. Vi læser hans vidnesbyrd:

"Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp. Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd. Han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren." (Salme 40, 1-4)

Amen. Kong David, han beskriver det sted, som han var, før han blev frelst. Han beskriver det som undergangens grav. Han beskriver det som et sted, der er fyldt med slam og dynd. Han kunne ikke selv komme op af det. Han kunne ikke selv komme ud af det. Han kunne ikke selv løsrive sig fra det og fri sig selv fra det, som holdt ham nede. Så han måtte råbe om hjælp. Han måtte sætte sin lid til en anden end sig selv, for han kunne ikke selv evne, at få sig selv fri fra det, som holdt ham fanget. Men han måtte sætte sit håb til en, som både evner og havde kraften til at gribe ham. En som både havde viljen og styrken til at gøre det, til at trække ham op af det, som han sad fast i. Og her forstod David, at der kun var en, som kunne gøre det, der kun var en, som havde styrken og kraften til at hive ham op af undergangens grav. Og det var Herren. Så Han satte alt sit håb til Herren, som der står.

Jeg har nogle gange set nogle nogle videoer af dyr. Hvor mange kan lide at se dyre videoer. Ikke så mange. Jeg kan godt lide at se dem indimellem. Jeg synes, det er meget sjovt, og der er nogle gange sådan nogle videoer, hvor man ser sådan nogle dyr, der sidder fast i kviksand. Og så er der så nogle, der så skal prøve at få de her dyr op af kviksandet. Og jeg så en video af en hest, der sad fast. Og det er virkelig voldsomt, når de sidder fuldstændig fast, i det der kviksand. Og heste er jo stærke. De har jo virkelig muskelkraft. De har mange hestekræfter, som man siger. Men når de, prøver at bruge deres kræfter på at komme ud af det kviksand, så bliver det hele bare værre. De synker bare dybere ned med hvert forsøg de gør sig, indtil det kun er hovedet, der stikker over kviksandet. Medmindre der selvfølgelig kommer nogen og hjælper dem med at komme op af det kviksand. Og i den video jeg så, kom der en gravko og måtte fjerne en hel masse af det sand og mudder omkring hesten, for dermed forsigtigt at kunne komme til den og kunne få et løftebånd bundet omkring den, så de kunne trække dyret op med maskinkraft. Og det var det, der skulle til, og det tog mange timer. Det var en meget lang video. Der skulle enorm kraft til at få den hest op, fordi den sad simpelthen så godt fast. Men det lykkedes til sidst, så det endte godt.

Men David, han siger i vers 3, han trak mig op. Han trak mig op. Han sad fuldstændig fast, men han kom, og han trak mig op. Og når du kender til historien om David, så ved du, at mange gange så forsøgte han jo også selv. Han forsøgte at selv at overvinde sine modstandere, men det gik galt. Han kom til at sidde fast. Han kom til at grave sig selv dybere og dybere ned. Og det er det, mennesker gør, når de tror, at de selv kan. Når de tror, de selv kan klare det. Når de tror, at de selv har nøglen til at løse deres ultimative udfordringer, så kommer de bare til at sætte sig endnu mere fast.

Mange af dem siger Jamen, du må finde din indre styrke. Du må finde din indre styrke. Men problemet er bare, at når du sidder i kviksand, så indre styrke, det gør det bare værre. Det gør det hele værre. Hvis du tror, at du selv har kraften, når du virkelig prøver og prøver og prøver, så sætter du dig bare endnu mere fast. Og din styrke har ingen værdi. Du har kun ét håb, og det er at råbe på en anden end dig selv. En som rent faktisk har kraft og styrke til at udfri dig fra den umulige situation, du befinder dig i uden for Gud. Og det er en situation, som vi er i på grund af vores synd imod ham. Vi har placeret os selv i en form for åndelig kviksand, som fører til den sikre død.

Som Bibelen siger, så er syndens løn døden. Romerbrevet 6, 23. Og det menneske, der synder, står der, skal dø. Ezekiel 18, 20. Men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus. Vorherre. Og det er, fordi Kristus er den, som selv kom som den eneste, der havde magt og styrke til at redde os. Det er derfor, vi kan sætte vores håb til ham. Og hvis vi bliver i det her billede med kviksand, jamen så kom Jesus ikke bare og trak os op af Undergangens grav. Nej, han gik faktisk selv ned i Undergangens grav og tog vores plads i den, for at vi kunne få hans plads i friheden.

