Når Jesus Kristus åbenbares
Det vi har i vente, det er allerede nu grund til uudsigelig glæde. For hvad er troens mål? Troens mål er at bringe os frem til det sted, hvor vi ikke længere behøves at tro, men hvor vi skal se til fulde.
Vi skal igen i dag vende os til Peters første brev, som er den tekst, som vi lige har hørt læst op her. Vi har været igennem vers 1 til 7 indtil nu, og er kommet til at se nærmere på vers 8 og 9 i dag. Men der er nogle elementer i de tidligere vers, som jeg ikke har berørt endnu, og som jeg gerne vil samle op på i dag. Dels fordi de elementer er vigtige i sig selv, men også fordi de hjælper os til at forstå det, som Peter vil sige med det, han skriver her i vers 8 og 9.
At være frelst ved tro
Sidste gang så vi på tro og prøvelser, at vi ved tro er bevarede gennem prøvelser. Vi observerede dengang, som der står i vers 5: "At Gud bevarer os ved troen til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.”. Gud frelser os ved tro, og Han bevarer os ved tro. Hvad vil det sige at være frelst ved tro? Jo, det vil sige, at måden hvorpå vi bliver frelst, er ved at erkende, at vi på ingen måde kan frelse os selv, men at vi er hundrede procent afhængige af Gud. Vores syndige tendens til stolthed og til at ville klare os selv. Den må nedbrydes og tilintetgøres og erstattes af en ydmyghed, som erkender sin egen svaghed og hjælpeløshed, og som råber ud til Gud: "Frels mig!”. Selv den erkendelse at have brug for Guds frelse, det kan vi ikke engang tage æren for.
Bibelen lærer os, at vi var døde i vores overtrædelser og synder. Vi er født i synd og oprør overfor Gud. Vi var blinde over for Guds godhed og storhed og kærlighed. Vi troede, at vi var frie og uafhængige og selvstændige. Men i virkeligheden var vi slaver af synden, og vi var under Guds vrede på vej mod en evig straf i Helvede. Men lovet være Gud, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb, står der i vers 3. Da vi blev født på ny, greb Gud ind og gav os nyt liv i Ham. Han åbnede vores øjne, så vi kunne se vores synd og se vores behov for en frelser, og at den frelser er Jesus. Han åbenbarede Jesus Kristus for os, og over for Ham beder vi ligesom tolderen, der slog sig selv for brystet og sagde: "Vær mig synder nådig" og Jesus svarede: "Dine synder er dig tilgivet." Det er det betyder at være frelst ved tro. Det er en erkendelse af, at vi intet kan gøre i os selv, men at vi er hundrede procent afhængige af Guds nåde. For af den nåde er i frelst ved tro. Det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger. Hvorfor? For at ingen skal have noget at være stolt af.
Vores stolthed er udelukket. Vi har intet at rose os af. Vi er frelst ved Guds nåde, og vi bliver bevaret ved Guds magt, som der står i vers 5. Det er Gud, der bevarer os til enden. "For den, der holder ud til enden, skal frelses", siger Jesus i Mattæus 10:22. At være frelst ved Guds nåde betyder ikke bare, at vi én gang i vores liv har bedt Gud om at tilgive os for vores synder. Men det betyder, at vi kontinuerligt lever i afhængighed af Ham. At lige meget hvad end der måtte møde os, mens vi vandrer her på jorden, så klynger vi os til Ham, i erkendelsen af, at vi fortsat synder og fortsat har brug for Hans hjælp og nåde og tilgivelse. Så Gud frelser os ved tro, og Han bevarer os ved en tro, der konstant rækker ud til Ham for at hente nåde og hjælp i rette tid.
