Profeternes vidnesbyrd
Gud er nådig, og offer systemet med alle dets bestemmelser var en gave til det jødiske folk, som gav mulighed for, at En Hellig Gud kunne komme sit folk nær på trods af deres synd.
Har I nogensinde tænkt over, hvordan kristendommen ville være uden Det Gamle Testamente? Hvis Jesus var kommet til jorden, ud af den, blå luft. Hvis Johannes Døberen ikke havde været der og havde råbt "ban Herrens vej". Hvis profeterne ikke havde profeteret om ham. Hvis ikke der var noget jødisk folk, som ventede på, at han skulle komme. Hvis Jesus bare var kommet et tilfældigt sted på jorden og var begyndt at undervise og gøre mirakler og helbrede de syge for til sidst at blive henrettet på et kors.
Det ville ikke give ret meget mening, ville det vel? Fordi hvem er han? Hvor kommer han fra? Hvorfor er han kommet, og hvorfor skulle han dø på et kors?
Hvis du springer Det Gamle Testamente over, så du kun læser Det Nye Testamente, så får du ganske vist svar på de her spørgsmål, men gæt engang hvad alle de svar de bygger på? De bygger på Det Gamle Testamente. De bygger på loven og profeterne, som så ofte bliver citeret.
Det Gamle Testamentes betydning
Jeg ved ikke, om du er klar over, hvor mange referencer der er fra Det Nye Testamente til Det Gamle Testamente. Hvad vil du gætte på? Der er jo en lang række profetier om Jesus, som han opfyldte med sit liv og sin død.
Vi læser i brevene, hvordan der nogle gange bliver citeret fra Det Gamle Testamente. Så hvor mange referencer bliver det egentlig til? Halvtreds hundrede eller tohundrede?
Hvis man tæller efter, så er der over 850 referencer fra Det Nye Testamente til det gamle. Knapt trehundrede af de referencer er direkte citater af gammeltestamentlige skrifter, og resten af dem er hentydninger eller "allusions", som man kalder dem på engelsk. Det vil sige steder, hvor der i Det Nye Testamente bliver omtalt noget, som er baseret på noget, der står i Det Gamle Testamente.
850 referencer, hvad siger det os? Det siger os, at Det Gamle Testamente er helt uundværligt for vores tro. Der er nogle, der mener, at når vi nu har Det Nye Testamente, så behøver vi ikke længere at læse i Det Gamle Testamente.
Faktisk er der sågar nogle, der mener, at det er bedst, at vi ser lidt bort fra Det Gamle Testamente, fordi der er så mange ting, der er svære at forstå der. Det at Jesus er opstået fra de døde. Det er det vigtigste, siger de. Det er ligesom det, der cementerer, at Jesus er Guds søn og verdens frelser. Det er rigtigt, at ved sin opstandelse, der blev han stadfæstet som Guds søn, står der i Romerbrevet.
Men hvorfor skulle han i det hele taget dø? At han er verdens frelser, hvad betyder det? Hvorfor har vi brug for en frelser? Hvad har vi brug for at blive frelst fra?Uden Det Gamle Testamente, så ville vi være helt på bar bund i forhold til de her spørgsmål.
Jesu komme til jorden var en kulmination af tusinder af års forberedelse fra Adam til Noa til Abraham, som levede cirka 2.000 år før Kristus, til Moses, som levede tretten eller femten hundrede år før Kristus, og til kong David, som levede cirka tusind år før Kristus og videre til de sidste profetier, vi har i Det Gamle Testamente, som lyder cirka fem hundrede år før Kristus og helt frem til Johannes Døberen, som blev født bare seks måneder før Kristus.
Alle de her mennesker og mange flere var med til at forberede Jesu komme, idet de var modtagere af Guds løfter, og de profeterede om, hvordan Gud en dag ville opfylde de løfter. Prøv og hør en gang, hvordan Paulus indleder sit brev til romerne i de første fire vers, han siger:
Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. (Romerbrævet 1,1-4)
Guds evige frelsesplan
Det er profeternes vidnesbyrd, som vi skal se på i dag. Den frelse, som vi læser om i Første Petersbrev. Det er en frelse, som har været lovet og ventet og gransket og studeret i tusinder af år. Det, at vi sidder her i dag og kan lære om Guds frelse, er ikke bare et resultat af noget, som skete for to tusinde år siden. Det er et resultat af noget, som skete, før verden blev grundlagt. Da den treenige Gud i sin nåde planlagde, hvordan han ville frelse sit folk fra deres synder.