Når man bruger sådan nogle billeder her, sådan nogle metaforer, så er det ikke altid at det får den fulde sandhed frem. Men ideen i det her billede bliver tydeligt beskrevet i Andet Korintherbrev kapitel 5, vers 21, som Mark også har citeret i forbindelse med katekismus spørgsmålet.  Her hvor der tales om Jesus, at han, der ikke kendte til synd, har han, altså Gud Fader gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Han tog vores plads, Han tog vores plads i undergangens grav. Han blev genstand for Guds straf, skønt han var uskyldig, for at vi, som var skyldige, vi som havde syndet imod ham, vi som fortjener at være i den grav på grund af vor synd, i det dødelige kviksand, som vi har gravet os ned i, så at vi kan blive sat fri, sådan at vi kan blive gjort retfærdige, sådan at vi kan blive renset fra alt det slam og dynd, som vi har over os på grund af vor synd.

Og som Første Korintherbrev kapitel 6, vers 11, siger: At blive renset, blive vasket rene. og blive helliget. Han gik i døden, for at vi kunne få livet. Han gik ned i dybet for at han kunne tage os op af dybet og sætte os på klippen så vi står fast, så vi har fast grund under fødderne. Ikke kviksand, men fast grund.En klippe som ikke kan rokkes, Så er det ikke fantastisk? Amen.

Alle, som tror på Jesus, kan genkende sig selv i det her. Alle, som er frelst kan virkelig se sig selv i dette vidnesbyrd. Selv om vi har vidt forskellige historier alle sammen, om hvordan vi kom til tro, så kan vi alle sammen genkende det her billede og forstå hvad det er, at salmisten taler om her i Salme 40. Vi kan genkende den håbløshed, som vi havde uden Jesus, før han kom og frelste os. Og vi kan genkende den glæde, som vi fik, når det var, at vi virkelig forstod, hvem han var, og vi husker på, at han har frelst os. Så fylder det os med glæde. Det gjorde noget i os. Det gjorde noget fantastisk. Det var en livsforvandlende ting, at han frelste os. Det gjorde noget, som forandrede vores perspektiv. Forandrede den måde, vi ser alting på nu.

Det er Gud, der handler

Og Kong David. Han beskriver det i vers 4 her, hvor han taler om, hvordan Gud han lagde en ny sang i munden. En lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte. Og de skal stole på Herren. Det er værre i undergangens grav uden et håb, for så at blive givet et håb, og for så at blive trukket op af den grav , og så blive givet livet og ikke bare livet her på jorden, men at blive givet et evigt liv.

Prøv at tænke på det, at få fred med Gud i Kristi tilregnet retfærdighed, som vi også talte om. Det er så stort. Det er så fantastisk, så livsforvandlende, at den troende ikke kan gøre andet end bare at bryde ud i lovsang og bare takke Gud for det fantastiske, han har gjort. Hvor er det vidunderligt, at han har frelst mig. Hvor er det vidunderligt, at jeg som var død i mine overtrædelser og synder, nu er levende med Kristus. Jeg, som var i undergangens grav, nu står fast på en klippe. Hvor er det fantastisk. Og det fylder os med glæde. Men læg mærke til vers 4. Hvem er det, der handler her? Det er først og fremmest Herren, der handler. Det er ham, der redder os. Det er ham, der bringer os i sikkerhed på klippen, som er et billede på Kristus. Kristus er klippen, Amen. Og det er ham, der lægger os en ny sang i munden. Det er ham, der giver os den sang. Ligesom frelsen er lovsang noget, som Gud producere i os ved sin ånd. Det, at vi kan lovsynge Gud, det er en Gud ting. Det er en gudgiven gave, at vi kan lovsynge ham, for det er noget Gud, han gør i vores liv. Han giver os at omvende os. Han giver os at tro på ham, og han giver os at lovsynge hans navn. Og en af de ting, som er særlig ved lovsangen er, at alle kristne kan lovsynge.