Bevaret ved tro gennem prøvelser
Sidste gang så vi også på prøvelser. Vi så på, hvordan Gud Han bruger prøvelser til at bevare vores tro. På grund af vores synd har vi fortsat en tendens til at tænke, at vi kan klare os selv. Vi bliver egenrådige og selvtilstrækkelige. Men prøvelserne, de er med til at bevare os ydmyge, så vi mærker vores svaghed og husker på vores afhængighed af Gud. Det er bl.a. derfor, at prøvelser er nødvendige, som vi talte om sidste gang. Ofte forstår vi ikke, hvorfor Gud tillader de ting, som vi udsættes for af svære omstændigheder. Peter nævner her i vers 6, at de lider under prøvelser af mange slags. Prøvelser er hårde, de er svære og til tider kan vi føle, at vi er ved at bukke under og ikke kan fortsætte længere. Men Gud, Han er trofast. Han vil bevare os og Han bruger alt det, vi går igennem, til vores eget bedste. Han lover os i Romerne 8:28, at:
“…alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” (Rom. 8, 28)
Sidste gang så vi også på, at Peter her i vers 7 sammenligner vores tro med guld, der bliver prøvet i ild. Ild har den effekt på guld, at det er med til at afsløre, om guldet er ægte. Hvis det er et andet metal, som bare ligner guld, så vil ilden gøre, at metallet bliver mørkere, og det kommer til at se brændt ud. Men hvis det er ægte guld, der kommer ind i ilden, jamen så vil det lyse op, og det vil gløde endnu mere gyldent end før. Sådan er det også med tro i forhold til prøvelser. En falsk tro, der bliver udsat for prøvelser, vil falde fra. Det siger Jesus i lignelsen om sædemanden; at når prøvelserne sætter ind, så falder de fra. Der er mange mennesker, der gerne vil i Himlen, når de dør, men de er ikke indstillet på at give afkald på alt deres eget og tage deres kors op og følge efter Jesus.
En ægte tro derimod, der bliver udsat for prøvelser, den vil blusse op og lyse ligesom ægte guld. Den klynger sig til Kristus, og den råber til Gud om hjælp. Den mærker endnu mere sin afhængighed af Gud og griber fat om Hans løfter om bevarelse og udfrielse og evig frelse. Men en ægte tro er ikke en tro, som føler sig stærk og uovervindelig. I prøvelsen time, så føles den ofte svag og skrøbelig. Men den rækker ud imod ham, som er stærk og uovervindelig. Det er heri, hele forskellen ligger. Den kan ikke klare sig selv, men den rækker ud. Den råber om nåde og om hjælp og beder om styrke til at holde ud. Derfor skal Gud have æren for det alt sammen; for vores frelse, og for at vi holder ud ved Hans nåde. Troen, den gør det, som Gud kalder os til i Salmernes Bog kapitel 50 vers 15, hvor Han siger:
"Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.” (Sl. 50, 15)
Gud deler ikke sin ære med nogen. Han alene er værdig for det er Ham, der har skabt os. Det er Ham, der har genfødt os, og det er Ham, der bevarer os, al ære til Ham.
Så står der noget bemærkelsesværdigt her i slutningen af vers 7. Der står, at vores tro skal: “stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares." (1. Pet. 1, 7). Hvordan skal det forstås, at vores tro skal blive til pris, herlighed og ære? Det er noget af det, vi skal se på i dag, hvor vi vil samle op på, hvor vi slap sidste gang. Vi skal se nærmere på denne her sætning, som også bygger bro over til vers 8 og 9, som vi skal se nærmere på.
Men lad os så læse teksten igen, og nu læser vi bare versene fra vers 6 til vers 9. Første Peter 1, 6-9:
"Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set Ham, Ham tror I på nu uden at se Ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse." (1. Pet. 1, 6-9)
Glæd jer allerede nu
Som jeg tidligere har nævnt, så er der et problem her eller en udfordring i oversættelsen til dansk. Der står her i vers 6: "Da skal i juble", som om det først er noget, der gælder den dag, hvor frelsen åbenbares i den sidste tid. Men på grundteksten er det skrevet i nutid. Det ser vi også i nogle af de gamle oversættelser på dansk, hvor der står noget i retningen af, at "dette jubler I over nu". Fordi allerede nu fryder vi os over det levende håb, som vi har og den arv, vi en dag skal arve fra Gud.