Guds frelsesplan har ligget klar fra tidernes morgen, og han har gradvist åbenbaret mere og mere af planen for os. Først gennem profeterne i Det Gamle Testamente og siden hen gennem sin søn og gennem apostlene i Det Ny Testamente.
Så prøv at tænk, at du som sidder her i dag og tror på Jesus, du er en del af en frelsesplan, som har været under udfoldelse i flere tusind år. Du er en del af Guds folk, som har eksisteret gennem tusinder af år. Det synes jeg er helt vildt at tænke på.
Jeg tror, at det er noget af Peters pointe med at skrive det, som han skriver her i sit brev i vers 10 til 12, som er teksten for i dag, og som vi vil fortsætte i dag med vores gennemgang af Første Petersbrev. Lad os læse de vers igen i Første Petersbrev kapitel 1 og vers 10 til 12:
Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge. Det blev åbenbaret for dem, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med profetierne om alt det, som nu er forkyndt for jer af dem, der ved Helligånden, sendt fra himlen, har bragt jer evangeliet – alt det, som englene begærer at få indblik i. (1. Peters brev 1,10-12)
Peter har i de forudgående vers her fra vers tre til ni fortalt os om frelsen i Kristus. Han har lovprist Gud for i sin store barmhjertighed at have genfødt os til et levende håb om en evig og uforgængelig arv, som ligger gemt til os i himlene.
Han har fortalt os om den vidunderlige belønning, der venter dem, som holder ud i tro igennem prøvelser. Han har mindet om glæden ved at vide, at det er Gud, der udvirker alt det her i os, og at han ved sin magt vil bevare os til det sidste. Og han mindede os om, hvilken glæde det er at kunne have fællesskab med Jesus, selvom vi ikke kan se ham, så er han her ved sin ånd, og han vandrer med os dag for dag, idet vi nærmer os troens mål, vores sjæles frelse, som der står i vers 9. Peter har indtil nu peget vores blik opad og fremad, opad mod Gud og fremad mod den frelse, vi har i vente.
Men her i vers ti, så peger han vores blik bagud. Han griber tilbage og tager fortiden til vidne på de ting, som han her har forklaret. Den frelse, som han har malet for øjnene af os, fra vers 3 til ni, det er den samme frelse, som profeterne i Det Gamle Testamente profeterede om.
Spørgsmålet er så: Hvorfor gør han det? Hvad er formålet med det, han siger her i vores 10 til 12. Hvorfor trækker han det frem? Og vi husker på, at Peter han skriver brevet her til nogle kristne, som levede rundt omkring i nogle romerske provinser, hvor der var stor modstand mod kristendommen, hvor der var optræk til forfølgelse, og der var hårde prøvelser, hvor de led under hån og spot og bagtalelse på grund af deres tro og deres livsstil.
Peter skriver til de kristne, han skriver til os i dag for at opmuntre os. Så hvordan er vers 10 til 12 her en opmuntring? Hvorfor tager Peter fat i profeternes vidnesbyrd? Det tror jeg, han gør af to grunde.
Den ene grund er for at understrege, at frelsen i Kristus ikke er noget nyt påfund. Det er ikke bare noget, som er grebet ud af den blå luft, men det er noget, som det jødiske folk har troet på og længtes efter, lige siden Abraham blev udvalgt af Gud og fik løftet om, at hans afkom skulle blive til velsignelse for hele verden.
Frelsens troværdighed
Profeternes vidnesbyrd er med til at underbygge frelsens troværdighed. Hvis håbet for os om en evig frelse skal være en trøst for os, så skal vi kunne stole hundrede procent på, at det er sandt. Peter har tidligere skrevet om og understreget, at vores håb er sikkert, fordi det hviler på Guds barmhjertighed og udvælgelse. Det hviler på Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det hviler på Guds magt til at bevare os. Og her ser vi, at det også hviler på profeternes vidnesbyrd.