Alle kristne kan lovsynge, fordi det er den mest naturlige respons på det, som Gud han har gjort i vores liv, på den gerning, som han har gjort i vores liv. Ved frelsen. Det kræver ikke et særligt sangtalent. Det kræver ikke en særlig nådegave udover Åndens nådegave, selvfølgelig. Men er du en kristen, så har du Ånden, og så er du en lovsynger. Så kan du lovsynge Gud? Amen. Er du en kristen, så har Gud givet dig en ny sang i munden, og det vil sige, at han har givet dig et hjerte, som med toner kan udtrykke din kærlighed til og din glæde i ham. Og det er fantastisk. Og det vi skal se på om lidt her det er, Jamen hvad er det her med lovsang? Så jeg kunne godt tænke mig, at vi ligesom zoomede ind på, hvad er lovsang egentlig? Og det skal vi tale lidt om her.

Hvad er lovsang?

Fordi jeg tror, at hvis der er noget, at de fleste kristne har en holdning til, så er det lovsang. Det er der ingen tvivl om. Desværre kommer lovsang bare også mange steder til at fylde som en aktivitet, vi gør, i stedet for at være et sprog, vi bruger, som Gud har givet os til at have fællesskab med ham i fællesskab med de hellige på den måde som Gud, har forordnet det på. Så det er vigtigt at tænke ret omkring lovsang. Det er vigtigt at have en ret forståelse for, hvad er lovsang og også med en bibelsk teologi om lovsang have en ret praksis omkring lovsang, så det skal vi se på her.

Jeg tror vi alle sammen kan sige, at vi er bare så utrolige taknemmelige for dem, som leder lovsang her i menigheden og bare leder os med den sang og musik, som gør, at vi alle sammen kan lovsynge Gud og istemme med de sange, som vi synger, det er en vigtig tjeneste i vores gudstjeneste liv, og det er bare med til at give os alle sammen så mange vidunderlige stunder i Guds nærvær, hvor vi lovsynger Gud. Er det ikke rigtigt? Det tror jeg, vi alle sammen kan være enige om, at vi er utrolig taknemlig for det, hvor vi kan udtrykke med, ord og med toner, hvor underfuld en frelser vi har. Lovsang er en gave fra Gud. Lovsangstjenesten er en gave til Guds menighed. Men lad os se lidt mere konkrete på, hvad lovsang er.

Som sagt, så er der en fare for blot at se lovsang som en aktivitet, som noget vi gør, når vi synger kristne sange. Men lovsang er mere end det. Lovsang er, som vi har set, noget, Gud giver os. Det er noget, som Gud, han giver os i vores indre menneske. Når vi lovsynger Gud, så er det noget, som kommer indefra. Så er det noget, som bryder ud af os. Så er det noget, som vi udtrykker i sang.

Lovsang, det er en form for tilbedelse. Tilbedelse er ikke altid lovsang. Men sand lovsang er altid tilbedelse. Amen. Tilbedelse er ikke altid lovsang. Men sand lovsang er altid tilbedelse.

Tilbedelse er et bredere begreb, der kan dække over bøn. Så når vi beder sammen, så tilbeder vi Gud. Oplæsning af skriften, er et udtryk for tilbedelse. Forkyndelsen af Guds ord er en form for tilbedelse. Udøvelsen af vores forordninger, dåb og nadver er et form for tilbedelse. Og så er der lovsang, som også er et middel, hvormed vi tilbeder Gud, og det er et middel, som Gud, han har givet sin kirke, hvormed vi kan mødes med ham, når vi samles til tilbedelse. Så ligesom de andre elementer af tilbedelse er lovsang en måde, hvorpå vi giver respons på det, på den, som Gud han er, og på det, som han har gjort, at han har frelst os. Så hans frelsende nåde i vores liv er noget, vi giver respons på. Og det gør vi også, når vi lovsynger sammen.

Vi træder frem for ham med takkesang, som der står. Vi bryder ud i lovsang til ham, som salmisten siger i Salme 95 2, og som vi ser i både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente, så ser vi, hvordan. Lovsang er bare det naturlige udtryk i den troendes hjerte overfor Gud og over for hvem han er. Hvor vi simpelthen bare kommer frem for ham og bare anerkender at han er en hellig Gud, han er en stor Gud, han er en almægtig Gud, og han har gjort fantastiske underværker. Han har frelst os, han har friet os, og vi takker ham for det. Vi bryder ud i glæde og lovsang til ham. Det er det mest naturlige, vi kan gøre som troende.