Det samme oversættelsesproblem gør sig gældende i vers 8 og 9, hvor der fra midten af vers 8 står: "Men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse." Jeg er ikke i tvivl om, at det er sandt, at vi virkelig den dag skal glæde os og juble. Men det er bare ikke helt sådan det står i grundteksten. Igen her er der tale om nutid og ikke om fremtid, så hvis vi skal blive nogenlunde tæt på 92-udgaven af Bibelen så kan vers 8 og 9 bedre oversættes sådan her. Prøv at følge med i jeres bibler, så kan I lægge mærke til de ting, jeg ændrer fra fremtid til nutid, som det egentlig står på grundteksten:
"Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, og I jubler med en uudsigelig forklaret glæde, idet I nærmer jer troens mål, jeres sjæles frelse."
I får det lige igen:
"Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, og I jubler med en uudsigelig forklaret glæde, idet I nærmer jer troens mål, jeres sjæles frelse."
Grunden til, at det her er vigtigt, det er, at Peter han opmuntrer sine læsere, og han opmuntrer os ved at minde os om alle de ting, vi har at glæde os over allerede nu, mens vi er på jorden. Selv mens vi lider under prøvelser, selv mens vi ikke kan se Jesus, som der står her i vers 8 så er der grund til glæde. Glæde midt i de svære omstændigheder, det er et vigtigt tema i den her passage. To gange både i vers 6 og vers 8, som vi ser, der er der grund til at fryde os og grund til at glæde os allerede nu.
Vi glæder os over, at vi er udvalgt af Gud, som der står oppe i vers 1. Vi glæder os over, at vi er født påny, som der står i vers 3. Vi glæder os over, at Jesus Kristus er opstået fra de døde. Vi glæder os over, at vi har et levende håb og en evig arv, som venter os. Vi glæder os over, at Gud har beredt en frelse for os, og så glæder vi os over at opleve, at vores tro er ægte. Prøvelser og vanskeligheder er nemlig med til at bevise for os, om vores tro er ægte. Idet vi igennem årene oplever den ene prøvelse efter den anden, og vi ser, at vi endnu ikke har givet op. Vi har endnu ikke vendt Gud ryggen, men i stedet så holder vi ud ved Guds nåde. Så er det bevis på, at vores tro er ægte. Det er en enorm trøst og glæde at vide, at vores tro er ægte. For det er en prøvet tro, der giver os frelsesvished, frelsesglæde og himmellængsel. Det er derfor, at den prøvede tro, som der står her, er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild. Guld kan give os adgang til en masse materielle ting i den her verden, der snart vil forgå, men en prøvet tro giver dig adgang til en uvurderlig arv, som aldrig i evighed forgår.
Troens belønning
Her i slutningen af vers 7, giver Peter os endnu en ting at glæde os over. Der står i vers 7:
"...for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.” (1. Pet. 1, 7)
Vi ser her, at formålet med at vores tro prøves ikke i sig selv er, at den blot skal stå sin prøve, men at den må blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Der kommer en dag, hvor vores tro vil blive belønnet. Der findes et sted i Guds rige, hvor tro er i høj kurs, og hvor tro er ære værd. I den her verden, der bliver tro, ringeagtet og gjort til skamme. Det at indrømme, at man er en synder og afhængig af Gud, det bliver set ned på i verden. Tro er kun for for svage mennesker, der ikke kan klare sig selv. Verden mener, at tro blot er en fantasiverden af ønsketænkning, som måske i bedste fald kan give os en følelse af trøst og tryghed. Men verden har ingen respekt for Ham, som vi tror på. Ham, som har al magt i Himlen og på jorden, men som gav afkald på det, som blev mennesker lig, og som gav sit liv på et kors for at frelse syndere som os. Men der kommer en dag, hvor den tro, der holder ud og klynger sig til Jesus, vil blive belønnet og berømmet. For hvad er troens vidnesbyrd? Troens vidnesbyrd er, at vi har brug for en frelser. Vi kan intet gøre, men Kristus har gjort alt. Vores tro vidner om, at Han er mere værd end alt andet i den her verden, selv det pureste guld. Troens vidnesbyrd er, at Jesus Kristus er værdig på trods af trængsler.