Det Gamle Testamentes profetiske skrifter er nedfældet af mange forskellige mennesker over en årrække på cirka 1000 år. Men de vidner alle sammen om den samme hellige og nåderige Gud, som har lovet at frelse sit folk fra deres synder. Et så massivt vidnesbyrd, som Det Gamle Testamente er, det er med til at underbygge frelsens troværdighed. Det er den ene grund til, at Peter skriver om det her i vers ti til tolv, at understrege frelsens troværdighed.
En storslået frelse
Den anden grund er, at Peter ønsker i endnu højere grad at belyse, hvor fantastisk og storslået og enestående frelsen i Kristus er, og hvor privilegerede vi er som hans læsere at kunne kende den frelser, som jøderne længtes efter i årtusinder. Når man gennemgår lidelse og prøvelser, når man er ved at miste modet, så kan det være en opmuntring at blive mindet om, hvor privilegeret man er, hvor dyrebart det er at få lov at kende Kristus.
Prøv se engang profeterne, de tjente Gud trofast i årevis. De led også under de store trængsler og satte livet på spil. Og de kendte ikke engang Kristus, ligesom vi gør i dag. Ser I hvor stor grund vi har til taknemlighed, også midt i svære ting, for vi kender Kristus. De havde kun hørt om ham i forholdsvis utydelige vendinger.
Så profeternes vidnesbyrd er med til at fremhæve frelsens glorværdighed. Hvilken ære det er at kende Frelseren, og hvor herligt det budskab er, som vi har fået lov at få del i i dag. At have fællesskab med Frelseren selv fyldt af hans ånd og kunne glæde sig over at skulle være sammen med ham for evigt.
Så Peter skriver de her to vers af de to årsager, for at fremhæve frelsens troværdighed, og for at fremhæve frelsens glorværdighed, hvor herlig en frelse det er.
Men lad os først se nærmere på, hvad der står i de her vers, som i den danske bibel har fået overskriften, "profeternes vidnesbyrd", som også er titlen på mit budskab her i dag.
Profeternes budskab
Hvad er profeternes vidnesbyrd, og hvad kan vi lære af profeternes vidnesbyrd? Og der er to ting, vi skal se nærmere på. Det første er profeternes budskab, og det andet er profeternes indstilling, deres budskab og deres indstilling. Hvad var deres budskab?
Gud er nådig
Der står, at de profeterede om den nåde, I skulle få. De profeterede om nåde, en nåde, som skulle komme på et tidspunkt i fremtiden. Og så står der i vers elleve, at de grundede over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge.
Så kilden til deres profetier er Helligånden, som her bliver kaldt Kristi ånd. Og grunden til, at den bliver kaldt for Kristi ånd, er formodentlig, at den netop pegede på Kristus. Kristi Ånd i dem vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge.
Men for profeterne selv var det ikke helt tydeligt, hvordan det ville blive. De havde ikke Det Nye Testamente, som vi har i dag. Når vi ser tilbage på deres profetier, så kan vi se meget tydeligt, at de peger på Jesus og hans frelses værk. Men da de stod dengang og så fremad, så var der mange ting, der var uklare. Og her i vers elleve, så står der, at de grundede over, hvornår og hvordan den tid ville komme.
Ordene, der er oversat med hvornår og hvordan, de kan egentlig bedre oversættes med hvem og hvornår eller hvilken person og tid. For det var klart for dem, at de vidnede om en person, som ville komme på et tidspunkt. Guds løfte om frelse skulle blive opfyldt ved, at han en dag ville sende en frelser. Det var derfor, at jøderne på den tid gik og ventede på, at Messias skulle komme.
Det var det, de kunne læse og forstå ud fra Det Gamle Testamente, som dengang var deres bibel. Men lad os prøve at se nærmere på den nåde, som de profeterer om. Når der står, at de profeterede om den nåde, som Peters læsere skulle få, og vi skulle få, så betyder det ikke, at der ikke var nogen nåde i Det Gamle Testamente.