Men ligesom de andre elementer i tilbedelsen, så kan lovsang også miste sit tilbedende element, og det sker, når vi reducerer det til en aktivitet. Når vi reducerer det til, noget vi gør, hvor vi ikke rigtig har hjertet med. Hvis ikke det virkelig er en ny sang, som kommer fra Gud, og som vi synger til Gud, jamen så er det ikke lovsang. Hvis det bare bliver en religiøs aktivitet, så er det ikke sand lovsang. Og hvis det sker, jamen så er lovsangen sådan set nyttesløs. Jesus citerer Esajas Bog, når han taler om hyklerne i Matthæusevangeliet kapitel 15, vers 8. Og han beskriver dem som det folk, der ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Sand tilbedelse og sand tilbedende lovsang kommer fra hjertet og ikke kun fra læberne. Hvis vi kun synger med læberne, men ikke med hjertet, så er det ikke sand lovsang, så er det ikke tilbedelse. Det er lovsang, som tilbeder Gud i ånd og sandhed, som er sand lovsang. Og det bringer os så til den anden tekst, som vi skal se på her i dag.

Forudsætningen for sand tilbedelse

I Johannes evangeliet, kapitel 4, læser vi beretningen om den samaritanske kvinde og slå op med mig i Johannes evangeliet kapitel 4. Og vi læser nogle brudstykker her fra det her kapitel. Men vi indleder med at læse de første ti vers her:

Da nu Jesus fik at vide, at farisæerne havde hørt, at han vandt flere disciple og døbte flere end Johannes. Det var ganske vist ikke Jesus selv, men hans disciple, der døbte. Så forlod han Judæa og vendte tilbage til Galilæa. Han måtte tage vejen igennem Samaria. Han kom da til en by i Samaria, der hed sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Der var Jakobs kilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden, og det var ved den sjette time, en samaritanske kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende Giv mig noget at drikke. Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: Hvordan kan du en jøde, bede mig en samaritanske kvinde om noget at drikke? Jøder vil nemlig ikke have noget med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand." (Johannesevangeliet 4, 1-10)

I den indledende del af beretningen her ser vi, hvordan scenen bliver sat for den her samtale, som kommer til at handle om sand tilbedelse. Og det, vi ser i vers 10, er, at Jesus, han taler til kvinden om det, som vi kan kalde for forudsætningen for sand tilbedelse. Forudsætningen for sand tilbedelse, som er erkendelsen af Guds gave, altså hvad det er Gud har givet os i Frelseren. Og så erkendelsen af, hvem denne frelser er. Så forudsætningen for tilbedelse? Hvis du kendte Guds gave, siger Jesus, hvis du kendte Guds gave, hvis du vidste, hvem jeg var.

I Salme 40 havde salmisten den her forudsætning ud fra den åbenbaring om Frelseren, som han havde på det tidspunkt. Men den samaritanske kvinde forstod ikke til at starte med, at det var Herren, der talte med hende. Og hun forstod heller ikke, hvad han mente, når det var, at han talte til hende om det levende vand. Det forstod hun ikke. Hun tænkte på vandet som noget fysisk. Men Jesus brugte vandet som et billede på noget åndeligt. Men det er ikke den eneste barriere, som der er i denne kvindes liv. For som vi ser i vers 9, så kunne hun ikke forstå, at Jesus overhovedet ville tale med hende, til at begynde med. Fordi hun var jo samaritaner. Mens han var jøde. Og de her to grupper var altså ikke lige på talefod med hinanden. Og det skyldes en lang historie, som jeg ikke vil gå i detaljer med nu. Men sådan var det. Men, vi læser her at jøder vil nemlig ikke have noget med samaritanere at gøre. Der er det her skel mellem dem, der er det her skel mellem de her to grupper.

Men det, som evangeliet åbenbarer er, at i Kristus, så er der ikke noget skel i ham. Så er der ikke flere forskellige grupper, der er adskilt fra hinanden. Nej, Efeserbrevet kapitel 2, vers 14, taler om, hvordan Jesus han rev den mur af fjendskab ned, som skilte jøder fra hedninger. Og det levende vand, det flyder ikke bare til en gruppe, nej, det levende vand, det flyder til alle. Og det er derfor, Johannes også i sit første brev skriver i kapitel 2, vers 2, at Jesus er et sonoffer for vore synder og ikke blot for vore, men for hele verdens synder. Vandet flyder ikke kun til Jøder, nej, det flyder ud til hele verdenen. Det flyder. Frelsens vand flyder til mennesker i hele verden, til mennesker af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag. Det flyder ud til alle.