Så den tro, der holder ud gennem prøvelser, den er ære værd. Det kan være, at vi må udholde tiden her på jorden. En tid, hvor verden vil gøre os til skamme for vores tro. Men det er kun en kort tid, som der står i vers 6. For når Jesus Kristus åbenbares, så vil hele verden se, at det er sandt som der står i Salme 25 vers 3:
"Ingen, der håber på dig, bliver til skamme, men det bliver de, der er troløse.” (Sl. 25, 3)
"Ingen, der håber på dig, bliver til skamme, men det bliver de, der er troløse." Dem, der er troløse, det er dem, der lever i oprør mod Gud. Det er dem, der vil blive gjort til skamme i al evighed. Så hvilken frygtindgydende og hvilken herlig dag det er, når Jesus Kristus åbenbares. Frygtindgydende fordi at dem, der er troløse, vil modtage deres retfærdige dom og straf. Herlig, fordi dem, der har været tro imod Kristus, de vil modtage pris, herlighed og ære. Det er den belønning, som Gud lover dem, som holder ud sammen med Ham. Det er det samme, vi læser i Jakobs brev 1,12, hvor der står:
"Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker Ham.” (Jak. 1, 12)
Vi skal få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker Ham.
Gud deler ikke sin ære med nogen. Det er alene Gud, der skal have æren for vores frelse og for at bevare os til enden. Men Gud siger sådan her i sit ord i Første Samuels Bog 2,30:
"Dem, der ærer mig, vil jeg ære, men de, der ringeagter mig, skal blive til skamme." (1. Sam. 2, 30)
"Dem, der ærer mig, vil jeg ære, men de, der ringeagter mig, skal blive til skamme." Hvilken fantastisk Gud vi tjener, og hvilket løfte er det, Han har givet os her. At Han en dag vil ære os, for at give os nåde til at ære Ham. Det er Ham, der har givet os nåden til at ære ham, men alligevel vil Han ære os for at ære Ham.
Så mens vi vandrer her på jorden, så lad os sætte al vores iver ind på at leve Ham til ære og bringe Ham ære med vores liv. Hvilken glæde det er, at kunne se frem imod en belønning for at holde ud i de prøvelser, som vi gennemlever her på jorden. Vi må give Paulus ret, når han skriver i Romerne 8,18: "Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os." Hvornår sker det? Hvornår skal den åbenbares på den? Det skal den, som der står her, når Jesus Kristus åbenbares. Den glæde, som Peter taler om her i vers 6 og 7, er ikke kun en glæde over fremtidig belønning, men det er også en glæde over en dag at skulle se Jesus, som Han er. I første Johannes 3,2 står der:
"Vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ligesom Han, for at vi skal se Ham, som Han er.” (1. Joh. 3, 2)
Når Jesus Kristus åbenbares, skal vi se Ham, som Han er. Da skal vi se Ham ansigt til ansigt. Hvilken glæde det er at kunne se frem imod. Jeg kan ikke forestille mig nogen større glæde end at skulle være sammen med Jesus og se Ham, som Han er, og beundre Ham i al evighed.
Et liv i tro
Men der er vi ikke endnu. Vi er her på jorden, hvor realiteten er en anden, og det leder os videre til at se nærmere på det, som står i vers 8:
"Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham." (1. Pet. 1, 8)
Vi kan ikke se Jesus, og Peters læsere og os, som sidder her i dag, har aldrig set Ham. For Peter var realiteten lidt en anden, for han havde faktisk set Ham. Han havde vandret med Ham i tre år her på jorden. Peter havde set Ham blive korsfæstet. Han havde set Ham igen efter Hans opstandelse, og han har set Ham, da Han forsvandt op i en sky, da Han fór til himmels. Men nu da ser Peter Ham heller ikke længere, og det er vilkårene her på jorden. Vi kan ikke se Jesus, vi kan ikke høre Ham, vi kan ikke røre ved Ham. Hvor ofte ville jeg ønske, at jeg kunne se Ham, jeg kunne høre Ham, jeg kunne tale med Ham, men sådan er det ikke.