Der er nogle mennesker, der har det billede af Det Gamle Testamente, at det blot er fuld af lovbud, og at der ikke er nogen nåde at finde der, at det bare viser Guds hellighed og Guds vrede over synd. Men det er langt fra sandheden.
Gud har altid været en nåderig Gud. Selv loven vidner om hans nåde, og loven er bygget på Guds nåde og godhed. Som eksempel så står der i Anden Mosebog 22, vers 25 til 26 det her påbud:
Hvis du tager en anden mands kappe i pant, skal du give den tilbage til ham før solnedgang. Det er det eneste, han har at dække sig med; det er den kappe, han skal have på kroppen; hvad skal han ellers sove i? Når han råber til mig, hører jeg ham, for jeg er nådig. (2. Mosebog 22,25-26)
Så Gud kalder os til at være nådig mod hinanden, fordi Gud er nådig mod os. Og senere i Anden Mosebog i kapitel 34, hvor Moses beder om at få lov at se Guds herlighed, se, hvem han virkelig er. Så står der i vers fem og seks sådan her at:
Herren steg ned i skyen og stillede sig hos ham, og Moses påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. (2. Mosebog 34,5-6)
Gud har altid været nådig, og det vidner hele Det Gamle Testamente om. En af måderne, hvorpå vi ser Guds nåde, det er ved at se på, hvordan han håndterer menneskers synd.
Forsoning af synd gennem ofringerne
Gud er en hellig Gud, som hader synd, og som harmes over synden hver dag. Både den synd Adam og Eva begik, den synd jøderne begik, og den synd vi begår i dag. Og eftersom Gud er en retfærdig dommer, så må enhver synd straffes.
Men i stedet for at udslette hele menneskeheden, så har Gud selv tilvejebragt en måde hvorpå at synd kan blive sonet, sådan at vi på trods af vores synd kan have fællesskab med ham. Vi ser i Mosebøgerne, hvordan Gud etablerer hele offer systemet med forsonings dagen som højdepunkt, hvor hele folket samledes, og hvor deres synd kunne blive sonet, så de kunne blive renset og kunne komme Gud nær. Men læg mærke til, at det er Gud, der etablerer offer systemet. Det er ham, der etablerer præsteskabet. Det er ham, der beslutter at godtage ofringer af dyr som soning eller som godtgørelse for synd.
Om det faktum skriver teologen Carl Trueman sådan her i sin bog Grace Alone:
"Dette faktum, at Gud er den, der etablerer og regulerer offer systemet bør ikke ignoreres. Det er vigtigt, fordi det lærer os, at ofringerne i Det Gamle Testamente ikke var et forsøg fra menneskers side på at finde noget, der kunne formilde og tilfredsstille en vred Gud. Vi forestiller os fejlagtigt, at Gud var vred på sit folk, og at de på en eller anden måde fandt måder at vride armen rundt på ham og gøre sig fortjent til hans gunst på trods af deres synd. Men skrifterne lærer os, at det var Gud, der tog initiativet og åbenbarede, hvordan syndige mennesker kunne have en relation til ham. Han fastlagde indholdet, betingelserne og resultatet af ofringerne, fordi hans vrede havde brug for at blive tilfredsstillet på en bestemt måde. Dette initiativ er endnu et bevis på hans nåde og velvilje over for Sit folk. Det er ikke menneskeheden, der rækker op mod Gud, men Gud, der rækker ned mod menneskeheden. En handling, der er fuldstændig baseret på Guds ufortjente velvilje over for sit folk. Han etablerede af nåde de ofre, som tjener til at tilfredsstille hans retfærdighed."
Citat slut.
Gud er nådig, og offer systemet med alle dets bestemmelser var en gave til det jødiske folk, som gav mulighed for, at En Hellig Gud kunne komme sit folk nær på trods af deres synd.
Men hvis Gud allerede viser noget i Det Gamle Testamente, hvad er det så for noget, som profeterne profeterede om vi skulle få?
Jo både før og efter at loven blev givet ved Moses og offer systemet blev etableret, så har Gud i Det Gamle Testamente givet løfter om, at han en dag vil etablere en ny pagt med sit folk, som i endnu højere grad skulle give udtryk for hans nåde.