Så i samtalen begynder Jesus at bryde murene ned, i den samaritanske kvindes liv, der skiller hende fra at kende Gud, der skiller hende fra at se, hvem Jesus virkelig er, og tage imod det levende vand, som han tilbyder hende. Og det er den      mur, der sådan set skiller alle mennesker fra Gud. Vi ser Jesus. Han konfronterer hende med det fra vers 16.

Og det han konfronterer hende med, det er hendes synd. Hun lever i utugt. Hun har haft fem mænd, vers 18. Og den, hun har nu, er ikke hendes mand. I vers 13-14 giver Jesus løftet om evigt liv med det her billede af det levende vand. Han siger, at enhver, som drikker af dette vand, altså af det almindelige fysiske vand, som man kan drage op fra brønden. Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men så læser vi i vers 14. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv. Og kvinden siger, at dette vand. Det vil jeg gerne have. Giv mig det vand. Vers 15. Men der er bare et problem. Og problemet er hendes synd. Kære venner. Synd ødelægger. Synd i alle dens afskygninger, fjerner os fra Guds nærhed. Skaber afstand og bringer skam. Besmitter os med åndeligt slam og dynd. Det blænder os fra at se, hvad Jesus han er. Det bedrager os. Det forblinder os. Det formørker os. Og den, som lever i det, kan ikke lovsynge Gud. Den, som lever i synd, kan ikke komme til Gud og lovsynge ham. Og det er uanset hvor mange ord og toner, som der kommer ud af ens mund. Så kan lovsang bare ikke lade sig gøre, hvis man lever i synd.

Forudsætningen for tilbedelse tilbedende lovsang er et tilgivet og renset hjerte, og det er derfor, at vi bare er så taknemlig til Gud for at han har tilgivet os, fordi vi er syndere, som var blevet tilgivet af hans nåde. Vi er blevet renset. Vi er blevet vasket rene, og det er derfor, at vi kan træde frem for ham. Amen.

Og det er netop det, denne her beretning om den samaritanske kvinde ender med. Det ender med, at hendes øjne bliver åbnet. Det ender med, at hun hun forstår, hvem Jesus han er. Hendes hjerte bliver forandret, og hun begynder at vidne om Jesus, ser vi i vers 29. Og så læser vi i vers 39, at mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord. Der var noget, der skete i hende. Der var noget, der blev forvandlet. Pludselig forstod hun, hvem Jesus var, og hun vidnede om, at hun var begejstret. Hun brød ud af hende. Hun måtte bare dele sin tro.

Men hvad var det centrale budskab, Jesus han forkyndte hende? Lad os læse vers 23-26 sammen. Her siger Jesus til hende:

"Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. Kvinden sagde til ham: Jeg ved, at Messias skal komme, -det vil sige Kristus. Når han kommer, vil han fortælle os alt. Jesus sagde til hende: Det er mig, den, der taler til dig." (Johannesevangeliet 4, 23-26)

Wauw! Så Jesus, han åbenbarer sig for hende. Han viser hende, hvem han er. Han siger, det er mig, der er Messias. Det er mig, som er den, du venter på. Det er mig, som kan forklare dig og fortælle dig alting. Det er mig. Og det får bare Alt det, som Jesus har talt med kvinden om, op til det her punkt, til at blive sat i et helt nyt lys nu. Det er Messias, der er Guds gave, vers 10. Det er Messias, der giver hende levende vand. Han er større end Jakob, for han giver vand, som slukker den evige tørst med det levende vand, som rinder til evigt liv, vers 14. Han tilgiver synd, og han giver adgang til Faderen, hvortil sand tilbedelse i ånd og sandhed gives.

Og som vi ser i vers 42, så åbenbarer han for mennesker, at han i sandhed er verdens frelser. Så det er Jesus Kristus, Messias, Frelseren, som er central og må være central for al sand tilbedende lovsang. Den, som kommer til ham og tror på ham og vender om til ham, skal det gå, som vi læser i tre kapitler senere i kapitel 7, vers 38. Skal det gå ham, at fra hans indre, skal der rinde strømme af levende vand.