Dengang Jesus forberedte sine disciple på, at Han skulle forlade dem, forklarede Han dem, at det var bedst på den måde. I Johannes 16,7, der siger Han sådan her:
"Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer." (Joh. 16, 7)
Talsmanden er en betegnelse for Helligånden, som også bliver kaldt Jesu ånd. Så selv om Jesus ikke er her længere rent fysisk, så er Han har stadig ved sin ånd, vi kan bare ikke se Ham. Men Han er her og ved at være her ved sin ånd, kan Han være nær ved hver eneste kristen over hele jorden på samme tid. Det vil Han ikke kunne være med sit fysiske legeme. Så Han er her, Han er lige her, Han bor i mig, Han bor i dig, hvis du er født på ny. Vi kan ikke se Ham, og det gør det svært for os at forholde os til og tro på. For det er naturligt for os mennesker at stole på det, vi kan se, og det, vi kan røre ved. Vi tænker helt naturligt, at det vi kan se og mærke, det er fakta, det er sandheden.
Men skriften lærer os, at der er en åndelig virkelighed, som er vigtigere end den, vi kan se med vores fysiske øjne. Sandheden om, hvordan alting virkelig forholder sig, den kan vi ikke se med vores fysiske øjne. Men Gud har givet os sit ord, hvor Han har åbenbaret sin sandhed for os, og Han har givet os sin ånd, som hjælper os til at forstå og tro på det, vi læser. Det er det, vi er kaldet til. Vi er kaldet til at leve i tro og ikke lade os styre af de ting, som vi kan se omkring os. Det er en sandhed, som Paulus skriver en hel del om i Andet Korintherbrev i kapitel 4, hvor I gerne må slå op. Vi skal læse Andet Korintherbrev kapitel 4 vers 16 til 18. Der skriver Paulus sådan her:
"Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.”
(2. Kor. 4, 16-18)
Her taler Paulus om trængsler, som er en af de måder, hvorpå vi kan opleve prøvelser, som Peter skriver om. Paulus han siger her, at han ikke bliver modløs under trængsler, fordi han ved, at trængslerne kun varer en kort tid. Men belønningen, den herlighed, som venter ham, den varer evigt. Men hvordan ved han det? Hvordan kan han være så sikker på det? Svaret det giver han i vers 18:
"For vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige var jo kun en tid, det usynlige evigt.”
(2. Kor. 4, 18)
I stedet for at lade sig tynge af de trængsler, han oplever i det synlige, som han oplever i sit liv her på jorden, så fæstner han sit blik på det usynlige, på Guds sandhed og Guds løfter, som jo varer evigt, hvorimod det synlige i vores liv her på jorden kun varer en kort tid. Han siger noget lignende lidt længere nede i kapitel 5 vers 6 og 7, hvor der står sådan her:
"Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet - for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.” (2. Kor. 5, 6-7)
Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Vi ser her, at det at leve i tro er det modsatte af at være optaget af det, som kan ses. Det vil sige, at leve i tro er det samme som at se på det usynlige, som vi så oppe i vers 18
Men hvordan er alt det her relevant i forhold til det, vi læser i Første Petersbrev? Jamen, det er relevant fordi; hvorfor skulle Peter ellers begynde at beskrive deres relation til Jesus som en relation til en person, de ikke kan se? "Ham elsker I uden at have set Ham. Ham tror I på nu uden at se Ham." Jeg tror, at Peter skriver sådan her til dem for at minde dem om, at det liv de lever, er et liv i tro. Den frelser, de elsker og glæder sig over, det er en frelser, som de ikke kan se. Når de nu allerede bygger hele deres liv på en usynlig frelser, og de har deres glæde i Guds usynlige løfter, så er der ikke nogen grund til at blive modløs og tynget over de svære ting, som de oplever i det synlige. For hvad er det, de oplever i deres tilværelse her på jorden? De oplever at være fremmede, som der står i vers 1 som vi tidligere har talt om. De passer ikke ind her på jorden. De hører ikke til her, fordi deres sande hjem er hos Gud. De lever spredt blandt andre folkeslag, selv om de egentlig er en del af Guds ejendomsfolk. De oplever prøvelser, de lider, og de bliver hånet og spottet og bagtalt, som der står senere i Første Petersbrev.