Offersystemet blot et skyggebillede
Offer systemet var blot en midlertidig foranstaltning, som gjorde, at Gud kunne bære over med folkets synder for en tid. Det var et system, som var med til at påminde folket om deres synder og deres behov for Guds frelse, men det var ikke i stand til at fjerne synden for altid. Der står sådan her i Hebræerbrevet kapitel 10, vers 3:
Men i ofringerne ligger en årlig påmindelse om synder; for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort. Så der var brug for et bedre offer. (Hebræerbrevet 10,3)
Der var brug for et fuldkomment offer, og det offer er Jesus Kristus. Når Gud i Det Gamle Testamente giver løfter om at velsigne Sit folk og at frelse dem fra deres synder, så er det alt sammen løfter, som peger hen mod Kristus. Og der findes hundredvis af sådanne løfter og profetier i Skriften, som peger på Jesus.
Det kan være lidt svært at tælle præcist op, men et forsigtigt bud er, at Jesus i forbindelse med sin første komme til jorden opfyldte mindst tre hundrede gammeltestamentlige profetier.
Profetiernes opfyldelse
Den første profeti ser vi allerede lige efter syndefaldet med Guds ord til slangen om, at kvindens afkom skulle knuse slangens hoved. Og Jesus er det afkom, som knuste Satan på korset.
Dernæst har vi løftet til Abraham om, at alle jordens slægter skulle velsignes i ham, igennem ham, og Jesus er efterkommer af Abraham, og han er den velsignelse. Gud lovede også Abraham, at han ville oprette en ny, evig pagt med Isaks afkom, og Jesus er det afkom.
Og sådan fortsætter det profeti efter profeti, som er nedskrevet over en periode på 1000 år, hundredevis af profetier. Nogle af profetierne, de er så detaljerede, og de passer så perfekt på Jesus, at mennesker gennem tiden har læst dem og har måttet bøje sig og erkende, at Bibelen virkelig er inspireret af Gud, og at Jesus virkelig er Guds Søn og verdens Frelser.
Og det er derfor, Peter tager profeterne til vidne her i sit brev. Alle profetierne om Guds frelse i Kristus er med til at underbygge frelsens troværdighed. Jesus er det fuldkomne offer, som kom for at lade Sig ofre på korset for én gang for alle at udslette synden for alle dem, som tilhører ham. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset, som der står i Kolossenserne 2:14.
Kristi lidesler og herlighed
Når Peter her i vers elleve kort skal opsummere profeternes vidnesbyrd, så skrev han, at de vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge; lidelse og efterfølgende herlighed.
Og det er ikke noget tilfælde, at han opsummerer det på den her måde. I Lukas 24, hvor Jesus taler med to af disciplene, hvor de er på vandring på vej mod Emmaus, så siger han sådan her til dem i vers 25:
I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed? (Lukasevangeliet 24,25)
Igen ser vi her lidelse og herlighed som et gennemgående tema for profetierne om Kristus. Den måske mest kendte profeti finder vi i Esajas 53, hvor der står i vers 5:
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. (Esajas 53,5)
Kristus måtte lide for at kunne blive det fuldkomne offer, som én gang for altid kunne tilfredsstille Guds vrede over synd og efter sine lidelser, så følger herligheden.
Eller faktisk så står der herlighederne i flertal på grundsproget, her i vers elleve. Herligheden, i hans opstandelse. Herligheden i hans himmelfart. Herligheden, som han nu nyder på højre side af Guds trone, og herligheden, som vi skal se, når han en dag kommer igen for at hente os hjem. Hvilken nåde Gud har bragt os i Kristus, at Gud har sendt Sin Elskede Søn for at lide og dø på et kors, for at vi kunne finde tilgivelse for vore synder imod ham.
Profeternes budskab: Gud sender en frelser
Igen er det Gud, der ligesom med det gammeltestamentlige offer system tilvejebringer en måde, hvorpå vi kan blive forsonet med ham. Det er ikke menneskers påfund eller anstrengelser, der giver os adgang til Gud, det er alene Guds initiativ. Det er hans frelsesplan. Det er hans nåde.