Og det vil sige, Guds Ånd skal tage bolig i personen, og som vi har set i salme 40, lægge en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud og en ny sang, som bliver ved med at være ny.

Den er ikke kun ny i det øjeblik, at vi modtager den. Den er hele tiden ny. Der er hele tiden noget, der strømmer fra vores indre. Det render strømme af levende vand fra os i lovsang for Herren. Han gør alting nyt. Det gamle er forbi. Noget nyt er blevet til. Salmisten forstod denne dimension af frelsen, og det ser vi også i flere salmer. Vi læser i Salme 40, men vi læser også i salme 42, i salme 43, hvor der i vers 6 og 5 i de to salmer. Der læser vi, for jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud. Salme 96, Syng en ny sang for Herren Syng for Herren hele jorden. Salme 98, Syng en ny sang for Herren, for han har udført undere. Gud, jeg ville synge en ny sang for dig, salme 144.  Halleluja, salme 149, Syng en ny sang for Herren, hans pris i de frommes forsamling. Og alle de her salmer, de har alle sammen en forventning om den kommende Messias. For det er ham, der opfylder loven og profeterne og salmerne Amen.

Han er den, der kommer til at gøre alting nyt. Det er ham, hvor at i Det Gamle Testamente, de ventede på, at de nye skulle komme. Den nye pagt skulle komme. Alt det nye, som Gud har givet løfte om det skulle komme. Om han er den, som indstifter den nye pagt med sit eget dyrebare blod, der blev udgydt for os.

Det er fordi han gør alting nyt. At vi kan have en ny sang i vores hjerte. Det er på grund af den nye pagt, at vi kan synge en ny sang. Amen. Halleluja!

Tre ting, der gør lovsang til tilbedelse

For nogle år siden læste jeg en lille bog om lovsang, der taler om tre ting, der må være til stede i lovsang, før vi kan tale om lovsang som tilbedelse. Og de tre ting, der må være til stede det er, nr. 1: Jesus, nr. 2: Helligånden, og nr. 3: Sandheden.

Den tilbedende lovsang er umulig uden Jesus, som vi har set. For han er den, som giver os det levende vand, som er ånden, og uden ham kan vi slet ikke tilbede. Samtidig er Jesus også den, som er genstand for vores lovsang. Når vi, priser Gud, fordi Jesus, han har frelst os. Vi takker ham for alt det, som Jesus har gjort i vores liv. Vi har slet ikke adgang til faderen. Vi har slet ikke mulighed for at komme ind i hans nærhed uden Jesus. Det er ham, der giver os adgang. Det er ham, der har sonet vores synder og banet vejen til fred med Gud. Som Efeserbrevet kapitel 1, vers 7 siger, så er det i ham vi har forløsning ved hans blod og tilgivelse for vores synder.

Så uden Jesus, så er det umuligt at lovsynge. Den tilbedende lovsang er også umulig uden Helligånden. Og det er det, vi også ser i vers 24 i beretningen om den samaritanske kvinde, hvor vi læser, at Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. Ånden er den, der billedligt rinder som levende vand fra vores indre. Han er den, som gør os, som var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus. Det er Ånden, som gør os levende. Han er den, som åbner vores øjne og giver os erkendelse. Giver os evnen til at se. Giver os evnen til at forstå. Han er den, som minder os om, det som Jesus, han har sagt. Og oplyser vores hjertes øjne. Han er den, som giver os ører til at høre. Og øjne til at se. Johannes Evangeliet 14, vers 17, Kalder ham sandhedens Ånd. Han er den, som åbenbarer sandheden for os. Han er den, som gør troende i stand til at tilbede Gud i ånd og sandhed. Og det er netop den tredje ting, det her med sandhed som at være til stede i lovsang. Før vi kunne tale om lovsang som tilbedelse, nemlig sandhed. Tilbedende lovsang er umulig uden sandhed. Og både ånd og sandhed forenes i Jesus, som er vejen, sandheden og livet. Han er Ordet, han er ordet der blev kød. Han er Ordet, der kom fra himlen som Gud han sendte.

Den, der møder Jesus, møder sandheden. Som han også åbenbarer ved sin ånd i sit hellige ord. Så når vi åbner Guds hellige ord, og vi kender Jesus, og vi har hans ånd, så kan vi med Ånden få oplyst hele Guds sandhed og hele Guds vilje for os og forstå, hvad der er Guds vilje er. Vi har sandheden her, og det er derfor, at lovsang må stemme med Guds ord. Det er så vigtigt, at når vi lovsynger Gud, så skal det stemme med det, der står i Bibelen.