Ud fra det vi ser med vores øjne og oplever i den synlige verden, så er der mange grunde til at blive modløse og til at opgive håbet. Men det er netop derfor, at Peter retter vores blik hen imod den usynlige virkelighed. For det er her, vi finder sandheden. Sandheden om, at vi er udvalgt af Gud. Sandheden om, at vi er blevet født på ny. At vi har et levende håb om en evig arv. At vi har en ægte tro, der er prøvet i ild, og at vi har en belønning, som venter os, når Jesus Kristus åbenbares. Og så har vi tilmed en personlig relation til Jesus, som er det Peter skriver om her i vers 8, hvilket er endnu en kilde til glæde. Men hvordan kan de have en relation til en, som de ikke kan se? Det kan de fordi, at Jesus Kristus allerede er blevet åbenbaret for dem i deres hjerter.
Når Jesus Kristus åbenbares
"Når Jesus Kristus åbenbares", det er et udtryk, der kan referere til flere begivenheder. Peter taler her om, at Jesus Kristus skal åbenbares engang i fremtiden, hvor vi skal se Ham til fulde, se Ham, som Han er. Men Jesus Kristus er også blevet åbenbaret på et andet tidspunkt. Der var engang, hvor Israels folk ventede på, at Han skulle åbenbares for første gang. Det blev Han, da Han kom til jorden for at dø på et kors. Johannes skriver sådan her i Første Johannesbrev 3,5: "...at Han blev åbenbaret for at bære vore synder..." Og videre i vers 8: "Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger." Så i den forstand, er Jesus allerede blevet åbenbaret for hele verden. Men selvom Han er blevet åbenbaret for hele verden, så er det ikke alle, der tror på Ham. For at det kan ske, så er der brug for en personlig åbenbaring. Da Peter for første gang bekendte, at Jesus er Kristus, sagde Jesus til ham sådan her i Mattæus 16 vers 17:
"Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.”
(Matth. 16, 17)
Så Peter forstod, at Jesus er Kristus, fordi Gud havde åbenbaret det for ham. Det er det, der sker for os i den nye fødsel; at vores øjne bliver åbnet, så vi kan se Jesu herlighed. I Andet Korintherbrev 4,6, der står der:
"Thi Gud, der sagde: "Af mørke skal lys skinne frem," han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt."
(2. Kor. 4, 6)
Gud har tændt et lys i vores hjerter, så vi kan se Jesus ikke med vores fysiske øjne, men med troens øjne. Efeserbrevet 3,17 taler om, at Kristus nu bor ved troen i vores hjerter. Så selv om vi ikke har set Jesus med vores fysiske øjne, så har vi alligevel set Ham. For vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Når vi ser Jesus, for hvem Han er, så kan vi ikke lade være med at elske Ham. Når vi ser den kærlighed, som Han har elsket os med, så kan vi ikke lade være med at give gensvar. Som der står i Første Johannes 4,19:
"Vi elsker, fordi han elskede os først." (1. Joh. 4, 19)
Jo mere vi ser Ham, des mere elsker vi Ham. Jo mere vi elsker Ham, des mere glæder vi os over, at vi en dag skal se Ham til fulde, som Han er. Sammen med Peter, ser vi hen imod den dag, hvor Jesus Kristus skal åbenbares. Det er forklaringen på den ubeskrivelige glæde, som Peter skriver om her i vers 8 og 9, hvor der står, og jeg læser igen fra den her oversættelse, hvor det er rettet til nutid:
"Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, og I jubler med en uudsigelig forklaret glæde, idet I nærmer jer troens mål, jeres sjæles frelse."