Så profeternes budskab er, at Gud i sin nåde vil sende en frelser. Og vi har det enorme privilegium i dag, at Gud nu har åbenbaret Den Frelser for os. Det havde profeterne ikke. De havde kun skygger og billeder, som pegede på Kristus, men han var endnu ikke åbenbaret, som han er for os i dag.
Profeternes indstilling
Men hvad stillede profeterne så op med deres profetier? Hvad var deres indstilling til det, de profeterede om? Vi har set på profeternes budskab, og vi vil nu slutte af med at se på deres indstilling.
Profeterne havde kun brudstykker af det fulde billede
Profeterne, de havde ikke det fulde billede af, hvad Gud var på vej til. De havde kun brudstykker af det, Gud ville åbenbare. Men hvad gjorde de med de brudstykker, som de havde?
Peter siger her i vers 10, at de granskede efter og grundede over Guds frelse. Det vil med andre ord sige, at de studerede deres egne profetier. De har læst dem om og om igen, fordi de har profeteret om nogle ting, som de ikke helt har kunne forstå, og derfor har de gransket profetierne og grundet over dem.
Nogle af dem har helt sikkert også haft adgang til andre dele af skriften udover deres egen profetier. Så de har søgt nøje efter for at forstå, hvad det hele betød. De havde forstået, at Gud på et tidspunkt ville gøre noget fantastisk, men præcis hvad var det? Og de havde også forstået, at Gud ville sende en frelser, men hvem og hvornår?
Og de grundede over det, de læste. Man kan forestille sig, at de måske har bedt Gud om yderligere indsigt og åbenbaring. De ville gerne vide mere. De ville faktisk gerne vide så meget, som de overhovedet kunne om Den Frelser, som Gud ville sende.
Profeternes indstilling: De ønskede det fulde billede
Det var det, der var profeternes indstilling, de ville vide så meget, de kunne. Og Jesus siger på et tidspunkt til sine disciple i Lukasevangeliet kapitel 10, vers 23. Han siger:
Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre. (Lukasevangeliet 10,23)
Så det var det, der var profeternes ønske og længsel. De ville gerne se frelseren. De ville gerne kende Frelseren. Og selv om deres åbenbaring var begrænset, jamen så fortsatte de med at granske efter det og grunde over det. Som en del af svaret på deres søgen og deres spørgsmål, så står der i vers 12: Det blev åbenbaret for dem, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med profetierne om alt det, som nu er forkyndt for jer.
De skulle ikke blive nedtrykte over, at de ikke til fulde forstod deres egne profetier, for det var profetier, der var nedskrevet til en fremtidig generation. Det betyder ikke, at de ikke selv fandt trøst og håb og opmuntring i profetierne. Det gjorde de helt sikkert.
Job udbryder for eksempel midt i hans ubeskrivelige lidelse i Job kapitel 19, vers 25, han siger:
Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. (Job 19,25)
Så håbet om en dag at skulle se og møde sin Frelser, det holdt ham gående igennem hans trængsler.
Profetierne er til for os
Men prøv at tænk engang, at tusind års nedskrevne profetier er til for os. Det er det, der står her i vers tolv: Det ikke var sig selv, men jer, de tjente med profetierne om alt det, som nu er forkyndt for jer af dem, der ved Helligånden, sendt fra himlen, har bragt jer evangeliet.
Kan I se, hvor privilegeret vi er. Vi har forkyndere, der har bragt os evangeliet. Vi har apostlene, der ved Helligåndens inspiration har nedskrevet Det Nye Testamente. Vi har bibler tilgængelige i massevis, forskellige oversættelser og forskellige sprog. Vi har bibel kommentarer og opslagsværker og et utal af andre ressourcer, som er med til at fortælle os og lære os om Guds frelsesplan, om Guds frelsesplan for tidernes fylde at sammenfatte alt i Kristus, som der står i Efeserbrævet.
Så lad os da læse og studere Guds ord. Lad os læse det hele, både Det Nye og Det Gamle Testamente, for det peger alt sammen på Kristus. Lad os følge i profeternes fodspor og kopiere deres indstilling om at ville vide så meget som overhovedet muligt om den Frelser.