Og man kan sige, at grunden til, at vi også her i menigheden, jeg vil ikke sige kritisk, men er meget opmærksom på, hvilke lovsange vi synger her i menigheden, Så er det fordi, at alt det vi synger, må stemme med sandheden. Det er ikke nødvendigvis alt lovsang, der gør det lige godt. Lovsang er hjertets respons på den, som Gud han er, og det, som han har gjort for os i Frelseren. Så derfor må lovsangstekster også reflektere Bibelens sandheder om, hvem Gud han er, og hvad han har gjort for os i Frelseren.

Lovsangslederen fra Sovereign Grace, Bob Kauflin, definerer den tilbedende lovsang på den her måde, når han siger, citat:

"Kristen tilbedelse forekommer, når Guds forløste folk giver respons på Guds åbenbaring af sig selv ved at ophøje Guds herlighed i Kristus med vores tanker, følelser og viljer i den Helligånds kraft, Amen."

Skal jeg lige læse det igen. Kristen tilbedelse forekommer, når Guds forløste folk giver respons på Guds åbenbaring af sig selv ved at ophøje Guds herlighed i Kristus med vores tanker, følelser og viljer i den Helligånds kraft.

Han er alt vi behøver

Kære venner. Når vi lovsynger Gud, så er det der, hvor vi virkelig med hele vores hjerte giver respons, giver respons med en ny sang, giver respons med det, som han har givet os ved sin ånd på den åbenbaring, som vi ser i Skriften, hvor han åbenbarer sig selv, hvor han viser, hvem han er. Hvis sandheder bekræftes også i vores eget liv. Når vi læser Guds ord, så bliver det bare bekræftet, at hans ånd vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Ånden gør den virkning i os. Og når vi tænker på, hvordan Gud virkelig har frelst os, at han har trukket os op af undergangens grav. Når vi tænker på alt det vidunderlige, som han har gjort, og tænker på alle de velsignelser, som han har givet os i Kristus Jesus, så giver hjertet respons, og vi kan bryde ud i jubel, og vi kan bryde ud i lovsang og prise ham i ånd og sandhed. Amen.

Er det noget, vi kan være enige om det her? Halleluja! Vi læser i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 46, at menigheden kom sammen og jublende og oprigtige af hjertet priste Gud.

Jublende og oprigtige, af hjertet priste de Gud. Paulus, han opmuntrede Efeserner til at tale til hinanden med salmer og hymner og åndelige sange, Syng og spil af hjertet for Herren, Efeserbrevet 5, 19.

Og vi har set på alle disse mange vers fra salmerne, som vi, som også taler om at synge og juble for Herren. Og det er den mest naturlige respons, når man tænker på, hvad det er Gud, han har gjort for os i Kristus. Men den her respons må komme fra et oprigtigt hjerte, før vi kan tale om ægte lovsang. Kære menighed. Mit budskab til os i dag er, nu her, hvor vi er gået ind i det nye Herrens år, Kom, lad os synge en ny sang. Amen. Lad os synge ny sang for Herren. Kom, lad os gå ind ad hans porte med takkesang ind i hans forgårde med lovsang. Kom, lad os lægge vores byrder ned ved korsets fod. Lad os vende os fra al synd. Lad os se hen til ham, som gav sig selv for os. Lad os fryde os i ham. Lad os finde vores hvile i ham. Lad os finde vores glæde i ham. For i ham, så har vi alle himlens åndelige velsignelse. Kom, lad os prise ham, for han er værdig til at modtage al pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder. Han er lammet, det slagtede, Han er lammet, den sejrende. Han er kongernes konge og herrernes herre. Han er den første og den sidste. Han er alt, hvad vi behøver.

Troens banebryder og fuldender. Han er den, som er den samme i går og i dag og til evig tid. Og som vi har set i Johannes evangeliet, så er han livets brød. Han er verdens lys. Han er døren til fårefolden. Han er den gode hyrde, Han er opstandelsen og livet. Han er vejen, sandheden og livet. Og han er det sande vintræ. Så kære menighed, Kom, lad os synge en ny sang for ham.

Amen.