Det vi har i vente, det er allerede nu grund til uudsigelig glæde. For hvad er troens mål? Troens mål er at bringe os frem til det sted, hvor vi ikke længere behøves at tro, men hvor vi skal se til fulde. Når vi når det mål, så har troen ophørt sit virke, og så ser vi som tingene er. Når Jesus Kristus åbenbares, så er troens mål opfyldt. Vores sjæle er for altid frelst, og vi er blevet frigjort for den her synlige verden og for det her syndige legeme, som vi bor i nu. Til den tid, da vil frelsen være fuldbyrdet, og vores fællesskab med Gud Fader, Søn og Helligånd vil være uhindret af synd og djævelen og verden.
Idet vi lever med Kristus her på jorden, og idet vi går igennem prøvelse efter prøvelse, mens vi holder øjnene på den evige arv og belønning, så oplever vi, hvordan vi i stigende grad nærmer os målet. Det er det græske ord, som er brugt her, som er blevet oversat til "at nå troens mål". Det betyder egentlig, at vi på kontinuerlig basis modtager resultatet af vores tro. At vi løbende modtager eller løbende opnår resultatet af vores tro. Det er noget, som allerede sker nu. Så igennem vores relation til Kristus og vores vandring med Ham, så får vi en forsmag på den belønning og på den arv og den frelse, som vi har i vente. Selv om vi ikke er i Himlen endnu, så er der kastet et anker for vores hjerter og helt ind i evigheden. Skridt for skridt, kan vi mærke, hvordan vi nærmer os målet.
Men det er en vandring i tro. Vi kan ikke se Jesus i det synlige. Vi kan ikke røre Ham. Vi kan ikke høre Ham med vores ører, men vi kan se Ham i Skriften, og vi kan have fællesskab med Ham ved hans ånd. Vi har fire fantastiske evangelier, som viser os, hvem Jesus er, så vi kan se Ham med troens øjne. Ja, hele Skriften vidner om Ham, står der. Det er derfor, at vi som troens folk er så afhængige af at fordybe os i Guds ord; så vi kan fæstne vores blik på det, som er usynligt, det som er sandt, og det, som varer evigt. For det er der, vi finder sandheden. Det er der, vi har fællesskab med Jesus.
Peter siger her i vers 8, at: "Ham elsker I, og Ham tror I på.". Vores relation til Jesus må være kendetegnet af kærlighed og tillid, og den kærlighed og tillid må føre til lydighed mod Hans bud. Vi må lægge alt vores eget ned og følge efter Ham, hvor Han kalder os til at gå. For det er igennem det, at vi lever et liv til Hans ære, og det er igennem det, vi lærer Ham bedre at kende. Han siger sådan her i Johannes 14,21:
"Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." (Joh. 14, 21)
"Jeg skal elske ham og give mig til kende for ham". Idet vi elsker Jesus og vandrer med Ham og adlyder Ham, så står der her, at Han vil elske os og give sig til kende for os. Er der noget vi ønsker mere end, at Jesus skal give sig til kende for os? At vi må lære Ham endnu bedre at kende, at vi må se Ham, som Han er?
For når Jesus Kristus åbenbares, så sker der vidunderlige ting. Da Han for første gang blev åbenbaret for os, så blev der tændt et levende håb i vores hjerter. Troen og kærligheden og glæden blev født, og når Han løbende åbenbarer sig mere og mere for os, så vokser vores tro og kærlighed og glæde. Når vi vandrer sammen med Ham gennem prøvelser, så jubler vi med uudsigelig glæde over, at vi nærmer os troens mål. Vi glæder os over, at vores tro bliver prøvet. For en prøvet tro er beviset på, at vi virkelig har del i Guds løfter til os.
Vi ser frem imod den dag, hvor Jesus Kristus skal åbenbares, hvor vi skal blive belønnet for at holde ud i tro og hvor vi skal se Jesus ansigt til ansigt. For når Jesus Kristus åbenbares, så fyldes vores hjerter med glæde, både nu og i al evighed. Amen.