Vi har heller ikke den fulde åbenbaring i dag. Vi ser frem imod, at Jesus Kristus skal åbenbares til fulde ved tidernes ende. Men lad os tage den åbenbaring, vi har i Guds ord, og bruge den til at kende Kristus så godt, som vi overhovedet kan. For det, vi har i Kristus, er noget helt fantastisk. Frelsen, vi har i ham, er så forunderlig og dyrebar, at selv englene længes efter at få indblik i det, som der står her i slutningen af vers tolv: Evangeliet – alt det, som englene begærer at få indblik i.
Englene begærer at få indblik i nådens mysterium
Begær er et stærkt ord, men det er helt korrekt oversat. Englene ønskede inderligt at få indblik i det, vi har i evangeliet. Englene lever i Guds nærvær og er konstant omgivet af hans herlighed, og de elsker hans herlighed. De lovpriser ham og tilbeder ham dag og nat, men der er noget af Guds herlighed, som de ikke forstår.
Der er noget, de ikke har indsigt i, fordi hellige engle har aldrig syndet. De har aldrig haft brug for at blive tilgivet. De ved ikke, hvordan det er at blive frelst. De ved ikke, hvordan det er at være modtager af Guds nåde. Men de kan se, at Guds opmærksomhed er rettet mod hans skabning, og at Jesus var villig til at lide og dø i deres sted for at sone deres synd, så vi kunne finde fred og finde nåde for Guds ansigt.
De ser herligheden i Guds frelsesværk, men de har ikke selv oplevet det. De har ikke selv erfaret det. De er blot tilskuere til det fuldstændige urimelige mirakel, vi får lov at opleve i Kristus. At vi, som har syndet og vendt Gud ryggen og gjort oprør mod ham, at vi, som er født som fjender af Gud, vi som fortjener en evighed i helvedes flammer, at vi er blevet benådet. At Gud selv har taget initiativet til at bringe os tilbage til ham og endda på bekostning af, at Han ofrer Sin Egen Søn, Sin Elskede Søn, i vores sted.
Hvilket mysterium det må være for englene, og hvilken nåde det er for os. Hvilken frelse! Hvilket evangelium! Det var det, profeterne, de granskede efter de grundede over, og det var det, englene begærede og stadig begærer at få indblik i.
Kender du nådens mysterium?
Hvad med dig? Er det noget, der fylder dig med glæde og forundring? Er det noget, der fylder dig med dyb og inderlig taknemlighed? Og er det noget, som vækker en sult og en længsel i dig efter at kende Kristus mere? Hvis ikke, så er det enten fordi du ikke kender Kristus som din frelser, eller også er det, fordi du har mistet noget meget dyrebart.
Hvis ikke du kender Kristus som din frelser, så inviterer jeg dig i dag til at lære ham at kende. Hvis ikke du er klar over, at du har brug for en frelser, så fortæller jeg dig i dag, at det har du. Du har syndet mod en hellig Gud. Den Gud, som har skabt dig og givet dig alt, hvad du har. Og valget er dit. Vil du selv afsone straffen for dine synder i al evighed? Eller vil du bede Jesus om at tage straffen for dig?
Hvis du kender Kristus som din frelser, men har mistet glæden og forundringen over at være genstand for Guds nåde, så formaner jeg dig til at bede sammen med kong David i Salme 51 og vers 14, hvor han beder:
Lad mig atter frydes over din frelse. (Salmernes bog 51,14)
David havde syndet mod Gud og mistet glæden i ham, så hans bøn var: Lad mig atter glæde mig over Din frelse. Lad det være din daglige bøn, og hold aldrig op med at bede den. For frelsen i Kristus er den største og vigtigste kilde til glæde, vi har. Det er den glæde, og det er den vished, der bevarer vores hjerter tæt knyttet til Gud og det er den glæde, som verden ikke kan tage fra os, lige meget hvilke prøvelser og trængsler vi bliver udsat for.
Så lad os tage profeternes vidnesbyrd til os om frelsens troværdighed og frelsens glorværdighed, og lad os efterligne deres ønske om at kende Kristus så meget som overhovedet muligt ud fra den åbenbaring, vi har.
Amen.
